Tag-arkiv: touriga nacional

Touriga Nacional er en rød druesort, der står bag nogle af de fineste røde vine i Portugal. Druen er mest plantet i  Portugals nordlige Dão og Douro regioner og anvendes både til tørre rødvine og portvine.

Mange kalder Touriga Nacional for Portugals svar på Frankrigs Cabernet Sauvignon og er nærmest landet røde nationaldrue. Den har som den franske sammenligning mørk frugtsmag, ofte med nogle antydninger af krydderier, læder og violer … faste tanniner samt et stort lagringspotentiale.

I Douro er Touriga Nacional ekstremt vigtig i produktionen af ​​portvine, selvom den kun udgør en lille brøkdel af de druer, der dyrkes der … og faktisk kan druen blandes med op til 80 andre sorter til portvinene. De vigtigste druer er dog udover Touriga Nacional også Touriga Franca, Tinto Cao og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Før phylloxera ødelagde vinmarkerne på den iberiske halvø, var Touriga Nacional meget mere udbredt og det siges, at druen på et tidspunkt har dækket omkring 90% af alle vinmarker i Dão. I dag er druen erstattet af mere produktive sorter, men forbedrede teknikker har bidraget til Touriga Nacionals stabilitet.

Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor indeholder vine på Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.

Udenfor Portugal findes druen mest i Californien og Australien.

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalNæste vin på Houlbergs Vinblog kommer fra Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro … et vinhus, som jeg før er stødt på her på Houlbergs Vinblog, men denne gang er det med vinen Quinta da Pedra Escrita.

Vinhuset drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Rui etablerede oprindeligt vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, opstartet et nyt projekt Beyra Vinhos de Altitud og købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a .Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Men denne 2017 Quinta da Pedra Escrita er altså en vin fra Roboredo Madeira familiens egen, gamle vingård, der samlet har 17 hektar vinmarker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen. Vingården har tilhørt familien i 8 generationer.

De laver samlet 3 vine på Quinta da Pedra Escrita … 2 hvidvine og så denne røde hovedvin, der i årgang 2017 er på 35% Touriga Nacional, 35% Jaen aka Mencía samt Souzão.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

Dejlig mørk aroma med en vis frisk og nærmest ren mineralsk elegance, suppleret med både engelsk lakrids, tør lakridsrod, eg, rosmarin, violer og en frugt, som mest er brombær, blåbær, solbær, tranebær, våde fade, kaffebønner med en nærmest luftig, syrlig og svævende lethed.

Men smagen er sgu det bedste ved vinen … blød, cremet, vildt koncentreret, intens og virkelig smagfuld. Vinen er fyldig, har store, bløde tanniner, mørk men alligevel frisk, saftig frugt, masser af smag og eftersmag, let peber, krydderier, mineraler, let bitter chokolade samt en total fint balanceret syre, som giver vinen et meget fint og levende udtryk. Voldsomt godt, så dermed 6 fine fortjente fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, Portugal

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, PortugalSom min rødvin til WSET webseminaret med Master of Wine Dirceu Vianna Junior har jeg valgt en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet nogle år. Det er 2. vinen på Quinta do Vesuvio … en 2009 Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte førstevinen. Der er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne altså er husets 2. vin Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt portvinskendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – da António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og stoppede også med at dyrke korn og satsede udelukkende på at blive et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport. I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group.

Symington ejer bl,a, også portvinshusene Warre’s Port, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få. Men derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer som Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão. På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt eksotiske frugter og en smule urter.

Herover ser I Dirceu Vianna Junior, som fortæller lidt om Portugals områder, terroir, druer og vinene … også specielt Douro som et af de allerbedste områder.

Denne Pombal do Vesuvio er lavet på 60% Touriga Franca, 30% Touriga Nacional og 10% Tinta Amarela. Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 400 liters franske egefade. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

Sikke da en fin næse … helt bordeauxfil med mørk frugt, muldjord, nogle kølige mælkede aromaer, tørret kød, brombær, sorte kirsebær, godt med cedertræ, vanilje, karamel … det er klart en vin med masser af fylde, ekstraheret frugt og det virker som om, at årene i skabet har gjort en masse godt for vinen, som virker meget poleret.

