2021 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2021 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaVi kravler fortsat op af bjerget, for aftenens første rødvin fra De Grendel var denne 2021 Op die Berg Pinot Noir … oss’ en vin jeg har smagt før i årgang 2017.

Pinot Noir druerne til vinen kommer fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er 30% af druerne afstilket, mens 70% gæres i hele klaser efter en kølig premaceration i 4 dage,

Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 2 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for en malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.

Som med 2017’eren er det en pænt kølig Pinot Noir, som har godt med landlighed, blæk, røg, aske, tørt træ, cedertræ samt en lys frugt med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer, mentol og grønne grene. Det er måske ingen elegantier, feminin eller sart Pinot Noir, men en klar, ren og bondsk en af slagsen.

Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene og en letbitter frugt, der mest er syrlige kirsebær, ribs og vilde jordbær, lidt skovbund, nedfaldsblade og muldjord … er sådan rustik og brysk … en hverdags Pinot Noir med gode kvaliteter. 90 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2023 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, SydafrikaDen sidste hvidvin til De Grendel smagningen var for mig også et deja vu, for det var nemlig huset 2023 Op die Berg Chardonnay, som jeg tidligere har smagt i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer vitterlig fra Op die Berg, nemlig fra marker i 960 meters højde ved bjergkæden Witzenberg i Ceres, hvor der om natten kan blive virkelig koldt, hvilket medfører en langsommere modning af druerne. Det giver langt mere koncentreret frugt og jorden er så samtidig godt drænet med et stor indhold af bl.a. gul skifer, hvilket også sikrer masser af mineralitet.

Druerne er selvfølgelig plukket ved håndkraft og omhyggelig sorteret inden de presses let, hvorved der opnås 65% af vægten i ren druesaft, som først får lov af hvile i to dage inden gæringen, som sker i franske 225 liter barriques, hvor 1/3-del er nye, 1/3-del brugt én gang tidligere og sidste 1/3-del brugt to gange før.

Efter fermentering lagrer vinene 6 måneder sur lie i fadene og undergår løbende bâtonnage med omrøring af bærmen to gange om ugen samt 1 måneds malolaktisk gæring. Vinen har 1,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der en olieret og smørfed vin, ganske fadpræget Chardonnay med en parfumeret slagside. Den har en småtropisk frugt med mango, ananas, tørret abrikos, pærer, kokos, litchi samt abrikos … frugten er intens, klingende og larmende, men der kommer også fadnoter af lakridskonfekt, karamel, vanilje og røg. Meget BIG and BOLD.

Smagen er også fed og frisk … godt med tørt træ, frugten virker lidt bagt og dyb, men alligevel frisk på en lidt anderledes og måske endda lidt vandet måde. Der er ananas, pærer og igen – som hos Viognier’en fylder en grillet lemonsmag rigtigt meget sammen med krydderier og en lidt urtet smag. Det er smagsmæssigt dermed ikke opulent eller endsige fed vin, men den placerer sig sådan midt i feltet. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, Sydafrika

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, SydafrikaVi fortsatte med endnu en hvidvin fra Charles Hopkins på De Grendel og det var deres 2023 Organic Viognier … en vin jeg også tidligere har smagt og det var i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske samt franske fade, hvor de også lagrer 90 dage med malolaktisk gæring inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske. Vinen har omkring 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duften er fed, let olieret og parfumeret med noget grillet grape og ellers godt med eksotisk frugt af mango, papaya, saftig abrikos, lidt  dåsepærer, smørblomster, vanilje, fad og noget timian. Der er en fed sødbitter note, der egentlig er ret dominerende.

Smagen er lidt i samme boldgade, er blød og cremet, men også til den opulente og powerfulde side. Det er mest grillet lemon, som fylder i munden suppleret med pærer, bagte ananasringe og abrikos. Dertil kommer lidt hvid peber, men den sødlige bitterhed er meget udtalt, aromatisk og dominerende. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2020 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaDen første hvidvin fra De Grendel havde jeg smagt før. Det er deres Koetshuis Sauvignon Blanc, som jeg før har smagt i årgang 2019, men her er det altså 2020’eren..

