2013 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

På skråningerne ovenfor Rüdesheim, helt præcis på adressen Klosterweg Eins i Rüdesheim am Rhein, med en smuk udsigt til Rüdesheim, Rhinen og Nahe-dalen, ligger Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards.

Lige præcis dér render der en flok nonner rundt og laver vin. I det gamle Benediktinerinnenabtei, hvilket vel kan oversættes til det kvindelige Benediktinerkloster, finder vi nemlig Klosterweingut Abtei St. Hildegard, som står bag denne Riesling Trocken.

Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards historie går tilbage til middelalderen, hvor den fromme abbedisse Hildegard von Bingen, som levede mellem 1098 og 1179, stiftede klosteret. Allerede dengang dyrkede søstrene klosterets vinmarker og lavede vin.

Og denne tradition har de fortsat med, og producerer således fortsat både messevine til klosteret samt almindelig vine til dem, som er knap så hellige.

Klosterweingut Abtei St. Hildegard har samlet 6,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes to druesorter, Riesling og Spätburgunder. Jo, nonnerne har sgu da meget god smag. 83% af markerne er Riesling og de sidste 17% Spätburgunder.

Der ejes en række forskellige marker, nemlig Rüdesheimer Klosterberg, Klosterlay, Kirchenpfad, Bischofsberg, Magdalenenkreuz, Drachenstein, Geisenheimer Mönchspfad og Assmannshäuser Hinterkirch.

I dag administreres vinproduktionen af Winzerschwester Thekla Baumgart sammen med én af de få mænd på stedet, vinmageren Arnulf Steinheimer, som stammer fra Winkel i Østrig. Men nonnerne ved, at god vin kommer af hårdt og fælles arbejde, så derfor deltager alle klosterets søstre i vinhøsten, som finder sted i oktober hvert år … godt støtter af venner af klosteret.

Der produceres årligt 70.000 liter vin på klosteret, hvilket er fordelt på en lang række vine. De bedste vine kalder søstrene for “Klosteredition”, og de bærer navne som Domus Domini, Mons Sanctus, Hildegardis Scivias, Benedictus, Abbatissa og har etiketter med historiske, kirkelige motiver lavet af den gode abbedisse Hildegard von Bingen.

Derudover laves en række traditionelle vine, tørre, halvtørre, søde, Weißherbst, sekt … samt lidt stærkere sager, bl.a. Kräuterlikör, Kräuterbitter samt Mirabellen-, Apfel- og Zwetschgenbrand på 40% alkohol … ahhh de vilde nonner altså.

Denne Riesling Trocken er én af husets basisvine … en entry-level vin. Lad os smage de halv-hellige dråber.

I næsen er her hyld, søde krydderier, sødme … og lidt kalk eller anden form for mineralitet. Smagen er let perlende … med let sødme, lidt fedme og ganske drikkevenlig. Eftersmagen er måske lidt kort, og vinen lidt kantet, men meget drikkevenlig.

Sælges bl.a. på klosteret, hvor prisen er 9,00€ … eller omkring 67 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner 1 liter, Kamptal, Østrig

Når vi nu engang er ved store delevenlige 1 liters hvidvine i mandestørrelse, så bød sidste weekend faktisk på endnu én af slagsen, nemlig denne Grüner Veltliner … Landwein aus Österreich … fra Weingut Bründlmayer.

Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg og undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider.

Denne Bründlmayer Grüner Veltliner 1 liter er husets basisvin, en Gutswein eller Landwein, lavet på ren ståltank.

I næsen er der sådan lidt ristede hasselnødder, citrus, hvid peber og lidt søde krydderier. Smagen er præget af frisk frugt, pærer, sten … våde sten, kvæder og lidt sødme i slutfasen. Fin vin … sådan let drikkelig og fornøjelig.

