Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2006 RedHeads Studio, The Moonlighters Cabernet Sauvignon & Sangiovese, South Australia, Australien

2006 RedHeads Studio, The Moonlighters Cabernet Sauvignon & Sangiovese, South Australia, AustralienLørdag aften bød blandt andet på denne vin fra landet “down under”, denne lidt specielle sammensætning af Cabernet Sauvignon og så Sangiovese.

Vinhuset hedder RedHeads Studio, og er ét af de mere specielle vinhuse i Australien, idet de ikke har en fast vinmager, men har mange forskellige vinmagere tilknyttet, det som de på i Australien kalder “flying winemakers”, og der er ikke mindre end 15 af disse tilknyttet RedHeads.

Disse vinmagere er ellers typisk er tilknyttet flere forskellige vingårde rundt omkring i verden, men bruger deres viden, forskellige produktionsteknikker i de forskellige verdenshjørner og skører disse idéer til “forsøg” på RedHeads … og alt er tilladt.

Nogle af de generelle holdninger på RedHeads er, at det altid skal være sjovt at lave vin, aldrig at lave den samme vin 2 gange, udfordre traditionerne for opdagelse af nye stilarter samt teknikker og sidst men ikke mindst, at lave fantastiske sjove vine på et yderst seriøst højt plan hvor kvalitet og oplevelse overgår alt andet.

Hovedmanden bag denne gang organiserede kaos hedder Justin Lane, og det er ham styrer alle løjerne på stedet. Bag vinen her står imidlertid to andre vinmagere, nemlig Adam Hooper og Peter Kennedy, dog med Adam Hopper i den primære rolle.

Vinen er lagret i hele 3½ år i tønder, hvoraf 40% er nye. Det er en tæt og mørk fætter. Sangiovese giver antydninger af roser, krydderier, og der er mineralitet og syre sammen med duft af solbær og tannin fra Cabernet.

Smagen også til den kraftige side med snert af eg, mørke bær … men en overraskende god balance. Det smager jo faktisk ganske okay, og det er nok en vin, som rigtigt mange vil kunne li’.

Vinen er købt hos Skovgaard Vine til en pris på 69 kr., og til den pris kan vinen bestemt anbefales. Thumbs Up for skøre indfald.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 Brightwater Vineyards, Young Vine Pinot Noir, Nelson, New Zealand

2006 Brightwater Vineyards, Young Vine Pinot Noir, Nelson, New ZealandFredagsvinen blev endnu en Pinot Noir … vist det man kan kalde en stime … i form af denne “letvægter”fra Vin & Vin.

Vinen kommer fra Brightwater Vineyards, som startede i 1992, hvor Gary og Valley Neale besluttede at lave vin i det smukke område ”Nelson” i New Zealand.

Regionen er kendetegnende ved de mange solskinstimer, smukke grønne bjerge og vinhuse beliggende tæt ved havet. De mange soltimer kombineret med den kølige vind fra havet, giver vinene en langsom modning, der bevarer aromaerne i vinene.

Markerne ligger på en gammel flodseng tæt på byen Brightwater og produktionen er på kun 10.000 kasser årligt. Indtil videre dyrker man Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Riesling og Merlot.

Brightwater Vineyards blev Årets Winemaker 2012  i New Zealand.

I glasset en meget tynd, næsten orange og transparent vin. Her lever den bestemt op til sit navn … Brightwater!

Duften klassisk Pinot … tons af kostald … minder i duft om både Johner og Keller. Smagen er mild og blød med meget moden frugt og svag tone af læder. Det smager saft susme godt. Den er både frisk, frugtrig med lyse bær og god balance.

Prisen er 139 kr. eller 95 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Køb da endelig 6 flasker, for det er en god pris for denne vin, som jeg absolut kan anbefale.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigTorsdagens sidste vin er en ægte klassiker, nemlig en bordeaux vin fra det danske slot Château de Haux i distriktet Premières Côtes de Bordeaux, ca. 25 km. sydøst for byen Bordeaux.

Château Frère var navnet på Château de Haux indtil 1899, og i dag er det navnet for slottets ”supervin”, lavet efter alle forskrifter for produktion af en ægte ”Grand Vin”. Her bruger man en selektion af de bedste druer på Haux, høstet på de ældste vinstokke, og så giver man vinen et længere ophold på fad.

