2016 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandHun er svær at komme udenom, hvis man elsker lækker, tysk Spätburgunder … og når man er Danmarks førsteelsker af den fabelagtige drik, så rangerer Julia Bertram højt på det vinøse Spätburgunder gyrometer. Og denne gang smager jeg en 2016 Dernauer Spätburgunder fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde.

Jeg har skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, så det skal jeg spare jer for. Men som jeg skrev sidst, så er Julia Bertram i en bundesliga for sig og det bekræfter denne 2016 Dernauer Spätburgunder overbevisende, selvom jeg ikke synes, at den er lige så god som 2015’eren.

Men 2015 var også et særligt godt år i det tyske broderland.

Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Det er en syrlig, sød, lys og let animalsk kostald … total lyse og syrlige kirsebær, hindbær samt lidt mint, kampfer og kanel. Der er et aftryk fra fadene, men hvor næsen dog stringent, flyvsk og fin. Det er en syrlig og alligevel tilgængelig feminin pige … kysk og reserveret.

Smagsmæssigt en lys, let og blød vin, igen totalt feminint, men stringent, syrlig, sart, fin og så alligevel med stor – om end kølig – imødekommenhed. Det kirsebær, hindbær, jord, sten og salte mineraler, fin dybde og svævende syre. Houlberg bliver glad.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 200 kr., men desværre nu er udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7