Bründlmayer forhandles af Jysk Vin, men denne 1 liter Grüner Veltliner har jeg ikke fundet der. I Tyskland koster den omkring 8,90€ … eller omkring 66 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Weingut Uli Metzger, Riesling Trocken C, Pfalz, Tyskland

Som nævnt på bloggens Facebook side i går, så har Thomas – en brother in arms – fra den lille charmerende vinbutik Smalle Vine i København set, at jeg har testet 1 liters Riesling, og sendt et par testflasker fra en lille, spændende producent i Pfalz … nemlig Weingut Uli Metzger.

Stort tak til Thomas … både for fremsendelsen af flaskerne og for at proppe lidt tysk vin på hylderne.

Ivrig vinblogger som man er, skruer man da fluks kapslen af første vin … og går gerne den ekstra mil for bloggens flittige læsere. Vinen er en Riesling og i en 1 liters delevenlig mandestørrelse. Herligt. Og allerede på etiketten stikker vinen lidt ud … for udover vinbondens navn, årstal og drue … så er der et billede af en ko!

Den ko vender vi tilbage til lige om lidt. Auf dieser Kuh werden wir vieder zuruck !!!

Weingut Uli Metzger holder til i byen Grünstadt-Asselheim, som vel ligger omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern. Ja, det er dér FC Kaiserslautern med danske Nicolai Jørgensen på holdet huserer i den tyske Bundesliga, men det er vist en helt anden historie.

Der Uli – som Uli Metzger kalder sig selv – har sammen med hustruen Karin og døtrene Lea og Nane 19 hektar vinmarker. Markerne ligger omkring Asselheim og omfatter bl.a. parceller på markerne Sonnenberg, Vogelsang og St. Stephan … alle med en jordbund, som er rig på kalksten og mergel, som er med til at give god mineralitet til Metzgers vine.

Herudover driver familien også Gasthof Metzger, som omfatter en restaurant med “gemütliche Weinstube” samt udlejning af en håndfuld “Gästezimmer”. Specielt vinstuen er et samlingspunkt for både lokalbefolkningen, turister og dem, som bare elsker god mad og drikke. Og alle værelserne på det lille hotel er røgfrie og har farve-TV, bruser og WC … jo jo ganz moderne.

Alle i familien hjælper til med både markarbejde og driften af hotellet og restauranten. De er alle vilde med vin. Uli siger selv, at de alle er ramt af en vinvirus. Metzger dyrker de sædvanlige tyske sorter, men har også marker med internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo.

Weingut Uli Metzger laver en hel del forskellige vine … 43 forskellige har jeg talt sammen. Vinene er opdelt i de sædvanlige 3 klassifikationer, som har deres navn … efter udskæringen på en ko! Ja, så kom vi tilbage til koen. Og hvorfor nu det? Ja, mit bud er såmænd ganske lige til, idet Metzger nemlig betyder “slagter”, og hvad er så mere passende end at spille på dette i markedsføringen af vinene?

Det gøres på etiketter og hjemmeside med billedet af en ko med markering af udskæringerne. Og så følger de tre klassifikationer ellers kvaliteten af udskæringerne på et stykke kreatur, nemlig:

  • C = Gutsweine, som Uli kalder Flanken. Det er flanksteak, tværreb, tykbryst og lignende udskæringer. Vinmæssigt er det basisvine på et meget højt niveau.
  • B = Lagenweine eller de mellemste vine, som Uli kalder Pastorenstück. Det er typisk klump, inderlår, roastbeef, tykkam, spidsbryst, skank, cuvette og lignende udskæringer. Disse vine laves på druer fra gode placeringer og høstet i høj kvalitet med reduceret udbytte.
  • A = Topvinene, som Uli kalder Filet. Det er de bedste udskæringer på koen, fx oksefilet, T-Bone, mørbrad, entrecote … hmmmmm. Vinmæssigt er det selvfølgelig de ældste stokke, bedste vinmarker, selektivt håndplukket og meget lavt udbytte.

