Med de to sidste vine skulle vi smage Lugana med alder og Luca Formentini lagde ud med en 2011 udgave af hans Lugana Riserva Menasasso fra Selva Capuzza.
Det er selvfølgelig igen 100% Turbiana vin med druer høstet med 65 hektoliter pr. hektar fra de ældste vinstokke på Selva marken.
Det som produktionsmæssigt adskiller denne 2011 med 2017’eren er, at Luca Formentini i 2011 også brugte barriques til lagring. Så man har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.
Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.
WAUW for pokker … en smørfed duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier og den har sgu en helt speciel duft, som jeg ikke mindes at ha’ duftet før … lidt som varm pollen fra blomster eller noget i den retning, men det er voldsomt pirrende samt totalt indbydende.
I munden er det også herlig væske, meget kraftig og intens med masser af lag. Virker varm, olieret og salt, klart et modent mineralsk bid, tung og let på én gang, frugten dåsepærer og abrikos. Selvom der er mistet noget friskhed, så får man masser af velsmag og karakter, så derfor er jeg vild med vinen.
Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2011 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.