Tag-arkiv: 4½

2017 Pertaringa, Undercover Shiraz, McLaren Vale, Australien

2017 Pertaringa, Undercover Shiraz, McLaren Vale, AustralienVi fortsætter den lille Pertaringa kavalkade med endnu en Shiraz, men rykker et niveau op med denne 2017 Undercover Shiraz.

Vinen har vinmageren Shane Harris kaldt Undercover med henvisning til historien om McLaren Vale, hvor de ofte hemmeligt leverede druer til andre regioner i Australien. Vinen er lavet traditionelt og har efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske og amerikanske egefade, heraf 15% nye fade.

Igen godt med lakrids, men langt mere intens … dyb engelsk lakrids, frugten også dybere, mørkere med solbær, blæk, kul og så er der alligevel nogle grønne elementer, måske lidt mynte og kaktuspiller, en svag anelse kanel og vanilje sikrer en vis varme og rundhed.

Smagen er klart bedre end hos lillesøsteren Lakeside Shiraz … her er det langt bedre balanceret og frugten er dybere, mere kompleks, men også fortsat med en frisk og syrlig side uden marmeladeagtig fedme. Der er peber, skarp syre, masser af liv, tydelige tanniner, tørhed og lang eftersmag. Det er 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, Australien

2017 Pertaringa, Lakeside Red Meritage, McLaren Vale, AustralienNæste vin fra Pertaringa er også fra Lakeside serien, nemlig Geoffs 2017 Lakeside Red Meritage.

Vinen er inspireret af den gamle verden, som Pertaringa selv skriver. Det er et blend på druerne Petit Verdot, Malbec og Merlot, men igen er der nærmest inden oplysninger om produktion … udover 1,2 gram restsukker pr. liter.

Her er næsen langt mere interessant … en kende dybere og en smule animalsk, og selvom blandingen af Petit Verdot, Malbec og Merlot måske er en kende mærkelig, så fungerer det duftmæssigt. Der er solbær, blåbær, kirsebær og endda lidt fed, suppleret med cigarkasser, blyanter og det er faktisk fint balanceret.

Smagen er tør … meget tør med en fed, kraftig frugt, nærmest lidt blåbær. Tørheden følges op med stramme og uforsonlige tanniner, peber og en lille bitterhed. Det bliver ikke en fed, overdone australsk vin, men klart en ren, frisk og stringent vin med masser af syrlig frugt og et nærmest europæisk snit.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, Sydafrika

2017 Benguela Cove, Estate Cabernet Sauvignon, Walker Bay, SydafrikaResten af rødvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate var enkeltdrue vine og den første er denne 2017 Estate Cabernet Sauvignon.

Druerne er efter den manuelle høst sorteret og har derefter stået i kold udblødning i 3 dage, hvorefter temperaturen stille og roligt øges til 16 grader for en alkoholisk gæring over 8 dage, hvorefter hele herligheden får en eftermaceration i 14 dage inden vinen sluttelig pumpes over i egefade, hvor vinen gennemgår malolaktisk gæring og lagrer 20 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt byder vinen på lidt solmoden og solbrændt frugt, solbær, blåbær, egetræ, våde fade, blomster, sødme, kul, grafit, lidt havvand, gran og grønne grene. Det virker egentlig meget fint, blødt og pænt afbalanceret … dufter ganske godt.

Smagen er også meget blød og cremet på en lidt brombær- og solbærmarmeladeagtig facon med masser af kraft, blæk, grafit og samtidig meget frugtrig. Der er tonsvis  af tanniner, som virkelig tørrer munden ud, men de bliver aldrig alt for voldsomme. Det er klart 4,5 fede fingre med en lille pil ned.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Lighthouse Collection Sauvignon Blanc, Walker Bay, SydafrikaVi fortsætter med mer’ Sauvignon Blanc fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, men vi er kravlet et trin om af kvalitetsstigen med denne 2018 Lighthouse Collection Sauvignon Blanc.

Vinen er lavet ved, at druerne først knuses og presses meget let samt langsomt, hvilket sker for at sikre, at druerne samtidig afkøles tilstrækkeligt, således oxidering forhindres. Vinen har ligget med de knuste skaller i 6 timer, hvorefter vinen har hvilet i 48 timer inden gæring i rustfrie gæringstanke.

