Når vi nu er hos Johannes Jülg … hvorfor så ikke trykke hygge-volumen op på maksimum, steppe helt op og smage hans 2019 Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder? Jeg er klar og har fyldt glasset op med en vin på den druesort, som er mere populær i Tyskland end nogensinde.
I dag er Weissburgunder nemlig ved at blive den druesort, som tyskerne selv drikker mest af. En fortalte mig, at det skyldes, at vor tyske broderfolk generelt er blevet lidt korpulente og at de tykke maver har svært ved at tåle Riesling vinene med deres høje syre, som kun forstærker problemer med mavesyre.
Hmmm … om det er rigtigt skal jeg ikke sige, men Riesling er selvfølgelig fortsat den mest udbredte druesort i Tyskland med omkring 23.800 hektar vinmarker, mens der alene er 5.747 hektar med Weissburgunder. Til gengæld stiger det tal i øjeblikket og arealet af vinmarker med druen er fordoblet siden 2001.
Hos Jülg er Weissburgunder også populær, men det skyldes også, at Johannes’ bedstefar Oskar Jülg allerede ved etableringen af huset tilbage i 1961 havde en særlig forkærlighed for vin fra Bourgogne og så startede med at lave vine på de burgundiske druer … her altså også på Weissburgunder.
Denne vin er alene lavet med druer fra en mark på den tyske side, nemlig fra parcellen Reitschul på Schweigener Sonnenberg marken, der ligger forholdsvis tæt på vingården.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering så lagret 8 måneder sur lie på helt nye 500 liter tonneaux.
Jamen for satan … det vælter nærmest op af glasset og selv mit store bourgogneglas kan næsten ikke holde duftene inde. Det er tæt på at springes, men det er jeg også … af glæde. For det damper nærmest hysterisk op af glasset med både fed, svulstig og eksotisk frugt med fersken, ananas samt dåsepærer, et fint og pænt styret fadpræg. Det giver lidt sødme med vanilje og lidt småristede noter suppleret med blomster, en snas lemon med et touch bitterhed … men scheisse det dufter fabelagtigt og måske endda også geil.
Smagsmæssigt … sikke en renhed, for her får Weissburgunder druen slet ikke lov til at dovne i sofaen. Den er ren og holdt i stramt seletøj, som var den enten Tarok eller en bondagefixeret amatørsvinger på speed. Det er sådan en både fin, sart og kølig stil, der sagte og roligt som en stille flod flyder igennem og kærtegner alle mundens sarte punkter. Det er som et vinøst kinderæg med både cremethed, logisk samt nøjagtig syre og en linedanserbalance. Sindssygt.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.
Indrømmet … jeg er vild med Jülg. Den rare Johannes Jülg laver simpelthen bare nogle lækre vine. Jeg har også tidligere i år været til en onlinesmagning med Johannes og der smagte jeg bl.a. hans basis Spätburgunder i årgang 2018. Nu er 2019’eren her, så selvfølgelig smager jeg også den.
Den næste Spätburgunder fra Weingut Steitz blev en Fürfeld Eichelberg Spätburgunder … og det er en vin, der – som på billedet – tager dig med op i skyerne.
Efter jeg blev begejstret for Christian Steitz’ fantastiske, mineralske og syreafstraffende Riesling vine, hvad er så mere naturligt end også at undersøge husets vine på Spätburgunder … og hvem er mere Spätburgunder freak end Houlberg? Vi starter med et drøn i form af deres almindelige basisvin. Ach mein lieber for en basisvin.
Tilbage i december sidste år smagte jeg for første gang 3 flasker bourgognevin fra det burgundiske vinhus Madame Veuve Point og nu har jeg atter hældt et glas op af en af husets hvidvine … en 2017 Rully Blanc.
Riesling Tradition er en ny vin hos legendariske Robert Weil og er – stik mod normalen – lavet på opkøbte druer fra en række vinavlere i Rheingau.
Hvorfor nu lige drikke fed Amarone, når det er sommer? Fordi jeg kan … og nogle aftener er det bare godt med kraft i sit vinglas, som fx med Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso her i årgang 2017.
Der bliver ved med at poppe gode Brunelloer op fra den helt store årgang 2016. Vi kigger på endnu en af slagsen Brunello di Montalcino 2016 fra vinhuset Villa Poggio Salvi.
Når vi nu er vi god druesaft, hvorfor så ikke nuppe endnu en Barolo? Her i det houlbergske hjem er der ikke langt fra tanke til handling og det blev løst med et glas af denne 2015 Barolo I Tre Pais fra Agricola Fratelli Broccardo.
Tenute Neirano er jeg stødt på én gang tidligere og der var det også med deres Barolo … dengang i årgang 2015, men nu er den et par år yngre i årgang 2017.