Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Francis Ford Coppola Winery, Claret Diamond Collection, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Claret Diamond Collection, Californien, USAClaret er det gamle, engelske ord for en vin fra Bordeaux … og næste Coppola vin, en Claret Diamond Collection er netop en Bordeaux inspireret vin. På etiketten står der også “1910 Type” for at ære Gustave Niebaum, som netop i 1910 lavede en tilsvarende vin på det gamle Inglenook Estate.

På Francis Ford Coppola Winery er denne årgang 2014 Claret Diamond Collection lavet på 77% Cabernet Sauvignon, 19% Petit Verdot, 3% Cabernet Franc og 1% Merlot. Nogle år stoppes der dog også en smule Malbec i blendet. Med andre ord et rigtigt Bordeaux blend.

Druerne høstes primært fra Coppolas egne marker i Napa Valley, Sonoma og El Dorado. Vinen lagres i 12 måneder på fransk eg inden endelig sammenstikning og aftapning.

Næsen er dyb, herlig mørk med tjære, eg, meget frisk frugt … solbær, blommer, lidt skovbund og en anelse ristede noter samt krydderier. Smagen er utrolig frugtrig … og let. Det er let med lyse kirsebær,  lette blommer, lidt lakrids eller fennikel samt bløde, blide tanniner.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 189 kr.

Rating 5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USACoppola vin nr. 8 i rækken blev på den solbærdominerede Cabernet Sauvignon drue og her igen i den store Diamond Collection serie.

Som jeg skrev i et af de tidligere indlæg, så har Francis Ford Coppola 2 vingårde … den oprindelige Rubicon Estate – købt i 1975 af Francis og hustruen Elanor efter Francis’ massive succes med Godfather filmene – og så Francis Ford Coppola Winery, den store turistattraktion, som flere lidt spydigt eller drillende kalder en vinøs Disney Park.

Rubicon Estate ligger i Rutherford tæt ved Mount St. John i Napa Valley, mens Francis Ford Coppola Winery ligger i Geyserville i Sonoma.  Og for at gøre det yderligere indviklet, så ejer Coppola i dag faktisk også et 3. vinhus, nemlig Virginia Dare Winery, som også holder til i Geyserville, endda på adressen Chianti Road.

Lad os starte med Coppolas første vingård Rubicon Estate, som han købte i 1975 sammen med 630 hektar jord. Det er reelt et decideret vinslot, som tidligere hed Inglenook Estate.

Vinslottet stammer tilbage fra 1879, hvor det blev bygget af den finske kaptajn Gustave Niebaum, som var både en stor entreprenør og vinelsker, der havde sat sig for at bygge et vinslot, der skulle kunne konkurrere mod de store europæiske slotte.

Da Niebaums grandnevø John Daniel Junior i 1930’erne overtog slottet, så var den vision allerede nået, for slottet havde opnået international anerkendelse,  Efter Coppolas overtagelse af det historiske vinslot har han opkøbt yderligere parceller, således slottet  i dag ejer samme marker som tilbage ved etableringen.

Selvom Coppola undervejs ændrede navnet fra Inglenook Estate til Rubicon Estate, så har han nu fortrudt dette … og derfor hedder slottet i dag igen Inglenook Estate. Måske hænger det også sammen med, at Coppola i 2011 købte alle rettighederne til at producere vine under Inglenook navnet … til en sum, som efter sigende var endnu større end prisen for hele vinslottet og dets 630 hektar jord tilbage i 1975.

Og der er virkelig satset big time på produktion af prestigevine fra vinslottet. Coppola har bl.a. ansat den franske vinmager Philippe Bascaules fra Château Margaux til at forestå produktionen af vinene undet Inglenook Estate navnet. Der laves 7 forskellige vine under Inglenook navnet … og topvinen hedder meget passende Rubicon.

Så det var altså første ejendom Rubicon Estate a.k.a. Inglenook Estate.

Og så er der jo forlystelsesparken Francis Ford Coppola Winery med restaurant, museum, poolområde m.v. Der har Coppola alene 10 hektar vinmarker, som vist mest er til topvinene hos vineriet … som flere kalder Wine Wonderland eller Disneyland for voksne.

