Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, Italien

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, ItalienVidere med lidt Barolo … og denne kommer fra Beni di Batasiolo, som drives af den energiske og karismatiske Dogliani familie.

Vingården er grundlagt i 1978, og hed oprindeligt Fratelli Dogliani inden den fik det nuværende navn Beni di Batasiolo, opkaldt efter ét af huset allerbedste marker.

Beni di Batasiolo har samlet mere end 100 hektar vinmarker, bl.a. parceller på de 5 topmarker Briccolina. Boscareto. Brunate. Bussia og Cerequio.  Markerne ligger i alt i 4 områder; Barolo, La Morra, Monforte D’Alba og Serralunga d’Alba.

Beni di Batasiolos vinmarker ligger 150-350 meter over havets overflade og er anlagt på stejle skråninger, der vender mod sydøst og sydvest. Jorden er sammensat af kalkholdig mergel, jernholdig kalk og sand, et meget veldrænet og frugtbart voksested for Nebbiolo.

Udover de fantastiske Barolo vine fra husets topmarker,  så producerer Beni di Batasiolo en lang række andre flotte vine: Barbaresco, Barbera d’Asti, Moscato d’Asti og mange flere. Vinene lagrer i den fantastisk flotte kælder, som I kan se på billedet ovenover. Der er plads til 480 barriques i kælderen.

Udover vingården omfatter Batasiolo også et stort 5 stjernet luksushotel & spa kaldet Il Boscareto, der ligger i Serralunga d’Alba og har ikke mindre end 38 værelser.

Fra Dogliani familien er det i dag ønologen Oreste Dogliani, som er ansvarlig vinmager på Beni di Batasiolo, mens Fiorenzo Dogliani står som samlet leder og Sabrina Dogliani for markedsføringen af huset og vinene.

Dette er husets almindelige Barolo, som selvfølgelig er på 100% Nebbiolo, og vinificationen er traditionel. Skallerne udblødes i mosten i 10-12 dage i rustfrie ståltanke.

Gæringen finder sted ved en lav kontrolleret temperatur, der bevarer druernes ædle frugt og krydderi i den endelige vin. Når gæringen er forbi, så lagres vinen i 24 måneder på små egetræsfade og derefter 12 måneder på rustfrie ståltanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen endnu en periode, inden den frigives.

Duftmæssigt en ganske moden frugt med lidt både brombær, blåbær, blommer, tranebær og tobak. Der er nogle balsamiske elementer, landlighed og en moden syre, svag chokolade, læder, krydderier samt grønne urter. Lidt mørk i duften for en Barolo.

Smagen er blød, syren virker moden og det smager godt. Der er klar italiensk syre i vinen, som dog måske er en anelse for svag. Det er dog meget drikkevenlig Barolo, let syre, elegant og igen lidt til den mørke og mere moderne side.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 299,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Chrysorrogiatissa, Ayios Elias, Cypern

2014 Chrysorrogiatissa, Ayios Elios, CypernNæste vin Ayios Elias er fra Cypern, nemlig fra vinhuset Chrysorrogiatissa, som er en del af et tudsegammelt munkekloster.

Klosteret Chrysorrogiatissa ligger i den lille by Panayia i en højde på 800 meter. Selve klosteret er grundlagt af munken Ignatius i det 12. århundrede, men de nuværende bygninger stammer dog tilbage fra omkring 1770. Selvom munkene nok altid har dyrket vin på klosteret, så begyndte man først i 1980 at flaske og sælge vine fra Chrysorrogiatissas egne vinmarker.

Denne Ayios Elias er lavet på et blend af Syrah, Cabernet Sauvignon samt den lokale drue Maratheftiko, som alene findes på Cypern og endda kun i begrænsede mængder. Man anslår, at der alene findes 125 hektar marker med druen … og det er omkring 1% af de samlede druesorter på Cypern,

Druerne er høstet på marker i 950-1.150 meters højde, men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om vinen, men duftmæssigt har den mørk og næsten gæret frugt. Det er en kraftig vin, solbær, engelsk lakrids og sender tankerne mod noget fed Veneto. Der er dog også nogle florale noter, landlighed, lidt skarp og rustik.