Koetshuis Sauvignon Blanc er ikke lavet på ren Sauvignon Blanc, for der er også i denne årgang 9% Sémillon i vinen.

Druerne kommer fra en række vinmarker i Lutzville og Darling, mens Sémillon druerne kommer fra en enkelt mark De Grendel Vineyard. Markerne er alle rig på en slags forvitret skiferjord.

Druerne fra Lutzville og Darling er vinificeret separat og det er Semillon druerne også. Alt er høstet med håndkraft, hvorefter de har ligget udblødt ved kølige temperaturer i 6 timer inden presning og gæring i rustfrie ståltanke.

Omkring 18% af Sauvignon Blanc vinen og hele Sémillon vinen er herefter lagret 100 dage sur lie i franske egefade med kombination af nye fade og fade brugt én gang tidligere.

Resten af Sauvignon Blanc lagres blot i de rustfrie ståltanke og først efter de 100 dage sammenstikkes vinen af alle de forskellige batchs til den endelige vin, som så stabiliseres og aftappes på flaske.

Det er bestemt nogle af Sauvignon Blanc druens karakteristiske duftnoter med grøn peber, stikkelsbær, asparges, hyldeblomst, stilke og flint, men Sémillon druerne runder de vilde noter lidt af, hvilket så giver noget rundhed med en spinkel sødme, sodavandsis, pæresaft,  melon og safran. Det er jo selvfølgelig er en smagssmag, men jeg er klart til den mere rene side … Sauvignon Blanc må sgu godt stikke noget i næsen.

Det er også som om, at Sémillon druens bidrag til smagen dæmper syren, for i hvert fald virker vinen let vandet … mere end 2019’eren, hvilket selvfølgelig også er med til at gøre vinen meget omgængelig og endda næsten cremet. Der er fortsat lidt Sauvignon Blanc noter med grape bitterhed, mineralske salte og grønne elementer, men disse drukner lidt i den velmenende pleasen. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 De Grendel, Cap Classique Proposal Hill Pinot Noir Brut Rosé, Western Cape, Sydafrika

2020 De Grendel, Cap Classique Proposal Hill Pinot Noir Brut Rosé, Western Cape, SydafrikaVi smagte endnu en mousserende vin fra De Grendel og det var denne Cap Classique Proposal Hill Pinot Noir Brut Rosé i årgang 2020.

Det er en vin, der kommer i en dekorativ kasse med blomster og dermed vil være ret velegnet til en gave, men det har vinhuset sikkert lavet bevidst.

Det er selvfølgelig ren Pinot Noir og igen er der ikke sket en afstikning, men der er anvendt hele klaser ved presningen hvor man har opnået 550 liter most pr. tons druer.

Derefter er der sket bundfældning og mosten har gæret i rustfri ståltanke over 19 dage, hvorefter vinen blot har ligget med bærmen i 120 dage suppleret med malolaktisk gæring.

Derefter er vinen stabiliseret, sødet, podet og tappet på flaske, hvor andengæringen er sket over 60 dage efterfulgt af hele 30 måneders lagring på flasken. Vinen har 1,3 gram restsukker pr. liter og dermed langt mere tør end foregående.

Duftmæssigt er vinen mere landlig og bondsk i udtrykket end den foregående. men heller ikke så sød. Der er i stedet lidt rabarbergrød, grape og røde æbler, langt flere gærnoter samt en smule brød lavet på butterdej suppleret med en smule lavendel.

