Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine og denne Côtes-du-Rhône er én af disse vine.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Denne Côtes-du-Rhône er lavet på 60% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Carignan og 10% Syrah, og fra vinstokke, som er omkring 40 år gamle. Blendet kan varierer lidt fra år til år. Både Grenache og Carignan lagrer på enten ståltanke eller store fourdres, mens de øvrige druesorter lagrer i barriques.

Næsen er egentlig let med en halvsød bærduft, rhônekrydderier, solbær, mørke kirsebær, sød tobak, sød engelsk lakrids … eller måske endda mere præcist søde lakridspiber, peber og svag kanel. Smagen er også til den søde side med et sjat peber oveni, hvilket ikk’ passer helt sammen. Der er brombær, fedme, sødme og tæthed og ikke så kompliceret og ganske drikkevenlig med en smule jern i eftersmagen.

Købt hos Supervin, hvor en flaske koster 114,95 kr., men mere beskedne 59,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 3,5/7 

2015 Weingut Zöhrer, Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube, Kremstal, Østrig

Et besøg på Restaurant Det Gamle Apothek i Randers bød – udover god mad – også på lidt vin, nemlig denne Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube fra Weingut Zöhrer, der meget passende holder til på adressen Sandgrube 1 ved Krems i Østrig.

Vinhuset ejes af Anton Zöhrer, men driften er i dag overtaget af sønnen Toni Zöhrer … en ung og frisk gut, der virkelig begynder at sætte sit præg på den gamle vingård. Og det med gammel skal tages alvorligt, for Zöhrer familie har deres vinøse rødder helt tilbage til 1270, hvor de under Babenberger dynastiet var én af de 20 mest trofaste tilhængere af den tyske Kong Albrecht 1 og passede en række jordlodder i Kremstal området.

Zöhrer familien har således passet jorden i flere århundrede og sluttede sig da også i 1705 sammen med de øvrige 19 bønder i en forening for at sikre sig både mere magt og rettighederne til deres respektive jordlodder.

Men først i 1923 blev de gamle jordlodder slash marker fordelt mellem de 20 ejere og heriblandt altså også Zöhrer familien. I dag er der endda faktisk kun 3 af de oprindelige familier tilbage som ejere af disse gamle jordlodder.

Vores venlige tjener på Restaurant Det Gamle Apothek fortalte, at Toni Zöhrer var 36. generation på vingården. Det har jeg ikke kunnet verificere … men det må helt sikkert være en af de ældste vinfamilier i hele Østrig.

Zöhrer har sammenlagt 14 hektar vinmarker, hvor de dyrker en lang række druesorter, bl.a. Grüner Veltliner, Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Blanc, Chardonnay, Rivaner og Gelber Muskateller samt de røde sorter Zweigelt, Blauer Portugieser, Merlot, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.

I 1983 byggede familie en ny vingård – samt gästhof med udlejning af værelser- i marken Kremser Sandgrube, og der holder Weingut Zöhrer således til i dag. Sandgrube er en af de mest berømte marker i Kremstal og det er også fra den mark, at druerne til denne vin kommer.

Udover Sandgrube marken ejer familien også parceller på markerne Thalland, Gebling, Frechau, Weinzierlberg og Galgenberg.

Weingut Zöhrers Sand 1 vine er deres Gutsweine … eller entry level vine. Serien består af 4 vine, en Grüner Veltlinger, en Zweigelt, en rosé på forskellige druer og så denne Riesling.

Riesling stokkene på Kremser Sandgrube er omkring 45 år og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, fermentering 14 dage ved 18 grader og derefter lagret 3 måneder på ståltankene.

Og det er en fin frisk og sprød Riesling, hvor næsen byder på hyben, fugtig fersken, fin intensitet og grønne blade. Der er ingen petroleum og vinen virker heller ikke særlig mineralsk i udtrykket.

I munden er vinen let med ren og direkte frugt, meget easygoing med fin syre, som dog ikke er speciel vild eller markant, men meget omgængelig. Til gengæld træder der mineralitet frem i smagen med både jern, sten og flint.

