Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, Italien

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, ItalienAnders hos Bichel Vine havde anbefalet mig denne lille charmetrold. En buttet … ja nærmest fed lille flaske med navnet Unlitro præget i flasken og skrevet 4 gange på etiketten … så fat det dog! Indholdet selvfølgelig også 1 liter – helt forstået – og fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af ægteparret Heather og Peter Max Suter. De stammede fra Schweiz og havde selv i 1960’erne købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

Det er Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi da også tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig familieforetagende Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene derfra, nemlig en 2010 Morei Teroldego, lavet på druen Teroldego.

I dag er det dog også alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 150 hektar jord, men alene 40 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del. Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante Bouschet og Marsellan.

Denne Unlitro er lavet med druer fra vinhuset yngste vinstokke. Det er et blend overvejende på Grenache blandet med Carignan og Alicante Bouschet fra marker i 200-350 moh. Dyrket biodynamisk, selvom gården alene er certificeret økologisk og ellers vinificeret så naturligt som muligt, dvs. ingen tilsætning af gær og uden filtrering. Gæret og lagret på cement og flasket med minimal svovl.

I glasset er vinen overraskende lys … næsten tæt på en fyldig Spätburgunder. Svært at se, at det primært er Grenache. Duften er helt klart kirsebær, lyse kirsebær, blæk, mynte, estragon samt et svagt og lidt lyst animalsk og parfumeret islæt. I munden en forholdsvis let, læskende, saftig og herlig vin med frisk frugt samt peber. Meget let at drikke og alligevel med lidt sjæl og charme. Det er sgu meget godt … og så er der en liter i flasken.

Købt hos Bichel Vine, pris 119,75 kr.

Rating 5/7

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, ØstrigInden Frau Mayer drog sit sidste suk i sit lille, sirligt rene køkken med blomstret tapet, så har hun måske kigget ud på vinmarkerne og følt, at livet havde været godt. Hårdt … men godt. Efter hendes farvel til livet, så blev marken udenfor det sirligt rene køkken imidlertid overtaget af Weingut Der Pollerhof.

Men ikke alt går tabt i en travl verden, for den gode vingut Pollerhof har til Frau Mayers ære – og egen vinding – lavet vinen Frau Mayer Grüner Veltliner med druer fra den gamle frues mark. Han har samtidig forsynet vinen med en etiket, som er det tapet, som Frau Mayer havde i sirligt rene, lille køkken. Det er sgu da herligt.

Vingården Der Pollerhof er grundlagt af familien Poller tilbage i 1920’erne og ligger i byen Röhschitz i den vestlige del af Weinviertel syd for byen Retz. Siden 1992 har det været Erwin Poller, som har drevet vingården med dens samlet 20 hektar vinmarker.

De bedste vinmarker er markerne Riede Galgenberg og Riede Königsberg , hvor undergrunden er domineret af Löss … som er betegnelsen for den jord, der er i store dele af Østrig. Den er en løs jord og stenart, som især Riesling og Grüner Veltliner trives rigtigt godt i.

Erwin havde inden overtagelse af vingården arbejdet på vingårde i både Tyskland, Italien, Frankrig og USA, og har fået stor erfaring omkring vinproduktion fra de mange rejser. Han driver familiebruget fuldstændig økologisk og har bl.a. levende høns gående rundt på alle vinmarkerne.

Erwin Poller laver en række vine med personlig karakter … både i udseende og smag. Han laver omkring 13-14 forskellige vine, og nogle altså med underlige etiketter. Således er der fx jord fra vinmarkene på etiketten på vin Vom Löss og denne Grüner Veltliner har – som nævnt – et tapet som etiket.

Men lad jer endelig ikke snyde af den fancy etiket … for det er altså rigtig charmerende vin. Og WAUW for en næse … aromatisk, animalsk, dyb og virker med første indtryk, som en fed, oversøisk Chardonnay, men er langt mere floral med frugtsten, mineraler, svage krydderier, grape, hyldeblomst, honningmelon og fersken.