Smagen er bred og lidt småflad, for syren er vag, forsigtig og sgu nærmest tilbageholdende. Der er kommer igen lyserød frugt med rabarber, jordbær, solbær samt lemon, mens syren er lidt sødbitter og samtidig blød. Der kommer lidt mandler, marcipan, toast og et ganske tørt bid … 90 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 De Grendel, Cap Classique Brut, Western Cape, Sydafrika

2021 De Grendel, Cap Classique Brut, Western Cape, SydafrikaVi lagde selvfølgelig ud med bobler … lavet efter den klassiske champagnemetode eller det, som man i Sydafrika kalder Cap Classique og det første glas De Grendel bobler var deres 2021 Cap Classique Brut.

Det er en mousserende vin lavet på 76% Chardonnay og 24% Pinot Noir. Alle druerne er presset uden afstilkning og efter bundfældning er de gæret i rustfri ståltanke, hvor vinen også har fået malolaktisk gæring.

Andengæringen er selvfølgelig sket i flaske, hvor vinen er lagret sur lie – altså med bærmen – i 14 måneder sammen med en Liqueur de Tirage’ aka en gær- og sukkerblanding, som letter den sekundære gæring i flasken. Vinen har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Vinen har et ganske blidt brus … også lidt sødt bid, hvor man nærmest omgående fornemmer det store indhold af Chardonnay med god fedme, lakridskonfekt, nødder, vanilje og kalket mineralitet, mens frugten mest er pærer, fersken og lidt croissanter.

Der er smagsmæssigt fin balance og imødekommenhed, pæresaft, fersken og her slår Chardonnay druerne også godt igennem, men der er ikke så megen skrald på syren, der aldrig bliver vild, tør eller det mindste vild. I stedet er det en blød, blid og småsød mousserende glas bobler, som alle vil elske. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg smager … 9 vine fra Charles Hopkins på De Grendel

Jeg skulle forleden til en vinsmagning med vinmageren Charles Hopkins på De Grendel, mens på grund af problemer med at få et visum, så måtte rejsen aflyses og i stedet blev smagningen forestået af den danske importør Hans fra Lesedi Wines.

Men det var med hjælp fra Charles Hopkins via videooptagelser, hvor han fortalte om de 9 vine, som vi smagte i løbet af aftenen og det var både bobler, hvidvine og rødvine. Men før vi kigger nærmere på disse vine, så lad os se lidt info om vinhuset.

Historien om De Grendel

Vingården ligger på tæt på Cape Town på skråningerne af bjerget Tygerberg ved Tygerberg Natur reservatet. Gården kan dateres helt tilbage til 1720, hvor den første ejer var forrretningsmanden Claas Meyboom. Men siden 1891, hvor David De Villiers Graaff – som var borgmester i Cape Town – købte gården, har den været i Graff familiens eje.

Det er nu ikke vinmarkerne, som fik David De Villiers Graaff til at købe De Grendel, men derimod klimaet for hans araberheste, så han fik bygget storslåede stalde og vognhuse – kaldet Koetshuis – men fortsatte også med at købe yderligere jord, så De Grendel blev en imponerende stor farm, der strakte sig milevidt.

David De Villiers Graaff var i det hele taget en kendt skikkelse i Sydafrika … indflydelsesrig politikker, dygtig forretningsmand og succesfuld farmer og han startede også med opdræt af kvæg på De Grendel. Han havde også været finansminister og højkommissær i London, var personlig ven med de to første premierministre i det samlede Sydafrika og kendte mange generaler.

Han endte også med at blive adlet af kong George V og opnåede titlen Sir og blev baron … et titel, som siden er blevet i familien.

I dag drives gården af 4. generation i Graaff familien, nemlig David Pieter Berkeley de Villiers Graaff, som overtog tøjlerne i 2015, hvor hans far David Graaff – opkaldt efter den innovative og karismatiske grundlægger – døde.

David Graff havde ellers sat sit aftryk på De Grendel, bl.a. med større fokus på den vinproduktion, som der altid havde været på gården i mindre omfang siden 1800-tallet. Han startede med en genplantning af omkring 300 hektar vinmarker og ansatte også vinmageren Charles Hopkins, der tidligere havde arbejdet hos Graham Beck’s Cellar.

