Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2014 Weingut Karl Haidle, Stettener Mönchberg Berge Lemberger GG, Württemberg, TysklandWAOW og WAOW igen … nok den bedste vin, som jeg endnu har smagt fra vinområdet Württemberg. Jeres flittige vinblogger snakker om vinen Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle. Det smager freaking f … bare mega, enormt, vildt godt.

Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.

Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.

Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.

Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.

Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.

Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.

Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.

Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.

Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger Großes Gewächs er lavet med druer fra Grosse Lage marken Mönchberg Berge … en del af den samlede Mönchberg mark, som ligger i den sydlige del af Stetten som en del af Schurwald … og ligger lige op til skoven.

Tidligere blandede lavede man alene én samlet vin fra parcellerne Mönchberg Berge og Mönchberg Gehrnhalde, men i dag laver der to separate enkeltmarksvine fra de to  marker.

Haidle dyrker primært Lemberger aka Blaufränkisch på Mönchberg Berge, da jordbunden med rød stensten og mergel giver tunge, stærke og komplekse vine. Denne Stettener Mönchberg Berge Lemberger er lavet med forholdsvis kort gæring med skallerne og derefter lagret 24 måneder på nye, neutrale barriques.

I næsen er der først lidt brændte noter, frugten er blåbær, kirsebær og måske endda lidt blommer. Frugten er intens, nærmest brændt eller flamberet. Der er vanilje, chokolade, sødme, en fed og mørk power i vinen, masser af eg og læder. Yams.

Smagsmæssigt bliver det endnu bedre … intens, elegant, cremet med power, sødme og kraft. Det smager vildt godt. Der er en urtet kant, karamel, kakao, enebær og mørk frugt med en syrlig kant, en blid syre og alt i total harmoni. Hvor er det smuk komponeret … en vinøs symfoni af dimensioner.

Det er nok bedste vin, som jeg har smagt fra Württemberg. Sidst jeg blev begejstret for en vin fra det område, da var det faktisk også på Lemberger aka Blaufränkisch druen, nemlig fra Weingut Roterfaden.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Sinß, Windesheim Spätburgunder S, Nahe, TysklandJeres Spätburgunderelskende vinblogger udforsker fortsat tyske vinhuse, som kan levere den magiske væske … og her en Windesheim Spätburgunder S fra Weingut Sinß, der – surprise – ligger byen Windesheim i den øverste del af Nahe.

Familiens Sinß har været vinbønder i området og over 200 år, men i dag drives vingården af brødrene Markus og Johannes Sinß med hjælp fra deres forældre. I kan i øvrigt se hele familien på billedet ovenover.

Markus og Johannes Sinß er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim, der jo ikke ligger så langt fra vingården. De har samlet 13 hektar vinmarker, nemlig markerne Römerberg, Rosenberg og Sonnenmorgen, hvor de primært dyrker Spätburgunder, Riesling, Weißburgunder og Grauburgunder.

I kælderen laves de hvide vin i ståltanke, barriques eller store 500 liter foudres, mens de røde vin altid laves med maceration på egefade og lagrer i store egefade eller barriques. Vingården er medlem af  Winzervereinigung Generation Riesling.

Her smager vi altså Weingut Sinß’ Windesheim Spätburgunder S, som vel kan betegnes som en Ortswein, altså med druer fra flere af gårdens marker. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle vistnok være lagret 12 måneder på barriques.

Næsen byder på den velkendte, animalske tyske og søde kostald, men derefter bliver aromaerne en tak mørkere end normalt med kul, lakrids, eg, brændte fade og bolsjer. Frugten er varme, modne kirsebær og meget omfavnende.

I munden er vinen blød, rund og ganske kraftig … igen en mørkere side af Pinot Noir, hvor der er kraft, peber og godt med krydderier. Der er eg, brændte elementer, en vis sødme og faktisk fint og flot balanceret, selvom det på ingen måder er en let og lys Spätburgunder, men godt smager den sgu.

Jeg balancerer lige et sted mellem 4,5 og 5 af de fede fingre, men lander den på pga. den gode balance og en lækker næse.

Købt i Berlin i sommers, pris 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Krainz, Jeruzo Pinot Noir, Štajerska, Slovenien

2015 Weingut Krainz, Jeruzo Pinot Noir, Štajerska, SlovenienDr. Peter Weigl er en østrigsk læge … neurolog, men pokkers vininteresseret. Derfor købte han i 2002 en vingård i Ljutomer aka Jeruzalem i det nordøstlige hjørne af Slovenien og vinområdet Štajerska. Og det er derfra, at vi smager denne Jeruzo Pinot Noir.

