Sune udfordrede os igen med en græsk vin … den røde Ramnista Xinomavro fra Ktima Kir-Yianni, som er ejet af Yiannis Boutaris, der selv grundlagde vinhuset i 1997.
Igen er vi ude i en drue, som er ukendt for de fleste af os, nemlig druen Xinomavro. Det er en rød druesort, der er meget udbredt i det nordlige Grækenland, men den dyrkes også i mindre grad i Republikken Nordmakedonien. I Grækenland betragtes sorten som en af de bedste til produktion af landets fineste vine og Xinomavro er da også én af de druer, som med både højt tanninindhold og syre har karakteristika til at give store rødvine.
Druens navn Xinomavro er egentlig en kombination af de græske ord for syre og sort, selvom dette ofte oversættes som sort og surt, formentlig som en vis indikation for smagen og strukturen af de vine, der er fremstillet af druen. Og sådan kan mange unge vine på Xinomavro også smage, selvom de ældes med ynde ved lagring. Vinene får ofte nogle klassiske smagskarakteristika af svesker, jordbær og soltørret tomat.
Xinomavro druerne selv er blåsorte og vokser i stramme klynger, mens druerne varierer i størrelsen indenfor de forskellige kloner af Xinomavro, men fælles er det, at alle modner sent og kan være ret ustabile eller følsomme, så årgangene har stor betydning.
Druen er mest kendt i Naoussa, hvor vinene da også skal indeholde 100% Xynomavro, men betragtes – sammen med Nemea på Peloponnes halvøen – som Grækenlands største og mest respekterede rødvine. Xinomavro er dog plantet i det meste af Grækenland.
Nogle har tidligere ment, at Xinomavro var i familie med Nebbiolo fra Piemonte, men dette er dog modbevist ved DNA-test. Men det er derfor, at nogle kalder vine på Xinomavro for de græske Baroloer.
Nå … nok druesnak, lad os i stedet kigge nærmere på vinhuset Ktima Kir-Yianni, som er grundlagt i 1997 af Yiannis Boutaris, som er en af de ledende figurer i den græske vinindustri. Han stammer fra en familie, der har lavet vin i Grækenland siden 1879 og han forlod familiens vinkoncern Boutari Wine Group for at starte Ktima Kir-Yianni.
I dag er det dog sønnen Stellios Boutaris, som driver Ktima Kir-Yianni vinhuset og er 5. generation af vinproducenter i familien. Vi har faktisk stødt på Stellios Boutaris før her på bloggen, for han var nemlig den investor, som reddede Domaine Sigalas, fik hele aktiemajoriteten og lod Paris Sigalas fortsætte driften.
Siden 2001 har Stellios fået hjælp til driften af sin broder Mihals Boutaris og samlet driver de i dag 70 hektar vinmarker i 2 forskellige områder med 50 hektar ved byen Yianakohori i Naoussa området og 20 hektar i Amyndeon området.
Her smager vi en ægte vin fra Naoussa … et område på kun 500 hektar vinmarker, som regnes som værende et af de bedste områder i Grækenland. Ramnista Xinomavro er lavet fra husets ældste parceller med Xinomavro vinstokke.
Druerne kommer primært fra de 2 parceller Limni og Cyclamina, som blev tilplantet i begyndelsen af 1970’erne og i daglig tale bare kaldes blok 5 og blok 15. Vinmarkerne blev allerede dengang anlagt med drypvandingsanlæg, så derfor er der heller intet stress blandt vinstokkene, selvom Naoussa området er et af de mest regnfattige i den græske del af Makedonien.
Druerne håndplukkes og nede på vingården sorteres de inden de knuses og får lov til at stå i koldt premacaration i 6 dage. Siden følger selve gæringen, som er sket i 5.000 liters franske egefade med både remontage og pigeage. Så lagrer vinen 5 måneder, hvorefter vinen sammenstikkes og lagrer 16 måneder … 80% i barriques og resten i 500 liters egefade af amerikansk og fransk eg. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 8 måneder inden frigivelse.
Næsen er fyldt med blomster, tulipaner, hvid peber, saftig og let vin, der er nogle grønne grene, lakridsrod, nødder, granitsten og en frugt med tranebær, kirsebær, jordbær, granatæbler, bagt tomat, fennikel, sorte oliven, tobak, vanilje, læder og skovbund … egentlig meget kompleks og indbydende duft.
I munden er der langt mere kraft end lige forventet, masser af tørhed, sådan godt intens med en lidt pebret og saftig smag. Der er kirsebær, lidt ristede noter, toast, vanilje, god syre og lidt krydderier samt en god lang eftersmag. Virkelig en god overraskelse.
Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 210 kr.