Men herudover findes der faktisk også en 4. serie, nemlig serien Markenweine, som blot supplerer de ovennævnte klassifikationer. Det er vinene Weisser/Schwarzer, Pink, Flying Pig, Urbulle, Rot, Kleiner Schwarzer, Drink’n’Ride samt de tre ultimative Pinot Noir topvine Prago, Melandor og Arthos. Alle disse vine har også skøre etiketter med køer, grise og iltre tyre.

Den sidstnævnte Arthos i en årgang 2012 blev i oktober 2014 af Vinum kåret som bedste tyske rødvin. Den medvirkende årsag til dette skyldes, at Uli Metzger de seneste år har investeret en del i vinproduktionen, bl.a. er hele kælderen nybygget, og der er købt nye tanke og tønder, ligesom der er indhentet rådgivning udefra.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne 1 liters Riesling fra Metzger, en C vin, Flanken og Gutswein. I næsen er her klar fersken, modne gule æbler, blomster og en næsten smøragtig duft. I munden er her tropiske frugter, æbler, sødme … en let mineralitet, god syre og fin balance, og man bliver igen overrasket over kvaliteten af sådan en 1 liters basis Riesling.

Thomas fra Smalle Vine kalder den selv Bælle Riesling i topkvali. At den kommer i en liter flaske er kun passende, da dens drikkevindue står pivåbent. Knivskarp, helt ren og mumse. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, og prisen er ganske fornuftig.

Forhandles hos Smalle Vine, pris 89 kr. (jo, for 1 liter)

Rating 4/7  

2012 Weingut Rudolf Fürst, Parzival, Franken, Tyskland

Fredagens Spätburgunder blev ikke en Spätburgunder … men ak, sådan kan det gå. Vinen blev denne cuvée Parzival fra Weingut Rudolf Fürst, og var beskrevet som et blend af Spätburgunder, Domina og Cabernet Dorsa. Det er imidlertid ikke korrekt, for der er ikke Spätburgunder i vinen.

Blendet består i stedet af druerne Domina, Cabernet Dorsa og Merlot. Domina er ganske vist skabt ved at krydse sorterne Blauer Portugieser og Spätburgunder, så det lugter af fisk. Men kun lidt. Ganske lidt.

Domina druen er skabt af den tyske vindyrker Peter Morio på Geilweilerhof Institutet i Pfalz i 1927. Arbejdet med sorten blev fortsat af Bernhard Husfeld på samme institut i 1950’erne. Sorten fik beskyttelse og blev frigivet til almindelig dyrkning i 1974.

I 2006 var der 395 hektar af Domina i Tyskland, og druen findes primært i Franken. Domina vine er mørkerøde og rige på tannin. Domina giver høje udbytter og er ikke meget krævende med hensyn til betingelserne i vinmarkerne. Den modner senere end Blauer Portugieser, men tidligere end Spätburgunder.

Domina vine er fyldige og har en dyb farve, men anses ikke så elegante som tysk-dyrkede Spätburgundere.

Og skal vi også tage Cabernet Dorsa, nu når vi er i gang med druerne? Cabernet Dorsa er en krydsning af sorterne Blaufränkisch og Dornfelder. Tidligere troede man egentligt, at den var en krydsning mellem Dornfelder og Cabernet Sauvignon, men det har nyere DNA analyser imidlertid afvist.

Nok druesnak, lad os i stedet kigge lidt på denne Weingut Rudolf Fürst, som holder til i byen Bürgstadt am Main, som ligger i dalen mellem Spessart og Odenwald omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da han far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den “almindelige” mark Karthäuser i Volkach.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Nå, men tilbage til denne cuvée Parzival lavet på Domina, Cabernet Dorsa og Merlot, som efter traditionel gæring lagrer på små egetræsfade i 15 måneder.