Forhandles herhjemme af både Excellent Wine og Vinsalget.dk, pris 129 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Patrick Corbineau, Contact Helice Moteur Vin de France, Loire, Frankrig

Så er vi der igen … hos den store, lidt fyldige og  excentrisk vinmager Patrick Corbineau, der holder til i den utroligt smukke landsby Candes-Saint-Martin i Loire. Og det er med en Vin de France, smukt dekoreret med en propel på etiketten og med ordene Contact Helice Moteur på hvert propelblad … så det kalder vi så vinen.

Så vidt jeg ka’ se på internettet, så skulle det også være en årgang 2014, selvom det ikke fremgår af etiketten. Og Contact Helice Moteur betyder i øvrigt kontakt propel motor … måske er det startknappen til flyet eller måske indikerer det blot et veritabelt liftoff, når man drikker vinen?

Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, kraftværket, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig. Men en dag blev han på vej hjem fra arbejde stoppet af sin bedstefar, som han ikke havde snakket med i 18 år.

Du skal overtage familiens gamle vinmarker, sagde bedstefaren, som ellers for mange år siden havde givet sine vinmarker til Patricks onkel. Det havde åbenbart ikke været en succes. Patrick sprang på uden større omtanke … og det blev starten på det lille domæne.

Samlet driver Corbineau 6 hektar vinmarker … 1 hektar i Chinon og 5 hektar i appellationen AOC Touraine. Hans jord i Touraine ligger spredt på en del parceller, og er lidt en torn i øjet på de mange kornproducenter. De har flere gange forsøgt at købe Patricks jord, men uden held, for Patrick elsker livet som vinbonde … både i marken og vinkælderen.

De bedste marker er Cumelles, Croix Fouchet samt Conquete, hvor vinstokkene er mellem 50 og 70 år gamle. Jordbunden er godt stenet med kalksten, knust kalksten, ler samt den tunge ler, som man på fransk kalder “polyes aux pieds”, hvilket vel kan oversættes til noget i retning af “holder dine fødder”.

Han siger selv, at han er rig … ikke i penge, men økologisk rig. Han går rundt i gamle gummistøvler og bearbejder sine vinmarker med sin hest. Han er aldrig bange for at få beskidte hænder.

Selvom mange siger, at det ikke er produktivt, synes han tværtimod, at hans måde ikke handler om produktivitet, men om kvalitet. Han samler druerne manuelt i vævede kurve. Macerationen af druerne er langsommelig og presningen nænsom. Vinene er selvfølgelig ufiltrerede.

Hans metoder og teknikker er meget gammeldags, og det er faktisk hans største fordel i en verden med masser af omvæltninger. Det er ren naturvin … i bedste og totalt gammeldags stil. Måske producerer han ikke så meget som andre, der arbejder med det nyeste udstyr. Måske er processen for langsom. Men resultatet er alt, der betyder noget for monsieur Corbineau.

Patrick ejer ganske vist en traktor … en gammel Massey Fergusson fra 1957, men han synes ikke om den. Han har engang udtalt, at han for pengene til et par brugte dæk kunne få et par gode støvler … endda af krokodilleskind. Og Patrick Corbineau har der virkelig bedst i sine gummistøvler og forlader sjældent Candes-Saint-Martin og har kun været i Paris én enkelt gang.

Han er ikke den rejsende type, han har for travlt i sin kælder i Candes-Saint-Martin. Hans far bebrejdede ham ofte for at bruge for meget tid i kælderen, og han troede faktisk, at Patrick havde et alkoholproblem. Men som Patrick også skriver på hans hjemmeside – som dog har sparsomme oplysninger – I finder mig enten i vinkælderen, i markerne eller på min hest.

Faren ønskede også, at Patrick moderniserede sin vingård, så han kunne komme frem i verdenen … men i stedet gik han den modsatte vej og laver i dag vinene som i helt gamle dage.

Denne Contact Helice Moteur Vin de France er selvfølgelig 100% Cabernet Franc druer, som hos Corbieau kommer fra 40-70 år gamle vinstokke og er høstet med et – tør man nok sige – beskedent udbytte på 7 hektoliter pr. hektar.

Vinificeret med 3 ugers gæring og modnet 2 år på egefade, ren naturvin uden nogen form for tilsætning. Og det kan også ses i glasset, hvor vinen er ganske overraskende lys, transparent og ganske grumset … herligt.