Smagsmæssigt står jeg lidt af … der er virkelig meget peber i vinen og samtidig er der stærk alkohol. Det er virkelig tørt med solbær og brombær, tonsvis af peber og utrolig stærk. Pazzzz for mig.

Kender ikke prisen og ingen forhandlere herhjemme.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2015 PZ Svirče, Pošip, Hvar, Kroatien

2015 PZ Svirče, Pošip, Hvar, KroatienPå øen Hvar … en af de smukkeste øer i Kroation finder vi vinkooperativet PZ Svirče, som står bag næste vin lavet på den lokale drue Pošip.

Kooperativet ligger i byen Svirče, er grundlagt i 1997 og har omkring 220 medlemmer, som har deres vinmarker rundt omkring på øen.

Målet på kooperativet PZ Svirče er at lave kvalitetsvine, og de har siden 2002 dyrket deres marker økologisk. De laver en lang række vine, bl.a. denne på druen Pošip.

Pošip er en hvidvinsdrue, som primært dyrkes i den dalmatiske region af Kroatien … specielt på øen Korčula og Pelješac halvøen, mens altså også lidt på Hvar. Den giver lette vin, som helst skal nydes afkølet.

Jeg har ingen oplysninger om produktion, så vi nupper bare mine smagsnoter, hvor duften er let og lidt nøddet med hasselnødder, melon, kvæde og egentlig ganske blød og blid. Der er lidt kalk, skolekridt, salvie og svag citrus.

I munden er det skam også en ganske blød og blid vin, frisk og blid … og syren beskeden, men markerer sig lige. Syren bliver måske lidt rustik og simpel i det, men ganske habil vin.

Ingen oplysninger om pris og ingen forhandler i Danmark.

Vinanmeldelse 3,5/7 half_thumb

2017 Weingut Burggarten, Rosé Trocken, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Rosé Trocken, Ahr, TysklandSiger man Ahr eller arghhhhh? Når man smager denne lille fisblege rosévin fra Weingut Burggarten, så udstøder man sagte med inderlig fryd, vellyst, salighed og velbehag begge dele.

Igen er jeg ganske imponeret over en vin fra Weingut Burggarten. Sidst var det deres imponerende Spätburgunder Classic til billige penge hos Propperiet … og nu er det altså deres rosévin, som har duperet jeres glade vinblogger, som ellers slet ikke er rosémand. Men god vin er jo god vin … uanset farve,

Læs i øvrigt mit sidste blogindlæg om familien Schäfer, der har drevet vingården i bydelen Heppingen af Bad Neuenahr-Ahrweiler i Ahr i flere generationer.

Schäfers rosévin er lavet på Edelstahltank … altså rustfrie ståltanke og alene på Spätburgunder druer med kort skindkontakt. Det sikrer vine stor friskhed og masser af frugt. Og med Spätburgunder som motor og Paul-Josef Schäfers unikke evner som vinmager, så er der altså kommet et rigtigt godt resultat ud af det.

Duftmæssigt snakker vi hindbær, jordbær, kvæde og vinen har helt klart herlig Pino-karakter. Der er sødme … nærmest en bolsjesødme og elementer af citrus, Dufter bare dejligt.

Men det bedste er imidlertid smagen og mine smagsnoter starter da også med; Jamen for satan, det smager fandeme godt. I må selvfølgelig undskylde mine edder, men det er god vin, så jeg er begejstret og vi er igen tilbage ved sagte inderlig fryd, vellyst, salighed og velbehag.

Der er frugt i rigelige mængder, både hindbær og jordbær. Men herudover saftighed, en svag sødme, jern, citron og  en herlig, spændstig syre, som balancerer vinen perfekt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor sådan en blegfis koster 149 kr., mens prisen er kun 119,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Glover Family Vineyards, Zephyr Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Glover Family Vineyards, Zephyr Pinot Noir, Marlborough, New ZealandMed denne Zephyr Pinot Noir er vi atter hos Glover Family Vineyards aka Zephyr Wine, der ligger ved Dillons Point i New Zealand. Det er i Marlborough tæt på Cloudy Bay i den nordligste del af Sydøen på New Zealand.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med Ben Glover her på bloggen, dels da jeg smagte en lille Massey Dacta Riesling og senest da jeg smagte en vin fra Seresin Estate, som Ben Glover netop har købt i partnerskab med Rhyan Wardman … den assisterende vinmager på Seresin Estate.

