Jeg smagte forleden en lækker 2020 La Massa IGT fra den fabelagtige vinmager Giampaolo Motta på Tenuta La Massa. Nu synes vinhuset dog også, at jeg skal smage deres 2 andre vine og har fremsendt dem helt fra Italien. Fabelagtig idé, så jeg starter med at smage deres 2020 Giorgio Primo IGT.
Vinen Giorgio Primo er helt klart den vin, som har gjort La Massa verdensberømt. Den opstod i 1991 som en Chianti Classico DOCG på 96% Sangiovese og 4% Merlot, men i 2002 besluttede Giampaolo af deklassificere vinen og ændre på blendet, således vinen bedre fangede det lokale terrior.
Årgang 2003 var første årgang som IGT vin og årgangen blev på et blend med 50% Sangiovese, 40% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon og Petit Verdot.
Få år senere røg den toskanske drue Sangiovese imidlertid helt ud af blendet, så i dag består vinen af 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petite Verdot … altså et klassisk Bordeaux blend.
I denne årgang 2020 er vinen helt præcis lavet på 75% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 10% Petit Verdot … altså et bordeauxfilt blend og i stil med mange andre supertoscanere og dermed er det således en IGT Toscana vin, som alle husets 3 vine … til trods for, at man jo ligger lige i Chianti Classico området.
Druerne til denne årgang 2020 er pga. regn sent på sommeren og lavere temperaturer i begyndelsen af september først høstet sent … med Merlot midt i september og de øvrige i starten af oktober,
Efter høsten er gæring og maceration sker i rustfrie ståltanke over 30 dage med løbende punch-downs og pump-overs. Gæringen er via daglige prøveudtagninger stoppet ved et punkt for maksimal polyphenol udvinding.
Derefter er vinen lagret i 16 måneder på franske egefade, hvoraf 50% er nye fade. Derefter er den lagret videre i ståltankene inden aftapning på flaske i marts 2023. Der er i denne årgang 2020 lavet 11.500 flasker.
Hold da op … sikke en lækker aroma. Det er en mørk og intens med klare bordeauxfile træk i næseborene, virkelig velkomponeret samt dragende som bare pokker. Det er lakrids og sød tobak, solbær, sorte kirsebær, brombær og blommer. Derudover fanger jeg en gammel og fed balsamicoeddike, våde fade, trænoter, lidt kastanjer, vanilje og virker let, svævende og æterisk som æter i næsen.
Det er en vin, som smagsmæssigt breder sig i munden fra første sluk, for man kan mærke, hvordan den langsomt og overbevisende breder sig ud i alle afkroge med en dyb frugt og mørk syre. Syren virker helt italiensk og dermed bliver det en veritabelt møde mellem en krydret Chianti og ædel Bordeaux. Frugten er ren, klar og rammer med kraft som en dynamo, hvor også tanninerne er knastørre, hvilket fremmer kølig stramhed, godt med syrlige citroner og bitter sorte teblade og bitter Campari og et tilpas lille, fin sødme. Det er svært ikke at blive imponeret og så er vinen endnu fortsat ung som en viril knøs og vil helt sikkert blive bedre af nogle flere år i kælderen. 97 point.
Nogle af de ældre årgang kan købes via Kobaj, hvor en årgang 2019 fx koster 719 kr. ved køb af 6 flasker.