Nok snak … her Cabernet Sauvignon Diamond Collection fra det eventyrlige legeland. Som med mange af de andre vine er det ikke en enkeltdruevin, for i denne er der 80% Cabernet Sauvignon, 15% Segalin og 5% Petit Verdot .

Segalin er jeg aldrig stødt på før, men det er en fransk drue, som er udviklet på Institut National de la Recherche en Agronomie i Montpellier i 1980. Det er en krydsning mellem sorten Jurançon Noir og Blauer Portugieser.

Druerne til vinen kommer både fra marker ved El Dorado i den nordlige del af Californien og ved Paso Robles i den sydlige del. Vinen er lagret 12 måneder på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen er animalsk … voluminøs og det er mørke kirsebær, solbær, nyristede fade, godt med eg, eukalyptus, mentol og en række syrlige elementer samt en slat tobak. I munden en meget ren frugt med jern … og slet ikke så voldsom fed, som næsen ellers indikerer. Har en fin syrlig side, som jeg egentlig synes klæder vinen rigtigt godt. Bestemt en dejlig vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USAVi fortsætter med den i Californien massivt udbredte Zinfandel drue, men stepper et niveau op til Director’s Cut Zinfandel fra Francis Ford Coppola Winery.

Igen med en etiket inspireret af den originale filmrulle, som brugt i verdens første filmmaskine … en såkaldt Zoetrope.

Det var jo i øvrigt også navnet på det produktionsselskab, som Francis Ford Coppola grundlagde i 1969 sammen med George Lucas, nemlig American Zoetrope.

Selskabets første film var THX 1138, en science fiction-spillefilm skrevet af George Lucas, selvom Coppola selvfølgelig mest er kendt for Godfather-trilogien og Apocalypse Now. Han har dog stået bag mange andre film … og derudover er han også kendt for at være onkel til Nicolas Cage.

I det hele taget er Coppola-familien er noget af et filmdynasti, bl.a. var Francis’ far Carmine komponist og skrev musikken til Godfather-filmene. Hans datter Sofia er selv instruktør, mens hans søster Talia Shire er skuespiller og kendt fra Rocky-filmene.

Men det var nu ikke familien Coppola, som vi skulle snakke om, men i stedet denne Director’s Cut Zinfandel, der – som lillesøsteren – ikke er på ren Zinfandel, men lavet på 84% Zinfandel, 14% Petite Sirah og 2% Syrah. Druerne kommer fra Dry Creek Valley appellationen og er dermed opkøbt fra lang række vinavlere.

Halvdelen af druerne er gæret i åbne træfade, for at trække optimal farve og ekstrakt fra druerne. Efter vinifikationen lagres vinen 12 måneder i en kombination af franske og amerikanske egetræsfade inden aftapning. 25% af fadene er nye og resten mellem 1 og 2 år gamle. Alkoholen er her noget højere end hos lillesøsteren, nemlig hele 14,9%,

I næsen er her godt med egetræ, mørkt kød, solbær, brombær … virkelig mærk frugt, chokolade, let vanilje og en smule peber. Smagen er blød, cremet og godt voluminøs … fortsat med nogle jernagtige noter og godt med filmagtig, amerikansk sødme. Det er meget blidt og meget behageligt.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 219 kr.

Rating 5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Zinfandel Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Zinfandel Diamond Collection, Californien, USANaturligvis er én af de 13 vine i Diamond Collection serien på Zinfandel … den mest plantede drue i Californien. Hvis USA skulle vælge en nationaldrue, så ville det klart blive Zinfandel og selvfølgelig laver Coppola også vine på Zinfandel.

Vinen er dog ikke på ren Zinfandel, men består af 77% Zinfandel og 23% Petite Sirah. Druerne kommer – som ved de andre vine i Diamond Collection serien – fra opkøbte druer. De kommer fra forskellige områder af Californien, bl.a. fra de kølige zoner i Paso Robles og de varmere områder i Monterey.