Når knappen er trykket … og propellen snurrer, så byder den duftmæssigt på noget i retning af en 0,7 mm Staedtler stiftblyant, røg, landlig, grøn ensilage, gazebind, granatæbler, fennikel og sure sokker, men alt på en let og ganske tiltrækkende facon. Det er bio bio arm i arm med naturewine.

Smagsmæssigt er propellen let, svævende og er syrlig elegant med hindbær, granatæbler, fin og feminin syre, som sgu holder hele vejen gennem hele smagsspekteret. Man overraskes over lethed, det feminine, som spiller sindssygt godt sammen med syren.

Købt hos Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr.

Rating 5/7  

2014 Weingut Hauth, Bernkasteler Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Det er altid sjovere at drikke vine fra områder, som man har besøgt. Denne vin er medbragt hjem fra Bernkastel-Kues … en Bernkasteler Riesling Trocken fra Weingut Hauth.

Weingut Hauth … eller Weingut Peter-Jos Hauth – som vinhuset reelt rigtigt hedder – ligger i Bernkastel-Kurs, og mere præcis på Kues-siden, hvor der selvfølgelig også i bedste stil drives et lille gästehaus med udlejning af et par værelser med fuld morgenbuffet.

Vinhuset har rødder helt tilbage til 1465, men er reelt først grundlagt i 1799 af Johann Christopherus Hauth, som arvede sin faders marker og begyndte vinproduktion og -salg.

Han var selv både bødker og havde lært om vinavl i Trier, og den viden brugte han ved starten af det lille vinhus.

Det var dog sønnen Peter-Josef Hauth, som lagde navnet til vinhuset efter hans overtagelse i 1820.

Og siden har den ældste søn i efterhånden seks generationer heddet Peter-Josef og overtaget driften i det lille familieforetagende. Ja, i hvert fald indtil 7. generation overtog, for i dag er det netop Johannes Christopher Hauth – blot kaldet Christoph efter den gamle grundlægger –  som har overtaget driften.

Vinhuset har 3 hektar vinmarker omkring Bernkastel-Kues, nemlig parceller på markerne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, Bernkastel-Kueser Weisenstein, Bernkastel-Kueser Rosenberg, Bernkasteler Schloßberg, Bernkasteler Graben og endelig Bernkasteler Badstube.

Vinene laves i huset gamle hvælvede kælder, og selvom man på mange måder er meget traditionstro, fx med lagring af alle vinene i de store, gamle egetræsfade, så har produktionen og teknologien alligevel ændret sig gennem årene.

Tidligere brugte Hauth gær i produktionen, men Christoph siger selv, at “less is more”, hvorfor han laver sine vine “on the fly” … altså alene fermenteringen via naturlig gær fra druerne og uden kunstige tilsætningsstoffer.

Produktionen bliver dermed langsommere, men Christoph mener også, at der giver mere stilfulde og karakterfulde Riesling vine. Denne Bernkasteler Riesling Trocken er en almindelig Gutswein og jeg har ingen oplysninger om produktionen, så i stedet springer vi blot til mine smagsnoter.

Næsen byder først på lidt sødme, fersken, melon og en passionsfrugt. Melonen er sådan nærmest en total overmoden honningmelon og læg dertil et lidt kunstigt hæfteplaster. Der mangler lidt syre og selvfølgelig også gerne lidt petroleum, men det ville nok også være for meget at forlange.

I munden er der mest sødme og en snert bitterhed, mens syren står en smule svagt i smagsbilledet. Det er 3. vin, som jeg har smagt fra Hauth og ingen har imponeret synderligt. Denne er dog okay uden at imponere.

Købt i Mosel for 5,90€ … svarende til omkring 44 kr.

Rating 3/7 

2010 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Sidste vin hos det gamle og historiske vinhus Antonelli San Marco blev selvfølgelig en Passito … dessertvinen Montefalco Sagrantino Passito DOCG her i en årgang 2010.

Det er en vin, som Antonelli lavede første gang i 1979, da vinproduktionen startede på vingården. Druerne er høstet med meget lavt udbytte, alene 15 hektoliter pr. hektar i slutningen af september … altså høstet lidt tidligere og fra de yngre stokke. Det betyder ikke så meget, idet druerne jo tørrer i 2 måneder.

