Jeg smagte 3 hvidvine fra Jadot torsdag, og denne Chablis var nummer to i rækkefølgen, klassisk Chablis med god tørhed og helt anderledes i udtrykket end den første vin.
Chablis ligger i den nordligste yderzone af Bourgogne i Yonne departementet, det er den nordligste og køligste Bourgogne-appellation … halvvejs mellem Paris og Beaune med centeret omkring den lille landsby Chablis. Intet adskiller den fra andre franske landsbyer bortset fra, at det er herfra, en af verdens bedste tørre vine har sine rødder.
Det er egentligt for koldt til at lave vin på disse kanter, da kulden om vinteren kan blive for hård ved vinstokkene. Druerne har derfor svært ved at blive fuldt modne, hvilket adskiller dem markant fra andre hvidvine fra Bourgogne.
Mange vinbønder sætter derfor også oliebrændere op i mange vinmarker. Oliebrænderne eller jernovnene tændes hvis der er risiko for frost på kritiske tidpunkterne.
Det helt særlige ved Chablis er den ekstremt mineralske jordbund, kaldet ‘kimmeridge’ som består af mere end 150 millioner års fossilerede skaldyr, østers især.
Området er på omkring 3.000 hektar, og reelt opdelt i 4 appellationer, nemlig Petit Chablis, Chablis, Chablis Premiers Cru og endelig Chablis Grands Cru. 747 hektar har Premier Cru status. Der er placeringen og soleksponeringen over gennemsnittet.
Omkring 100 hektar har den fornemmeste Grand Cru klassifikation, og dækker sølle 7 marker med det perfekte terroir med sydvendte skråninger og en undergrund af limsten, som gør vinene knastørre, sprød og i stand til at ligge mellem 15-20 år.
Denne Chablis er lavet med druer fra forskellige vinbønder rundt om i Chablis, presset og gæret hos de forskellige avlere, primært i kar og derefter er vinen lagret på ståltanke i Louis Jadot kældre i 9-12 måneder før aftapning.
Duftmæssigt fornemmes der straks mere syre og rygrad i kombination med lidt smør … men også lidt alkohol og grønne grene, som gør at næsen stikker lidt ud. Smagsmæssigt også mere syrlig … syren rammer godt inde i ganen. Der er godt med friskhed og mere mineralitet, selvom vinen langtfra er helt så syrlig som mange andre Chablis’er.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 179 kr., tilbudspris ved smagningen var 135 kr.