Vinmageren Corey Beck siger selv, at der er er blandet Petite Sirah i vinen for at give en modbalance til den mørke, kraftige og lidt jammy frugt, som Zinfandel ofte giver i Californien. Det skulle give en større kompleksitet i det endelige blend.

Det har måske også påvirket alkoholen, som kun ligger på 13,3% … langt under de 14%, som Zinfandel oftest besidder. Vinen lagres i 12 måneder på franske egetræsfade inden aftapning.

Og der er faktisk godt med eg i næsen sammen med solbær, brombær, blommer, lakrids, kanel, vanilje, fedme, sødme og en smule mentol.

Smagen er ikke så voluminøs som forventet, men byder på nogle jernagtige noter, nogle bitre noter og stramme tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne. Frugten er i stedet tynd og syrlig … passer nærmest ikke til duften. Der er forholdsvis kort eftersmag.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4/7 

2014 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Pinot Noir, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Pinot Noir, Californien, USASelvfølgelig har den store oscarbelønnede amerikanske filminstruktør, manuskriptforfatter og filmproducent også en serie af vine, som hedder Director’s Cut … instruktørens valg. Og fra dette valg endnu en Pinot Noir, nemlig Director’s Cut Pinot Noir.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt … sidst var det vistnok en årgang 2007, men her en ung 2014’ner. Director’s Cut er et niveau over Diamond Collection og har en etiket, som er en duplikat af en original filmrulle, brugt af verdens første filmmaskine, kaldet en Zoetrope.

Den blev opfundet i det 19. århundrede. Zoetrope stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på disse effekter … og surprise … sådan én kan selvfølgelig også ses på vingården.

Nå, men selvom det er Director’s Cut, som er vinen – som de øvrige – nu lavet af vinmageren Corey Beck. Druerne til vinen kommer fra Russian River Valley i det sydlige Sonoma, tæt på kysten hvor druerne bliver kølet ned af nattens tågebanker. Samtidig er jorden her også jernholdig og helt perfekt for Pinot Noir.

Vinen er lavet i åbne fade og er efter vinifikationen lagret 6 måneder på fransk fade, 40% nye og resten er brugt 1 eller 2 gange før. Der er fint med alkohol, nemlig 14,5%.

Let og lys i glasset … klart Pinot Noir nuancer, og duften har også en god lethed med lysebær, hindbær, jord, ribs … måske endda en omgang lette blommer, godt med syre, skovbund, let kanel, vanilje og kakao samt lidt blomster. Der fornemmes også lidt varme i glasset … tegn på mere sol end dens europæiske søstre?

I munden er vinen herlig stram … fin syre, som ikke snakker amerikansk. Godt med lys bærfrugt, elegante og der er samtidig også en let sødme … og også en tand sødere end jeg havde forventet ud fra duften. Det er dog blødt, blidt og ganske vellavet.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 235 kr.

Rating 5/7 

2012 Francis Ford Coppola Winery, Merlot Diamond Collection, Californien, USA

2012 Francis Ford Coppola Winery, Merlot Diamond Collection, Californien, USAEn af vinene fra det imponerende vinhus slash turistattraktion … et sandt Wine Wonderland tæt ved Geyserville i Alexander Valley, er denne Merlot Diamond Collection. Den er simpelthen næste Coppola vin i rækken … og altså fortsat i Diamond Collection.

Som jeg skrev indledningsvis i blogindlægget om Coppolas Sofia Riesling, så er vingården lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. med stort poolområde med 28 tilhørende omklædningskabiner, poolbar, restauranter, et mindre amphitheater, hvor der opføres dukketeater, dans og musik. Derudover findes der selvfølgelig også et museum med remedier fra filmverdenen.

Og netop museet Movie Gallery er et af stedets store trækplastre. Der kan de besøgende gæster se Francis Ford Coppolas 5 Oscars og en række Golden Globes sammen med en masser rekvisitter fra Godfather filmene, bl.a. Don Corleones skrivebord, billeder, avisartikler, filmfremvisere m.v.