Det gælder også i smagen … meget cremet, smooth og løber næsten bare lige gennem drænrøret. Det er utrolig behagelig vin med mørke bær, vanilje, karamel, modenhed i frugten … tanninerne er slet ikke døde endnu, for de mærkes svagt, men vinen skal nok heller ikke ligge mange år endnu … tænker, at den måske endda topper lige i øjeblikket. Der mangler måske en smule bundtræk.

Købt hos Vinspecialisten, men de forhandler vist ikke vinene fra Quinta do Vesuvio længere. Prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Duero, PortugalQuinta do Vale Meão Tinto er Vale Meãos topvin og regnes i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine … og den havde Steffen taget med som hans skud nummer 2.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, men det er imidlertid oftest den billigere lillesøster Meandro Tinto, som jeg har smagt fra vinhuset. Sidst var det tilbage i august 2019, hvor jeg også skrev mere om selve vinhuset, så det vil jeg undlade denne gang og blot kigge nærmere på denne 2013 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2013 er vinen lavet på 60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Næsen er mørk og masser af dybde, noget tobak, vild skovbund, masser af fad, lidt søde krydderier, spidskommen, blæk, dyb kælder, hospital, kanel, papkasser, tjære, engelsk lakrids, mentol … en meget kødfuld, kompleks og powerfuld aroma med rene fitnessmuskler, for det er egentlig ikke en fed aroma, bare stor og koncentreret.

I munden er det lidt samme historie … powerfuld og smagfuld, en meget moden frugt, blommer, brombær, virkelig stor tørhed, peber, tørre tanniner, godt med peber, tobak, chokolade, violer og man kan endda næsten smage skovbunden. Selvom det er en 2013’er, smager vinen fortsat meget ung, men det smager dælme også godt. Det bliver 5,5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 579 kr., mens prisen er 490 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalDen nyeste årgang af de 3 Vintage Port fra portvinshuset Rozès’ gaveæske med Vintage Selection var årgang 2017 … og klart den mest friske i trioen.

Vinen er også lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Mere frisk frugt, mere parfumeret, mere krydret og der er også masser af eg, læder, en gammel hvilestol, stærk tobak, frugten ikke helt så definerbar, men det er mørk frugt, blommer, svesker … og så brænder den faktisk lidt i næsen.

Smagen er også som de forrige fed, olieret og cremet, masser af sødme, men også friskhed, brændende alkohol, måske endda mere brændende end hos 2016’eren og dermed også 2015’eren. Vinen smager sgu virkelig, men smagt sammen med de andre, så mangler den faktisk mere modenhed … men det kan jo løses med en smule tålmodighed.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalFra den lille, spændende gaveæske fra portvinshuset Rozès med de 3 årgange af deres Vintage Port – alle smagt ved siden af hinanden –  så får I her mine noter på 2016’eren.

Selvfølgelig lavet som 2015’eren, altså på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen er gæret på ståltanke med gæring sammen med skind og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Modenheden er her klart mindre, men i stedet fanger man først både blæk, læder, eg og røg. Næsen er klart mere hård, frugten dyb, solbær, blåbær, svesker, lidt tobak … virker mere koncentreret end 2015’eren, men på ingen måder så eksplosiv.

Smagen har klart nogle af de samme elementer som 2015’eren, blot med flere tanniner, som sætter sig specielt på fortænderne. Smagen er også cremet, men alkoholen er her ikke så stærk, smagen klart mere rå og lige på, direkte og powerfuld.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalRozès er et portvinshus, som oprindelig blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, som var en en god vinforhandler, som også startede med at importere og markedsføre portvin. Jeg smager her en lille sjov gaveæske med tre Vintage Port fra Rozès i årgangene 2017, 2016 og 2015. Men hvilken årgang er bedst?

Det var dog Ostendes søn Edmond Rozès, som i 1930’erne virkelig fik handlen af de importerede portvine i gang via etablering af deres eget brand Porto Rozès og en meget karakteristisk flaske i gammel portugisisk stil, indpakket i svovlholdigt papir op til halsen og en prop forseglet med voks.

Dermed markerede portvinene sig med en egen identitet og de fik hurtigt status som kvalitetsvine. Den store succes medførte også, at Edmon i 1938 og selv blev producent med købet af deres vingård i Vila Nova de Gaia i Douro dalen.