Vinen er opkaldt efter titlen på en gammel, høvisk roman af Wolfram von Eschenbach. Teksten stammer tilbage fra 1200-tallet og skulle efter sigende været skrevet af Eschenbach nær Fürsts vingård. Og billedet på etiketten forestiller netop fyrst Parzival, malet af Rogier van der Weyden i renæssancen og i dag udstillet på museet Alten Pinakothek i München. Så fik vi også den del på plads.

Og i glasset er der heller ikke meget Spätburgunder over vinen, som er langt mørkere … sådan vel nogenlunde midt i felten, mellemrød. Duftmæssigt også en kraftigere næse med egeplanker, modne kirsebær, kul, lakrids, kanel, paprika og en smule vanilje. Sender dig lidt rundt i manegen … men det er sgu helt fint med mig.

Smagen er fløjlsagtig og blød, godt med frugt og har samtidig et fint krydret spil. Der er godt med tanniner, men ellers er vinen ganske behagelig og rund. Men Spätburgunder er det sgu ikke.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 18,00€ … eller omkring 134 kr.

Rating 4,5/7   

2009 Bodegas Señorío de Nevada, Plata, Granada, Spanien

Hacienda Señorio de Nevada er et 4 stjernet hotel samt restaurant som ligger ved byen Villamena, omkring 100 kilometer nordøst for Málaga med en storslået udsigt til de sneklædte bjergtinder i Sierra Nevada.

Driften af Hacienda Señorio de Nevada omfatter også Bodegas Señorio de Nevada, som står bag denne vin med navnet Plata … som betyder sølv.

Hotel og bodegas er opført som et gammelt landhus i rustik stil, og hotellet har 25 værelser med en fantastisk udsigt over vinmarkerne og Sierra Nevada-bjergene. Fra haciendaen har man også et fabelagtigt view over 21 hektar frodige og grønne vinmarker i dalene omkring haciendaen.

Vi er i vindistriktet D.O.P. Vinos de Calidad de Granada, som først i 2010 blev godkendt som en officiel appellation, selvom vinproduktionen i Granadaprovinsen kan spores helt tilbage til romertiden.

Gennem de seneste mange år er der ikke mange, der har anerkendt vinene fra Granada. Mange forbinder Granada med ekstrem varme i løbet af sommeren og megen lidt nedbør. Forhold, der i sig selv vanskeliggør enhver form for vinproduktion. Sandheden er dog en anden. For byen Granada er beskrivelsen meget rammene, men for vinregionen Granada, er forholdene ganske anderledes.

Sierra Nevada bjergene er som nævnt en nøglefaktor for vinproduktionen i Granada. Vinmarkerne i regionen ligger i gennemsnit i ca. 1.200 højdemeter, hvilket er med til at sænke temperaturen betragteligt. De køligere vinde fra middelhavet blæser op gennem kløfterne, mens varmere vinde finder vej fra højsletten.

Regionen er således både præget af middelhavsklima og kontinentalklima, der giver en god kontrast mellem dags og nattetemperatur, hvilket giver druerne en forlænget modning samt en bedre struktur af garvesyre, blødhed og tanniner.

Jordbunden bidrager også positivt til dyrkningsmulighederne i Granada. Jorden er porøs, leret og rig på skifer og desuden ligger hele området oven på et stort underjordisk afvandingsområde med smeltevand fra Sierra Nevada. Med sine lange rødder kan vinene hente vand herfra og er derfor ikke påvirket af den megen knaphed på regn, der skyldes beliggenheden tæt ved middelhavet.

Det er kældermesteren Chema Concustell, som står i spidsen for vinproduktionen på Bodegas Señorío de Nevada. Han er været på haciendaen siden 2004, hvor man med hjælpe fra ønologen og direktøren for centret for ønologi i Paulliac, Bordeaux, Dr. Christophe Coupez omlagde produktionen. Der plantede man de franske druetyper Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Merlot, men også druer som Tempranillo og Syrah.

Filosofien er enkel hos Bodegas Señorio de Nevada; alle vinene behandles ens. Det betyder, at alle vinene har samme historie og fadlagring bortset fra miksturen af druer og fermenteringen, der varierer fra vin til vin. Derfor findes der heller ingen klassifikationer på vinene, der i stedet har fået hver deres farve/ædelmetal.

