Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, Portugal

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, PortugalAgeda de Vila Real hedder næste vinhus … hvilket reelt dækker over kooperativet Adega Cooperativa De Vila Real, der ligger i byen Vila Real tæt ved Douro floden. Fra kooperativet smager vi nu denne Grande Reserva.

Adega Cooperativa de Vila Real er grundlagt i 1955 med det formål at forsvare de små vinproducenters interesser i Douro regionen. Det er et kæmpestort foretagende, da kooperativet er ejet af over 1.000 vinavlere, som samlet har 1,5 millioner hektar vinmarker.

Kooperativet har i deres vineri da også en kapacitet på 12 millioner liter samt 3 store tappelinjer … to til flasker samt en til produktionen af vin på bag-in-box.

Her smager vi Adega de Vila Reals Grande Reserva, som er lavet på et blend af druerne Tinta Roriz, Touriga Franca og Touriga Nacional. Vinen er lavet i et samarbejde mellem de to vinmagere Rui Madeira og Luís Cortinhas, og først knuses druerne, hvorefter gæring sker i rustfrie stålkar ved 26 grader, Der sker en forlænget maceration og delvis malolaktisk gæring i træfade, hvorefter vinen lagret 18 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen byder på dyb, mørk frugt, meget fyldig og kraftig, blåbær, solbær, lidt mælkede noter, cigaræsker, blæk, kanel, nelliker, virker lidt bondsk, lidt fed og har klart både egenoter og noget sødme fra fadene.

I munden er det en saftig, fyldig og sødere vin med mørke bær, solbær, kogte kirsebær og krydderier. Der er saft og kraft, lidt kakao og chokolade … en ordentlig mundfuld og kraftbasse.

Forhandles herhjemme af 1010vin.dk, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Lukas Krauß, Grüner Veltliner 2 Hut, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Lukas Krauß, Grüner Veltliner 2 Hut, Pfalz, TysklandWeingut Lukas Krauß er vi én gang tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog … den friske unge vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat. Dengang smagte vi hans lidt provokerende og uartige Pornfelder Rosé, men denne gang en almindelig Grüner Veltliner 2 Hut.

For i bedste Bogart og Ole Michelsen stil, så giver Lukas sine egne vine hatte fra 1 til 3 hatte, hvor 3 selvfølgelig er de bedste vine. Denne Grüner Veltliner 2 Hut tilhører således midterfeltet.

Weinhut Lukas Krauß holder til i byen Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for byen Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg. Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’ fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år.

Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske vist kun omkring 30 år, og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder, Blauer Portugier samt Dornfelder. Imidlertid har Lukas sidste år besluttet, at han ikke længere vil lave vine på Riesling … han mener ikke, at druen kommer rigtig til udtryk på sine marker, så han vil i stedet koncentrere sig om Grüner Veltliner og Silvaner.

Denne Grüner Veltliner 2 Hut er lidt en speciel vin, da man sjældent ser den østrigske drue i Pfalz. Den er spontanfermenteret i brugte barriques, hvor den også har lagret en periode, men ellers er der ikke de store oplysninger om den 2 hattede vine. Den er flasket fuldstændig ufiltreret.

Og hold da op for en aroma … der er både lidt prut, næsten lidt petroleum eller noget i den retning, blomster og parfumeret. Der er landlighed, ensilage, kampfer, duften af tørt, gammelt træ, solcreme, røg, æbler, grønne blade, en smule fedme, lidt nutty nødder og duften pirrer virkelig næsen.

Smagen er meget inderlig med kraft, lidt sødme, fersken og en syre, som viser tænder fra starten. Med lidt luft i glasset, så aftager syren dog langsomt, hvorved vinen viser en mere blød, cremet og næsten fed side. Jeg tror aldrig, at jeg tidligere har smagt så fed en Grüner Veltliner, men den smager sgu tæskegodt.

