Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, SydafrikaEt næsehorn kan veje op til 3,6 tons og denne Zimazela The Big Five Shiraz fra det sydafrikanske vinhus Darling Cellars hylder lige netop de 5 store, mægtige, imponerende dyr på savannen, nemlig løven, vandbøflen, leoparden, elefanten og næsehornet.

Og meget passende, så betyder ordet Zimazela på zula – et af Sydafrikas 13 sprog – noget i retning af imponerende. Men så vi smage, om vinen har samme tyngde som et 3.6 tons tungt sort næsehorn … en af de 2 typer næsehorn, der lever i Sydafrika.

Den anden type kaldes det hvide næsehorn, som egentlig fik sit navn ved en oversættelsesfejl. Boerne i Sydafrika kaldte faktisk det hvide næsehorn Wijde, som betyder bred. pga. dets brede mund. Men det lyder jo som det engelske ord white og derfor blev det andet også kaldt det sorte næsehorn.

Darling Cellars ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og omkring 15 kilometer fra Atlanterhavet. Det er i Darling området, som er en del af West Coast regionen, der historisk mest er kendt for produktion af billig bulk vin. Imidlertid har flere producenter de seneste år også fokuseret på produktion af kvalitetsvine.

Darling Cellars er grundlagt tilbage i 1948 under navnet Mamreweg Wine Cellar, men det var reelt i 1996 at vinhuset blev etableret i den nuværende form, hvor det ejes af en lille gruppe bestående af 20 aktionærer.

De laver en lang række vine fra ikke mindre end 1.300 hektar vinmarker i både West Coast regionen, men også andre områder i det sydlige Sydafrika … og denne Zimazela The Big Five Shiraz er fx lavet af druer fra Western Cape området.

Zimazela The Big Five er lavet på 91% Shiraz, 4% Cinsault, 3% Grenache  og 2% Pinotage. Vinen er lagret dels på 2 og 3 år gamle egetræsfade og dels på ståltanke i 12 måneder inden aftapning.

Fed og kødfuld næse, flæsket med lidt bacon, blæk, lakridskonfekt, blomster, kanel, vanilje, bagepulver, solbær, enebær, afbarket gren … virkelig tør med nogle krydderier. Egentlig fin næse. Smagen er mere syrlig end forventet, okay frisk syre selvom dybden ikke bliver særlig stor. Der er lidt tanniner, peber … lidt stram i betrækket og den ender med en lidt sjov og udefinerbar eftersmag, men samlet godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 539,95 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Viña Santa Rita, SR Secret Reserve Pinot Noir, Leyda Valley, Chile

2016 Viña Santa Rita, SR Secret Reserve Pinot Noir, Leyda Valley, ChileViña Santa Rita er Chiles 3. største vinhus og opkaldt efter en italiensk helgen. Så er det jo spændende, om denne 2016 SR Secret Reserve Pinot Noir fra vinhuset får englene til at synge?

Det chilenske vinhus har jeg skrevet om en del gange, så det skal jeg skåne jer for igen. Hvis I vil læse om vinhuset, så søg blot på Santa Rita her på bloggen … der er et par indlæg ;o)

Denne SR Secret Reserve Pinot Noir er selvfølgelig lavet på ren Pinot Noir, som her kommer fra 2 steder … primært fra Leyda dalen, men der er også en lille smule druer fra lerede marker i den sydligste del af Casablanca Valley.

Druerne er høstet med optimal modenhed og derefter sker der en koldmaceration over 7-10 dage, hvorefter gæring sker over 15 dage ved 20-25 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Hele gæringen sker i ståltanke og det gør lagringen også for det meste af vinen, alene en lille andel lagres på amerikanske egefade.

Vinen har 6,7 gram restsukker pr. liter og vinmageren er Óscar Salas, som er ansvarlig for Reserve vinene på Viña Santa Rita.

Masser af kirsebær, varme og solrige kirsebær, nelliker, kanel … alt sådan kraftigt, sødt og lidt med en følelse af jul, men det skyldes nok de kraftige noter af nelliker og kanel. Selvom vinen egentlig i glasset er transparent, så er det en varm og kraftig Pinot Noir i næsen, hvor der også er både vanilje, letbrændt karamel og lige skyggen af en smule mynte samt en sjov grøn, urtet og letbitter note.