I munden er vinen perlende … næsten mousserende … men også kun næsten. Den har et krydret element, sådan lidt sødkrydret med modne frugter, tropiske frugter, urter og en nærmest italiensk syre. Frugt, syre og fylde er i god balance, og et meget livlig vin, tror jeg er bedste udtryk. En vin med mange ansigter … og jeg ka’ li’ dem alle.

Købt hos Husted Vin til 135 kr. Køber du 6 flasker er prisen 117 kr. pr. flaske.

Rating 5/7   

2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USA

2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USASidder og hører lidt John Scofield … det gamle seje Bump album. Fed og funky amerikansk jazz. Så kan vel samtidig skrive om lidt fed amerikansk Riesling, som kommer fra vinhuset Willamette Valley Vineyards, som – surprise – ligger i Willamette dalen nærmest mellem byerne Turner og Sunnyside.

Willamette Valley Vineyards er grundlagt i 1983, da Jim Bernau købte ejendommen i Willamette Valley. Han ryddede alle markerne for solbærbuske og blommetræer. I stedet plantede han Pinot Noir Pommard kloner, Chardonnay og Pinot Gris vinstokke.

Han vidste egentlig ikke så meget om vinproduktion, for han var uddannet advokat. Han havde dog været advokat for Richard Sommer, som genstartede vinproduktionen i Oregon efter tiden med spiritusforbud, og det gav grobund for en drøm om et liv som vinbonde.

Jim Bernau besluttede sig dog for at uddanne sig … så efter utallige lektioner og seminarer på UC Davis og ophold i Frankrig, så var Jim i 1989 klar til at bygge et moderne vineri på ejendommen, og det blev startskuddet til Willamette Valley Vineyards. Og målet var klart … at lave cool-climate vine, specielt på Pinot Noir, som skulle serveres på de bedste restauranter.

Men Jims visioner var endnu større og sammen med Bill Fuller fra Tualatin Vineyards, O’Briens fra Elton Vineyard og Loeza Vineyard samlede de investorer via udbud af det nye samlede vinhus på aktier. Og i dag er Willamette Valley Vineyards Inc. ejet af over 7.000 aktionærer og børsnoteret på Nasdaq børsen i New York. Ja, den er sgu go’ nok og kursen er i dag på 8,25$ pr. aktie.

Vinhuset har i dag omkring 200 hektar vinmarker, og Willamette Valley Vineyards er en af de vinproducenter, som går højt op i at dyrke deres druer med størst mulig hensyntagen til miljøet. De er i dag den ledende producent af certificeret bæredygtig vin fra Oregon. Alle deres traktorer og lastbiler kører på biobrændsel.

Det er fortsat primært Pinot Noir, som er vigtigste vin på Willamette Valley Vineyards, men der laves også lidt hvidvine, mest Chardonnay, men altså også lige denne lille Riesling. Druerne til vinen kommer fra to marker, hvor jorden er en blanding af jernholdig vulkansk jord og aflejringer fra istidens oversvømmelser.

Høsten foregår i slutningen af september og starten af oktober. Efter let presning hældes den rene druesaft over på rustfrie ståltanke, hvor gæringen foregår. Gæringsprocessen foregår ved kontrolleret temperatur og tager omkring otte uger. Efter endt gæringsproces filtreres vinen og tappes på flasker hurtigt herefter.

I næsen er der faktisk svage noter af petroleum, overmodne pærer, sødme, sur ensilage, grønne urter, tørhed, skal fra grape og lemon samt noget, som minder om våd cement eller pudsede mure. I munden er første indtryk sødme … stor sødme, pærer, citrus, druekerner, let grape mens syren er koncentreret, men står lidt i skyggen af den dominerende sødme.

Købt hos Skjold-Burne, pris 159,75 kr.

Rating 4/7 

2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, Italien

2013 Monte del Frà, Passito Monastero Bianco, Veneto, ItalienFinalen på Gastronomé var også hvidvin … eller i hvert fald sød, hvid dessertvin, nemlig denne Passito Monastero Bianco fra Azienda Agricola Monte del Frà. Den var i hvert fald valgt til at følge Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade til dørs … men det synes jeg nu ikke lykkedes.