Ben Glover står bag Glover Family Vineyards, som blev grundlagt i 1985, da Bens forældre Owen og Wendy Glover som 4. generation på Dillons Point Dairy omdannede produktionen fra traditionel landbrug til vinproduktion.  Det skete med tilplantningen af Sauvignon Blanc, Pinot Noir, Chardonnay og Semillon vinstokke.

Siden etableringen har Glover Family Vineyards været sådan lidt ubemærket og de eneste ændringer var egentlig blot udskiftningen af Semillon vinstokkene med Riesling og Gewurztraminer. Druerne blev primært solgt til andre producenter og kooperativer.

Men i 2007 lancerede Owen og Wendy sammen med sønnen Ben Glover imidlertid deres egne vine under navnet Zephyr. Og siden er der også startet en eksport af vinene, som også er blevet bemærket af vinanmeldere rundt om i verden, bl.a. udtalte den engelsk Tim Atkin, at skulle han drikke Sauvignon Blanc, så ville han vælge Zephyr.

Men Ben Glover er imidlertid også et stort navn i vinbranchen i New Zealand og vi er da også stødt på ham tidligere her på vinbloggen, da han til dagligt arbejder som vinmager for nogle af de vinhuse, som det store Accolade Wines ejer.

Accolade er en af de helt store spillere i vinbranchen … en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Men hos familiens egen vingård er der mere hjerte i vinene og de har da også langt mindre produktion. De producerer kun omkring 96.000 flasker årligt, men produktionen bliver stille og roligt større år for år i takt med, at de sælger mindre og mindre til andre producenter og kooperativer.

Husets vinmarker er placeret i et køligt klima og dette sammen med jordbundsforholdene giver vine sprødhed, et rent udtryk og en utrolig dybde. Vingården er økologisk drevet og familien ønsker at gå endnu mere i den retning i fremtiden.

Vinene sælges under brandet Zephyr, som fx denne Zephyr Pinot Noir, hvor druerne kommer fra Rawiri vinmarken i den sydlige del af Marlborough, hvorimod tidligere årgange af vinener lavet med druer fra flere forskellige marker.

Til gengæld er der ingen informationer – overhovedet – omkring produktionen, men den virker til at være lagret en periode på egefade, men det er nok heller ikke helt unaturligt. Der er 2 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen er vinen til at starte med meget grøn og syrlig … kirsebær, ribs, stikkelsbær og grønne blade. Med lidt tid og luft i glasset tør hun dog lidt op og viser nogle mere milde, imødekommende og sammenhængende sider, bl.a. med gazebind, peber, lidt nelliker, røg, eg, vanilje og kanel.

Smagen er lidt i samme boldgade som duften og det bliver aldrig en helt let Pinot Noir, som er en tand mørkere end forventet. Vinen er let syrlig med peber, ribs, grønne blade, krydderier og måske en anelse jern/sten i eftersmagen. Igen … giv vinen en smule tid og luft, så bliver den en tand mere omgængelig,

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Monte del Frà, Colombara Garganega, Veneto, Italien

2015 Monte del Frà, Colombara Garganega, Veneto, ItalienJeres flittige vinblogger satte sig forleden i sommervarmen ud på den overdækkede terrasse godt forsynet med lidt Giro d’Italia på iPad’en samt endnu en lille, buttet flaske fra vinhuset Monte del Frà … og denne gang var det vinen Colombara Garganega.

Monte del Frà er det vinhus, som jeg var helt oppe at ringe over, da jeg forleden drak deres sexede Bonomo Sexaginta Custoza Superiore. Der skrev jeg lidt om vinhuset, så det blogindlæg kan I jo læse, hvis I vil vide mere om Monte del Frà og historie bag vinhuset.

I stedet kigger vi lidt nærmere på denne Colombara Garganega, som er en enkeltmarksvin, lavet på 100% Garganega fra marken Colombara. Marken på 6 hektar ligger på en bakketop tæt ved den lille landsby Oliosi i kommunen Castelnuovo del Garda sydøst for Gardasøen.