Nå, men denne Plata … sølvvinen fra Bodegas Señorio de Nevada er lavet på 50% Syrah og 50% Merlot. Lagret 12 måneder i nye amerikanske og franske egetræsfade.

I glasset en sort væske … med et svagt skær af brune kanter. I næsen er her solbær, brombær … nærmest som vilde, modne frugter, sorte oliven, våde fade, vanilje, røget bacon, og det hele tilsat et landligt, rustikt og animalsk præg. Hmmmm, vintervæske. Smagen er søde, sorte kirsebær, vanilje, en lille smule peber, bacon og blæk. Den er tæt, saftig og kraftig og eftersmag med lidt røg … en vin, som virkelig råber på en rød bøf.

Forhandles hos D’Wine, pris 219 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Viñas del Cenit, Venta Mazarrón, Tierra del Vino de Zamora, Spanien

Videre med vinen Venta Mazarrón, som kommer fra Bodegas Viñas del Cenit … et lille vinhus, som ligger i den lille landsby Villanueva de Campeán på grænsen til naboregionen Toro. Appellationen (DO) er forholdsvis ukendt … men hedder Tierra del Vino de Zamora og ligger i Castilla y León.

Zamora strækker sig over den sydøstlige del af Zamoraprovinsen samt den nordlige del af Salamancaprovinsen. Området gennemskæres af Duero floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste, der blev dyrket i området.

Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder. Bodegas Viñas del Cenit råder da også over nogle af områdets ældste vinstokke, der overlevede vinpesten i slutningen af 1800-tallet.

Mange af stokkene hos vinhuset er derfor mellem 80 og 180 år gamle, hvilket danner grundlag for nogle imponerende vine. Grundet mange nyplantninger de senere år er gennemsnitsalderen på vinstokkene 35 år, hvormed grundlaget for de næste mange års produktion allerede eksisterer.

Vinhuset råder over hundredevis af små vinmarker, der er tilplantet med nye og gamle Tempranillo vinstokke. Samlet råder vinhuset over 44 hektar vinmarker.

Bodegas Viñas del Cenit er grundlagt i 2003 og ejes i dag af det store spanske selskab Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán, som tjente hans formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne. Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Siden 2003 har ønologen Almudena Alberca stået i spidsen for produktionen af vin hos Bodegas Viñas del Cenit. Almudena er uddannet i Palencia, hvorefter hun søgte mod New Zealand for at opnå erfaring inden for fremstilling af vin. Efter nogle år besluttede hun dog at vende tilbage til de spanske rødder og endte hos Viñas del Cenit.

Hun laver samlet 4 vine på Viñas del Cenit … nemlig Cénit VDC, Vía Cénit, topvin Cénit og så denne Venta Mazarrón, som er en ren Tempranillo baseret vin fra 25-30 år gamle stokke. Vinen har lagret 8 måneder på franske egetræsfade og har høstet 93 point i Guía Peñín.

Duftmæssigt virker vinen blød, sød og venlig … der er solbær, kirsebær, lidt peber, brændt eg, chokolade og en anelse vanilje. I smagen er der saft, kraft og balance. Det er i hvert fald det allerførste indtryk. Der er lidt blomster, tørhed, tanniner, lidt krydderier, eg, chokolade, blæk samt lidt engelsk lakrids. God nerve, fin vin.

Forhandles af D’Wine, pris 189 kr.

Rating 4,5/7   

2012 El Escocés Volante, Manga del Brujo, Calatayud, Spanien

Med næste vin er vi igen tilbage hos den flyvende skotte Norrel Robertson og hans vinhus El Escocés Volante, som ligger i byen Calatayud og vinområdet med samme navn. Og i modsætning til den første vin fra skotten, så kommer denne vin Manga del Brujo netop fra Calatayud.

