Tag-arkiv: mencía

Mencía er en spansk, rød druesort, der findes i den nordvestlige del af Spanien. Mencía findes specielt i de røde vin fra Bierzo og de var oprindelig lette og syrlige, men siden opdagelsen af lavtydende Mencia vinstokke plantet i fattig jord højt på bakkerne, så er vinene i dag langt mere intense og koncentrerede.

Man antog tidligere, at Mencía var relateret til Cabernet Franc, men nye DNA analyser har vist, at Mencía faktisk er identisk med den portugisiske Jaen drue, som man primært finder i Dão regionen i Portugal.

I Spanien er det den berømte spanske producent Alvaro Palacios, der for alvor har gjort vinene på Mencía populære. I dag findes der derfor også 9.100 hektar vinmarker i Spanien med Mencía vinstokke.

Mencía er meget følsom i vinmarkerne og har en tendens til lave udbytter, hvilket gør den udfordrende for vinproducenterne. Den er modtagelig for sygdomme som botrytis samt meldug. Den kan nemt miste sin karakteristiske surhed hurtigt, hvis den ikke høstes hurtigt.

Men heldigvis modner Mencía relativt tidligt. Samtidigt har Mencía druerne god fylde og masser af mørk bærfrugt. Dens vine er kan være lige fra lyse og lette til mørke og koncentrerede. Vinene har en tendens til at udvise jordagtige, vegetabilske karakterer med bær nuancer, mynte, timian og stenet mineralitet.

Mencías høje alkohol og høje syreindhold skal kontrolleres for at bevare vinens balance. Samtidig skal brugen af egefade anvendes meget forsigtigt, da det kan overvælde Mencias temmelig delikate smagsprofil.

Uden for Bierzo findes Mencía i andre appellationer i det nordvestlige Spanien, bl.a. i  Valdeorras, Monterrei og Ribeira Sacra.

2009 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, Spanien

2009 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, SpanienSå var det Pauls tur … og han opfordrede os kækt til … udover at skulle gætte vinlandet … også at skulle gætte druen. Det var en klar “Mission Impossible”, da vinen Petalos del Bierzo er lavet af 100% Mencia, som er den traditionelle rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencia druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencia lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencia tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe, Mencia er så at sige blevet “genfødt” i Bierzo.

Alvaro Placios … han laver altså bare fremragende vine. Jeg har tidligere skrevet lidt om ham i et tidligere blogindlæg.

Druerne til Petalos del Bierzo kommer fra en vinmark med vinstokke, der er mellem 40-90 år gamle. Vinmarken kultiveres stadig delvist med muldyr, og hele fremstillingsprocessen, lige fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning, er økologisk.

Det er en dejlig lille vin, som jeg har smagt flere gange. Duftmæssigt er der lidt rosin, lidt overmoden blomme. Smagsmæssigt blev der nævnt ord som “julestemning” og “Goodyear på Jyllands Ringen”, og den har rigtigt lidt lakrids, men stadigvæk med tanniner, omend måske lidt modne tanniner. En lækker lille sag.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen ligger omkring 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7