Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, Portugal

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, PortugalTheis Vine havde sendt to vine til den lille Vinho Verde battle … begge fra vinhuset Quinta de Santiago og vi startede med den rene Alvarinho vin.

Quinta de Santiago ligger lidt udenfor den lille by Cortes i Monção området … det er lidt vest for forrige vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset drives af den unge, smukke Joana Santiago, der sammen med hendes far startede med at lave vin i 2009, selvom der har været produceret vin på gården siden 1899.

Dengang – for herrens mange år siden – omfattede driften på gården både en smule vinproduktion, olivenolie, bønner, korn og frugt … men alene til familiens eget forbrug.

Først i 2009 besluttede Joana og hendes far, at de ville satse 100% på vinproduktion og lave, aftappe og markedsføre vine under deres eget mærke Quinta de Santiago.

De startede med at omlægge markerne … og de har alene 9 hektar jord, hvoraf de 6 hektar er lerholdige vinmarker med vinstokke med en alder på mellem 3 og 9 år. De første vin kom på markedet i 2012 og siden har Joana også bygget en nye og moderne vingård, som stod færdig i 2014.

Joana er ikke fuldtids vinbonde … hun har nemlig et job som advokat ved siden af vinproduktionen, men har i dag til gengæld også en smule hjælp fra sin mand Ovar.

Her smager vi en frisk 2017 Alvarinho vin fra Joana … og hvor druerne kommer fra parceller i både Monção og Melgaço områderne. Høsten foregår med håndkraft, hvorefter druerne vinificeres på ståltanke. Vinen lagres sur lie og frigives efter 8 måneder.

I glasset er vinen meget lys … ja næsten på vej mod vand, men det dufter af grønne æbler, godt med dybde i duften med en smule astronaut-is, blomster, citrus, marcipan, mandler, estragon, kridt, voks og ganske frisk med en lille sød kant.

Smagsmæssigt er vinen meget ren i smagen og dejlig frugtrig med syre, jern, masser af tør og bitter grape, citrus og det er lige før man laver trutmund, men hvad vil Joana så tænke? Det er i eftersmagen let peber, som brænder en smule, men det klæder sgu vinen. Jeg er også #alvarinholover

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, PortugalDen sidste vin fra Quinta de Soalheiro var vinen Granit, hvor druerne kommer fra en række granitholdige marker beliggende i 200 meters højde i både Monção og Melgaço områderne i det nordlige Minho.

Det er 100% Alvarinho druer, plukket med håndkraft. Efter ankomst til vineriet presses druer, hvilket koldt i 48 timer inden fermenteringen, som foregår i rustfrie ståltanke ved en højere temperatur end normalt for hvidvine. Derefter lagrer vinen en periode i ståltankene sur lie … altså med bærmen.

I næsen har vinen grønne æbler, lime, melon, fersken, våde sten, kalk, grøn te, godt friskhed, mindre varm og sød, men mere ren og stringent end søstervinen Alvarinho Soalheiro.

Smagen er en fin blanding af bitter grape, sødme samt sten, granit, kalk og godt med stringent citronsyre. Det fungerer faktisk rigtigt godt med kombinationen af sten, syre, bitterhed og sødme. Der er også en lidt muskatagtig note og samtidig er vinen også samtidig en smule olieret i konsistensen. Jeg balancerer et sted lige mellem 4,5 og 5 af de fede fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, Portugal2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, PortugalDen første Vinho Verde i testen var fra H.J. Hansen Vin … nemlig vinen Allo fra Quinta de Soalheiro, der ligger ved byen Alvaredo i underområdet Melgaço i Minho … den allerøverste del af Portugal.

Vinhuset Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982 og siden er vingården blevet en af de mest kendte i området.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Denne entry-level vin fra huset hedder Allo og er lavet på druerne Alvarinho og Loureiro. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de presses efterfulgt af en kort og kølig hvile i 48 timer inden vinen gærer i rustfrie ståltanke og efterfølgende flaskes.

Duftmæssigt er her melon, æbler, blomster, en smule nødder samt en smule astronaut-is. Vinen virker let, måske ikke så kompleks, men har også en smule citrus syre, som gør vinen ganske frisk.