Først har vinen gæret ved 16-18 grader op til et alkoholniveau på 3% for at øge omdannelsen af thiol – en slags alkoholisk svovl – og derefter er vinen gæret videre ved 12-13 grader for at sikre bedst muligt frugt. Herefter er vinen lagret 60 dage i ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er klart mere sart, delikat og samtidig også meget mere forsigtig end Backbone Sauvignon Blanc, mere afdæmpet, kalket med lidt salt, karamel, blid fersken, melon, stikkelsbær og kiwi. I starten synes jeg, at Backbone duftede bedre, men giv vinen lidt luft, så opdager du hurtigt, at denne er mere elegant, sammenhængende og kompleks. Det er lidt en forsigtigper, men har egentlig en fin og sart aroma.

Smagen har masser af æbler, stikkelsbær og citrus, og her klart mere balanceret. Det er syre, men igen ikke en vild Sauvignon Blanc. Vinen udvikler sig klart i munden og giver en god og let fyldighed. Det er en lidt undertrykt frue, som med luft viser masser af karakter uden at tiltrække sig stor opmærksomhed.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Benguela Cove, Cuvée 58, Walker Bay, Sydafrika

N.V. Benguela Cove, Cuvee 58, Walker Bay, SydafrikaBenguela Cove Lagoon Wine Estate hedder det næste sydafrikanske vinhus, hvorfra jeg smager en bunke vine … startende med en mousserende Cuvée 58 Non Vintage.

Vinhuset ligger 18 kilometer udenfor byen Hermanus ved Bot River Lagoon i den kølige Walker Bay vinregion omkring en times kørsel fra lufthaven ved Cape Town. Benguela Cove Lagoon Wine Estate er mere end blot et vinhus, men nærmere et helt resort, som er etableret i 2013, hvor entreprenøren Penny Streeter sammen med hendes mand Nick Rea købte 200 hektar ved lagunen og opførte et moderne resort og vineri.

Stedet omfatter en stor luksusrestaurant, alle mulige sportslige aktiviteter i tilknytning til lagunen, fx vandski, kitesurfing, svømning, kajak, tennis. mountainbiketure, basketball, safariture, vinsmagning, gåture eller måske en tur på en af stedets to 18 hullers golfbaner.

Derudover ejer Benguela Cove Lagoon Wine Estate også en lille turbåd, hvor man kan nyde et glas vin eller to, mens man sejler en lille tur på den smukke Bot River lagune.

Penny Streeter har også – i bedste entreprenøragtige stil – givet interesserede mulighed for at købe et feriehus eller byggegrund på stedet, men husene skal dog opføres efter arkitektoniske guidelines, således det passer ind på stedet.

Ved køb af en ejendom, så får man adgang til resortets mange faciliteter og bliver tildelt en lille del af vinhusets årlige produktion, men priserne for herligheder fremgår ikke … men alt er første klasse og ser bestemt ikke billigt ud.

Ud af de købte 200 hektar er der alene 70 hektar vinmarker og 10 hektar med oliventræer, mens resten af de mange hektar således går til selve resortet, en skulptur-park, tennisbaner, en basketballbane, 2 golfbaner, en fin anlagt strand ned til lagunen, swimmingpools og 747 kvm. store feriehuse, mens ægteparret selvfølgelig også har afsat plads til et kommende hotel.

Den den vinøse side, så er der – udover tilplantningen af de 70 hektar vinmarker – også investeret i et stort og moderne vineri med en kapacitet på 400 tons. Penny har dernæst ansat vinmageren Johann Fourie til at lave vinene på Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Johann Fourie har stor erfaring i vinproduktion i Sydafrika. Han er uddannet ønolog, har en supplerende landbrugsuddannelse og har også studeret Wine Business Management ved UCT’s Graduate School of Business.

Han har inden Benguela Cove arbejdet hos Elsenburg i Stellenbosch og Badsberg i Rawsonville, men arbejdede så 10 år hos KWV, som jo er de kooperative vinproducenters forening i Sydafrika og den absolutte største producent i Sydafrika.

På marken i det store resort har John plantet Sauvignon Blanc, Chardonnay, Sémillon, Viognier, Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc, Petit Verdot, Pinot Noir, Malbec og Mourvèdre.

