2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Domaine Chiroulet, Terroir Gascon, Sud-Ouest, FrankrigVi tager nu en kende længere sydpå til Sud-Ouest området, nærmere til Gascogne regionen, hvor vi et par kilometer syd for byen Larroque sur L’Osse finder Domaine Chiroulet, som står bag denne 2016 Terroir Gascon.

Vinhuset er grundlagt for over 150 år siden og drives i dag af Fezas familien i 6. generation, nemlig Philippe Fezas, som overtog driften i 1993 efter sin uddannelse til landbrugsingeniør og ønolog. Chiroulet har sit navn efter det lokale ord chiroula, som betyder vin der fløjter.

Philippe Fezas driver sammen med hustruen Arlette samlet 45 hektar vinmarker med 10-40 år gamle vinstokke, som giver basis for en produktion af 8 forskellige vine, 2 flocs – en slags brandy – og lidt armagnac, for vinhuset ligger jo midt i armagnac distriktet.

I begyndelsen af årtusindeskiftet købte Chiroulet den nærliggende vingård kaldet Brichet, hvilket har gjort det muligt at lave flere forskellige vine uden at skulle købe druer og Phllippe har også bygget et stort og moderne vineri.

Denne Terroir Gascon er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc og 20% Tannat. Vinificering er lavet helt traditionelt står der, og så er vinen lagret på eg … men hvor lang tid fremgår ikke.

Philippe har arbejdet for egefadsproducenten Seguin Moreau, så han har derfor en enorm viden og erfaring med lagring på egefade. Den viden bruger han selvfølgelig i sin egen produktion, hvor han bruger op til 5 forskellige slags egefade.

Nu er der kommet mere skrald på … næsen er dyb, fed med mørk frugt, solbær, blåbær, meget animalsk, nærmest med våd hund, klart masser af fadpræg, vanilje, kanel, chokolade og cigaræsker.

Smagen er langt mere ren og syrlig end duften, der er mellemrød frugt, god friskhed, masser af tanniner, masser af ætsende syre, tæt og bestemt en stor mundfuld.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7