Importør er Rotweiss Vinimport, men jeg har ikke lige fundet denne i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandFra den gode Weingut Georg Zang har jeres flittige vinblogger tidligere smagt vin på Domina, Rivaner og Riesling, men denne gang smager vi Zangs præmierede Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken.

Weingut Georg Zang er et lille familievinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer svagt nordøst for Würzburg. Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken hører til hos Zangs Großes Franken vine. Vinificeret helt traditionelt og im Holzfass gereift … altså lagret på egefade. Der er 4,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder dig på pærer, fersken, en meget blid frugtnæse, varm og venlig med lidt søde krydderier, balsamtræ og lidt røg. I munden er vinen også blød og rund, meget venlig med tropiske frugter, jern, lidt grape bitterhed, som giver en smule friskhed, selvom vinen syremæssigt er lidt tilbageholdende/vag pga. lagringen på eg.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, ItalienDenne basisvin Etna Rosso fra Tenuta delle Terre Nere er en lille godbid, som jeg har smagt et utal af gange og altid været begejstret for … og det gælder også denne 2016’er.

Jeg har dermed selvfølgelig også skrevet om Tenuta delle Terre Nere flere gange før, så historien om vinhuset kan I finde i nogle af mine tidligere blogindlæg om det sicilianske vinhus.

Etna Rosso blev første gang frigivet i 2005 årgangen og fremstilles af alle de unge planter på ejendommens forskellige marker. Det betyder, at druerne kommer fra 6-50 år gamle vinstokke,  der står enkeltvis som små træer på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo.  Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med spontan gæring, maceration helt indtil gæringen stopper, gæringen sker  egefade på 10-30 hektoliter og efter endt fermentering lagrer på egefade i omkring 18 måneder efterfulgt af 1 måned på ståltanke inden flaskning. Der laves årligt omkring 120.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt byder vinen på et utrolig lethed, lidt syrlige hindbær, ribs og blåbær, balsamiske og mælkede noter, lidt bio animalsk kant med armsved, klart italiensk syre, røg, blomster og mineraler. Næsen har virkelig en syrlig, balsamisk lethed.

I munden har vinen også en slags burgundisk lethed, blot med en mere landlig, syrlig og balsamisk kant. Frugten er også en tak mørkere, har mere saft og kraft, lidt fennikel, peber, en smule sødme, mælkechokolade og stor luftighed.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster vistnok omkring 150-160 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, FrankrigMens sommeren synes lidt tøvende, så tester jeres flittige vinblogger atter en rosévin … denne gang en Bellenos Rosé Gamay Noir fra Maison Roche de Bellene.

Jeg er normalt ikke vild med rosévine, men denne ka’ jeg faktisk rigtigt godt li’ … måske forbi, at den er langt mere ren og syrlig end de fleste roséer i det danske farvand. Men den har også sit ophav i Bourgogne … eller rettere i Beaune, hvor vi finder Maison Roche de Bellene, som drives af Nicolas Potel.

Vinhuset er grundlagt i 1964 af Nicolas’ forældre Françoise og Gérard Potel, som slog sig ned i Volvay. Gérard var agronom og en dygtig vinmager og startede med at have kvalitetsvine med fokus alene på Pinot Noir og alene fra 1. Cru marker i både Volnay, Pommard og Santeney.

Inden Nicolas Potel overtog faderens vingård, så havde han efter sin uddannelse til vinmager arbejdet i vinhuse rundt om det meste af  verdenen, bl.a. hos Moss Wood, Leeuwin Estate og Mount Mary Winery i Australien, Tom Dehlinger i Californien og en række udvalgte producenter i Frankrig.

I starten arbejdede Nicolas sammen med faderen i kælderen, men overtog langsomt driften og fortsatte med at lave kvalitetsvine fra familiens egne marker. Efter faderen død i 1997 grundlagde Nicolas dog negociantfirmaet La Maison Nicolas Potel, hvor han opkøbte druer fra andre vinavlere til en lang række Bourgogne vine.

