2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, Portugal

2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, PortugalJeres trofaste vinblogger har været væk fra tasterne de seneste dage … på vinøs roadtrip til Kaiserstuhl i Baden, så der er meget godt i vente på bloggen i den kommende tid, da indlæggene nu nærmest står utålmodigt i kø.

Vi skal dog først ha’ færdiggjort den portugisiske vinsmagning for over en uge siden, og den sidste derfra er vinen Monte do Zambujeiro fra vinhuset Quinta do Zambujeiro, der også ligger i Alentejo området, helt præcist lidt sydvest for byen Borba.

Vinhuset ejes af den schweiziske vinelsker Emil Strickler, som købte vingården tilbage i 1998. Han har samlet 40 hektar vinmarker, hvor han dyrker druesorterne Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Tinta Caiada, Arinto og Antão Vaz.

De udmunder sig i 5 forskellige vine og en samlet årlig produktion på 110.000 til 120.000 flasker vin. Vinene laves i samarbejde med den ansatte leder Nuno Malta, den ledende vinmager og ønolog Master Luis Lourinho samt hjælp fra konsulenten Alain Bramaz fra Globalwine.

Denne Monte do Zambujeiro er husets mest producerede vin, som årligt laves i 60.000 eksemplarer. Den er lavet på 37% Alicante Bouschet, 20% Aragonez, 15% Tinta Caiada, 15% Trincadeira og 13% Touriga Nacional. Lavet i ståltanke, men lagret på franske egefade i 12 måneder.

Næsen bærer præg af faglagringen … godt med eg og loden eg, røg, svag vanilje, der er noget grafit, dyb mørk frugt og sten eller mineraler af en eller anden form. I munden er vinen en kende sprittet, men ellers fyldig, kødfuld med mørke bær og godt med tanniner. Desværre fylder spritten en anelse for meget … men måske kan de fise af ved lidt år på hylden?

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 149 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7