Lad os dog straks springe til aftenens første Chateauneaf Du Pape, en hvid af slagsen, og så endda fra én af mine yndlingsprocenter fra de kanter, nemlig Clos des Papes.
Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.
Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Chateneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.
I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”
Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.
Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.
Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.
Lad os kigge nærmere på vinen, fin lys … næsten hvid. Duftmæssigt ikke så intens, der er lidt citrus, appelsin, fersken, honning, lidt anis og lidt fedme. Dufter sådan set ganske fint. Smagen er lidt abrikos, modne æbler samt en rigtig fin mineralitet, som er meget gennemgående for vinen. Smager godt … men så heller ikke mere. Måske den lige er serveret en anelse for koldt, og burde måske også have haft lidt tid til at åbne sig.
Fås hos Strobel Vimimport til 549 kr.