Det var en af de første marker, som familien Bonomo tilplantede, da de købte vingården i 1958, så der er altså i dag tale om vinstokke, som er omkring 60 år gamle, men der høstes 13 tons druer pr. hektar.

Når druerne er helt optimale, så beskæres vinstokkene og drueklaserne får lov at hænge 2-3 uger yderligere på de afskårne grene. Druerne mister selvfølgelig derved deres fasthed, tørrer en smule ind, men får fortsat masser af sol og luft. Det betyder, at druerne indeholder mere sukker og aromaer ved høsten.

Når de let tørrede druer er høstet, så afstilkes klaserne og druerne kvases. Derefter afkøles de for at gennemgå en kold maceration, så mosten kan trække aromaer fra skindet. Efter en periode sættes fermenteringen så i gang, hvilket sker i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer en kort periode inden flaskning og lagring i mindst 10 måneder.

Og sikke da en herlig farve, som denne Colombara Garganega har … virkelig gul og nærmest fed i glasset. Næsen er også tæt, fed og aromatisk med smørblomster, fersken, næsten henkogte pærer, honningsødme, grønne vinblade og en anelse citrus.

Smagen er fyldig, omfavnende med tropiske frugter og et tørt, lille citrus bid. Vinen er både fed og frisk. Det er cremet, blødt og blidt, men den har samtidig masser af tørhed og en vis syrlighed. Rig og smidig. Fyldig og let. Blød og syrlig. Der er masser af modsætninger i vinen, men når alt kommer til alt … så smager det sgu meget godt.

På en sommerdag på terrassen har vinen, kold, fristende og virkelig lækker lagt sig godt op i Giro d’Italia feltet.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker sparer du 10%, således prisen bliver 179,10 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Michel, Achkarrer Schlossberg Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2015 Weingut Michel, Achkarrer Schlossberg Spätburgunder ***, Baden, TysklandPå Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl finder vi Weingut Michel, som står bag denne Achkarrer Schlossberg Spätburgunder *** Trocken im Barrique gereift … ægte Spätburgundersaft af bedste skuffe.

Vinhuset drives af Josef Michel, der overtog driften fra sine forældre i 1983. De havde drevet den lille vingård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker, og altså et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel er også allerede begyndt at hjælpe i produktionen. Sammen passer far og søn 13 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter, bl.a. Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner baggrund for 18 forskellige vine.

Her smager vi altså en Achkarrer Schlossberg Spätburgunder *** Trocken im Barrique gereift, som er en af husets røde topvine, som selvfølgelig er lavet med druer fra marken Schlossberg, hvor vinstokkene er op til 45 år gamle.

Tidlig høst, spontangæring i 16 dage, ingen filtrering og denne vin er lagret omkring 12 måneder i barriques. Men det svinger nu lidt fra år til år, idet vinene Josef siger, at vine kræver tålmodighed og de venter tålmodigt indtil vinen er moden.

Næsen er freaking lækker … klassisk tysk sød, animalsk Spätburgunder kostald med en cremet, forførende og svævende lethed, gran, sødbrændt eg, røg og kirsebær, ribs, lyse blommer, krydderier, vanilje og et lille mineralsk element. Det dufter vildt godt.

I munden er vinen både saftig, cremet, silkeblød og blid … det smager sgu godt. Frugten er kirsebær og jordbær, mens vinen har en blid syre, som ved første sip måske virker lidt skarp, men netop sikrer vinen den rygrad og elegance, som er nødvendig for stor Spätburgunder.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2016 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigKølig hvidvin er fortræffeligt, når sommervejret er over os, og den næste er en Pouilly-Fumé fra Patrice Moreux, der holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux, I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Patrice Moreux har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Denne almindelige Pouilly-Fumé er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, som kommer fra flere forskelige parceller omkring Les Loges og Saint-Andelain fra vinstokke, der er omkring 30 år gamle og en undergrund med masser af kalksten. Der pløjes kun mellem stokkene og der anvendes alene organisk gødning.