Peter Weigl har siden etableringen i Slovenien købt flere marker til og ejer i dag 34 hektar jord, hvoraf 24 hektar i øjeblikket er tilplantet med vinstokke. De vigtigste sorter er Sauvignon Blanc, Šipon, som vi også kender som Furmint, samt Traminer.  Men derudover dyrker han altså også lidt Pinot Noir.

Til at forestå vinproduktionen har Peter entreret med vinmageren Urosz Valcl, som også står bag denne Weingut Krainz Jeruzo Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marker i regionen Jeruzalem i Štajerska.

Der er ikke sindssygt mange oplysninger om vinen, som dog er lavet på store egefade og lagret 24 måneder på barriques. Men så springer vi da bare direkte i mine smagsnoter.

Det er egentlig ikke på nogen måder en stor Pinot Noir, men byder i næsen på en smule lethed, en syrlig fruit, kirsebær, jordbær … lidt landlig med en anelse mødding og lidt medicinsk i udtrykket, men den gode Dr. Weigl er jo også læge.

Det smager lidt kedeligt og rustik … eftersmagen meget kort og vinen smagen forsvinder hurtigt. Der er igen kirsebær og jordbær, lidt peber, men lidt for kantet og anonym.

Købt i Tyskland i ferien, pris ligger på 9,60€ … svarende til 72 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2011 Finca Allende, Allende Tinto, Rioja, Spanien

2011 Finca Allende, Allende Tinto, Rioja, SpanienFinca Allende er grundlagt af søskendeparret Mercedes og Miguel Ángel de Gregorio i 1986 og ligger i Briones nær Haro i Rioja Alta området. Derfra smager vi deres røde Allende Tinto.

Finca Allende holder faktisk til i et gammel palæ El Palacio Ibarra, som er bygget i 1675 efter ordre fra Don Pedro Ibarra. Ved overtagelsen i 1986 bestod det gamle palæ strengt taget kun af ydermurerne. I dag fremstår El Palacio Ibarra atter som i sine velmagtsdage – ikke mindst de renoverede kældre, der er hjertet i vinifikationen og den efterfølgende lagring.

Allerede fra etableringen af vingården opkøbte Miguel en masse små ekstraordinære vinmarker med gamle vinstokke. Det samlede areal udgør 22 hektar og består bl.a. af markerne Martires, El Calvario og Aurus.

Via langtidskontrakter med lokale vinbønder kultiverer Finca Allende yderligere 56 hektar vinmarker fordelt på ikke færre end 92 forskellige plots. Disse vinmarker ligger på nordvendte skråninger, hvilket er én af forklaringerne på Finca Allendes elegante vinøse udtryk.

Til de røde vine er den dominerende druesort naturligvis Tempranillo, men der dyrkes også en smule Garnacha og Graciano. De hvide vine bliver fremstillet af de to klassiske druer Viura og Malvasia.

Denne vin … Allende Tinto er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 45 år gamle vinstokke. Druerne er afstilket men ikke knust, hvorefter de kommer i en kold forgæring i rustfrie ståltanke ved 5 grader i 6 dage.

Derefter starter den alkoholiske gæring ved 28 grader over 10 dage og fortsat på skindet, så samlet udgør macerationen 16 dage. Den efterfølges af den malolaktiske gæring … også i rustfrie ståltanke og så 14 måneder lagring i franske barriques og vinen aftappes uden filtrering.

Duftmæssigt syrlig og gæret frugt, kirsebær og blåbær, måske endda lidt enebær. Der er pænt med eg i aromaen. I munden er vinen egentlig ganske frisk i frugten og klart lettere end forventet. Det er en meget ren, rank og lettere spansk vin, men snerper måske en anelse i munden, men bestemt godkendt.

Købt hos Winefamly til 132,82 kr. mod en normalpris på 250 kr. Theis Vine sælger også vinen, blot i årgang 2010 og der koster vinen 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, Italien

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori holder til i byen Negrar omkring 10 kilometer nord for Verona og omkring 15 kilometer øst for Gardasøen i Veneto området. Nu smager jeg igen en vin fra Sartori, nemlig deres L’Appassione Rosso delle Venezie.