Ved tørringen ligger drueklaserne alene i et lag og der anvendes kun de bedste af de tørrede druer til produktionen af vinen, som sker med en maceration på 10 dage og en fermentering ved 20 grader.

Antonellis Montefalco Sagrantino Passito DOCG lagrer derefter 12 måneder på store 25 hektoliter egefade, 18 måneder i cementtanke og efter flaskning yderligere 12 måneder.

Det er i næsen en af de sødere Passito’er … ikke så syrlig, men har en dejlig krydret sødme, mørk kirsebærmarmelade, tørret appelsinskal samt lidt honningnødder.

I munden fin rød og sød nektar med en lækker og sød syre, som giver en god og vedvarende smag. Smager både sød og aromatisk, men har ikke så tydelige tanniner, som man ellers nogle gange kan finde i områdets dessertvine på Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Montefalco Sagrantino Passito DOCG er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 5/7 

2009 Antonelli San Marco, Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Chiusa di Pannone Montefalco Sagrantino DOCG er en enkeltmarks Sagrantino fra Antonellis vinmark Chiusa di Pannone … en 2,7 hektar mark, hvor Sagrantino stokkene er plantet tilbage i 1995.

Det var den sidste af de tørre Sagrantino vine hos Antonelli San Marco. Sjovt nok er udbyttet ved høsten noget lavere end hos de andre Sagrantino vine hos Antonelli, nemlig 30 hektoliter pr. hektar. På Chiusa di Pannone marken er undergrunden præget af kalkholdig ler, grus og aflejringer fra oldtiden.

Lavet med maceration i 3-4 uger, fermentering ved maksimum 28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet. Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 24 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 6 måneder i cementtanke inden flaskning.

Derefter lagrer vinen så yderligere i 24 måneder – altså hele 2 år på flaske – inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten er en spids højere end ved den almindelige Sagrantino, nemlig 15%.

Næsen minder en smule om forrige vin … meget blød, moden og balanceret vin. Alderen kan fornemmes med blød frugt, modne blommer, modne kirsebær, lidt mint, læder og lidt sødme.

Smagen er også blød og overmoden … power, peber og tydelige tanniner. Den er rund og megen behagende, så det smager sgu supergodt. Italiensk superkraft pakket i fed, cremet frugt.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 299 kr.

Rating 5/7 

2006 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Og efter en purung 2013’er, så skulle vi selvfølgelig også smage Antonellis Montefalco Sagrantino DOCG vin med lidt alder og det blev med denne 2006’er, hvor man virkelig får en moden, drikkeklar og afbalanceret vin.

Og det er samtidig et godt tidspunkt at smage vinen, for Antonelli siger selv, at vinen opnår sin optimale modenhed omkring 10-15 år efter høsten og nemt kan klare op til 30 års levetid i kælderen. Her er vinen jo netop lige rundet de 10 år efter høst.

Og det kan smages, at vinen nu er ved at være moden. Næsen dufter af modenhed, blommer, kraft, læder og samtidig med en vis elegance. Den har derudover også en lidt grøn, syrlig og urtet side med en smule eukalyptus og estragon.

Smagsmæssigt er det saft, kraft og modenhed i bløde fløjlshandsker og man mærker straks, at tanninerne er godt integreret og spiller fantastisk sammen med en italiensk syre, som er meget levende og livsgivende. Det er langt mere kompleks og balanceret. Super lækker vin.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Anteprima Montefalco Sagrantino … altså en smagsprøve på kommende 2013 Montefalco Sagrantino DOCG fra Antonelli San Marco var næste vin i glasset.

Og vinen er altså endnu ikke helt klar til frigivelse. Det kan også ses på etiketten, hvor årstallet er tilrettet med tusch.

Den er selvfølgelig lavet som 2011’eren, dvs.  druerne høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober, lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet.

Det betyder med andre ord også, at denne 2013 Montefalco Sagrantino først vil være klar til frigivelse i oktober 2017. Vi smagte således vinen 8 måneder før normal frigivelse. Derfor er vinen selvfølgelig også alene en smagsprøve … anteprima.

Det kan også smages … og lad os starte med duften, som klart er mere ung og frisk. Den er proppet med læder, syrlige kirsebær og tonsvis af mint, eukalyptus og estragon. Grøn, urtet og småvild.