La Maison Nicolas Potel fik så stor succes, at firmaet i starten af 2000’erne blev solgt til et andet handelsfirma. Men i 2008 startede Nicolas igen med et nyt negociantfirma Maison Roche de Bellene, og så har han siden udvidet med selskabet Domaine de Bellene, som selv lejer jordlodder rundt om i Bourgogne og laver egne vine.

Denne Bellenos Rosé Gamay Noir er fra Maison Roche de Bellene og produceret af Nicolas Potel. Den er fra hans Bellenos Collection, en serie af vine, som alle kommer fra appellationen Coteaux de Bourguignons.

Det er en forholdsvis nye appellation i Bourgogne og erstattede den tidligere betegnelse Bourgogne Grand Ordinaire, som misvisende antydede, at vinene ikke var noget særligt.

Bellenos Rosé Gamay Noir er lavet på 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.  De hele drueklaser vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med kortvarig skindkontakt, undergår derefter en malolaktisk gæring og lagrer så 4-5 måneder i ståltanke.

Sikke en fin næse … svagt parfumeret, blomster, hindbær, kirsebær, granatæbler, men ellers sådan lidt sart, fin og lettere reserveret. Der afsløres ikke så meget i næsen.

Men smagsmæssigt lukker vinen op med masser af citronsyre, sure kirsebær, hindbær, ribs, lemon og salte mineraler. Det er virkelig en dejlig tør og syrlig rosé med et fint bid. Det er sgu en opkvikkende mundfrisker … lidt finurlig, men på en god måde. Endelig endnu en rosé, som Houlberg er vild med.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Rosé, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Rosé, Rheinhessen, TysklandRosévine er ideelle, når sommervarmen rammer … men denne Ingerheimer Rosé fra Weingut J. Neus smager sgu godt på alle tider af døgnet og selvom jeg – som det vist efterhånden er fremgået af bloggen – ikke er rosémand, så må jeg rose den rosé.

Weingut J. Neus holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Denne lille rødmende Ingerheimer Rosé er en af husets Gutsweine, altså basisvine. Det er en cuvée lavet på både Spätburgunder, Sankt Laurent og Dornfelder … udelukkende vinificeret på edelstahltank – ståltanke – men resultatet er faktisk ganske godt. Den har 6,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen er meget lettilgængelig … masser af jordbær, lidt kirsebær, sødme med fin lethed, frugtrig og eksplosiv på en sød måde. Men det er alligevel så interessant, at du bliver ved med, at sidde og dufte.

I munden er vinen er sød … med har også 6,8 gram restsukker, men det hænger faktisk alligevel ganske godt sammen. Saftig og sød med stor bællepotentiale. Uha, denne vin kan man drikke tonsvis af en varm sommerdag på terrassen og denne vil jeg endda selv nyde at konsumere litervis af sammen med en flok vilde kvinder.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 129 kr, mens prisen er 99 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandHun er svær at komme udenom, hvis man elsker lækker, tysk Spätburgunder … og når man er Danmarks førsteelsker af den fabelagtige drik, så rangerer Julia Bertram højt på det vinøse Spätburgunder gyrometer. Og denne gang smager jeg en 2016 Dernauer Spätburgunder fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde.

Jeg har skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, så det skal jeg spare jer for. Men som jeg skrev sidst, så er Julia Bertram i en bundesliga for sig og det bekræfter denne 2016 Dernauer Spätburgunder overbevisende, selvom jeg ikke synes, at den er lige så god som 2015’eren.

Men 2015 var også et særligt godt år i det tyske broderland.

Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Det er en syrlig, sød, lys og let animalsk kostald … total lyse og syrlige kirsebær, hindbær samt lidt mint, kampfer og kanel. Der er et aftryk fra fadene, men hvor næsen dog stringent, flyvsk og fin. Det er en syrlig og alligevel tilgængelig feminin pige … kysk og reserveret.