Og lige præcis denne vin Manga del Brujo var faktisk den første vin, som Norrel producerede første gang i 2004 efter han i 2003 havde bosat sig i Calatayud sammen med familien. Og denne årgang 2012 er således 9. årgang af vinen, og her i 2012 udgaven har vinen høstet flotte 91 point af Parker samt 93 point i den spanske vinbibel Guía Peñín.

Lidt om Norrel, som er født og opvokset i Skotland. Efter endt uddannelse på Aberdeen University med en MA Honours Degree i politik og internationale relationer, har han arbejdet i vinindustrien de sidste 20-25 år. I 1990 besluttede Norrel at forfølge en karriere indenfor produktion af vin, og hvilken måde er bedre end at lære det fra bunden af? Norrel fik derfor arbejde i Chianti i Italien, Portugal, Australien, Frankrig og Chile.

I år 2000 blev han også færdig med en Master of Wine uddannelse, hvor han bl.a. vandt en Robert Mondavi pris som én af de bedste i klassen. Og i øjeblikket er Norrel den eneste Master of Wine bosiddende i Spanien. Herudover har Norrel taget en postgraduat uddannelse om vindyrkning og ønologi på Lincoln University i Christchurch, New Zealand, hvor han også bestod med udmærkelse.

Så forudsætningerne for at lave god vin var bestemt til stede, da Norrel i 2004 første gang lavede denne Manga del Brujo. Norrel har fortalt, at Manga del Brujo betyder “heksens hår” og er en hyldest til hans kone. Vinen er lavet på 70% Garnacha, 10% Tempranillo, 15% Syrah samt 5% Mazuelo. Lagret 15 måneder sur lie.

I næsen blæk, tobak, røg, røde kirsebær samt et let støvet og tørt udtryk. Smagsmæssigt kommer der først et syrligt bid, så lidt sødme, fin renhed i frugtsmagen, godt med frisk frugt, kirsebær, peber, lakrids, sten og grus samt let røg, alkohol og bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af D’Wine, pris 139 kr.

Rating 4/7 

2012 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc, Montsant, Spanien

Én af aftenens store overraskelser var denne Bancal del Bosc fra vinhuset Vinyes Domènech … et spansk svar på en flot Côte-du-Rhône vin og med masser af de samme dyder.

Vinhuset Vinyes Doménech ligger nær den lille landsby Capçanes i vinregionen Montsant omkring 1 times kørsel fra Tarragona og 1,5 time fra Barcelona.

Vingården er én af de ældste vingårde i Capçanes, og blev i 2002 overtaget af Joan Ignasi Domènech sammen med hans hustru og to børn. Joan var oprindelig forretningmand fra Falset i Priorat, men den fascinerende verden af vin tiltrak Joan, og så endte familien i Capçanes.

Vingården ejer 25 hektar vinmarker, der ligger i et barsk og bjergrigt landskab. Det er et område, der er præget af skiferbjerge og dolomitter, hvorpå der ligger lag af ler, kalk og mergel. Vinmarkerne består overvejende af den røde Garnacha Peluda (80%), der er en oprindelig Catalansk drue.

Vinyes Doménechs vinstokke er 12-85 år gamle, hvor de ældste stokke leverer druerne til husets topvin Teixar.

Vinyes Doménech bliver drevet af en grøn filisofi, hvor vinhuset udnytter de omkringliggende økosystemer. Vinhuset er således selvforsynende ift. vand, hvor vinhuset opsamler regnvand og anvender de naturlige kilder i området. Vinhuset producerer også strøm fra egne solceller. Derudover dyrkes alle markerne økologisk, og der tages i markarbejdet også hensyn til månekalenderen … præcis som de biodynamiske producenter.