Smagen er god og balanceret, lidt kantet og igen ikke så kompleks, men den har virkelig stor drikkeglæde og flere rundt om bordet var ganske begejstret for vinen. Gennemsnitlig lå karakteren på 4,2 Thumbs Up med højeste på 5 … mens jeg var mere beskeden.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 95 kr., men pt. er på tilbud til 80 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2014 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, Italien

2014 Nativ, Eremo San Quirico Gold, Campanien, ItalienVilde hestekræfter, en stejlende hingst, 99 Luca Maroni point, guld-etiket og kåret som årets julevin hos Andrup Vin. Vi snakker om en eksklusiv Gold Edition udgave af den højpotente Eremo San Quirico fra Società Agricola Nativ.

Jeres flittige vinblogger tester selvfølgelig, om den gyldne hingstevin så også er et godt bud på vinen til julemaden? Men … be aware, for jeg er en smule forudindtaget, da vi her på egnen elsker hingste, selvom vi normalt foretrækker dem blå og helst i den øvre del af Superligaen.

Società Agricola Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji.

Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.

Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, både under DOC appellationerne Irpini, Aglianico Campi Taurasini og Irpinia Aglianico samt DOCG appellationer Aglianico di Taurasi, Greco di Tufo, Fiano di Avellino og derudover en lang række IGP vine.

Denne Eremo San Quirico er en DOC Aglianico Campi Taurasini og husets topvin, som er produceret på 100% Agliancio fra nogle af Marios marker i Taurasi. Der har vinstokkene langt over 100 år på bagen og de fleste er omkring 150 år gamle … få endda op til 200 år.

Alle druerne håndhøstes, og allerede i vinmarken bliver kun de bedste druer udvalgt til denne vin. Herefter transporteres druerne til vinhuset i små kasser, for at skåne druerne så meget som muligt.

Druerne afstilkes og sorteres endnu engang med hård hånd, og den endelige vin fadlagrer 18 måneder i nye små franske egetræsfade. 14,5% alkohol. Og i denne Gold Edition har Mario valgt de 20 bedste fade af Eremo San Quirico … de fade, som byder på det bedste af det bedste i produktionen, altså Eremo San Quirico Gold.

Jeg har smagt den almindelige Eremo San Quirico i både årgang 2010 og 2012, hvis man kan sige, at der er noget almindeligt over en sådan basse. I Gold er der bare mere af det hele … og det er ellers noget af et stykke.

Det er nemlig rigtig powervin med tonsvis af mørk, sort frugt, solbær, blåbær, enebær, blyant, nelliker, kardemomme, vanilje, masser af sødme, chokoladekage, mælkechokolade, egetræ og derudover – godt begravet blandt de nærmest eksplosive og tunge aromaer – også en lille syre, som forsøger at danse med i glasset for at pirre dine næsebor.

I munden godt med sød, moden og mørk frugt, søde blommer, solbær, eg, tobak, chokolade og kakao, men også både stor tørhed samt en vis syrlighed. Gold her er måske knap så overfed i smagen, som 2010 og 2012 af den guldløse udgave af vinen.

Det tænker jeg vil passe fint med, at Andrup Vin har valgt vinen som deres julevin. Det er et godt match, for der er nemlig både masser af fedme, masser af sødme og så deroveni også en vis syre, som redder meget, selvom vi bestemt ligger i kategorien af fede Luca Maroni vine, som nogle vil elske og andre hade.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, ØstrigPå Langenloiserstraße i den lille østrigske by Strass finder vi den kvindelige vinmager Birgit Eichinger, som står bag denne langbenede Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage … noget af det bedste almindelige Grüner Veltliner jeg har smagt i et pænt stykke tid.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage er fra husets bedste mark … Lamm er ligger på terrasser i den sydøstligste del af Heiligenstein. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er både gæret og lagret i store 1.000 liter egefade.  Udblødes først i 15 timer og gærer derefter. Endt endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie … altså med gærresterne og flaskes derefter.