Monte del Frà ligger i den sydlige del af Gardasøen i Veneto, vel omkring 8 kilometer sydøst for Peschiera del Garda i bunden af Gardasøen og på adressen Via Custoza lidt udenfor byen Sommacampagna. Vi er nemlig i vinområdet præget af Crustoza og Lugana vine, selvom huset skam også laver røde Bardolino, Valpolicella og Amarone vine.

Huset er grundlagt i 1958 af Bonomo familien, som fortsat i dag driver vingården. Udover vingården ved Sommacampagna ejer de også en vingård i Valpolicella Classico området, købt i 2006 ved byen Fumane og det er derfra druerne til de Valpolicella og Amarone vinene kommer.

Vinhuset har sammenlagt 140 hektar vinmarker fordelt på de to områder, og er i dag et af de mest avancerede vinerier i området. Hos Monte del Frà lader man – så vist muligt – naturen gøre arbejdet i vinmarken. Her skal anvendes så lidt kemi som overhovedet muligt, fordi det er vigtigt at bevare jordbundens økologiske balance. Det er her det lokale særpræg skabes.

I kælderen arbejder man med meget med nedkøling og fra druernes ankomst til vingården og til de færdige flasker forlader lageret, opbevares de under en temperatur på maksimalt 13 grader. Nedkølingen af druerne ved ankomst til vingården hæmmer oxydering og trækker samtidig gæringen i langdrag, så der i de røde vine udvindes ekstra megen saft og kraft af drueskindet og i hvidvinsgæringen udvikles fine blomsteragtige nuancer.

Moderne hydrauliske presser sørger for, at druerne presses så blidt som muligt, og man undgår for mange bitterstoffer i de færdige vine. Samtidig anvendes i stor udstrækning rustfri ståltanke til gæring og lagring, igen for at bevare mest mulig frugtsmag i de færdige vine.

De for regionen så velkendte store træfade anvendes stadig, men de udskiftes jævnligt, og til topvinene anvendes barriques, der ligeledes udskiftes løbende. Flaskelageret er indrettet som stort kølerum, idet filosofien er, at vinen på den måde hurtigere finder hvile, og ikke udsættes for mere end ét fysisk chok når den tappes.

Denne Passito Monastero Bianco er lavet på 60% Garganega, 15% Sauvignon Blanc og  15% Chardonnay. Druerne høstes i september, tørres i samme lokaler som druerne til Amarone, og presses først når de ligner store rosiner. Efter endt gæring lagres vinen 6 måneder på egetræsfade.

I næsen fornemmes der stor tørhed, lidt sherryagtige noter … og alkohol, oxyderede noter, badesæbe, salt, gærede bær og blod. Ikke vildt tillokkende, men den smager heldigvis bedre. Smagsmæssigt er det nærmest lidt nektar, honning, sødme, nødder og sød sukker. Ja, den smager bedre, end den dufter, men det er ikk’ lige mig.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 199 kr.

Rating 3/7  

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, FrankrigDet var de hvide vine, som dominerede på Gastronomé … og der var alene 2 rødvine, hvoraf den ene var denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra vinhuset Domaine Fond Croze, som ligger ved byen Saint Roman de Malegarde vel omkring 25-30 kilometer nordøst for Châteuneuf-du-Pape.

Vinhuset er grundlagt af Charles Long lige efter 1. verdenskrig … ja, for dem som ikke kan huske den, så var det imellem 1914 og 1918. Men familien Long producerede dog ikke selv vine, men leverede druerne til det lokale kooperativ, og det fortsat også under sønnens Raymonds ledelse, da han overtog driften i 1958.

Han udvidede dog vingården ved tilkøb af yderligere job, men det var imidlertid først i 1997, da Raymonds sønner – og 3. generation – Daniel og Bruno overtog ledelsen, at man begyndte at lave vine i ejet navn … og det var reelt starten på Domaine Fond Croze.

Det var Daniel, som startede med at tage ledelsen, mens broderen Bruno studerede ønologi på universitetet. Derefter gik de i gang med at lave nye vinkældre og nye metoder til både pasning af marker og produktion blev indført.