Det giver basis for en produktion af i dag omkring 20 forskellige vine, hvor jeres flittige vinblogger kæmper sig igennem 13 af slagsen og vi smager altså med denne mousserende Cuvée 58, som er lavet efter Méthode Cap Classique aka champagnemetoden med en andengæring i flaske.

Cuvée 58 er lavet på et mix af Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay og er en ny vin i sortimentet hos Benguela Cove. De friske druer høstes om morgenen, hvorefter de er sorteret og presset i hele klaser for at give den bedste saft.

Vinen er så fermenteret i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at runde syren i specielt Sauvignon Blanc druerne en smule af. Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen derefter lagret 12 måneder sur lie og er degorgeret inden frigivelsen.

Virkelig frisk og syrerig næse … ingen gærede og toastagtige noter her, men masser af stikkelsbær, pærer, grønne æbler, melon, grønne noter, både hø og græs, hvide asparges, kalk samt bare en lille smule karamel.

Smagen er klart et mix af æbler og pærer tilsat lidt citron, meget frisk og æblefrugtagtig. Der er måske endda også lidt æblemost sødme samt en meget svag bitterhed. Boblerne er i starten herligt frembrusende – so to speak – men falder hurtigt lidt til ro, bliver mere blide og fader efterfølgende forholdsvis hurtigt ud, men sammenlagt er det et godt glas mousserende vin.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Spioenkop Wines, 1900 Battle of Spioenkop Pinotage, Elgin, Sydafrika

2018 Spioenkop Wines, 1900 Battle of Spioenkop Pinotage, Elgin, SydafrikaJeg smagte også et par rødvine fra Spioenkop Wines og begge fra 1900 Range serien … en Pinot Noir og så denne 1900 Battle of Spioenkop Pinotage.

Vinen er lavet med druer fra Bottelary og vinen lavet som en hyldest til Koens mentor Francois Naude. Omkring 80% af druerne til 1900 Battle of Spioenkop Pinotage er afstilket, hvorefter gæring og lagret er sket på franske egefade og i denne årgang 2018 er 55% af fadene helt nye. Vinen har sammenlagt lagret 11 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Sjovt nok er næsen på Spioenkops Pinotage langt mere rund og omgængelig end deres Pinot Noir. Frugten er også mørkere med Amaretto kirsebær, blåbær, tranebær og samtidig også masser af fadpræg, vanilje, kanel, chokolade, blæk, egefade og sorte oliven.

Smagen er blød og har sådan mellemrøde bær, hindbær, brombær, blåbær, peber og nogle nærmest krydrede tanniner med stor tørhed. Det er en god, blød, blid og smagfuld vin, hvor den større tørhed og lidt pebrede noter kan virke en smule stærke … og dermed kommer vinen aldrig helt op at ringe, selvom den egentlig er godt på vej og har et godt tilløb.

Spioenkop importeres af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 High Head Wines, Sonoma County Pinot Noir, Californien, USA

2018 High Head Wines, Sonoma County Pinot Noir, Californien, USAH står for High Head Wines … et vinhus eller brand under Price Family Estate Vineyards. Der laves 3 Pinot Noir vine under High Head navnet og vi smager én af dem, nemlig denne 2018 Sonoma County Pinot Noir.

Druerne til alle 3 Pinot Noir vine, hvoraf den ene i øvrigt er på dåse , kommer alle fra Price Family Estate Vineyards, som er ejet af Bill Price III. Han er selv opvokset på Hawaii, hvor han på High School og under masser af surfing blev kaldt Billy Three Sticks … og derfor i dag bruger de 3 streger i sit navn Bill Price III.

Hans far stammer oprindelig fra Frankrig, så Bill blev allerede i en tidligere alder introduceret til vin og faderen tog også ofte den unge dreng med rundt på vinture i Napa og Sonoma. Bill studerede senere på Stanford universitetet og tog en uddannelse som jurist og havde også arbejde som advokat i 10 år.

I 1992 var Bil med til at grundlægge equity-selskabet Texas Pacific Group sammen med to andre investorer. De investede i firmaer som J. Crew, Burger King, Continental Airlines og Petco. I 1995 købte de også Beringer og der fik Bill Price for alvor interesse for vin.