Rozès familien drev vinhuset i sammenlagt 4 generation – kun afbrudt af en pause under anden verdenskrig, men i 1974 solgte familien hele foretagendet til Pedro Domecq, som igen i 1977 solgte aktiviteterne til Moet Hennesy koncernen.

Siden 1999 har Rozès dog været en dele af den store Vranken Pommery Monopole. De har derefter købt en del quintaer herunder Quinta de Grifo samt São Pedro das Águias. Det er med andre ord i dag et stort portvinshus, hvis vine nu eksporteres til mere end 40 lande i hele verden.

Vinen er sjovt nok lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Moden frugt, svesker, blommer, hasselnødder, sød tobak, læder, noget mynte og eukalyptus, nogle brændte elementer, eg, gamle aviser … lettere bedaget og samtidig dragende. Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt for modent til mig, men den vinder med mere tid og luft i glasset.

I munden fed, sød med lidt brændende alkohol, men egentlig på en ganske behagelig måde. Vinen har en cremet, oliefed og stærk smag, appelsinskal, mynte, men smagen er nok alligevel den bedste af alle de smagte 3 årgange … alderen gør klart nogen godt for vinen. Det er ubetinget 4,5 portvinsrøde fingre med stor pil op.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, Spanien

2014 Bodegas Mano a Mano, Venta la Ossa TNT, Castilla-La Mancha, SpanienI det lille spanske tyreløb fortsatte vi med denne 2014 Venta la Ossa TNT fra vinhuset Bodegas Mano a Mano, der ligger i Ciudad Real området af Castilla-La Mancha,

Bodegas Mano a Mano er en forholdsvis nyere vingård, som er etableret for omkring 10 år siden, hvor der også blev bygget et stort og moderne vineri. Det er ejet af den store koncern Terraselecta, der ligger midt i Madrid og har investeret i en lang række vinhuse i Spanien og således også Bodegas Mano a Mano.

Terraselecta er ejet af Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán. Han tjente sin formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne.

Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Han er da også via Terraselecta vinhuse som Dominio de Atauta, Atalayas de Golbán, Viñas del Cenit, Obalo,Naia, Viña Nora, Pazos del Rey, Álvaro Domeq samt Quesería 1605 … et par af dem er vi også tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Bodegas Mano a Mano har samlet 330 hektar vinmarker, hvoraf hovedparten ligger ved Finca La Dehesa i Alhambra, mens 30 hektar ligger ved Finca Sierra de La Solana in Herencia.

Der laves 4 vine på vingården, hvilket er lagt i hænderne på vinmagerne José Carlos García, Joana Caldeira og Asunción Yébenes. Men vinene laves til gengæld i store mængder, da den samlede produktion er på 500.000 flasker.

Denne Venta la Ossa TNT er lavet på 85% Touriga Nacional og 15% Tempranillo. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade.

Egentlig en god mælket, gæret og mørk frugt i næsen, solbær, blåbær, hindbær, eg, vanilje, kanel, ganske sødbrændte noter, masser af tør eg. I munden stor tørhed, stærk peber, en fin krydret syre, lidt blomster og fin lang eftersmag. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Spanien koster vinen 14,40€ … svarende til 107 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, Portugal

2018 Quinta de Carapeços, Eira dos Mouros Rosé, Minho, PortugalDen sidste vin i Vinho Verde seksløberen blev også den eneste med lidt farve, nemlig en 2018 Eira dos Mouros Rosé fra vinhuset Quinta de Carapeços.

Quinta De Carapeços – Sociedade Vitivinícola Lda. ligger lidt nord for byen Carreira og Moinhos i Amarante området i Minho. Vingården har rødder langt tilbage i tiden og er første gang nævnt i 1838 hvor datteren af Martim Carvalho – en ædel ridder af Basto – giftede sig med João de Carapeços, som var herre på den daværende ejendom på stedet.

Derefter var ejendommen overtaget af klosteret San Salvador de Travanca, som var drevet af benediktinermunkene, som ejede stedet gennem mange århundreder. Det er først i 1834 – hvor nogle af de religiøse ordener bliver udryddet – at ejendommen kommer tilbage på private hænder hos en efterkommer af Martim Carvalho.