De undlod sprøjtegifte og kunstgødning har heller ikke været brugt i mange år. I 2009 startede brødrene en konvertering af deres samlede 70 hektar vinmarker til økologi og indgik samtidig et samarbejde med en af Rhônes helt store profiler, ønologen Philippe Cambie, som jo er kendt her på bloggen. Den gode Cambie har jo været fødselshjælper på en lang række vine, som jeg har skrevet om her på bloggen.

Denne er én af husets topvine, som kun laves i små mængder – typisk omkring små 400 kasser årligt – og endda kun i gode årgange. Således er vinen ikke lavet i 2013, men i 2014 var høsten helt i top. Det er primært økologisk Grenache (100% skriver importøren) med sen høst fra vinstokke på mellem 35-40 år og lavt udbytte. På etiketten står der dog, at vinen er Grenache domineret … og tidligere stoppede Long også 40% Syrah i, så det kan ikke udelukkes, at det fortsat er tilfældet. Vinen har lagret 10-12 måneder i store 500 liters egefade.

Duftmæssigt virker vinen næsten helt biodynamisk … animalsk med mejeri, hængt kød … virkelig kølig stil, dyb animalsk og rustik duft med sorte bær, jern, enebær, spidskommen, lakrids og lidt vanilje. Herlig kraftig duft af god Rhône. I munden er vinen overraskende slet ikke så mørk og tung, som måske kunne forventes. Der er god, frisk frugt … let og frisk, blød med meget klare pebernoter, blæk og tydelige tanniner. En habil Rhône vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7 

2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, Frankrig

2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, FrankrigDet hører sig til almindelig dannelse … at servere tør Muscat fra Alsace til hvide asparges. Og både dannelse og god smag har de på Gastronomé, så til de hvide asparges fik vi denne Muscat fra vinhuset Henry Fuchs et Fils, som holder til ved byen Ribeauville i Alsace. Match.

Vinhuset ejes og drives af ægteparret Henry og Cathy Fuchs, som er 3. generation på vingården siden grundlæggelsen i 1922. Deres søn – og 4. generation – er dog også allerede involveret i driften. Han hedder i øvrigt Paul.

Familien har lidt over 10 hektar vinmarker i bakkerne rundt om Ribeauville, men fordelt på mange parceller. Siden 2008 har familien arbejdet mod at alle markerne dyrkes økologisk og er i dag da også certificeret økologisk af franske Ecocert.

I kælderen laves vinene på store gamle foudres … helt traditionelt, og med et absolut minimum af svovl før gæringen for at bevare de skrøbelige aromaer i vinene. Familien Fuchs’ mål er at tilskynde vinen i dens naturlige processer og begrænse unødig indblanding.

Vinene laves i 4 serier, nemlig først de unge vine, som Fuchs (godt de ikke hedder Fucks) kalder Generics Wines, derefter Vin de Réserve, Grand Crus og sidst Cuvées d’exceptions. Denne Muscat hører til førstnævnte serie, altså en entry-level vin, en ung vin fra primært de yngste vinstokke. Vinen er 100% Muscat, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinifikationen.

fuchs_henry_et_fils__large
Faldt lige over dette herlige billede af familien, da jeg søgte oplysninger. Det kunne jeg ikke stå for.

I næsen finder vi i denne Muscat sødme, lidt Kongen af Danmark bolsjer, blomster, kaprifolier, grønne blade fra vinstokke, grønne asparges … jo, den er sgu god nok samt endelig lidt honning. I munden er vinen let perlende med sødme, abrikos, fersken, grape … og en meget direkte og rustik syre. Herlig vin til de hvide asparges.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, men de har pt. ikke Muscat på lager. Søstervinene på Gewurztraminer og Pinot Gris koster dog 129,95 kr., så mon ikke, at det også er prisen for denne vin?

Rating 4,5/7 

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, Portugal

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, PortugalMed næste vin blev det langt mere interessant … en VVV Branco fra det portugisiske vinhus Quinta Vale D. Maria, som jeg stiftede bekendtskab med i marts måned, hvor jeg drak en af husets imponerende rødvine, som jeg også gav 6 fede tommelfingre … klasse.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvin, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Men hva’ fanden … kan huset også lave god hvidvin? Ja, det er et godt spørgsmål.