Smagsmæssigt en lys, let og blød vin, igen totalt feminint, men stringent, syrlig, sart, fin og så alligevel med stor – om end kølig – imødekommenhed. Det kirsebær, hindbær, jord, sten og salte mineraler, fin dybde og svævende syre. Houlberg bliver glad.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 200 kr., men desværre nu er udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, SydafrikaVondeling Wines er en smuk vingård i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården, som ligger i en dal ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika. Og derfra smager vi denne hvidvin med navnet Babiana.

Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet. I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002.

Vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe. Og samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker.

Denne er husets hvide topvin, og den er opkaldt efter en af de planter, som er helt unik for området, nemlig Babiana Noctiflora, som primært findes omkring Voor-Paardeberg sammen med Erica Hippuris, Oscularia Paardebergenis og Serruria Roxberghii.

Babiana er lavet på 50% Chenin Blanc, 24% Chardonnay, 13% Grenache Blanc og 13% Viognier. Alle druer høstes med håndkraft og vinen er gæret alene på druernes naturlige gærceller i store 500 liters franske egefade, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade.

Næsen byder på en lille lækker fedme, abrikos, mandler, pinjekerner, cashewnødder, røg, flot og god nerve, mandariner, karamel, banan, tonsvis af fadnoter og vanilje.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt og svulstig på en fin og lækker måde. Det er opulent, men ikke helt vildt, for vinen har en frisk, livlig, bitter og levende syre med flot balance. Den smager bare rigtig godt og breder sig dejligt i munden med lidt bitterhed i eftersmagen,

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, FrankrigPatrick Bouju er en vild vinmager, som laver naturvine fra sit lille vinhus Domaine La Bohème, som ligger i regionen Auvergne … en helt, lille overset vinregion. Vi smager her hans Le Môl med den farverige etiket.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Le Môl er lavet på et blend af Syrah, Gamay, Grenache og Cinsault … og andre steder fremgår det, at der også er Chardonnay og Carignan i. Etiketten afslører intet, og der er heller ikke hjælp at hente på Domaine La Bohemes hjemmeside … men vinen er lavet med så lidt indgriben som muligt og uden tilsætning af hverken sulfitter eller andet skidt.

Næsen er totalt bio bio urtet og animalsk. Den skriger nærmest af mødding, ensilage, en mørk og lidt mælket aroma, saft og kraft, blåbær, kirsebærsovs, er sådan lidt sød/syrlig i frugten og har derudover nelliker, kardemomme, eg, kanel og fennikel. Det lugter af gæret druesaft … næsten helt plys behåret, landlig og total naturvinsagtigt.

I munden er det til at starte med lidt mørk frugt … men der kommer hurtigt en helt vild syre, som giver dig et hug i leveren. Det er totalt syrlige drops, ribs, eddikesyre af ren kirsebærsaft. Det smager også samtidig lidt af blomster, er saftig og læskende, meget levende og virkelig vild. Det er sgu næsten en ud-af-kroppen oplevelse … spooky, men på en god måde.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2018 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienSå er vi tilbage hos rappenskralden Gladys … en næbbet og småskruk perlehøne, som dagligt spankulerer rundt mellem vinstokkene hos det australske vinhus Frankland Estate, skider og skræpper op. Og så har hun altså også lagt navn til deres vin Chicken Shit Chardonnay, som jeg her smager i seneste årgang 2018.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og ganske omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen, som vinhuset har lavet specielt til det danske marked … efter

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Næsen har en let fedme … altså ikke helt vild Chardonnay over-oaked aroma, men på en let og elegant facon. Der er tropisk frugt, fersken, melon, tørre krydderier, lidt eg og vanilje, en lidt smålandlig side og der fornemmes også en beskeden sødme.

Smagen er egentlig meget blid, stille … lidt cremet, men bestemt ikke fed på nogen måder. Det er en virkelig smagfuld vin med fersken, melon, nogle røgede elementer, svag sødme og rank syre. Der er også lidt salt og kalk, så igen klukker, kagler og hakker vi sammen med Gladys.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7