Jeg har smagt mange vine fra den vilde og dygtige vinmager Xavier Vignon, der helst laver sine vine efter eget hoved … her smager vi en 2020 Côtes-du-Rhône Orange Label.
Vinen er lavet på et blend af 85% Grenache, 10% Syrah og 5% Mourvèdre, som håndhøstes fra mere end 200 parceller på 25 unikke terroirs i Sydrhône.
Mange af druerne kommer fra meget gamle vinstokke. Således er Grenache-stokkene næsten 100 år gamle og Mourvèdre over 60 år, mens Syrah holder en alder på små 45 år.
Vinen er fremstillet i en ren og autentisk stil med frugtbevarende gæring og relativ kortvarig modning, heraf 80% på betontanke og 20% på egetræsfade.
Umiddelbart er det en forholdsvis let og lys Côtes-du-Rhône, som har en frugt, der er lysere end forventet. Der er hindbær, rabarber, blommer og lyse jordbær, en smule saltlakrids og stenet mineralitet suppleret med en frisk og let citronagtig syre.
Sådan er vinen næsten også i munden … bare med en lille og lys frugtsødme, som gør vinen utrolig let at drikke … har bællepotentiale og en rank, lys syre, der støtter hele foretagendet. Man mærker også Syrah druerne med noget sort peber … men damm hvor er den let og letdrikkelig med lang og syrlig eftersmag. 90 point og godt køb.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.