VVV har ikke noget at gøre med Volkswagen, men står for 3 dale (valleys), hvorfra druerne til kommer. Det er som med de øvrige vine fra Quinta Vale D. Maria et fieldblend … dvs. en skøn blanding af forskellige druer og hvis det følger mønsteret fra de øvrige vine fra vinhuset, så består blandingen af omkring 40 forskellige druesorter.

De primære sorter er dog Rabigato, Donzelinho Branco, Gouveio, Códega, Samarrinho og Viosinho. Og dem kender vi jo ikke en hylende fis til, men alle er hvide portugisiske sorter, hvoraf de fleste også anvendes i hvid portvin. Derudover er denne vin fadlagret, men hvor lang tid har jeg ikke kunnet finde ud af. Der er alene lavet 1.200 flasker af vinen.

Næsen er voldsom animalsk, dyb med våde fade, eg, fedme, volumen, modne æbler, citron, appelsin, gammelt apotek eller duften af et tomt pilleglas, svag lakrids, blomster samt salt og lidt kalk. I munden er vinen sød og cremet med citron, ristede hasselnødder, søde krydderier og en blød syre. Flot balance og lækker vin.

Forhandles at Atomwine, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7 

2014 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2014 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaMed næste vin er vi på verdens smukkeste beliggende vingård, nemlig Klein Constantia, som ligger få kilometer udenfor Cape Town i Sydafrika. Verdens smukkeste beliggende … det bliver den i hvert fald ofte kaldt. Her har vi en Sauvignon Blanc fra vingården.

Vingården har en lang historie, som går helt tilbage til 1685, hvor jorden blev giver til guvernøren Simon Van Der Stel, den første hollandske guvernør i Cape Town, som belønning. Og vingården blev en vigtig brik i Sydafrikas historie.

Simon Van Der Stel begyndte at producere vin fra gården i 1708 og vinen fik også et godt omdømme. I 1709 havde han samlet plantet 7.000 vinstokke. I 1777 døde Val Der Stel, men da der ikke var nogle arvinger, så blev gården opdelt og solgt i flere dele.

Hendrik Cloete – som allerede var erfaren vinbonde fra Stellenbosch – købte i 1778 en del af Constantia ejendommen, og det var ham – og senere sønnerne – som sørgede for, at vinene fra vingården bliver kendt i hele verden … specielt dessertvinen Vin de Constance. Det er også Hendrik som giver vingården det nuværende navn Klein Constantia.

Og Vin de Constance bliver en vin, som bliver efterspurgt i hele verdenen. Vinen blev allerede nævnt i Jane Austen’s roman Sense and Sensibility i 1810, hvor en af personerne i historien anbefaler vinen for dens helbredende egenskaber. Selv store verdensmænd som Napoleon, Kong Ludwig XIV, George IV og Kansler Bismarck drak og gemte vinen Vin de Constance i deres private vinkældre.

Den var faktisk så efterspurgt, at rigmænd i starten af det 19. århundrede foretrak Vin de Constance fremfor Château d’Yquem, Tokay og Madeira. Vinen laves fortsat og den var efter sigende også Nelson Mandelas yndlingsvin.

Og Danmark har også spillet en rolle i udbredelsen af den legendariske Vin de Constance. En af dem, som fragtede vinen til Europa var nemlig Frédéric de Coninck. Han var en af datidens mest velhavende handelsmænd, skibsreder og ejede bl.a. Moltkes Palæ i København samt Næsseslottet i Holte samt over 60 fragtskibe, som sejlede til Ostindien og andre steder i verdenen.

Ud fra breve der er fundet i Cape Town, så rådgav Frédéric De Coninck ofte Hendrik Cloete om vinene og salget. Han skrev bl.a., at vinene fra Klein Constantia var de fineste vine, han nogensinde havde smagt. I starten blev vinen sendt til Europa i store tønder, hvilket ikke altid var lige vellykket, da Cloete fragtede vinene med skibe, hvor kaptajnen ikke altid var troværdig. Det skete, at folkene om bord havde pillet ved tønderne og smagt på vinene.