I 1954 blev ejendommen købt af advokaten Miguel Pereira de Abreu fra Porto. Han havde altid haft en lidenskab for vin og samtidig nogle familiære bånd til området.  Han startede en større vinproduktion og reformerede de metoder, som blev anvendt i området.

Han satsede først og fremmest på produktion af druer af høj kvalitet i stedet for kvantitet. Han omdannede vinmarkerne med platform eller terrasser til plantning af vinstokke i rækker og indførte nye druesorter, som langt bedre var tilpasset det lokale terroir. Han blev således også en slags pioner for indførelsen af Alvarinho druen uden for Melgaço-Monção regionen i Minho.

Han opbyggede også et moderne vineri med de nyeste teknologier og stod også bag en massiv markedsføring af sine vine under navnet Quinta de Carapeços navnet og en serie af billigere vine kaldt Eira dos Mouros.

Og det er netop en Eira dos Mouros vin, som vi slutter den lille Vinho Verde rundtur med … deres rosévin, som er lavet på et blend af de to druer Espadeiro og Touriga Nacional. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, har 4,2 gram restsukker pr. liter. Drik.

Duftmæssigt er det en tør vin, let krydret med masser af jordbær og hyben. Den er lidt perlende i munden, godt med sødme og i min bog også alt for sød, men lige til at hælde ned i svælget, hvis man kan lide søde, tørstslukkende vine. Det er røde bær og citroner … men det bliver altså lidt saftevandsagtigt.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster en flaske 4,95€ .., svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, Portugal

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, PortugalVi slutter det lille juleagtige portvinsintermezzo på toppen med endnu en portvin fra Quinta do Pégo, nemlig deres skønne 2011 Colheita Port.

Quinta do Pégo har kun lavet Colheita 3 gange … nemlig 2003, 2007 og så denne 2011.

Som med den foregående er denne lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique og på et skønt mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra de ældste vinstokke og er efter høst fodtrådt i de traditionelle granit lagars og er efter endt fermentering  lagret på 600 liters egetræsfade i omkring 8 år.

For dem, som ikke er så skarp i portvinens verden, så er en Colheita egentlig blot en Tawny – langtidslagret portvin af meget fin kvalitet – fra én bestemt årgang og den skal være lagret i mindst 7 år på fad inden aftapning.

Sikke en duft … vildt lækker med moden lys frugt, blommer, lyse rosiner, amaretto kirsebær, karamel, appelsinskal, honning, nødder, egefade, lidt brændte mandler, en årtier gammel balsamico, sirup og brun sukker og så alligevel en lille friskhed. Nam.

Smagen er silkeblød med en varm efterbrænder, men gud hvor smager det godt. Det er modne bær, blommer, sødme, nødder, lidt honning, en smule tanniner, men alt i zen flot balance og virkelig smukt balanceret. Det smager jættegodt.

Den ville jeg godt ha’ til min risalamande, men jeg har sgu drukket flasken … så god er den. Men det er der jo råd for ;o)

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, PortugalI denne søde juletid, så er det vel meget relevant at smage lidt portvin? Jeg skal i hvert fald selv ha’ et glas til risalamanden og det kunne sagtens være denne 2017 Vintage Port fra Quinta do Pégo.

Den har i hvert fald nogle af de kvaliteter, som der kræves af en god portvin, men den er også – for første gang nogensinde på Quinta do Pégos – lavet 3 år i træk på grund af tårnhøj kvalitet af druerne i årgangen, selvom mængderne var små.

Vinen er lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique. Portvinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão fra nogle af de bedste parceller hos Quinta do Pégo, hvor vinstokkene er fra 30 til 100 år gamle.

Næsen er fyldt med frugt, blommer, sorte kirsebær og portvinen er langt mere frisk i frugten end forventet. Derudover er der en smule eukalyptus, ristede noter, balsamico og mørk chokolade. Samtidig dufter den virkelig også meget af almindelig rødvin, da sødmen duftmæssigt ikke virker så fremtrædende.

Men i smagen er der langt mere dybde end hos foregående portvin, og er heller ikke så sød. Der er langt mere power, smag og sindssyg flot balance … fortsat med et bid fra alkoholen og tanninerne. Den virker tør, cremet og smager vildt godt.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7