Centralt i museet finder man også den gamle originale 1948 Tucker Sedan, som er en central del fra Coppolas film Tucker: The Man and His Dream. Den står centralt og drejer stille og roligt rundt.

Med det er ikke kun i museet, at de mange genstande for Coppolas film findes … de findes faktisk rundt om i hele vinhuset … i smagelokalerne, gangene, vineriet og restauranten Rustic. Dermed kan du kan opleve Coppolas imponerende filmhistorie, når du smager på hans mange vine.

Der kan – selvfølgelig – også købes souvenirs i stedets store merchandise butik. Der kan man købe ting fra vinhuset, vine selvfølgelig, italiensk keramik, glas, bestik, legetøj og derudover DVD-film med alle Coppolas film.

Desuden prydes væggene med et kæmpe udvalg af gamle olivenolie dåser fra  The Tiziana Riva Guatelli i Italien. Tiziana familien er kære venner af Francis og Eleanor Coppola. Samlingen skulle vist nok omfatte mere end 4.000 originale litograferede oliedåser.

Nå, men tilbage til denne Merlot Diamond Collection, som imidlertid ikke er ren Merlot, men tilsat 25% Petite Sirah. Druerne har siden 1997 kommet fra en fast gruppe af vinavlere, som Francis Ford Coppola Winery arbejder sammen med. De er spredt i både Napa, Sonoma og Monterey.

Vinen er – som de foregående – lavet af vinmageren Corey Beck, men jeg har ikke de store oplysninger om vinificeringen, udover at den har lagret omkring 12-14 måneder på egetræsfade afhængig af årgangen.

Og der er sgu volumen på drengen nu. Her er proppet med solbær, brombær, blommer, tobak, vanilje, kanel, lidt lakrids, eg samt lidt chokolade og sødme. Og i munden er vinen også fed og cremet, men der er heldigvis også lidt syre, som kan holde den på sporet … men hold op, hvor er der sødme … øhhhh også alt for megen amerikansk sødme til min syrlige tand.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Pinot Noir Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Pinot Noir Diamond Collection, Californien, USAPå den lange filmstrimmel med Francis Ford Coppola vine snupper vi endnu en frame eller et snapshot, denne gang en Pinot Noir og atter fra Copppolas Diamond Collection, hvor druerne kommer fra en vinmark øst for Santa Lucia Highlands i Monterey Country.

Man skulle synes, at et vinhus som Francis Ford Coppola Winery måtte eje ret mange vinmarker, men det er ingenlunde tilfældet. De ejer alene omkring 10 hektar. WFT? Resten af druerne til de mange vine køber de ved vinavlere rundt om i Californien … de fleste har de indgået dyrkningsaftaler med.

De forsøger at købe druer, som er dyrket efter bæredygtige principper og nogle marker er også dyrket økologisk. Druerne til denne Pinot Noir Diamond Collection er således også opkøbt fra en vinavler, som Francis Ford Coppola Winery har langvarige kontrakter med.

Oprindelig havde de faktisk plantet Merlot på den pågældende mark, men de fandt efter nogle år ud af, at beliggenheden tæt på bugten med kølige temperaturer og soleksponeringen gjorde stedet velegnet for Pinot Noir. Derfor fik de vinavleren til at plante Pinot Noir i 2001.

Det er igen vinmageren Corey Beck, som står bag vinen … 100% Pinot Noir og denne gang ingen tilsætning af andre druesorter. Druerne er høstet tidligt om morgenen for at bevare friskheden, derefter knuser de og ligger 48 timer køligt inden vinificeringen. Den samlede tid på macerationen kender jeg ikke, men vinen har efterfølgende lagret 9 måneder på brugte barriques.

Vinen et let transparent … måske en tak mørkere og med brunlige kanter. I næsen er der noget grønt og bittert, hindbær, jordbær, kirsebær, grankogler, krydderkage eller måske endda brunkager, nelliker, kanel samt en smule kaffebønder.