Efter samråd med De Coninck blev de lidt dårligere årgange solgt på hjemmemarkedet og kun de allerbedste vine fragtet til Europa med De Conincks skibe, som altid havde ry for at være pålidelige og sikre. De Coninck fragtede vinen til Europa, hvor han serverede dem for sine venner og vigtige kunder. Også i de det danske kongehus drak man Vin de Constance vinen med stort velbehag.

Frederick De Coninck var en stor vinelsker, og han var ikke tilfreds med bare at give gode råd. Forskellige ting, som Cloete manglede på hans vingård, blev sendt fra den nordlige halvkugle til Kap det Gode håb, bl.a. korkpropper, vinflasker og tøndebånd. Frederick De Coninck døde i København i 1811 og Henrik Cloete døde syv år senere i 1818, men deres breve findes stadig i arkiverne i Cape Town – en bekræftelse på et nært venskab.

Vinlusen, som i slutningen af 1800-tallet kom til Cape provinsen, spredte død og ødelæggelse og samtidig forsvandt Constance vinen fra markedet.

Efter skiftende ejerskab, så blev Klein Constantia i 1980 købt af Duggie Jooste. Ejendommen var meget forsømt og kun 35 hektar ud af de 70 hektar var vinmarker. Store dele af det resterende areal havde aldrig været opdyrket.

Familien Jooste brugte i en årrække mange penge og megen tid på renovering både marker og ejendom. Familien byggede også en ny vinkælder og endelig i 1986 var de parat til at sælge de første vine fra Klein Constantia. Og de har siden fået spredt Klein Constantias navn over hele den store vinverden.

Siden 1986 har Klein Constantia uafbrudt vundet en medalje hvert år for deres vine i sydafrikanske konkurrencer … … og selvom Vin de Constance ikke når tidligere tiders efterspørgsel, så hører vinhuset i dag til blandt de allerbedste vinhuse i Sydafrika. At Vin de Constance er velegnet til royale begivenheder blev bevist i 2015, hvor Englands Dronning Elizabeth serverede Vin de Constance 2008 for den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kone ved en officiel statsmiddag på Buckingham Palace.

I 2011 valgte familien Jooste at sælge Klein Constantia til amerikaneren Zdenek Bakala og englænderen Charles Harman, der i 2012 ansatte Hans Astrom som administrerende direktør. Men Duggies søn Lowell Jooste er stadig medlem af bestyrelsen. Senere har de to investorer – sammen Bruno Prats og Hubert de Boüard – også købt Anwilka Vineyards.

Nå, men det var en længere historie … her har vi husets Sauvignon Blanc, selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, lavet på rustfrie ståltanke og har ligget på bærmen – sur lie – i 7 måneder inden de forskellige partier blandes og vinen flaskes.

I næsen er der sådan nærmest grønt græs, en svag lidt mulle/jordslået note, hyld, stikkelsbær, svage eksotiske frugter, orkideer, søde krydderier og en lidt stenet udtryk … mineraler af en eller anden form. I munden virker vinen imidlertid lidt gumpetung med fylde, sødme, krydderier, hvid peber, nødder og er ellers sådan lidt flad i udtrykket. Eftersmagen er dog lang med peber i smagsnuancerne.

Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor en flaske koster 145 kr., men 124 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, Frankrig

2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, FrankrigDen smukke solslot har været i familien Chéneaus eje siden 1919, men familien har været vinbønder i langt længere tid, ja faktisk siden 1768. I dag drives vinhuset således da også af 9. generation i form af brødrene Christophe og Maxime Chéneau.

Udover Château de Beau-Soleil ejer familien også den gamle middelalderslot Château de Cormerais, som ligger i byen Monniéres og har været i familiens eje siden 1856.

Samlet har brødrene 70 hektar vinmarker med gamle vinstokke. Vinmarker ligger nærmest rundt om slottet og ned mod floden Sanguéze. Vinhuset har altid primært produceret Muscadet vine, men for 10 år siden begyndte brødrene også at dyrke andre druer som fx Sauvignon, Chardonnay og Gamay Rosé.

Derfor laver de i dag en række forskellige vine, bl.a. en serie af hvidvine, som de kalder Breizh Gwin Gwenn med stor reference til Bretagnes historie og endda med det bretanske flag på etiketterne.  Ja, jeg vidste sgu da ikke, at der ligefrem findes et flag for Bretagne, og at man kalder de indfødte i Bretagne for bretoner. Man bliver sgu klog af vin.