Her har vi vinen i årgang 2001 – en i øvrigt fornuftig årgang på Haux – og med en klassisk bordeaux duft af muldjord, blandet med sure sokker og bærduft. Smagen er rund, bærdrevet, der er sødme og fin længde på eftersmagen. Der er lidt fløjl og læder, og det smager godt. Prisen kender jeg ikke, og vinene sælges primært til de mange aktionærer i Haux, men vinen kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina Torsdagens hvide indslag blev denne chardonnay fra Bodegas Catena Zapata i Argentina.

Alamos serien er meget rimeligt prissatte vine. Nicolas Catena, der blev udråbt som “Man of the Year 2009” i Decanter, som en anerkendelse af hans livslange kamp som foregangsmand for kvalitetsrevolutionen i Argentina, går ikke på kompromis med kvalitet – uanset om at der er tale om vin et prisleje, hvor alle kan være med. Alle druer er håndhøstede, og der foregår en manuel udvælgelse af alle druer, der får lov til at indgå i en Alamos.

For nylig har man opført et nyt vineri dedikeret udelukkende til fremstillingen af Alamos-vin, som en del af den stadige kamp for yderligere at hæve kvaliteten. “Alamos is a consistently excellent value-priced label”, hedder det i Robert Parkers Wine Advocate Dec 2008.

Druerne til denne vin stammer fra udvalgte højt beliggende vinmarker i det vestlige Mendoza. Vinen repræsenterer det højeste niveau for sammensætning af en vin, ved at benytte druer fra mange individuelle mikroklimaer.

Duften af denne er fedme, citrus, slik (vingummi?), men smagen er til gengæld frisk, med lidt sødme, ikke så meget fad. Der er ikke den store fad-fedme, som man ellers nogen gange finder i Chardonnay, og den smager faktisk rigtigt godt.

Prisen er 70 kr. hos Phillipson Wine, og til den pris vil jeg gerne anbefale denne vin.

Vinanmeldelse 4/7 

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, Østrig

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, ØstrigNæste vin igen Pinot Noir … og for anden gang på kort tid fra Østrig. Denne gang kunne jeg dog ikke gætte, at det var en Østrigsk vin … endog, at der var tale om en Pinot Noir, og vinen er da også lidt atypisk i forhold til andre vine på samme drue.

Samtidig viste det sig også, at der er tale om en vingård med en lang historie, og det er jo altid interessant. Esterházy har eksisterende siden 1758. Esterházy var oprindelig en magtfuld ungarsk fyrsteslægt med store jordbesiddelser i det tidligere Østrig/Ungarn.

De var loyale overfor den habsburske kejser og den romersk-katolske kirke og styrede derfor i generationer uden om ødelæggende fejder. Fyrstens hof var berømt for overdådige selskabeligheder, store middage og masser af vin.

I 1758 gav fyrstens frue Maria Theresia besked om at få importeret Pinot Noir fra de bedste marker i Bourgogne. Hun mente at vinstokkene ville give meget bedre i det milde klima ved Neusiedlersøen i Burgenland. Det var starten på familien Esterházy som vinbønder.

Pinot Noir blev en succes, og det er fortsat frem til i dag, hvor Esterházy står med et super high tec state-of-the-art vineri klar til at omdanne druerne til moderne klassiske vine.

Det ligger i byen Eisenstadt der er hovedstad for delstaten Burgenland med direkte udsigt til Schloss Esterházy. Det som er vist på etiketten. Det imponerende Esterházy har en total kapacitet på 600.000 flasker og 600 egetræsfade.

Duften er lidt speciel, ikke så stor, og ikke den klassiske kostald. Smagen heller ikke typisk Pinot Noir, jeg fik smag af havsalt, laurbærblade, krydderier og måske er den en smule flad i smagen. Det er dog en spændende vin, som vinder lidt efter flere glas. Sjovt at prøve. Bernt havde købt vinen lokalt i Østrig, men Lesiner Wine er dansk importør af Schloss Esterházy.

Vinanmeldelse 3/7  

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New ZealandDenne vin gættede jeg også blindt, Pinot Noir og New Zealand! Rigtigt! Den har den karakteriske næse, som man typisk finder i både tysk spätburgunder eller new zealandsk pinot noir.

Denne har måske lidt mere varme end de tyske … derfor New Zealand. Dejlig vin … fra vingården Bannock Brae Estate, som ligger ved den lille by Bannockbur i Central Otago i New Zealand. Bannock Brae er et godt eksempel på, at det går stærkt i Central Otago.