I munden har vinen en smuk varme, god syre … lidt grøn i syren sammen med en smule sødme, der bare smelter sammen med syren i god balance. Der er lidt varme, søde krydderier, nelliker og vanilje, som måske kunne lede tankerne hen på lidt oversøisk Pino. God lang eftersmag … ikke voldsom kompleks og igen lidt vandet i udtrykket.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Francis Ford Coppola Winery, Chardonnay Diamond Collection, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Chardonnay Diamond Collection, Californien, USANæste vin er ligeledes en hvidvin, en Chardonnay fra Francis Ford Coppola , nemlig fra hans Diamond Collection serie  … en af de mange serier af vine, som han laver på sit store vinhus i Sonoma County.

Ja, faktisk laver huset vine i ikke mindre end 14 serier, nemlig Francis Coppola Reserve, Archimedes, Eleanor, Pitagora, I Mille, Vendetta, Director’s Cut, Director’s Great Movies, Director’s, Diamond Collection, Gia by Gia Coppola, Rosso & Bianco, Sofia og Votre Santé. Samlet bliver det til 58 forskellige vine.

Diamond Collection er den største af serien og den omfatter 13 forskellige vine … alle med forskellige farve på etiketterne. Denne Chardonnay er Gold Label, selvom den måske mest ser lidt orange ud.

Diamond Collection Chardonnay er sammensat af druer fra 2 underområder i Monterey, først Arroyo Seco … der med sin kølighed giver god sprødhed til vinen og dernæst en mark ved Gabilan bjergkæden, hvor den sandholdinge jord resulterer i en mere fed struktur.

Det er ikke 100% Chardonnay, idet der tilsat lidt andre druer. Den består således af 90% Chardonnay 8% Viognier og 2% Riesling.

En del af vinen er gæret og lagret 9 måneder på franske egetræsfade, hvorefter den har gennemgået malolaktisk gæring. Denne behandling tilfører vinen cremet struktur. Den anden del af vinen er gæret på ståltank, hvor den beholder sin friskhed. Inden aftapning blandes disse 2 komponenter for at tilføre vinen struktur og kompleksitet.

Duftmæssigt er her fersken, appelsin, papkasser, et let støvet udtryk, lidt citrus og blomster. Der fornemmes en vis fedme, men dog ikke voluminøs og overdone amerikansk. Slet ikke. I munden er der også fersken, modne æbler, koriander, potaske og en vis sødme … men faktisk ikke så sød som foregående Riesling, selvom der faktisk er mere restsukker pr. liter. Virker måske en anelse flad i smagsnuancerne.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7 

 

2012 Francis Ford Coppola Winery, Sofia Riesling, Californien, USA

2012 Francis Ford Coppola Winery, Sofia Riesling, Californien, USAFÅK, FUCK og ARGHHH … 12 vine fra Francis Ford Coppola Winery venter forude, og den første i køen er denne Sofia Riesling fra den oscarbelønnede amerikanske filminstruktør, manuskriptforfatter og filmproducents eget vinhus.

Francis Ford Coppola startede egentlig med at lave vine på sin fabelagtige ejendom Rubicon Estate. Men så besluttede han i 2006 – på bedste amerikanske vis – at vinforretningen skulle være større og at der skulle bygges nyt vineri i Sonoma County.

Og i USA gør man jo intet småt … specielt ikke, når man nu er vandt til at begå sig på det store lærred.  Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside. Der er også blevet plads til et mindre amphitheater, hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik.

Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film.

Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Nå, men lad os starte med denne lille charmtrold, som kommer i en smuk, lang og buttet flaske. Det er 100% Riesling og druerne til vinen kommer fra marker i Monterey County. Den kommer fra vinserien Sofia, tilegnet hans datter Sofia Coppola og hans kærlighed til hende.

Serien består i en række moderne vine, flere af dem mousserende og rosé … i stilfulde, anderledes flasker … og altså også denne Sofia Riesling, som ikke er helt tør, men har 5,5 gram restsukker pr. liter. Den er lavet af vinmageren Corey Beck.

I næsen er der klart petroleum = et stort plus. Virker også meget aromatisk med fersken, pærer, ananas, blomster … er det igen den hersens kaprifolium?  Ikke typisk tør tysk Riesling, men virker mere rund og blomstret i udtrykket.