Senere solgte Bill hans andel i Texas Pacific Group og grundlagde Price Family Estate Vineyards, som i dag ejer en række gode marker i Sonoma Coast, bl.a. store parceller på markerne Durell, Gap’s Crown, Walala, Alana, One Sky og William James Vineyard.

Hans selskab er også ejer eller delvis ejer af vinhuse som Kistler Vineyards, Gary Farrell Winery, Three Sticks, Lutum og Head High Wines. Og så er Bills strategi, at hyre dygtige vinmagere, som så kan laves fremragende vine af druerne fra alle de opkøbte marker.

I High Head projektet anvender Bil samme vinmager som hos Three Sticks Wines, nemlig den rutinerede Bob Cabral, som fra 1998 til 2014 var ansvarlig vinmager på Williams Selyem.

Som nævnt laver High Head Wines 3 Pinot Noir vine, én på dåse og så en Sonoma Coast Pinot Noir samt denne Sonoma County Pinot Noir. Druerne til denne vin kommer fra de 3 vinmarker Gap’s Crown, Durell og Deodora.

Efter høsten udblødes druerne i 1-3 dage, hvorefter fermenteringen sker over 12-16 dage i både åbne og lukkede stålkar og -tanke. Efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder på egefade, hvor halvdelen er franske og den anden halvdel ungarske. Der er anvendt 35% nye egefade. Vinen har pæn høj alkoholprocent på 14,5%.

I næsen er vinen lidt til den varme side, lidt en opulent og kraftig Pinot Noir vin med modne kirsebær, næsten solbær, blommer, lidt granatæbler giver lidt syre, blækagtige noter, sødme, grøn ensilage, men egentlig meget sød-urtet, hvis man kan sige sådan.

Smagen er også til den kraftige Pinot Noir side … blød og sød, blommer, kirsebær og modne mirabeller, lidt sød, finsk lakrids, lidt blæk og sammenlagt meget saftig vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 175 kr., men i marts måned kommer vinen på bud til 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, FrankrigVi tager nu en kende længere sydpå til Sud-Ouest området, nærmere til Gascogne regionen, hvor vi et par kilometer syd for byen Larroque sur L’Osse finder Domaine Chiroulet, som står bag denne 2016 Terroir Gascon.

Vinhuset er grundlagt for over 150 år siden og drives i dag af Fezas familien i 6. generation, nemlig Philippe Fezas, som overtog driften i 1993 efter sin uddannelse til landbrugsingeniør og ønolog. Chiroulet har sit navn efter det lokale ord chiroula, som betyder vin der fløjter.

Philippe Fezas driver sammen med hustruen Arlette samlet 45 hektar vinmarker med 10-40 år gamle vinstokke, som giver basis for en produktion af 8 forskellige vine, 2 flocs – en slags brandy – og lidt armagnac, for vinhuset ligger jo midt i armagnac distriktet.

I begyndelsen af årtusindeskiftet købte Chiroulet den nærliggende vingård kaldet Brichet, hvilket har gjort det muligt at lave flere forskellige vine uden at skulle købe druer og Phllippe har også bygget et stort og moderne vineri.

Denne Terroir Gascon er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc og 20% Tannat. Vinificering er lavet helt traditionelt står der, og så er vinen lagret på eg … men hvor lang tid fremgår ikke.

Philippe har arbejdet for egefadsproducenten Seguin Moreau, så han har derfor en enorm viden og erfaring med lagring på egefade. Den viden bruger han selvfølgelig i sin egen produktion, hvor han bruger op til 5 forskellige slags egefade.

Nu er der kommet mere skrald på … næsen er dyb, fed med mørk frugt, solbær, blåbær, meget animalsk, nærmest med våd hund, klart masser af fadpræg, vanilje, kanel, chokolade og cigaræsker.

Smagen er langt mere ren og syrlig end duften, der er mellemrød frugt, god friskhed, masser af tanniner, masser af ætsende syre, tæt og bestemt en stor mundfuld.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Sérol, Pétillant Turbullent Rosé, Loire, Frankrig

2018 Domaine Sérol, Pétillant Turbullent Rosé, Loire, FrankrigI den østlige del af Loire finder vi Côte Roannaise, en appellation for rødvine og rosévine lavet på Gamay druen. Og det er netop der lidt nordvest for byen Renaison, at vi finder Domaine Sérol, som står bag denne 2018 Pétillant Turbullent Rosé.