I 1996 eksisterede ejendommen slet ikke. Parret Crawford og Catherine Brown slog til, og ved hjælp af de bedste ”vinkonsulenter” skabte man ud af ingenting grobunden for produktion af vin i topklasse.

Her snart 15-16 år efter er Pinot Noir vinene fra Bannock Brae Estate blandt de bedste i New Zealand. Stilen er moderne og international med god koncentration og kompleksitet.

Grundmaterialet er det bedst tænkelige, nemlig Pinot Noir klonerne Dijon 115, 5 og 6. planterne er podet på amerikanske rødder og hermed er truslen fra phylloxera stort set elimineret.

Produktionen på Bannock Brae Estate er meget begrænset. Frugten kommer fra bare 15.000 vinstokke (alle nordvest vendte) plantet på et areal svarende til 8,5 hektarer.

Goldfields udgaven her er vingårdens basisvin. Alle druer håndplukkes. Kun de bedst modnede druer ender op i denne blanding. Efter høsten afstilkes de fleste drueklaser.

For at øge tanninindholdet tillades ca. 15% hele klaser. Mosten køles for at øge koncentrationen, og herefter starter gæringen, der typisk står på i 7 dage. Efter endt vinifikation lagres vinen ca. 10 måneder på franske barriques, hvoraf 35-40% er nye.

I glasset fin lys, duft er klar Pinot. Det er den duft, som jeg ofte har fundet i de tyske og i de new zealandske pinot noir, og det er en duft, som er animalsk, sød og også fyldig. Man kan blive helt “høj” af bare af dufte til sådanne vine.

Smagen har delikat frugt, fylde, sødme og er meget harmonisk. Det er et godt glas vin. Vauw. Kan købes hos Sigurd Müller, og prisen er ca. 150 kr. En vin, som er meget anbefalelsesværdig.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Domaine Machard de Gramont, Chorey-Les-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Machard de Gramont, Chorey-Les-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, FrankrigSelvom vinen var tildækket, så gættede jeg med det samme; Pinot Noir & Bourgone … og ganske rigtigt. Machard de Gramont er en traditionel og klassisk familieejendom i Nuits St. Georges, og de har marker i Còte de Nuits og Côtes de Beaune, og her er vi  i den lille kommune Chorey Les Beaune lige nord for Beaune.

Jordbunden er kraftig og giver vine med god fylde og intensitet. De røde Bourgogner hos Domaine Machard de Gramont laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift: lang gæring med nogen andel af stilke på druerne, i åbne fade (16–22 dage) med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 mdr. afhængig af kvalitet og type. I duft og smag repræsenterer Gramonts vine Pinot Noir den landlige, rustikke og fyldige stil.

Flot lys vin i glasset, og duft med masser af Pinot Noir, grønne noter, syre og marcipan. Smagen er tynd, men alligevel fyldig. Der er også grønne noter, stilke og dejlig elegance. En rustik, men dejlig vin, hvor man får et lille indtryk af Bourgogne.

Forhandles hos Bichel, og prismæssigt vel omkring 140-150 kr. Kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Kendall-Jackson, Vintner’s Reserve Pinot Noir, Californien, USA

2006 Kendall-Jackson, Vintner's Reserve Pinot Noir, Californien, USALige et par vine fra bestyrelsesmøde torsdag hos den gode Bernt, som overraskede og serverede en række Pinot Noir + det løse.

Èn af vinene er denne kending fra Kendall-Jackson, ét af AMKAs kendte vinhuse, som måske primært er kendt for deres merlot-baserede vin.

Vingården, som i 1974 blev købt af familien Jackson, består af 35 ha. og er beliggende i Lakeport, i det nordlige Californien. Da de købte den, var det en frugtplantage, men i 1982 blev den omdannet til vingård.

Hos Kendall-Jackson er man stolte over at få druer fra nogle af de bedste og fineste vingårde i Californien. 1986 blev året hvor vingården blev udnævnt til “Winery of the Year” i Californien.

I 1987 købte familien Jackson en part af jorden fra Tepusquet vingården i Santa Maria Valley og dette fik navnet Cambria. 2 år efter, i 1989, vandt de 127 medaljer i større vinkonkurrencer, bl.a. 5 “Best of Show’s” medaljer og 36 guldmedaljer.

Dette år blev de også udnævnt til “Winery of the Year” i Wine & Spirits Magazine. Til at fremstille vin af en meget høj kvalitet benytter Kendall Jackson de traditionelle vinifikationsmetoder sammen med de seneste nyheder inden for teknologien.