Det er en lidt federe Grüner Veltliner end lige forventet, men det skyldes formentlig lagring på eg. Det er opulent, intens vin med en lidt nøddet aroma og du fornemmer næsten allerede i duften, at det er en blød og cremet sag. Der er eg, vanilje, sød estragon, pærer, abrikos, honningmelon, lidt voks og den har også et lidt røget element. Det dufter med andre ord vildt godt.

Smagen er blød med Grüner Veltliners grønne aftryk, svag grape, men bitterheden er slet ikke voldsom og går hånd i hånd med en fed sødme. Det er altså tæskelækker vin, god balance, fyldig, intens og ganske saftig … vildt mange gange WAUW og Thumbs Up.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigFra den altfavnende og produktive franske vinbonde og negociant Xavier Vignon smager vi nu hans 100% Côtes-du-Rhône med selvbestaltet kongekrone på og i den fremragende årgang 2015.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne 100% Côtes-du-Rhône.

Det er 40% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og resten er en blanding af Carignan og Marselan … alle fra gamle vinstokke, Syrah stokkene 45 år gamle, Mourvèdre 60 år gamle og Grenache over 100 år gamle.

Vinen er vinificeret på betontanke, og 80% af vinen er også lagret på betontankene og de sidste 20% er lagret 12 måneder på store egefade inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Næsen er klassisk Rhône … endda lidt flæsket med røget kød, blåbær, tørrede mørke bær, egefade, sten, mineraler, sorte oliven, krydderier, læder og lidt støvet i udtrykket.

Det er en Rhônevin, som bare smager godt … ikke så mange dikkedarer og meget straight-forward, en smule peber uden det bliver for meget, jern og mineraler, lakridsrod, et tanninsk bid og varm, venlig, fyldig og rar i udtrykket.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, TysklandSå er vi der igen … aus der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Der finder vi nemlig Weingut Jülg og derfra smager vi denne Riesling Kalkmergel.

Weingut Jülg er grundlagt i 1961 af Oskar Jülg og frue … frau Erika. Familien havde gennem generationer været vinavlere med base i Schweigen-Rectenbach, men solgte blot druerne videre. Oskar synes imidlertid ikke om kvaliteten i vinene fra regionen … han ville lave mere tørre vine og af med den sødme, som prægede både de tyske og de alsaciske vine.

Han ville producere knastørre vine og plantede derfor vinstokke med både Chardonnay og andre kloner fra Bourgogne, som Oskar havde fået et godt øje til.  På det tidspunkt måtte man ikke dyrke Chardonnay, men derudover indførte Oskar også brug af ny eg, hvilket også af mange blev anset som en stor fejl.

Vinstokkene plantede han på sine marker, der strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Dilemmaet med at have vinmarker på begge sider af grænsen var opstået i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor grænserne blev trukket mellem de to lande.

Denne grænsesætning betød, at en del vinbønder fik deres markbesiddelser delt i to … en fransk del og en tysk del. Det gav en række udfordringer for vinbønderne, der skulle have pas med for at komme til vinmarkerne på den anden side af grænsen og leve under forskellige vinlovgivninger i de to lande.

I dag er det 3. generation i form af Johannes Jülg, som står i spidsen for driften af vingården, hvilket sker i samarbejde med hans fader Werner Jülg. Det er de to herrer, som I kan se på billedet ovenover.

Johannes er uddannet vinmager og har inden overtagelsen af familieforetagendet arbejdet for imponerende huse som Jean Stodden i Ahr, Keller i Rheinhessen. Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne.

Han har således gået i en god skole og i en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer MW Anne Krebiehl den gode Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af Spätburgunder i Tyskland.

Weingut Jülg har samlet 18 hektar vinmarker, hvor lidt over 40% ligger på den franske side af grænsen. Det bekymrer dog ikke Johannes det mindste, for som han siger, så er det lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland … vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg.

Udover driften af vingården, som driver familien også en weinstube. Den står Johannes bedstemor … gamle frau Erika Jülg fortsat i spidsen for … og den dejlige, gamle dame kan I se på billedet nedenunder.

Vinene hos Jülg er opdelt i serierne Literweine, Gutsweine, Terriorweine, Lagenweine og topserien, som kaldes Opus-Oskar Weine. Derudover laves der selvfølgelig lidt Sekt samt en smule brændevin.