I munden er tanninerne dog ikke så vilde, som man ellers vil kunne forestille sig til trods for, at den er en forsmag på Montefalco Sagrantino 2013. Det er fortsat power samt syre i skøn forening.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Efter IGT vinen på Sagrantino, så kom der vaskeægte DOCG Sagrantini i glasset. Vi startede med at smage Antonellis Montefalco Sagrantino i årgang 2011. Ingen klager fra mig der.

Det skulle vise sig, at vi efterfølgende også skulle smage vinen i både anteprima 2013 udgaven samt en ældre 2006’er. Heller ingen klager der.

Vinen er selvfølgelig – siger sig selv – 100% Sagrantino, høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar den anden weekend i oktober.  Lavet med maceration i 25-40 dage, fermentering ved 25-28 grader og lavet uden nogen former for klarering eller andet.

Vinen lagrer 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade efterfulgt af 18 måneder i store 25 hektoliter egefade og så yderligere 12 måneder i cementtanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i 12 måneder inden den sendes på markedet. Alkoholprocenten ligger på 14,5%.

Dufter fandeme godt … pardon my french. Det er power og italiensk syre, hestekræfter og elegance sammen med læder , tør jord, lidt tobak, krydderier og mint. Aromaen med mint fandt jeg i flere Sagrantino vine … måske er det én af de aromaer, som er typiske for Sagaranto?

I munden er vinen sådan meget klassisk Montefalco Sagrantino … og Antonelli er også nærmest sådan en klassisk producent i området. Det er blødt, imødekommende og virkelig lækker. Der er vilde tanniner … specielt hvis du giver den lidt luft, så stikker det sgu helt i vejret. God struktur, god smag og fornuftig Sagrantino.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 225 kr.

Rating 5/7 

2011 Antonelli San Marco, Contrario IGT, Umbrien, Italien

What the FÅÅÅKKK … ren Sagrantino som IGT vin? Filippo Antonelli startede i 2008 med at lave denne Contrario IGT, som er lavet med druer fra de helt unge Sagrantino vinstokke og uden lagring på egefade … overhovedet.

Dermed opfylder vinen selvfølgelig ikke reglerne indenfor appellationen Montefalco Sagrantino DOCG og dermed bliver denne Contrario – som meget passende betyder modsat eller tværtimod – jo i stedet en IGT vin. Dermed også en god chance for at smage Sagrantino druen helt rent … eller i hvert fald næsten. Det betyder i hvert fald en mere ung og friskere vin, som siges at være meget let drikkelig.

Da Filippo skulle markedsføre vinen med introduktionen i 2008 skete det med et markedsføringsstunt, hvor vinen blev fordelt til en række vinbarer og specialbutikker i Italien sammen med CD’en Contrario med musik af pianisten Maurizio Mastrini.

Det er smuk, stille og meditationsagtig musik, som – ifølge Antonelli – kan formidle dybe følelser og nydes til et glas ung Sagrantino. Jeg har fået CD’en på Spotify og faktisk anbefale jer at lytte til den … virkelig smuk musik. Måske lidt hmmmm GAB i længden.

Der er 10 numre på CD’en, nemlig Autunno, Sole, Risvegli, Vento, Meditazione, La Prima Neve, Contrario, L’aurora, Un Minuto samt Cielo.  Og det hjalp på salget af vinen melder historien dog intet om ;o)

Sagrantino druerne kommer – som nævnt – fra de yngste vinstokke, høstet med 50 hektoliter pr. hektar, og lavet med maceration i 15-20 dage, fermentering ved 25 grader og er derefter lagret på rustfrie ståltanke i 18 måneder, hvorefter den lagrer yderligere 3 måneder i cementtanke inden flaskningen. Derefter yderligere 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vinen langt mere frist, let og lys end de normale Montefalco Sagrantino’er. Den er også en tak lysere i glasset og byder på blæk, citrus, kirsebær og blommer i skøn forening.

I munden er vinen også meget let af en Sagrantino at være. Selv tanninerne virker lettere og frugten dominerer rigtigt meget … virkelig frugtdrevet smag … lidt speciel og frugten er måske også en tand mere direkte og bitter. Jeg ved sgu ikke, om jeg er vild med denne vin, men sjov at prøve.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 149 kr.

Rating 4/7