I 2003 kunne vingården præsentere de første flasker De Grendel vine til nogensinde at komme på markedet og siden har vingården haft det primære fokus på vinproduktion. David Graff indledte også i 2012 et samarbejde med Michelin kokken Jonathan Davies om drift af en restaurant på vingården … De Grendel Restaurant, hvor man både kan smage husets vine og sydafrikansk gourmetmad.

De Grendel har i dag samlet omkring 330 hektar vinmarker, der nyder godt af de kølige briser fra Atlanterhavet kun 7 kilometer mod vest. De kølige vinde afhjælper sommervarmen, så druerne på De Grendels marker kan hænge længere før perfekt modenhed.

Smagningen af 9 De Grendel vine

Samlet så smageprogrammet for aftenen sådan her ud:

Jeg skriver om, anmelder alle 9 vine i de kommende blogindlæg og linker selvfølgelig løbende.

Konklusion

De Grendel er et lille fint vinhus med et ganske habilt niveau … det er venlige og velsmagende vin. Stilen er til den kølige og let europæiske stil, men de fleste lavet med en lidt pleasende og blød side, hvor der aldrig bliver virkelig stram eller rank syre.

Mine egne favoritter er nok Op die Berg Chardonnay, men også de to Syrah vine er skruet godt sammen og Op die Berg Syrah blev vist aftenens bedste vin.

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, Spanien

2021 Bodegas El Grillo y La Luna, Hop Hop, Aragón, SpanienVi fortsætter for en stund i Spanien, men rykker mere mod det nordøstlige, nemlig til vinregionen Aragón hvor vi finder det nye og spændende vinhus Bodegas El Grillo y La Luna og derfra smager vi denne sjove 2021 Hop Hop.

Bodega El Grillo y La Luna er som skrevet et nyere vinhus, der er grundlagt i 2007 af to familier som ønskede at starte et innovativt projekt indenfor vinens verden og blive et alternativ til klassiske vine og med base i Barbastro i Somontano appellationen.

De har valgt navnet Bodegas El Grillo y La Luna, som betyder på dansk betyder “fårekyllingen og månen” og de laver vinene fra deres i alt 53 hektar vinmarker fordelt på 5 forskellige vinmarker.

53 hektar kan lyde som en del, men det gør vingården til en af de mindste vingårde i Aragón-regionen. De arbejder fra markerne med skabe vine med en særlig sjæl og karakter og tålmodighed er en dyd, da de ikke høster, før druerne er absolut perfekt modne.

De har undervejs bl.a. fået hjælp af den store vinkonsulent Michael Rolland, som vi jo er stødt på mange gang her på vinbloggen. Han har været med til at gøre vinene mere komplekse.

Jeg smager her vinen Hop Hop – og Hop Hop betyder på spansk betyder det samme som på dansk – og er en vin lavet på 50% Syrah og 50% Garnacha aka Grenache, håndhøstet fra nogle af vingårdens bedste marker i Somontano i det nordøstlige Spanien.

Druerne er høstet løbende fra midt september til midt oktober og efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og sorteret en ekstra gang for at sikre, at det kun er optimalt modne druer, der anvendes til denne vin.

Derefter sker der en kølig maceration i 5 dage inden gæring med druekvaset over 30 dage. Derefter følger en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på franske barriques.

Spændende duft … som en indkogt rødvins- og balsamicosauce, kompakt, tæt, fed, intens og man vil bare have mere og mere. Der er godt med sød finsk og tør engelsk lakrids, lidt sort skocreme, røget flæsk, tørret kød og Beef Jerk og fra fadene også noget vanilje, røg, kanel, kakao og søde kaffebønner. Frugten er sorte kirsebær samt syltede blommer og lidt solbærsyltetøj. Mums.