Her smager vi imidlertid hverken Chardonnay eller Pinot Noir, men Jülgs Riesling Kalkmergel i seneste årgang 2017.  Den kommer fra serien af Terriorweine og 70% af druerne er fra den tyske side … resten fra den franske.

Druerne til vinen blev høstet sent … med auslese kvalitet, mens gæring sker spontant alene med druernes naturlige gærceller. Vinen har derefter lagret 18 måneder … 40% på Stückfass aka barriques og de sidste 60% i ståltanke. Der er 7,5 gram restsukker pr. liter, så det er ikke umiddelbart en vild knastør vin.

Vinen er til at starte med lidt forsigtig i næsen … fersken, mirabeller, salt, sten, mineraler, lidt grønne krydderier og bestemt også ganske dæmpet karamel.

I munden er vinen forholdsvis blød og afrundet med en smule sødme, lidt lyse stenfrugter, karamel, salt, behersket grape og citron, æblesyre og et fast bid. Det smager vildt godt … venlig med både syre, sødme og fin lang eftersmag med æblesyren, salt, den svage bitterhed og god friskhed.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, ØstrigJeg serverede forleden denne Grüner Veltliner Brut Nature fra Weingut Zuschmann Schöfmann blindt for en flok vinkyndige venner, men ingen gættede, at det var mousserende østrigsk Grüner Veltliner … for hold da op, hvor det virkelig læner sig op af ægte og dyr champagne.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger meget passende på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Nature Winzersekt er en af Weingut Zuschmann Schöfmanns lille perler … lavet på 100% Grüner Veltliner, som først er lavet på rustfrie ståltanke og alene gæret på druernes naturlige gærceller. Derefter er den traditionelle andengæring sket på flaske med en lagring i 30 måneder inden degorgering i oktober 2018.

Duftmæssigt en lidt nøddet og gæret aroma med overmodne æbler, pærer, fersken, ganske aromatisk og superlækker inderlighed med blomster, en distinkt sødme, dej under hævning og i det hele taget meget champagneagtig i aromaerne.

I munden er Grüner Veltliner Brut Nature ganske aggressiv på boblerne … små, tætte og insisterende med en tæt, dejlig syre, men ellers er vinen blød og omgængelig med lidt sødme fint mixet med både en smule citron og grape. Det er både sprødt, inderligt og yderst drikbart … min første boblevin på Grüner Veltliner, men sikke en af slagsen.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker. Det er en virkelig god pris for denne kvalitet og et oplagt bud på en prisvenlig nytårsraket.

Vinanmeldelse 5,5/7

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienWAUW … sikke en iøjnefaldende flaske Villa Crespia Millè Franciacorta Brut fra La famiglia Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori.

Vinhuset skrev jeg om for en måneds tid siden, da jeg smagte deres fantastiske Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero og dengang skrev jeg også en del om vinhuset og familien Muratori, så det skal jeg undlade denne gang. Lad os i stedet kigge nærmere på denne blå nytårsraket af en mousserende vin … endda en årgangsvin fra 2009.

Bag dens blå øjne er det faktisk en blanc de blancs, altså en 100% Chardonnay baseret vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er først lavet helt traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af spontan malolaktisk gæring.

Men derefter flasker Muratori familien ikke vinen … for først lagrer den nemlig – helt utraditionelt – med gærresterne i 30 måneder og først derefter tappes vinen på flaske og lagrer så yderligere 30 måneder inden degorgering.

I modsætning til Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero er denne Villa Crespia Millè Franciacorta Brut meget mere blid, sart, forsigtig, tilbageholdende og næsten ydmyg. Som en dame med benene overkors er hun karrig, genert … næsten til det helt neutrale, men der kommer lidt let fersken, blomster, blomsterstøv og subtile små noter med en anelse citrus samt lidt krydderier.

I munden er boblerne lidt i samme boldgade … medium i styrke, men mere blide og forsigtige. Det er grønne æbler, blid syre og virkelig ganske tilgængelig og nem at have med at gøre. Jeg er nok mere til søstervinen, men alle fruerne denne aften var vilde med Millè … og den blå flaske passer også ind til enhver fest.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7