Fra Signature Chef Worldwine serien fra Wine and Brands smagte jeg forleden 3 hvide med både Dak Wichangoen, Claus Holm samt Paul Pairet på etiketterne … og nu smager jeg altså et tilsvarende sæt, men blot som rødvine … og første er denne 2021 Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc.
Vinen er 100% Pinot Noir fra marker i Languedoc-Roussilion og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke efter macération carbonique metoden med gæring af de hele drueklaser, som alle placeres i tankene.
Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.
Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.
Efter endt gæring tilføres vinen yderligere kompleksitet ved lagring på egetræsfade … hvor lang tid fremgår dog ikke.
Det er – nok også som forventet – ingen elegantier, men virker lidt som en robust og rustik Pinot Noir, hvor frugten egentlig er lys nok, men solmoden med blæk, grafit, violer, smågærede noter … både kirsebær, blommer, små fadpræg af vanilje og nelliker.
I munden er det en meget blød vin … blød og rund, men samtidig med et varmt udtryk og en robust syre, der virker en smule maskulin, sød og bitter … frugten er tør med tranebær, blommer og nogle grønne krydderurter. 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.