Joan Ignasi Domènech laver 4 vine på hans lille vingård, nemlig vinen Furvus, som er en interessant blanding af Garnacha Peluda og Merlot. Dernæst topvinen Teixar, som laves på husets bedste Garnacha Peluda druer. Så er der hvidvinen Rita, en hvid Grenache med en lille procentdel af Macabeo og så denne Bancal del Bosc, som er lavet på et blend af 60% Garnacha samt Syrah og Cabernet Sauvignon.

De seneste år er Vinyes Doménech blevet mere og mere anerkendt for sit høje niveau, hvilket kulminerende i 2013, hvor vinhusets andenvin Furvus blev kåret som den tredje bedste vin fra Catalonien, mens topvinen Teixar blev kåret som den bedste.

Bancal del Bosc betyder noget i retning af “ruinen i skoven … eller den vaklende bygning i skoven” og refererer til en gammel klippehytte, som ligger på en af husets gamle marker. Vinen består som nævnt af 60% Garnacha, mens resten er Cabernet Sauvignon og Syrah. Vinen laves med 15 dages maceration og lagrer derefter 6 måneder på fransk og amerikansk eg.

I næsen er vinen dejlig rustik, landlig og kraftig … som en bondekone fra Falster. Der er bacon, solbær, en svag balsamisk note og et spansk islæt med note af tør jord og afsvedne grene. Smagen er peber, solbær, god tørhed og fint med friske taninner samt let sødme. Godt med frugt og en voldsom god balance. Virker som en spansk Côte-du-Rhône, og er en skøn, skøn vin. Thumbs Up.

Forhandles hos D’Wine, pris 169 kr.

Rating 5/7 

2013 Navascués Enología, Cutio, Cariñena, Spanien

Første rødvin til den spanske smagning blev denne Cutio fra Navascués Enología … et lille familieprojekt, som ligger i vinområdet Cariñena omkring 2,5 timers kørsel nordøst for Madrid.

Navascués Enología består i et samarbejde mellem far og søn, Jesús og Jorge Navascués. Jesús Navascués er en af pionererne for vindyrkning i Aragonien. Han er en erfaren vinmager og har siden starten af 1990’erne har stået i spidsen for adskillige projekter i området.

Jorge Navascués har fulgt i faderens fodspor og er blevet ønolog og “driving winemaker”, som man i Spanien kalder de vinmagere, som kører rundt og hjælper andre vinavlere med deres produktion. Inden Jorge teamede op med hans fader havde han bl.a. arbejdet på Cooperativa San Gregorio i Calatayud samt Ormonde Vineyard i Sydafrika.

Sammen har far og søn etableret Navascués Enología. I det regi har de bl.a. sammen med Carlos Sanpedro fra vinhuset Bodegas Pujanza i Rioja – hvor de i øvrigt hjælper med vinproduktionen – opkøbt 9 hektar vinmarker med 55 år gamle Garnacha vinstokke i området Valdejalón. Det er blevet til vinen Viñedos de Mancuso.

Mancuso ligger dog i den forholdsvis dyre ende, når man taler om vin fra Aragonien. Jesús og Jorge Navascués besluttede derfor i 2010 at opkøbe nogle vinmarker i Cariñena for at skabe en ung, letdrikkelig og billigere vin som ikke nødvendigvis er simpel og flad. I 2011 resulterede det i første årgang af vinen Cutio, der afspejler familien Navascués store viden og passion inden for vin.

Cutio produceres på vinhuset Pago Aylés, hvor Jorge fungerer som ønolog. Dermed har far og søn ikke bundet en masse penge i dyrt udstyr, hvorfor de i stedet kan fokusere på at skabe nogle gode vine til en god pris. Lavet på 100% Garnacha og 50% af vinen er lagret 4 måneder på franske egetræsfade.

Etiketten på flaske er i øvrigt et foto af Jorge Navascués og hans hund … hedder den måske Cutio? De står i øvrigt på en klippeafsats, hvor der er 600 meter lodret ned … men flot ser det ud. Para Siempe står der også på etiketten … og det betyder “for altid”.