Druerne presses og der sker spontan gæring med den naturlige gær fra druerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode sur lie … altså med bærmen. Der laves årligt 50.000 flasker af vinen.

Næsen er grøn og kalket. Der er mineraler, et par papkasser, hyld, citrus, stikkelsbær, kiwi, flintesten … eller et helt stenbrud, men også nogle sjove sekundære noter som fx ost, saltvand og nærmest en lille oxydering.

Smagen er tør, syrlig og grøn … så du skal virkelig være forberedt eller måske servere vinen sammen med på mad, for det skriger den nærmest efter. Det kunne være lidt grillet fisk … eller måske endda lidt ost. Det er stram moden grape, mineraler og citronsyre … virkelig en syrlig, tør bandit.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Angelo Rocca & Figli, Barricone Primitivo, Puglia, Italien

2015 Angelo Rocca & Figli, Barricone Primitivo, Puglia, ItalienOg vi fortsætter med næste vin såmænd i Apulien og igen hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, idet vi nu smager deres Barricone Primitivo.

Det er en vin, som Angelo Rocca & Figli i den efterfølgende årgang 2016 har fået en sølvmedalje for ved Mundus Vini 2017 samt en guldmedalje ved det 21. Berliner Wein Trophy. Jeg kan dog ikke se, at vinen i denne årgang 2015 har fået samme priser … men jeg tænker, at der formentlig nok ikke er den store forskel på de enkelte årgange af vinen. Det er selvfølgelig dog lidt af en påstand.

Jeg har heller ikke de store oplysninger om produktionen udover, at druerne skulle komme fra gamle vinstokke, og at vinen er lagret 6 måneder på slovenske egetræsfade. Vi springer derfor blot hovedkulds ud i mine smagsnoter.

Duftmæssigt skruer vi skalaen op på både sødme, fedme, sol og fadnoterne. Frugten er solbær, blommer, sorte kirsebær med sol, sødme, lakrids, lakridsrod, vanilje og virker egentlig samtidig meget mild i udtrykket.

Smagsmæssigt begynder sødmen at spille en større og næsten dominerende rolle – om man kan li’ det eller ej. Det er en lidt opulent vin i smagen, men heldigvis er der dog en vis insisterende syre, som sammen med lidt peber, blide tanniner, tørhed og en pæn krydret eftersmag, holder vinen nogenlunde på sporet. Med lidt luft i glasset bliver frugten mere og mere elegant og knap så tung. Det gør samlet, at det er et ganske fint glas Puglia vin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Angelo Rocca & Figli, Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, Italien

2011 Angelo Rocca & Figli, Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, Puglia, ItalienNu er vi så hos vinhuset Angelo Rocca & Figli, der er medejer af Denazzi i Piemonte, men selv laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien, hvorfra denne Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection da også kommer.

Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin. I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien.

I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien, nemlig ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Nå, men her er det så en vin fra netop Puglia … Italiens hæl, vinen Fornero Brindisi Rosso Riserva Winemaker´s Collection, som er lavet på 100% Negroamaro, der er dyrket i Brindisi i provinsen, der ligger ved havnebyen Brindisi. Hvad navnet Fornero på vinen betyder, har jeg dog ikke kunnet opklare … men formentlig blot et brand under det store vinhus.

Og hva’ så? Vinen overrasker mig da lige totalt med duften, som ikke blot er varm, solrig marmelade, men derimod nærmest med en kølig og animalsk hestestald, masser af hestekræfter, mørk, tæt med lidt flæsk, bacon, fed frugt, sødme, solbær, brombær, kanel, kaktuspiller og en lille smule håndsæbe på den gode måde.

Jeg har godt nok serveret den en tand til den kolde side … men det fungerer i hvert fald helt fint for vinen. Smagen er moden, frugten moden … og helt klart ikke så stærk en trumf som duften.

Syren ligger lidt tilbage i munden, der er lidt pebrede tanniner og ellers er vinen let, mere syrlig end forventet, men måske ikke helt fantastisk i balance. Det er dog et vin, som smagsmæssigt overrasker i  letheden … meget umiddelbar og i forhold til tilbudsprisen en ganske fin hverdagsvin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 89,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7