I munden er det også en solrig, varme Pinot Noir, men vinen har nogle stærke og stramme elementer, som i starten ikke virker særlig forsonelige. Den bliver samtidig en smule vandet, men man fanger også en mere streng, let og lys frugt i form af lidt hindbær og ribs, men det er som om, at det lidt sødbitre forfølger vinen gennem smagsnuancerne.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, FrankrigMer’ alsacisk vin fra den charmerende unge kvindelige vinmager Mélanie Pfister … og nu er det hendes 2017 Furd Pinot Gris.

Vinen har Mélanie kald Furd, da druerne til vinen kommer fra en parcel på marken Furdenheimer Tal.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne gærceller og i svære år neutrale gærtyper. Efter endt fermentering er vinen er lagret med bærmen i ståltankene og flasket alene med et knivspids svovl.

Duftmæssigt er det en blid vin … der er fersken, melon, røde æbler, kvæde, svag grape, lidt nødder, lynghonning, bivoks, blomstersæbe, safran, sødkrydrede noter og noget, som minder om balsamtræ eller sandeltræ og så en pose med Katjes Salte Fisk lakridser.

I munden er det er meget blød, cremet og rund vin, som har en meget lavt syreniveau … nærmest mild som et forårsvindpust, mens frugten er fersken, mango og ananas, hvilket så suppleres af nogle jernholdige elementer, faktisk vildt med mineraler og jernholdige smage i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura Nobre, Galicien, SpanienÆdel udskæring siger Google Translate en kende spøgefuldt, når jeg skal oversætte navnet Treixadura Nobre, mens den vovet siger tønneskæring ved Treixadura Barrica. Jeg siger blot, at Treixadura Nobre fra Ramón do Casar smager vildt godt … så man forstår godt, at vinen nærmest er nobel og skåret godt.

Ramón do Casar ligger i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Ourense provinsen og tæt ved Atlanterhavet i Galicien i det nordvestligste hjørne af Spanien under appellationen DO Ribeiro,

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine. Jeg har tidligere smagt deres Treixadura alene lavet i ståltanke, men nu smager jeg storesøsteren, som er lagret på barriques.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i D.O. Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado.

Men her danser Treixadura altså et soloparti … druerne er høst med håndkraft, sorteret i marken og efterfølgende også i vineriet inden afstilkning. Man benytter sig af koldmaceration og gærer med kvaset under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres i en kortere periode på fransk eg.

Duftmæssigt minder vinen på mange måder om lillesøsteren med sindssyg lækker aromatisk næse. Det er både multifrugtjuice, lemon, syltede citroner, mango, blomster, sæbe, stor smørfedme, småbuttet sødme og samtidig med en lækker elegance.

I munden virker vinen – trods fadlagringen – slankere end sin adipøse lillesøster, men med langt mere tyngde samt dybde, så den har også nogle af de samme smage … en tyk og lidt afdæmpet syre, eksotiske frugter, lemon, abrikos, hvid peber, stor tung modenhed, masser af bundtræk og trods sødme, præg fra fadlagringen, så mister vinen aldrig en god friskhed. Konge.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, TysklandNår vi nu er i gang med at tømme hele og halve glas, så lad os endelig fortsætte hos den gode Weingut Jakob Schneider. Næste vin er nu flinteskarp og knastør … en 2018 Norheimer Dellchen Riesling Trocken fra øverste Premium hylde.

Norheimer Dellchen er en stejl og terrasseopdelt vinmark med stort indhold af vulkanske sten og grå skifer. Marken ligger lidt vest for byen Norheim med en sydvestvendt hældning ned til Nahe floden. Marken opnår med sin eksponering og omkransende, opvarmelige klipper mere varme – og dermed typisk større modenhed end mange af Schneiders andre vine.

I 2018 var druerne – på grund af den varme sommer, en nødvendig vanding, massivt udbytte – små, men havde et tyndt skind, så de var fyldt med meget juice og et pænt sukkerindhold.

