Tag-arkiv: Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Bundschuh Chardonnay, Pfalz, TysklandBrødrene Alexander & Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne går i snørede sko. I hvert fald er næste vin i Houlbergs småduggede vinglas denne 2019 Bundschuh Chardonnay … men det med Bundschuh skal jeg nok vende tilbage til.

Bauer brødrenes vinhus ligger midt i byen Landau-Nußdorf på vinruten i den sydlige del af Pfalz regionen. Alexander & Martin er 5. generation i Bauer familien på vingården og overtog i 2005 driften fra deres far Norbert, som dog fortsat hjælper sønnerne.

Bauer familien har samlet 29 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Landauer Herrenberg, Kaiserberg og Münzberg, Bad Dürkheimer Osterberg, Essinger Rossberg, Niederhorbacher og Silberberg, Birkweiler Appenhofen og Kastanienbusch samt Leinsweiler Sonnenberg.

På markerne dyrker Bauer både Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay. Sauvignon Blanc, Muscatel, Auxerrois, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon. Merlot og Schwarzriesling.

De anvendes til en lang række spændende og innovative vin, nogle med sjove navne som Scheu… ‚Aber geil‘, Cuvée Noir, Drunk‘ bis hin zu samt No Sex, Drugs an Rock’n’Roll, just Riesling. Men her smager jeg altså vinen Bundschuh Chardonnay, hvor Bundschuh henviser til et snøret fodtøj, som i middelalderen blev symbolet på bondeopstanden i det sydtyske område.

Bundschuh bevægelsen startede allerede i 1493, hvor de lokale bønder i fællesskab gjorde oprør med deres føydale herrer og bl.a. havde bannere med den snørede sko. Den snørede sko kan også ses på etiketten af denne vin.

Bundschuh Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men derudover er der imidlertid ikke mange oplysninger … udover lige 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er den sød og frisk i næsen, ananas og pærer på dåse, lidt fersken endda … og blot ved at dufte ved du næsten, at det vil være en læskende, saftig vin, som rigtigt mange vil knuselske. Der er lidt lakrids og Kung Fu sodavandsis, tonsvis af frugt, vild, sød og bedårende.

Smagen er fyldigere end farven og duften egentlig antydede … mere bundtræk, dybde og tæthed, cremet, blød, svulstig og saftig. Det er forbudt for børn, naughty, fræk og forførende. Den store saftighed kombineret med voluminøs sødme, syltede citroner og rank grape bitterhed, gør det let drikbart med letløbsgaranti som bare pokker. Skal du drikke dit livs udkårne og dig selv småberuset på den smukkeste måde, så er dette vinen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Sekthaus Raumland, Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut, Rheinhessen, Tyskland

2010 Sekthaus Raumland, Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut, Rheinhessen, TysklandVor vinaften startede på terrassen hos Jan med et glas af denne Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut fra Sekthaus Raumland, der nærmest er nabo til legendariske Klaus Peter Keller midt i Flörsheim-Dalsheim i Rheinhessen.

Sekthaus Raumland drives af Volker Raumland samt hustruen Heide-Rose. Det er Volker selv, som grundlagde huset i 1984 med det mål udelukkende at lave mousserende vine. Volker kom egentlig først i lære indenfor indenfor handel i Mannheim, men arbejdede derefter hos sine forældre Willi og Hedwig Raumland på deres lille vingård i Bockenheim.

Volker uddannede sig derefter til ønolog og vinmager på vinskolen i Geisenheim. Da han var færdiguddannet i 1984, så stiftede han med base i Flörsheim-Dalsheim Sekthaus Raumland … og lejede sammen med sin hustru Heide-Rose en lille ejendom/villa af den daværende møbelproducent Philipp Merkel med tilhørende 10 hektar vinmarker.

Heide-Rose kommer i øvrigt også selv fra en vinfamilie, nemlig Weingut Wöhrwag i Württemberg. Vinhuset drives af hendes bror Hans-Peter Wöhrwag, som Volker studerede sammen med på Geisenheim.

Volker Raumland har samlet 10 hektar vinmarker, hvor han dyrker Pinot Noir, Chardonnay, Weißburgunder, Riesling samt selvfølgelig lidt Pinot Meunier aka Schwarzriesling.

Markerne ligger ved Flörsheim-Dalsheim og dyrkes økologisk. Hans vine viser masser af kalkstenspræg, som løfter dem op på et andet niveau end hovedparten af verdens mousserende vine.

Udover at lave sine egne vine, så hjælper Volker Raumland også andre top-producenter i Tyskland med deres mousserende vine, og hans erfaring er derfor enormt stor. Dette er en af årsagerne til vingårdens kométagtige fremgang.

Siden primo 2020 har Sekthaus Raumland været medlem af VDP, hvilket dermed gør vinhuset til det første ren VDP Sekthaus i hele Tyskland. For Volker laver alene mousserende vine, herunder altså også denne Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Pinot Noir, som presses meget let, hvorefter vinificering sker i brugte fade. Derefter flaskes vinen og lagrer hele 8 år inden degorgering. Der er 5,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen absolut aggressiv på boblerne … herligt. Der er nødder, ristede løg, rugbrød og øllebrød, masser af citrus og grønne, umodne æbler, hasselnødder, blomster … virkelig florlet i sine aromaer, frisk og ultra elegant.

Smagen er sprød og crisp, meget små og tætte bobler, som ikke bare hurtigt aftager eller fader. Det er en vitterlig smuk balanceret vin, så kompleks, ren, let og svævende. Den har lette tråd, en berusende fin nærhed, præcision med citronsyre og let grape bitterhed. Det er sgu klart på niveau med gode champagner.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 349 kr., men i øjeblikket kan købes til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Weingut Markus Molitor, Pinot Noir Einstern, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Markus Molitor, Pinot Noir Einstern, Mosel, TysklandNogle siger, at Weingut Markus Molitor er Kongen af Mosel, men der er jeg ikke enig. Riesling er nemlig Kongen af Mosel, men Molitor hører bestemt med i flokken af de bedste fortolkere af druen i Mosel. Han er laver også smukke Spätburgunder vine og her smager jeg en af de røde, nemlig Molitors Pinot Noir Einstern, altså med 1 stjerne.

Den gode Markus Molitor har jeg skrevet om tidligere her på bloggen, så her kigger vi i stedet blot nærmere på denne 2016 Pinot Noir Einstern, som normalt laves med druerne fra forskellige marker, nemlig Trarbacher Schlossberg, Brauneberger Mandelgraben samt Graacher Himmelreich.

Vinene med 1 stjerne ligger kvalitetsmæssigt over vinene uden stjerner, og normalt kommer de fleste druer til denne vin fra marken Brauneberger Mandelgraben. I 2016 lavede Molitor imidlertid ingen 1 stjernede vine fra hverken Trarbacher Schlossberg, Brauneberger Klostergarten eller Graacher Himmelreich, så dermed fylder druer fra disse marker mere i 2016 Pinot Noir Einstern end normalt.

Vinen er lavet i Holzfass aka egefade med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen også lagret på Holzfässern … men jeg ka’ ikke se, hvor lang tid vinen er lagret, men vil gætte på pænt lang tid … måske 24 måneder.

Duftmæssigt er det meget rank Spätburgunder med granatæbler, ribs, kirsebær, noter af ungt træ, lige før man tænker harpiks, men det forekommer jo – mig bekendt – ikke i egetræ. Men der er så i stedet måske lidt grafit, grønne noter, meget kølig, urtet stil med enebær, svage fadnoter med både kakao, vanille, lakrids samt karamel … streng, småbitter og stolt.

Smagsmæssigt er det sgu en fornøjelse … igen den friske, lette og ranke side af Spätburgunder. Det er klart meget Mosel syrligt samt en vin i stramme tøjler, hvor pisken svinger henover … galop og så afsted med tæt, stærk, præcis, ren og blækagtige bær. Uanset ens  religiøse Spätburgunder trodsretning, så kan man ikke undgå at blive ganske begejstret for denne Molitor i aftenbønnen.

Herhjemme forhandles Molitor vinene af Otto Suenson, men denne er ikke i sortimentet. I Tyskland koster vinen 19,80€ … svarende til 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandFra Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus i den lille vinby Sommerhausen smager vi noch ein Spätburgunder, nemlig en 2015 Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken, som jeg købte med hjem efter et rigtigt hyggeligt besøg på vingården sidste sommer.

Besøget på vingården og mit møde med Stefanie Steinmann kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus.

Denne Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken er selvfølgelig lavet med druer fra Sommerhäuser Steinbach marken, der er en stejl syd/sydvest mark med en stigning på op til 80%. Dens navn Steinbach – stenbæk – stammer fra en lille bæk på marken, hvor vandet strømmer om vinteren, men er helt tør om sommeren, således man alene ser stenene.

Der er ikke vildt mange oplysninger om vinen, som dog skulle være lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 20 måneder på egefade eller Holzfass, som de siger i Tyskland.

Og i næsen er det en lækker sød-kostald-animalsk-Spätburgunder, meget arketypisk og den har samtidig godt med fagpræg, godt med vanilje, kanel, mælkechokolade, bløde og lækker smattede bær, både jordbær, hindbær, kirsebær, violer og sødme,

Smagen er blød, rund og cremet med fede, sødbitre kirsebær, søde krydderier, let og hvid peber. Der er – trods meget fin Spätburgunder lethed – også en stor intensitet, lakrids, blæk, grafit og slutter med lidt tør samt stærk bitterhed i eftersmagen. Det bliver 5 fede houlbergske fingre med svag pil op.

Købt på vingården, hvor prisen er 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut G.H. von Mumm, Assmannshäuser Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut G.H. von Mumm, Assmannshäuser Spätburgunder, Rheingau, TysklandMer’  Spätburgunder, nemlig denne 2015 Assmannshäuser Spätburgunder fra Weingut G.H. von Mumm … et vinhus ejet af en af de allerstørste tyske producenter af sekt, nemlig Henkell & Co. Sektkellerei, der igen er ejet af Dr. Oetker.

Den gode Dr. Oetkers familie har ligeledes siden 1974 ejet Weingut Schloss Johannisberg, hvis historie samtidig er tæt knyttet sammen med Weingut G.H. von Mumm og i dag drives de to vinhuse nærmest også fælles, hvormed  alle vinene fra von Mumm bl.a. også sælges fra Schloss Johannisberg … og der er også netop der, at jeg for et par somre siden købte denne flaske Assmannshäuser Spätburgunder.

Mit besøg på det historiske gamle slot kan du læse om i indlægget Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet. I det indlæg fortæller jeg også om Weingut Schloss Johannisbergs historie, selve besøget og lidt om vinene.

Historien om Weingut G.H. von Mumm startede i 1811, hvor den initiativrige vinhandler Gottlieb Mumm kom til Rheingau. Han kom fra en stor familie af bankfolk, købmænd samt vinproducenter fra Frankfurt og var samtidig lidt af en gambler.

På det tidspunkt led Schloss Johannisberg som følge af svigtende høst fra 1808 til 1810. Det havde presset det velrenommerede slot, men den dristige Mumm udnyttede situationen og han købte derfor i 1811 hele høsten fra Schloss Johannisberg for den svimlende sum af 32.000 Gylden … en masse penge for en høst, som ingen på det tidspunkt vidste, hvordan ville blive.

Men lykken står den kække bi … for 1811 årgangen endte med at blive den bedste årgang i hele 1800-tallet. Og det blev til 50 tønder med hver 1.200 liter af den allerbedste Johannisberg Riesling, som ved salget indbragte Mumm hele 150.000 Gylden.

Dem investerede han fluks i en række udvalgte vinmarker i Johannisberg fra bl.a. Schloss Johannisberg, hvilket blev grundlaget for Weingut G.H. von Mumm. Familien Mumm blev hurtigt en meget succesfuld vinfamilie i Johannisberg. Gottlieb havde næse for gode forretninger og i 1827 investerede han sammen med faderen Peter Arnold Mumm og sine brødre Jacobus and Philipp også i et champagnehus i Reims.

Det blev til Champagnehuset J.H. Mumm eller Maison Mumm, som det også blev kaldt. Navnet G.H. Mumm fik huset først efter næste generation Georges Hermann Mumm, som rejste verden rundt og markedsførte champagnehuset. Det medførte, at foretagendet voksede markant og investerede i yderligere vinmarker.

Den store succes betød også, at familien i 1873 fik lov til igen at bruge deres oprindelig preussiske navn Mumm von Schwarzenstein, så da de i 1876 byggede et kæmpe slot omkring 500 meter længere oppe over Johannisberg, så kom det selvfølgelig til at hedde Burg Schwarzenstein,

Det er en idyllisk perle med en fabelagtig udsigt over vinmarkerne i Johannisberg og hele Rhindalen. På klare solskinsdage kan man fra slottet se både Rüdesheim mod vest og Wiesbaden mod øst.

Det gamle Schwarzenstein navn lagde såmænd også navn til en af husets marker, nemlig marken Johannisberger Schwarzenstein, som familien ejede sammen med andre i dag velkendte marker som Mittelhölle, Hölle og Vogelsang.

Senere efter 1. verdenskrig konfiskerede den franske regering i 1918 imidlertid Mumms franske champagnehus, som jo i dag faktisk fortsat eksisterer i bedste velgående og i dag ejes af den store vin- og spirituskoncern Pernod Ricard.

Som erstatning for den tabte champagneproduktion i Reims, så grundlagde Godefroy H. von Mumm fra familien i stedet i 1922 G. H. Mumm Sektkellerei i Eltville i 1922, Det måtte dog efter påkrav fra indenrigsministeriet ændre navnet til von Mumm for at adskille sig fra det tabte, franske champagnehus.

Mumm von Schwarzenstein familien drev derefter både vin- og sekthuset helt frem til 1957, hvor de solgte Wein- und Sektgüter G. H. von Mumm til Dr. Oetker familien. Oetker familien frasolgte dog i senere i 1970 sekt-delen Mumm Sekt til den canadiske Seagram-gruppe, men det mousserende vinhus er i dag en del af Rotkäppchen-Mumm Sektkellereien.

Oetker familien beholdte dog selv Weingut G.H. von Mumm og har siden købet af Weingut Schloss Johannisberg i 1974 drevet de to vinhuse samlet.

Den gamle Burg Schwarzenstein ejes heller ikke længere af Mumm von Schwarzenstein familien og er heller ikke en del af Weingut G.H. von Mumm, men er i dag ejet af fonden Grossmann Familienstiftung Burg Schwarzenstein, men drives af den eksklusive, internationale restaurant- og hotelkæde Relais & Châteaux. Det er blevet totalt moderniseret og fungerer som hotel med 2 fine toprestauranter, hvoraf den ene har 1 Michelin stjerne.

Samlet har Weingut G.H. von Mumm samt Weingut Schloss Johannisberg i dag 100 hektar vinmarker, hvor de 65 anvendes til von Mumm. De 65 hektar er fordelt på 15 forskellige marker ved både Assmannshausen, Rüdesheim, Geisenheim, Johannisberg og  Winkel. Ud af de 65 hektar er de 22 hektar faktisk Erste Lage topmarker.

De bedste marker er Assmannshauser Höllenberg og Frankenthal, Rüdesheimer Berg Rottland, Geisenheimer Kläuserweg, Winkeler Hasensprung samt Johannisberger Mittelhölle, Hölle og så selvfølgelig Johannisberger Schwarzenstein.

Weingut G.H. von Mumm er medlem af VDP, så vinene er selvfølgelig opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine og Erste Gewächse. Denne Assmannshäuser Spätburgunder en Ortswein med druer fra husets marker ved Assmannshauser.

Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men normalt lagres de røde vine fra Weingut G.H. von Mumm 15 måneder på egefade … men flere oplysninger har jeg faktisk ikke, så derfor springer vi bare lige direkte på mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det lidt en rustik Spätburgunder, godt med syrlige kirsebær, tranebær, måske endda også lidt mørkere bær, frisk og stærk i frugten, klare egenoter og virker meget tør med en smule krydderier.

Smagen er lidt som duften … rustik og noget til den stærke side med stramme kirsebær, tranebær, en stærk og mørk syre, bitterhed, jern og på ingen måde særlig forsonende. Jeg er sgu ikke rigtig fan, for jeg synes, at vinen er for kantet og mangler den elegance, som man normalt finder i Spätburgunder.

Købt på Schloss Johannisberg til 19,90€ … svarende til 148 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, TysklandDer går sgu i øjeblikket ren Spätburgunder i den her på Houlbergs Vinblog … men er det ikke herligt? Næste af slagsen er en fin 2014 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder fra Weingut Adeneuer ved Ahrweiler i fantastiske, dejlige Ahr.

Da jeg sidst smagte vinen, så var det under et besøg hos vinhuset sidste år, og dengang var det i en årgang 2016 af vinen. Besøget hos Adeneuer kan du i øvrigt læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr.

Her er det imidlertid årgang 2014 af J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, som er lavet med nogle af de druer, som ikke kommer i husets enkeltmarksvine. Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst.

Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er kun 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Næsen har masser af Ahr røg, bål og glædesblus, kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, fadnoter, kanel, vanilje, tobak, et lukket tøjskab, syrlige drops, jern, stål og i det hele taget godt med mineraler, lidt parfume, blomster og svagt mentol. Med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere ud af skabet og viser en let og forførende side.

Smagen er fyldigere end forventet, og jeg synes ikke umiddelbart, at vinen helt har samme lette tråd, elegance og balance som 2016’eren, men er lidt mere rustik og kantet. Der er dog fortsat en fast syre, som dominerer, glæder, fastholder, samler og balancerer vinen, hvilket suppleres med salte mineraler.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, TysklandVi fortsætter Spätburgunder bølgen med noch ein … en 2015 Dürkheimer Pinot Noir Trocken fra Weingut Pflüger, der netop holder til i byen Bad Dürkheim tæt på byens wurstmarktplatz, en tysk pølsemarkedsplads. Lyder som et dejligt sted.

Weingut Pflüger drives af den unge winzer Alexander Pflüger, der i 2010 overtog driften af det gamle familievinbrug fra sin far. Familien har været vinavlere siden det 18. århundrede og har i dag samlet 20 hektar vinmarker omkring byerne Bad Dürkheim, Ungstein og Wachenheim.

De bedste marker er klart Ungsteiner Michelsberg, Ungsteiner Herrenberg, Dürkheimer Spielberg samt Dürkheimer Fuchsmantel og alle marker har i over 20 år været drevet 100% økologisk og siden 2008 også certificeret biodynamisk.

Vinene laves i 3 serier … Gutsweine, som kan kendes på en sort top på flaskerne, Ortsweine med grøn top som denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken og så topvinene … Pflügers Lagenweine med en gylden/guld top.

Ortswein vinene hos Pflüger er høstet med et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar, lidt mindre end de 80 hektoliter for basisvinene og denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken, hvor druerne kommer fra de forskellige marker omkring Bad Dürkheim. Der er dog ret få og sparsomme oplysninger om produktionen af vinen, som derfor springer vi i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det virkelig en stram, syrlig, grøn og meget urtet aroma, klart nogle landlige, animalske noter med en smule bio bio kant, men ikke så vildt endda. Der er grønne grene, bark, syre ribs, stikkelsbær, hybenroser, granatæbler, teblade og ganske svagt – et pænt stykke under de grønne, stramme dufte – også bare en smule sødme og kanel, men de fornemmes altså også kun sagte.

Smagen er dog slet ikke så grøn og streng som duften lovede … ja faktisk er der mere krop og sødme i vinen end forventet. Bevares, det er fortsat en lidt grøn vin, men fyldig og sød i munden med pænt kirsebærsødme, jordbær og måske endda også lidt mørkere bær som fx brombær. Det er lidt peber, søde krydderier og en lille blomstret eftersmag. Det er et sted mellem 3.5 og 4 tomler.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men formentlig i Tyskland, hvor en flaske koster 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Julia Bertram, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, TysklandSidste sommer i gården hos Julia Bertram smagte jeg for første gang hendes hvidvin, der selvfølgelig er en Blanc de Noir, en type vin alle vinproducenter i Ahr producerer i dag. Julia har kaldt hendes for Handwerk Blanc de Noir.

Den er selvfølgelig lavet på ren Spätburgunder og Julia har lavet hendes Blanc de Noir på rustfrie ståltanke med spontangæring og så en efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og klar til markedet.

I glasset er vinen ikke helt klar, men har en ganske svag lyserød nuance, men en meget aromatisk næse, landlig mødding, blomster, grøntsagfond, gærede pærer og æbler, kirsebær, vilde jordbær, mynte, rosmarin, lidt nødder og masser af grønne blade.