Men for altid varede flasken nu ikke. Blev hurtigt indtaget med følgende noter: Vinen har duftmæssigt først et lidt landligt præg, marcipan, tør jord og lidt brændte toner. Smagen har elementer af mørke bær, sødme, lidt arabiske krydderier eller sådan lidt søde krydderier kombineret med lidt kul, grafit. Okay glas vin … men i min optik aftenens svageste vin.

Forhandles af D’Wine, pris 109 kr.

Rating 3/7  

2013 Bodegas Itsasmendi, Itsasmendi, Bizkaiko Txakolina, Spanien

Næste vin kommer fra et område, som jeg ikke tidligere har hørt om … endsige smagt vin fra. Og hørte eller læste jeg navnet, så havde jeg nok heller ikke gættet på Spanien. Området hedder Bizkaiko Txakolina, og vinen er denne Itsasmendi fra Bodegas Itsasmendi.

D.O. Bizkaiko Txakolina blev en appellation i 1994 og ligger i den nordvestlige del af Baskerlandet i Nordspanien. Her ligger vinmarkerne fra det bjergrige områder inde i landet og ud mod kysten, der ligger ud til Biscayabugten.

Markene er små, men udbyttet er i top. Nogle af områdets mange marker ligger inden for Biosfera de Urdaibai, der er erklæret som bevaringsværdigt naturområde af UNESCO i 1984.

Traditionelt set kan området opdeles i to centrale zoner for vindyrkning, nemlig Balmaseda og Bakio (også kaldet for Vizcaya). Balmaseda er den inderste del af området længst væk fra kysten. Her producerede man traditionelt set rødvin, men i dag er størstedelen af produktionen hvidvin.

I Vizcaya, der en kystby øst for baskiske hovedby Bilbao, er størstedelen af produktionen ligeledes hvidvin.

Vinhuset Bodegas Itsasmendi ligger på bjergskråningerne tæt ved Biscaya bugten, og startede som en idé i 1989 blandt en flok vinavlere og gode venner. Man havde en drøm om at genoptage den vindyrkning, som historisk set har haft stor betydning for vinområdet Bizkaiko Txakolina.

De første faciliteter til vinproduktionen åbnede i 1995 i byen Muskiz, men i 2002 flyttede de til byen Gernika-Lumo, som kun ligger 45 minutters kørsel derfra. Til vinproduktionen fik Bodegas Itsasmendi hjælp fra den kendte vinmager Ana Martín, og sammen med de lokale vinavlers viden og ekspertise producerer vinhuset i dag 5 forskellige vine fra deres omkring 35 hektar vinmarker.

Det er denne vin Itsasmendi, Itsasmendi 7, Itsasmendi Urezti, Itsasmendi Artizar og Itsasmendi Eklipse … 4 hvidvine og en enkelt rødvin.

Vinhusets vinmarker vender i retning mod middagssolen. På vinhusets marker kan finder man de lokale druetyper Hondarrabi Zuri, Hondarrabi Zuri Zerratie og Izkiriot Handi, men også den mere kendte Riesling. For Bodegas Itsasmendi er det vigtigt at respektere naturen under vindyrkningen. De stræber derfor efter at være bæredygtige og fremstille vin i harmoni med omgivelserne. Denne omsorg for naturen afspejles også i vinhusets behandling af sine vinstokke.

Denne Itsasmendi er lavet på et blend af de to druer Hondarrabi Zuri og Hondarrabi Zuri Zerratie. Lavet på ren stål, hvor druesaften fermenteres ved en kontrolleret temperatur.

Duftmæssigt er første indtræk grønne æbler … knap modne, stikkelsbær, hø … en lidt landlig næse samt lidt søde krydderier. I munden er har vinen et skarpt syrebid med lidt bitterhed, som gør vinen ganske frisk. Der er lidt grapefrugt, grønne blade og grene samt en syrlig eftersmag. Sjov at prøve, men en anelse skarp.

Forhandles af D’Wine, pris 169 kr.

Rating 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger