Når vi nu er hos Johannes Jülg … hvorfor så ikke trykke hygge-volumen op på maksimum, steppe helt op og smage hans 2019 Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder? Jeg er klar og har fyldt glasset op med en vin på den druesort, som er mere populær i Tyskland end nogensinde.
I dag er Weissburgunder nemlig ved at blive den druesort, som tyskerne selv drikker mest af. En fortalte mig, at det skyldes, at vor tyske broderfolk generelt er blevet lidt korpulente og at de tykke maver har svært ved at tåle Riesling vinene med deres høje syre, som kun forstærker problemer med mavesyre.
Hmmm … om det er rigtigt skal jeg ikke sige, men Riesling er selvfølgelig fortsat den mest udbredte druesort i Tyskland med omkring 23.800 hektar vinmarker, mens der alene er 5.747 hektar med Weissburgunder. Til gengæld stiger det tal i øjeblikket og arealet af vinmarker med druen er fordoblet siden 2001.
Hos Jülg er Weissburgunder også populær, men det skyldes også, at Johannes’ bedstefar Oskar Jülg allerede ved etableringen af huset tilbage i 1961 havde en særlig forkærlighed for vin fra Bourgogne og så startede med at lave vine på de burgundiske druer … her altså også på Weissburgunder.
Denne vin er alene lavet med druer fra en mark på den tyske side, nemlig fra parcellen Reitschul på Schweigener Sonnenberg marken, der ligger forholdsvis tæt på vingården.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering så lagret 8 måneder sur lie på helt nye 500 liter tonneaux.
Jamen for satan … det vælter nærmest op af glasset og selv mit store bourgogneglas kan næsten ikke holde duftene inde. Det er tæt på at springes, men det er jeg også … af glæde. For det damper nærmest hysterisk op af glasset med både fed, svulstig og eksotisk frugt med fersken, ananas samt dåsepærer, et fint og pænt styret fadpræg. Det giver lidt sødme med vanilje og lidt småristede noter suppleret med blomster, en snas lemon med et touch bitterhed … men scheisse det dufter fabelagtigt og måske endda også geil.
Smagsmæssigt … sikke en renhed, for her får Weissburgunder druen slet ikke lov til at dovne i sofaen. Den er ren og holdt i stramt seletøj, som var den enten Tarok eller en bondagefixeret amatørsvinger på speed. Det er sådan en både fin, sart og kølig stil, der sagte og roligt som en stille flod flyder igennem og kærtegner alle mundens sarte punkter. Det er som et vinøst kinderæg med både cremethed, logisk samt nøjagtig syre og en linedanserbalance. Sindssygt.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.