Smagen er frisk … virkelig frisk med nærmest et salt havsprøjt fra Vesterhavet, en lidt jernet syre, citroner, sure grønne æbler, salte mineraler, hvid peber, svag grape og sammenlagt er det bestemt ikke en Blanc de Noir, der forsøger at please, men har sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.

Julia vine forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne hvide er ikke i sortimentet. Hos Julia koster den vistnok 12,90€ … svarende til omkring 96 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Weingut Sinß, Windesheimer Rosenberg Spätburgunder R, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Sinß, Windesheimer Rosenberg Spätburgunder R, Nahe, TysklandVi fortsætter da bare med mere Spätburgunder, for næste vin er en 2015 Windesheimer Rosenberg Spätburgunder R fra Weingut Sinß, der ligger byen Windesheim i den øverste del af Nahe.

Familiens Sinß har været vinbønder i området over 200 år, men i dag drives vingården af brødrene Markus og Johannes Sinß med hjælp fra deres forældre.

Markus og Johannes Sinß er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim, der jo ikke ligger så langt fra vingården. De har samlet 13 hektar vinmarker, nemlig markerne Römerberg, Rosenberg og Sonnenmorgen, hvor de primært dyrker Spätburgunder, Riesling, Weißburgunder og Grauburgunder.

I kælderen laves de hvide vin i ståltanke, barriques eller store 500 liter foudres, mens de røde vine altid laves med maceration på egefade og lagrer i store egefade eller barriques. Vingården er medlem af  Winzervereinigung Generation Riesling.

Husets vine er opdelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine … men imidlertid ingen Grosse Lage vine. Denne Windesheimer Rosenberg Spätburgunder R er deres røde topvin, hvor druerne selvfølgelig er fra marken Windesheimer Rosenberg … der ligger lige vest for Windesheim.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle vistnok være lagret 12 måneder på barriques.

Her er der moden, lys frugt, syrlige kirsebær, jordbær, kødfuld og kropslig med lakrids, kakaopulver, chokolade samt lidt nødder, men egentlig er det ikke særligt eksplosivt, men derimod snarere til den mere neutrale side.

Smagsmæssigt god rund Spätburgunder … igen kropslig, tæt med blød, blid, cremet frugt, en dyb sødme, fin balance og stor kirsebær- og likøragtig saftighed, runde tanniner … syren lidt poleret og sød, men sammenlagt en rigtig god Spätburgunder.

Købt i Berlin i sommers, pris 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe, Baden, Tyskland

2013 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe, Baden, TysklandGlottertaler Eichberg Spätburgunder Alte Rebe fra Weingut Otto & Martin Frey er egentlig en lillesøster til den forrige Gneis – deraf den ene stjerne på etiketten mod to på Gneis – men lad mig komme med en lille hemmelighed … den er ikke kun billigere, men også bedre.

Martin Frey har opdelt sine vine i serierne Literware, Gutsweine, Holzfass, Alte Rebe, Gneis med 2 stjerner, Aigi og Steinhalde med 3 stjerner og Eichberg Limiteret. Denne vin er altså fra Alte Rebe serien og har dermed 1 stjerne.

Vinen er som med lillesøsteren lavet med druer fra Glottertaler Eichberg, men her altså fra de ældste vinstokke. Efter høsten ved håndkraft er druerne afstilket og ligger så i koldmaceration 4-5 dage, hvorefter fermenteringen er sket over 14 dage efterfulgt af en post maceration i 12-15 dage. Derefter er vinen lagret i barriques med malolaktisk gæring i 12-15 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske.

I glasset er det igen en lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder, duftmæssigt meget rank, slank, mager, adræt og spændstig. Det er lyse, syrlige bær, ribs, tranebær, granatæbler, lidt flæsk, røg, blæk, masser af tørt træ, lakrids og fennikel.

Smagen er lys, syrlig og hænger rigtig fint sammen med duften, langt mere sammenhængende end hos Gneis. Det er fortsat granatæbler, ribs og syrlige kirsebær, men vinen har trods den styrende syre samt store mineralitet også en kæk lille sødme, som sikrer en superfin balance. Mindre syrehoved … mere venlighed.

Købt i Berlin, pris 11,90€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7