Sartori eller Sartori di Verona er grundlagt for 120 år siden, nemlig tilbage i 1898, hvor Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald.

Siden 1998 har vinhuset været drevet af 4. generation i form af den blåøjede Andrea Sartori, som selv elsker cubanske cigarer og har et ondt golfsving. Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften.

Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet samt på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini … blot for at nævne nogle få.

Denne L’Appassione Rosso delle Venezie er produceret på 50% Corvina, 25% Corvinone, 20% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som alle kommer fra nogle af vinhusets marker. Druerne høstes med stor omhu og lægges i kasser for delvis tørring indtil begyndelsen af november måned. Efter gæringen lagres vinen på store egetræsfade i nogle måneder for til sidst at blive tappet på flaske.

I forhold til, at druerne skulle være tørret, så er farven langt lysere end forventet, meget luftig i næsen og måske også en kende neutral med lette balsamiske noter, kampfer dråber, hindbær og ribs.

Smagsmæssigt en meget drikkevenlig og småsød vin, hvor jeg klart mangler lidt kompleksitet og dybde. Det bliver lidt for meget saft og er uden modstand, syre eller intensitet. Det en lidt en vinøs Keld Heick, venlig, flink og en vinder til en pizza fra Dr. Oetker.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 61,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, Spanien

2015 Bodegas Tridente, Tridente Tempranillo, Castilla y León, SpanienVinene fra den spanske Bodegas Tridente har masser af lækkerhed. Den labre storesøster Rejón er saftig og lækker, men denne billige og villige lillesøster Tridente Tempranillo også har godt med lækkerhed.

Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Vinhuset er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som ejer en lang række vinerier i flere områder i Spanien.

De ejer faktisk samlet ikke mindre end 9 vinerier, Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla … ja og så Bodegas Tridente.

De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien i 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og grundlagde i 2008 også Bodegas Tridente projektet.

Bodegas Tridente blev grundlagt som et af de mange opkøb med det formål at lave kvalitetsvine fra deres opkøbte  65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.

De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.

De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, og den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til storesøsteren til denne Tridente Tempranillo. Rejón er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.

Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.

Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.

Denne Tridente Tempranillo er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke på marker ved bådeVillanueva de Campeán og El Pego i Zamora provinsen. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret på franske egetræsfade i 15 måneder. Den trækker en astronomisk alkoholprocent på 16%.

Næsen er også dødlækker … fed, frodig, opulent med våde fade, mejeri, kul, blæk, blåbær, brombær, kakao, vanilje, kanel, eg, lidt våd hund, men alligevel også med en smule kølighed i frugten. Egefadene og moden, mørk frugt fra gamle vinstokke har virkelig sat sine spor.

I munden er vinen trods den opblæste og buttede næse ganske tør, men med masser af power, kraft og virkelig tæt i smagen. Det er en kraftig spradebasse, men har charme, peberbid, chokolade og fylder massivt i munden og byder på en lille efterbrænder i eftersmagen. Det er lidt for meget, men også dejligt … mit spanske hjerte er vild med billige, lækre lillesøstre, som er gavmilde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, Australien

2017 Epsilon Wines, Barrosa Valley Shiraz, Barrosa Valley, AustralienEpsilon Wines ligger i den lille by Daveyston i Greenock, Barrosa Valley og drives af ægteparret Julie og Aaron Southern … og derfra smager vi nu deres 14,8% højoktan powervin Barrosa Valley Shiraz.

Julie og Aaron Southern købte deres vingård tilbage i 1994 og var besluttet på, at det skulle være et lille familie projekt. Gården blev købt med lidt hjælp fra Julias forældre, som stillede de nødvendige kautioner for bankgælden. Forældrene er John og Barb Kalleske … og de er formentlig i familie med den legendariske Troy Kalleske fra Kalleske Wines, som ligger ganske tæt på Epsilon Wines.

Så generne til at lave god vin løber i familiens årer, men lidt hjælp er jo altid godt og udover kautionerne for banken, så fik parret ved etableringen også en Case 885 International traktor, en roterende hakke og lidt udstyr til vinproduktionen, men druerne solgte parret dog til andre vinproducenter.