Sérol familien har været vinbønder i området siden 1800-tallet og drives i dag af seneste generation i form af Stéphane Sérol. Han overtog driften i 1996 og har siden – sammen med hustruen Carine – omlagt hele produktionen til først økologisk og sidenhen biodynamisk.

Parret har samlet omkring 35 hektar vinmarker beliggende i 400-550 meters højde med granitholdig undergrund. De laver samlet 9 forskellige rødvine, en hvidvin og 2 rosévine, hvoraf den ene altså er denne mousserende Pétillant Turbullent Rosé.

Turbullent er lavet på 100% Gamay, som efter høst presses direkte og derefter afkøles.  Fermentering sker i store cementtanke ved lave temperaturer alene med druernes naturlige gærceller og gærer indtil vinen når 7% i alkoholstyrke. S

å tappes vinen på flaske og gæringen fortsætter indtil 8,3% alkohol og et tryk på 5 bar, hvorefter gæringen stoppes og vinen degorgeres. Vinen har 12 gram restsukker pr. liter.

Den lille lyserøde boblevin har en fin frugtrig duft med jordbær, hyben, stikkelsbær, gær, virkelig frisk med en god, bitteragtig syre og rigtig stor og fin tørhed.

I munden er vinen meget frisk og brusende, mange bobler, nogen sødme, rund og virkelig behagelig. Der er citronsyre, lækker surhed i eftersmagen og en vin, som rammer virkelig bredt. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigJeg drak forleden denne 2009 Châteauneuf du Pape fra vel nærmest legendariske Clos des Papes. De seneste gange jeg har smagt vinen i årgang 2008 og 2011 gav jeg den 6 og 6,5 fede houlbergske fingre … men ak, det opnår denne 2009 imidlertid slet ikke.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg ikke trætte jer med igen. I stedet kigger vi blot nærmere på denne 2009 udgave af Clos des Papes’ Châteauneuf du Pape, som er lavet på 65% Grenache, 20% Mouvedre, 10% Syrah og de sidste 5% fordelt mellem Counoise, Vaccarese og Muscardin.

Druerne kommer fra Avril familiens 24 forskellige parceller, der hver især bidrager med deres karakter til den endelige vin. På markerne er der 3.300 vinstokke per hektar er en meget lav tæthed, hvilket også er med til at holde udbyttet per hektar lavt.

Det gør, at udbyttet ligger helt nede omkring 12-15 hektoliter pr. hektar. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen. Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 20 år og har siden 2011 været økologisk certificeret.

Vinen har gæret i cementtanke og lagret på store gamle foudres 12-15 måneder, da Paul-Vincent er ikke tilhænger af brug ny eg. Og der produceres – som du måske allerede ved – kun 2 vine på Clos des Papes, nemlig denne røde og så en hvid Châteauneuf du Pape.

Næsen starter sådan set okay … og heldigvis havde jeg ikke forinden dekanteret vinen, for aromaerne i starten er sådan set ganske fine med bacon, popcorn, drikkeyoghurt, sødme, peber, moden, dekadent syrlighed, syrlig fed frugt, boldpølse, blåbær, alt for søde, kogte kirsebær … men også absolut til den overmodne side.

Med mere luft i glasset – og helt galt på andendagen – bliver frugten alt for overmoden, nærmest overmodne blommer, lidt rosiner og plumrevand … på vej over the hill. Nogle vil sikkert elske denne overmodne aroma, men jeg finder den lidt for varm og kvalm.

Smagen er egentlig blød og cremet, hvor vinen nærmest smelter blidt på tungen … og det redder noget af vinens ære en smule. Det smager også fint til at starte på, men med luft i glasset går det hurtigt ned af bakke, hvilket kan overraske, da vinen kun er 10 år og af ædel race. Men frugten er hengemt, overmoden, lidt rosinagtig med peber, en lille bitterhed, kogte kirsebær … men for pokker, hvor alderen dog trykker.

Det smager ikke dårligt, for der er bestemt elementer af storhed i vinen, virkelig cremet smag, smeltende blødt … men absolut alt for overmodent til denne vinblogger.

Forhandles herhjemme af The Wine Company, hvor en flaske i denne årgang koster 825 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7