Denne Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie er lavet på 100% Muscadet … eller Melon de Bourgogne, som druen også kaldes i Frankrig. Og ja … den stammer nemlig oprindelig fra Bourgogne. Kun de bedste druer anvendes i denne vin, og resten går til husets 2. vin. Vinen lagrer “sur lie” i minimum 6 måneder, men ofte længere for at bevare sin rene aroma og smag. Vinen tappes på domænet, og der laver årligt blot 15.000 flasker af vinen.

I næsen fik jeg noteret lidt abrikos, blomster, viskelæder, popkorn … sådan lidt fugtig og indelukket i duften. Smagen er dog ganske kompleks, sådan en lidt nøddet og krydret smag med en vis sødme. Der er lidt Chardonnay fedme i vinen, en vis fylde, men på en mere krydret måde. Ganske okay uden at imponere.

Importøren skriver dog ellers, at vinen er testvinder i klassen, kåret af Politiken, samt at det er en vin, som vil gøre østers stor ære. Vi fik den sammen med torskekæber … og det gik også.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 89,95 kr.

Rating 4/7 

2013 Compañía de Vinos Tricó, Albariño Tabla de Sumar, Rías Baixas, Spanien

2013 Compañía de Vinos Tricó, Albariño Tabla de Sumar, Rías Baixas, SpanienSidste vin på S’vinbar blev en charmerende spanioler …  Albariño Tabla de Sumar fra Rías Baixas vinområdet i det nordvestlige Spanien. Vinhuset hedder Bodega Compañía de Vinos Tricó og ligger i Salvaterra de Miño tæt på byen Vigo i Pontevedra helt ud mod kysten.

Compañía de Vinos Tricó ejes og drives af den legendariske vinmager og iværksætter José Antonio López, som tidligere som vinmager har stået bag andre vinhuse som Morgadió og Lusco do Miño. Han har samlet været med til at etablere en håndfuld vingårde i området og flere end 25 forskellige Albariño-vine bærer i dag hans signatur.

José Antonio López etablerede Compañía de Vinos Tricó i 2007 og her fik han for første gang foden under ejet bord med køb af små 5 hektar vinmarker. Derudover køber José også druer fra en flok betroede vinavlere, der har sagt ja tak til at lade José guide og vejlede dem i, hvorledes vinstokkene skal passes og plejes.

Både José’s egne vinmarker og mange andre vinmarker under hans tilsyn i Salvaterra de Miño dyrkes efter økologiske principper uden brug af kemiske produkter og der satses i det hele taget på en vinavl, hvor der indgribes så lidt som muligt i alle processerne. Målet er at lave vin med karakter, som afspejler Albariño druen personlighed samt det lokale terrior i Rías Baixas.

Vinhuset fik navnet Compañía de Vinos Tricó, som slet og ret betyder Vinfirmaet Tricó, hvor Tricó er den spanske betegnelse for et uventet barn. Og den første vin fik også blot navnet Tricó, mens etiketten fik en illustration, som José’s moder havde tegnet i hendes skolehæfte som barn på folkeskolen i Cequeliños.

I dag producerer vinhuset 6 forskellige vine, herunder denne Albariño Tabla de Sumar, som første gang er lavet i 2010 og er tiltænkt som værende en billigere udgave af Tricó … mere beregnet til salg pr. glas på vinbarer. Den er som storesøsteren selvfølgelig lavet på 100% Albariño og på rustfrie ståltanke. Den er lavet 6 måneder på samme ståltanke og derfter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen aromatisk med blomster, tyggegummi, fersken, abrikos, grønne æbler, passionsfrugt, lidt appelsin, søde urter, estragon, tørhed, lidt gamle papkasser, mineraler, gras og noter fra grønne blade. I munden lidt en syrebasse, hvor syren nærmest mærkes på tænderne og dybere i munden. Der er urter, krydderier, mineraler og lemon i smagen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme … på S’vinbar kostede en flaske vistnok 250-300 kr.

Rating 4/7