I munden er der også en god og fed sødme, men klart afslører, at det hverken er tysk eller fransk Riesling. Den forvirrer lidt. Syren er også blød/svag, men i stedet er der æbler, ananas og et snert af noget mineralsk.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Borgogno, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2014 Borgogno, Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi sluttede aftenen på Bistroteket med denne Barbera d’Alba Superiore fra Giacomo Borgogno e figli, som holder til i den østlige del af Barolo by.

Vinhuset Borgogno er et af de gamle, traditionelle vinhuse i Piemonte, grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno og vin fra huset blev endda drukket ved den officielle fest for Italiens samling i 1861.

Det var især Cesare Borgogno, der – som den yngste af 4 søskende – efter overtagelsen af vingården tilbage i 1920 fik vinhuset sat på verdenskortet. Han var en ledende og karismatiske figur, og hans entusiasme medførte væsentlige nyskabelser i vinhuset.

Cesare begyndte bl.a. at gemme en del vine fra de bedste år og de bedste Barolo’er. De blev simpelthen sat ned i de mørke kældre. Dengang rystede folk på hovedet og tænkte, at Cesare måtte være forrykt, men i dag repræsenterer kældrene en del af Langhes historie og en væsentlig værdi.

I løbet af 1950’erne foretog Cesare også en renovering af vinhusets kældre … et arbejde som – efter Cesares død i 1968 – blev afsluttet af Cesare barnebarn Ida Borgogno, som fortsatte driften sammen med hendes mand Franco Boschis, som efterfølgende overdrog driften til deres børn Cesare og Giorgio.

Cesare nåede også inden sin død at ændre vinhusets navn til Giacomo Borgogno & Figli … opkaldt efter Cesares far, og det navn har vinhuset stadig, selvom det i dag ikke længere er ejet af Borgogno familien. I 2008 blev vinhuset nemlig solgt til familien Farinetti, som ganske vist har renoveret den store hovedbygning, men beholdt de historiske kældre intakt.

Det er Andrea Farinetti, som driver vinhuset og dets i alt 20 hektar jorder, hvoraf 4 hektar er skov og de resterende 16 hektar er vinmarker, primært tilplantet med Nebbiolo samt Dolcetto and Barbera. De bedste parceller ligger på markerne Cannubi, Connubi San Lorenzo, Fossati, Liste samt San Pietro Delle Viole.

Da Andrea Farnetti overtog driften i 2012 startede han med at lave en Barolo, som ikke kunne få DOCG-stemplet, selvom den var fra hans tre Barolo-marker. Den fik navnet No Name, og derfor blev vinen ”nedgraderet” til ”kun” at være en Langhe og på etiketten er der tilføjet: Etichetta di Protesta … etikette med protest.

Den smagte jeg for lidt over et år siden på Falernum i København … ganske interessant vin. Men nu er det altså Andrea Farnettis Barbera d’Alba Superiore … ren Barbera fra 2 marker, der historisk set ellers altid er blevet brugt til at dyrke druer til store Barolovine, nemlig markerne Cannubi og Liste.

Der høstes manuelt med omhyggelig sortering af frugten, maceration og gæring med frugtens naturlige gærstammer i omkring 14 dage i et temperaturkontrolleret miljø, og efterfølgende lagres vinen i 10 måneder på store gamle slovenske træfade. Vinen tappes og hviler endnu 6 måneder på flaske inden vinen sættes til salg.

Duftmæssigt er her grafit, godt med eg og våde fade, mens frugten er mørkere end forventet, nærmest lidt kirsebær, jordbær med krydderier, kanel og ikke umiddelbart italiensk syre. I munden er der dog godt med syrlig frugt … stramt, syrligt og måske en smule ensidigt, da syren er meget dominerende. Der fornemmes virkelig hestekræfter under syren … måske vinen blot endnu er for ung. Kunne være sjov at smage om nogle år.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 205 kr. ved køb af 1 flaske og 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7