Denne vin er produceret af 100% Pinot Noir druer, der er dyrket i Monterey County (60%), Santa Barbara County (16%), Napa County (10%) Mendocino County (8%) og Sonoma County (6%) i Californien. Vinen har været lagret på franske egetræsfade.

I glasset “mellemlys”, der er duft af Pinot Noir, men ingen stor kostald, og den er lidt tynd i duften. Smagsmæssigt klar pinot noir, med sødme og syre. Den er til den varme side, og eftersmagen ikke så lang, men et fint glas vin. Vinen kan købes i de supermarkeder, som AMKA leverer til, og prismæssigt ligger vi omkring 75 kr. Det er meget okay.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienAnden vin denne tirsdag blev en spanioler, nemlig fra den unge, charmerende Alvaro Palacio på Bodegas Palacios Remondo. Han er efterhånden blevet ét af de store navne i Spanien. I stedet for at overtage den fædrende vingård i Rioja, så rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog på Château Pétrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvario sin første vinmark, Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 var Alvaro Palacio et stort navn og hans prestigevin l´Ermita er i dag sammen med Pingus og Vega Sicila blandt de førende spanske kultvine.

Denne vin er ikke fra Priorat, men derimod fra Rioja, idet Alvaro i 2002 også overtog driften på forældrenes vingård i netop Rioja. La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo-marker, der ligger på et langt, blidt skrånende område ved Yerga-bjergene, og det er en mørk og tæt vin. Alene lagret 4 måneder på egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret.

Duftmæssigt klart mere sol, der er spidskommen, lavendel, salvie og mørke bær. Ret karakterisk i næsen. Smagen har sødmen fra 50% tempranillo og bid fra de 50% grenache, og man fornemmer næsten en krydsning mellem spanske og sydfranske smagsindtryk. Der er varme, fylde, en okay balance, brændte blommer, og vinen klæber til ganen. Er lidt speciel, men et fremragende glas vin til pengene.

Alvaro Palacio laver i det hele taget ret fantastiske vine, og jeg har smagt flere af hans vin … og har du endnu ikke smagt nogle, så er det bare afsted til din vinforretning.

Denne la Vendimia er vistnok den billigeste af hans vine herhjemme, prisen er 85 kr. hos Vinspecialisten, og en vin jeg meget gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben, Ürzig Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2009 Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben, Ürzig Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, TysklandLige et par glas vin efter arbejde … vores gamle tirsdags-tradition gennem mange herrens år. Første glas en riesling fra Mosel … fra Joh. Jos. Christoffel Erben, som ligger i den lille landsby Ürzig, kendt verden over for vinmarken Ürziger Würzgarten – ophavsstedet for nogle af Tysklands absolut største vine.

Vingården Joh. Jos. Christoffel Erben har gennem de sidste 400 år været ejet af Christoffel Erben-familien, men da den seneste generation, Hans Leo og dennes hustru Hilde, ramte pensionsalderen uden nogen umiddelbare arving til at overtage vingården, valgte ægteparret at indlede et samarbejde med Robert Eymal.

De er fortsat ejere af Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben og de 4 ha tilhørende vinmarker, men Robert har overtaget ansvaret for såvel vinmarken som vinkælderen, samtidig med at han står for distributionen af vingårdens vine.

Christoffel Erben har parceller på de to vinmarker, Erden Treppchen og Ürzig Würzgarten, og det er fra den sidstnævnte vinmark, at man høster druerne til denne vin.

Ürzig Würtgarten er kendetegnet ved en rødbrun skiferholdig jord, der tilfører vinen en elegant, men stadig meget krydret karakter. Vinmarken ligger på det midterste stykke af en af Mosels stejleste skråninger, som visse steder har en hældning på op til 70%.

Dette dramatiske landskab giver vinstokkene flere fordele: Dels en perfekt soleksponering, da det midterste stykke af den sydvendte skråning fungerer som en solfælde. Dels en god beskyttelse af vinstokkene mod frostskader, da frosten falder fra toppen af skråningen og nedefter for til sidst at lægge sig i dalbunden.

Men til selve vinen. En duft af dejlig riesling. Der er en smule petroleum, hyld og æbler. Smagen lidt af samme skuffe med æbler, sten/mineralitet, god syre og sødme balance. Fint og frisk glas vin. Sødmen bliver ikke for meget, og en medium fylde.

Pris 105 kr. hos Vinspecialisten, og en god vin, som jeg gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7