Druerne blev derfor afstilket med håndkraft og vinen lavet med mindre maceration end normalt. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes normale gærceller og tilføjede hele bær i den gærede most. Efter endt fermentering er vinen lagret på gamle 1.200 og 2.400 liter fade. Der er alene produceret 1.200 flasker af vinen fra Schneiders lille parcel på de 6 hektar store Norheimer Dellchen mark.

Næsen er lettere landlig og fra første fløjt ganske stenet, flint, granitskærver, tør stenmel, citroner og citronskal, syrlige æbler, lemon, klart nogle hvide blomster, en snert parfumeret, nogle æteriske olier, som kilder og forfører med luftig elegance.

I munden er det en knastør, skarp og ren vin … ikke så megen slinger i valsen, som danses af både citroner, lemon, fersken, pærer, æbler og mineraler med nærmest skønne flyvende og glade brudevalsetrin. Der er stram syre, krydret, kontrolleret og dirigerende. Der er finesse, akkuratesse og militærisk driftssikkerhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 205 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken, Nahe, TysklandEr glasset halv fyldt eller halv tomt? Er denne Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken fra Weingut Jakob Schneider halvsød eller halvtør? I hvert fald var glasset hurtigt heltørt og tomt.

Weingut Jakob Schneider ligger på Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den tørre udgave af denne vin Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken i en årgang 2017 og senest for et par uger siden, hvor jeg smagte hans hans 2018 Grauschiefer Riesling Trocken.

Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling Halbtrocken er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer marken, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en stor varmestråling til Riesling druerne.

Her er druerne dog høstet lidt senere, hvilket giver et større indhold af sukker, hvorfor resultatet bliver en noget sødligere stil med lavere alkohol … hele 15,6 gram restsukker pr. liter. Vinen hører da også til Schneiders serie af Halbtrockene & Feinherbe vine

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men generelt gærer Schneider vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem derefter i store, gamle egefade, im großen Holzfass, så mon ikke det også er tilfældet med denne vin

Næsen byder på krydderier, hvid peber, abrikos, ananas, mango, lemon, lidt saltlakrids, mineraler, blomster, godt med blomster, gule kaprifolier, pollen … en meget inderlig aroma, som er virkelig dragende.

I munden er vinen kropslig, fyldig, tæt med en snas sødme, men slet ikke voldsomt, for der er en lidt robust, mineralsk og letkrydret syre … nærmest en æblesyre, som giver en gennemgående nerve og liv suppleret med lidt bitter grape, en koket lille friskhed, så denne Halbtrocken vin har med syrlig elegance. Way to go … og nu er glasset heltomt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, FrankrigVi nupper lige endnu en vin fra den unge alsaciske vinbombe Mélanie Pfister … og denne gang er det hendes 2018 Berg Riesling.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen er lagret sur lie i ståltankene.

Vinen har Mélanie kaldt Berg, da druerne kommer fra parceller på markerne Auf dem Berg og Silberberg, som ligger lige ved siden af hinanden. Markerne har begge en undergrund med en variation af den berømte argile-calcaire … en blanding af ler- og kalksten.

Sikke en dejlig, lift og inderlig aroma, sådan lidt varmkrydret med både æbler, pærer og eksotisk frugt, klart med en meget fin alsacisk varme, fylde, krop og modenhed. Det er en meget frugtrig duft, ren, smuk og virkelig elegant.

Smagen er meget syrlig, tør, sprød med sure citroner, lemon, grape … og netop lige med en krydret fylde. Det er sådan knastørt, stramt og surt, herlig surt, ren og langt mere stringent og ren end normalt for en sådan Alsace Riesling … dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Albino Armani, Prosecco Extra Dry, Friuli-Venezia Giulia, Italien

N.V. Albino Armani, Prosecco Extra Dry, Friuli-Venezia Giulia, ItalienAlbino Armani er et italiensk vinhus med hovedsæde i byen Dolcé i Veneto. De har endda sammenlagt 3 vinerier i Veneto, et i Alto-Aldige samt et i Friuli-Venezia Giulia … og det er fra sidstnævnte, at vi smager denne Non Vintage Prosecco Extra Dry.

