De kvindelige vinmagere i Portugal er virkelig fremme i skoene … og det gælder også for næste vin, den imponerende Conceito Tinto fra vinhuset Conceito Vinhos, som holder til på vingården Quinta de Veiga i den lille by Cedovim i Teja dalen nær Vesuvio omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero.
Vingården drives af den unge, smukke vinmager Rita Marques Ferreira, som har fået lov til at lave vine fra de marker, som tilhører hendes mor Carla Costa Ferriera. Markerne er fordelt på 4 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro.
Det er markerne Quinta da Veiga på 20 hektar, Quinta do Chão Pereiro, ligeledes på 20 hektar, Quinta do Cabido på 23 hektar og derudover har de også omkring 10 hektar vinmark på det højeste punkt i Teja-dalen, hvor de granitholdige jorder udelukkende bruges til produktion af hvidvine.
Inden Rita Marques Ferreira overtog markerne og grundlagde Conceito Vinhos, så leverede familien druerne til forskellige portvinsproducenter.
De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-Phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine samt 5 hektar på Quinta da Veiga med Bastardo vinstokke. Alt dyrkes 100% økologisk.
De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005. Conceito betyder i øvrigt koncept … og med de anderledes vine og sjove etiketter, så har Rita ramt ganske plet med dette koncept.
Rita har inden overtagelsen af familieejendommen har Rita Marques Ferreira studeret ønologi på universitetet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, har arbejdet på Niepoort i Douro, på Flagstone med Bruce Jack i Stellenbosch, Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough, New Zealand.
Nu er Rita også i gang med nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.
Jeg har tidligere smagt vinen Bastardo fra Conceito Vinhos og den var jeg meget imponeret over. Dette er husets topvin og det er også en helt og aldeles imponerende vin.
Marken hvorfra denne vin kommer består af gamle vinstokke, som er omkring 50 år i gennemsnit. Det er et såkaldt fieldblend, altså de sorter, som gror på marker … i dette tilfælde ikke mindre end 16 forskellige druesorter. Vinen er lagret på små franske egetræsfade, hvoraf 50% er nye.
I næsen langt mere kompleksitet, krop og tyngde end de foregående … her er det mørke bær, brombær, hindbær, engelsk lakrids, eg, våde fade, let vanilje, chokolade, svag parfumeret … lidt hæfteplaster, kødfyldt, råt oksekød og -blod samt en smule sødme. FÅK den dufter godt.
I munden er frugt, syre og balance langt mere kontrolleret, virkelig en vin i total balance med lakridsnoter, fylde, fedme, chokolade, vanilje, røg, cremethed samt en eller anden form for jern eller mineral. Smager da sindssygt godt.
Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 319 kr. for en flaske og 269 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 6/7