Imidlertid blev det et møde med Jaysen Collins og Dan Standish, som fik størst betydning for vingården. Historien hedder, at Jaysen Collins – medejer af Massena Vineyards – stoppede ved en vinmark, hvor Aaron Southern skulle til at hive nogle 90 år gamle vinstokke op.

Det fik Jaysen stoppet og i stedet lavet en aftale om, at Massena Vineyards kunne købe druerne fra gårdens marker. Siden udviklede der sig et nært venskab mellem både Jaysen Collins og Dan Standish fra Massena og Southern parret.

Det var under en middag i 2003 mellem de 4 venner, at idéen til en egenproduktion og etableringen af Epsilon Wines blev til. Julie fik overtalt Dan og Jaysen til at hjælpe dem med at producere deres egen Shiraz.

I første omgang mest for sjov, men da vinen fik gode anmeldelser -både nationalt og internationalt – fik de smag for mere.  Årgang 2015 blev senere revet væk, og så var Epsilon Wines var for alvor en realitet.

De har foretaget investeringer undervejs, men hele tiden med et mål for øje, at investeringerne kunne hvile i sig selv, eller tjene sig hjem inden for en kort periode. I 2007 købte de således et stykke jord på Hempel Road nordvest for Nuriootpa og i 2008 afsluttede de byggeriet af deres nye produktions-faciliteter.

I dag besidder Julie og Aaron 25 hektar på Moppa Springs Road i Greenock i den nordvestlige del af Barossa Valley og 9 hektar på Hempel Road. Det meste af markerne er beplantet med Shiraz, som stortrives i den røde jord med det varme klima.

Denne Barrosa Valley Shiraz er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter fermentering starter med hele druer i 7-11 dage ved 22-25 grader. Vinen har derefter tilbragt 12 måneder i 2-3 år gamle amerikanske og franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der skrald på drengen … intens, tæt og mørk lakrids, nærmest en maggiterning eksplosion af mørk frugt, solbær, blåbær, kærnemælk, chokolade, kanel, vanilje, bomuld samt lidt kaffe.

Og det smager sgu meget godt … lidt af en mundfuld, men det er nu ikke en alkoholtung Shiraz, selvom det er the full monty. Der er godt med chokolade, power, blæk og tykke tanniner. Det er en trind dansepartner, men følger overraskende godt med … og danser optimalt med en blodrød, saftig muskelmand af en bøf.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,93 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigVed Val de Dagne lidt syd for byen Montirat for foden af bjerget Alaric og en kende vest for Narbonne og Middelhavet ved Lion bugten finder vi vinhuset Domaine Calmel & Joseph, som står bag denne Côtes du Roussillon Villages.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Det er de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph, som står bag vinhuset og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577, hvor den tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen. Denne Côtes du Roussillon Villages tilhører en serie af vine, som de to herrer kalder Les Terroirs … forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 30% Grenache, 20% Carignan samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar fra marker med højt indhold af ler, kalksten, skifer og sandsten.

Druerne er høstet manuelt, sorteret og afstilket inden den alkoholiske gæring, som sker ved 28 grader over 20 dage, hvorefter vinen lagrer en periode i betontanke.

Frugten virker duftmæssigt en anelse træt eller moden, hvilket er kombineret med gammelt træ … lidt som et hus i den gamle by, nogle sødbrændte elementer, blåbær, solbær, sandeltræsolie, lidt arabiske krydderier, lavendel og en smule eg.

Smagen er blød, harmonisk og det er en meget drikkevenlig vin, der bare glider ned. Frugten er mørk, men vinen er lidt syrefattig og har et lille peberbid i enden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte i det hvide Chardonnay-spor … og hvad er så mere naturligt end at gøre det med lidt burgundisk af slagsen? Vi smager nemlig en Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi en Mâcon-Villages i Mâconnais, altså det sydligste område i Bourgogne, nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé, men har en undergrund af kalksten er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer og fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen byder på en anelse melon, tropisk frugt, mandariner, faktisk godt proppet med frugt, frisk og på ingen måde nogen tyk, fed Chardonnay, men alene lidt erotisk buttet med en lækker inderlighed … lidt forsigtig, men dufter bare supergodt.

Smagen er også herlig elegant, let og samtidig med dybde, flot balance, helt direkte i smagen, super god smag og til prisen er det virkelig en lækker vin. Du får masser af burgundisk kvalitet i denne vin og samtidig en vin, som de fleste vil elsker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7