Vinhuset drives af Albino samt hustruen Egle Armani, som ikke har nogen forbindelse til Armani tøjmærket. Albinos familie har i stedet været vinbønder siden 1607, hvor Domenico Armani i sin tid grundlagde vinhuset og hos den lokale notar fik noteret papirer på overtagelsen af faderen Simones ejendom.

I dag ejer Armani samlet 220 hektar vinmarker fordelt på de 5 ejendomme … henholdsvis i Marano i Valpolicella, i Dolce tæt på Gardasøen, ejendommen Casa Belfi i San Polo di Piave ved Treviso nord for Venedig, Vallagarina i Trentino i Alto-Aldige og endelig ved byen Sequals i appellationen Friuli Grave i Friuli-Venezia Giulia regionen.

Denne Albino Armani, Prosecco Extra Dry, som er lavet 100% på druen Glera, som er den lokale historiske drue, som altid har været brugt til at lave Prosecco. Den er lavet på den såkaldte Charmat metode, som adskiller sig fra den klassiske Champagne metode ved at andengæringen foregår på lukkede tanke – her over 3-4 måneder – og ikke på flaske, hvilket selvfølgelig er langt billigere. Ved aftapning på flaske tilsættes der en smule sukker.

Næsen er klart noget melon, honningmelon, pærer, blomster og der fornemmes allerede i duften pænt sødmeniveau, lidt gær, godt med nødder, valnødder og endda nødder i sirup.

Smagen er på ingen måder, hvad man vil forstå som Extra Dry, men sådan er det oftest med Prosecco. Det er en sød, mousserende vin, her med små bobler, som hurtigt fader, ingen vild dybde, men det er i stedet for en rigtig pleaser. Der er i smagen også pærer, afdæmpet grape, æblemost og søde krydderier. Det er måske lidt for sødt til vinbloggeren, men jeg kender mange, som vil knuselske den.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Bodegas Arzuaga Navarro, Pago Florentino, Castilla-La Mancha, Spanien

2015 Bodegas Arzuaga Navarro, Pago Florentino, Castilla-La Mancha, SpanienBodegas Arzuaga Navarro har jeg skrevet om et utal af gange her på bloggen … og denne Pago Florentino har jeg også smagt flere gange. Den kommer dog ikke fra Arzuagas marker i Ribera del Duero, men i stedet fra den helt lille appellation DO Pago, som ligger i Castilla-La Mancha vindistriktet.

Det er tæt på Ciudad Real og omkring 200 kilometer syd for Madrid. DO Pago blev officielt en DO appellation i 2003. Florentino Arzuaga fra Bodegas Arzuaga Navarro købte lang tid før det 150 hektar i området for at skulle producere olivenolie på Cornicabra oliven.

Han opdagede imidlertid, at området havde et ekstraordinært terroir til produktion af kvalitetsvine med kølige vintre og varme somre. Vinmarkerne ligger sydligt eksponeret i læ fra bjergene mod nord med veldrænende jordbund med grus og underliggende ler.

Al høst og den efterfølgende nænsomme selektering sker ved håndkraft, hvorefter druerne afstilkes. Herefter benytter man sig af koldmaceration ved 15 grader på stål i 5 dage inden den alkoholiske gæring ved 26 grader over 7 dage. En del af vinen får derefter en malolaktisk gæring inden 12 måneders lagring franske og amerikanske egefade.

Duftmæssigt er krydderierne sgu fundet frem … samtidig med masser af powerfuld mørk frugt, kaffe, lakridsrod, kanel, vanilje, sød tobak, lidt brændte og bitre noter, sødbrændte egefade samt nogle grønne elementer, som driller næsen en smule.

Smagsmæssigt er det en ordentlig mundfuld, men med store Arzuaga kvaliteter. Det er klart til den tunge og lettere søde side med svesker, mørke frugt, solbær, blåbær, meget kødfuld, fed og alligevel tydelige tanniner, som dog er meget runde og polerede, men samlet en fint sammenhængende vin, som har stor pleaser værdi og smager rigtigt godt. En vin, som vil varme en kold vinterdag, men lidt sød og tung.

Jeg har altid været lidt fan af Pago Florentino … og det er fortsat fornøjeligt, at drikke den, selvom det er en stor mundfuld. Jeg ligger et sted mellem 4,5 og 5 klistrede fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7