I munden er vinen slet ikke så fed, som man ellers ville kunne vente ud fra duften, for dels er druften renene, mere klar og lysere med lidt tranebær, moreller, kirsebær og hindbær, men syren virker også lidt mere syrlig med lidt lemon og citroner, men sammen med lidt sødme, så har vinen samlet en fin saftighed og leveres blødt, cremet og med god finesse, som lige løfter vinen niveauer op. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, Spanien

2021 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, SpanienDen portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira fra São João da Pesqueira i Portugal kender vi efterhånden godt her på Houlbergs Vinblog. Han laver også vine i Toro i Spanien og denne Mío de M.O. Vendimia Seleccionada har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2021’eren.

Som med 2018’eren er vinen fortsat lavet i et samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña. M.O i det sjove navn Mío de M.O – hvor Mio står for min – refererer til  Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara, som var et vinhus, der levee en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Bodegas Marques de Olivara  eksisterer i dag ikke længere, men vinmageren Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu denne vin og

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tempranillo fra de 60 år gamle vinstokke, der har overlevet den frygtede vinlus phylloxera og står på den sandede samt stenede enkeltmark.

Mosten gærer på temperaturstyret ståltank med 25 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Vinen får ekstra dybde fra 14 måneders modning på franske egetræsfade. Til sidst afrundes vinen med 10-12 måneder flaskemodning før frigivelse.

Duftmæssigt er vi atter ovre i en varm og krydret vin, men den har alligevel en flot, flæsket og kølig side. Det er med sødbrændte og røgede elementer, godt med tørt træ, cedertræ, egetræ, grannåle samt en frugt af blåbær, brombær og blommer. Som med 2018’eren er der også klart noget saltlakrids, noget mineralitet og fra fadene også lidt vanilje, kaffegrums og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en fed historie … fed, tør, varm og hele tiden med denne Campari eller sort te bitterhed. Dermed er det igen engelsk lakrids og lakridsrod suppleret af frugt med blåbær, blommer bitre druekerner. Tanninerne er vilde … ret vilde og tørre, så de rumsterer godt rundt i munden og på tænderne. Det er lidt til den kraftige, fede og rustikke side … en lastbilchauffør med sved under armene, men leverer godset solidt og sikkert dag efter dag. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Rodríguez Sanzo, Damalisco Roble, Toro, Spanien

2022 Rodríguez Sanzo, Damalisco Roble, Toro, SpanienHvorfor nu ikke blive i området? De 2 næste vine er nemlig begge fra Toro længere mod vest og vi er fortsat i Castilla y León vinregionen. Vi starter med en 2020 Damalisco Roble fra Rodríguez Sanzo, som vi også har mødt før på Houlbergs Vinblog.

Damalisco Roble er en vin lavet på 85% Tinta de Toro aka Tempranillo samt 15% Garnacha. Druerne kommer fra på 15-35 år gamle vinstokke på forskellige stenede og grusholdige parceller i Toro i 650-720 meters højde.

Efter minimum 4 dages kølig maceration har rødvinen gæret i temperaturstyrede ståltanke med en mikrooxygenering – en slags kontrolleret iltning – stabiliserer farven og blødgør tanninerne.

Efter malolaktiske gæring , så er vinen lagret 6 måneder i de store ståltanke, inden den omstikkes til 2 måneders modning på helt nye franske egetræsfade, som har nogle indvendige snit, der forøger kontaktfladen med vinen med hele 75%.

Den megen trækontakt er også meget fremtrædende i duften, som virkelig er woody … der er nærmest cedertræ, harpiks, ny skovet eg og en rustik – nærmest bondsk – frugt, der virker hård i filten og mest er blåbær, brombær og en snert af noget enebær. Derudover fanger jeg også godt med utøjlede grønne noter, grønne blade og lidt ligusterhæk.

Smagen er lidt i samme boldgade … rustik frugt og har sgu masser af liv, krydderier, tør syre og godt med et stærkt bid, der lige giver lidt krashed i munde. Frugten er mest blåbær, sorte kirsebær, tranebær, igen lidt ristede elementer, samt noget gran, kanel, kakao, vanilje og peber. hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger