Tag-arkiv: Franken

Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus

Det næste vinhus sirligt noteret på min fedtede, lidt småkrøllede seddel sagde Weingut Artur Steinmann, og da det samtidig ligger en spytklat fra Gästehaus Mönchshof, så var et besøg selvfølgelig oplagt. Så på den måde er jeres flittige vinblogger som altid … flittig.

Vinhuset hedder også Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus, da det ligger i en gammel ejendom fra 1655, som oprindelig tilhørte Franz Daniel Pastorius, som rejste til USA i 1683 og grundlagte den første tyske bosættelse i det nye land.

Han blev en anerkendt ambassadør for tysk kultur i Amerika, grundlagde byen Germantown ved Philadelphia, hvor han også var borgmester en lang årrække. Han var kendt for sin høje moral, kristne værdier og var bl.a. også for en ophævelse af slaveriet og fred med indianerne.

I dag er Pastoriushaus totalt renoveret og det blev i 2014 også suppleret med et moderne vinothek … og der var netop der, at jeg helt naturligt startede mit besøg. Der blev jeg modtaget af Steffi aka Stefanie Steinmann, som er datter af ejeren og vinmageren Artur Steinmann, der i dag driver vinhuset.

Steinmann familien har været vinbønder siden middelalderen, så det understøtter min teori om, at Artur stammer fra samme familie som Martin Steinmann på Weingut Schloss Sommerhausen, selvom det ikke er noget, som jeg har dokumentation for.

Det var Karl Steinmann Senior, som reelt grundlagde vinhuset tilbage i 1916, hvor han købte den gamle Pastorius ejendom.

Dengang levede familien af vine og brændevine, som blev solgt til de lokale værtshuse og restauranter, men løbende koncentrerede man sig udelukkende på produktionen af vin. Men derudover var Karl Steinmann Senior også borgmester i Sommerhausen igennem mange år.

Siden 1982 har det været Artur og hustruen Elfriede Steinmann, som har stået for driften. De har i 1991 stået bag en total renovering af Pastorius ejendommen og også stået for tilbygningen af det moderne Vinothek.

Og nu er det med hjælp fra datteren Stefanie, som står for salg og markedsføring, mens en anden datter Anna arbejder indenfor medicin og ikke deltager i familievirksomheden.

Sønnen Markus er dog i gang med uddannelse til vinmager, først på Geisenheim og har også arbejdet hos Weingut Schmitts Kinder i Randersacker, så forhåbentlig vil han senere kunne begynde at overtage vinproduktionen.

Derudover har Artur også hjælp fra en række ansatte, bl.a. winzermeister Alexander Schwarz og de har samlet 17 hektar vinmarker at lave vine fra, hvor de bedste marker er Kapellenberg i Frickenhausen samt Ölspiel og Steinbach i Sommerhausen.

Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Bacchus, Traminer samt Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 125.000 flasker vin årligt … og kun de bedste får skrevet Im Pastoriushaus på etiketten.

Smagningen i vinotheket

Jeg fik en fantastisk lille smagning og en god snak om vin med Steffi samt en mand, som jeg ikke fik navnet på, men måske var Stefanies mand, men som i hvert fald hjalp med salget af husets vine ved besøg på restauranter og vinbutikker. Han skrev også en række artikler om druerne i Franken.

Det betød, at vi fik en herlig snak om vin, og de var også begge meget interesseret i min vinblog. Det blev med andre ord lidt nørdet, men herligt sådan en dag, hvor Sommerhausen jo egentlig blot var et lille stop undervejs til ferien med familien ved Gardasøen.

Jeg smagte et bredt udsnit af deres vine, dog primært koncentreret omkring vine på Silvaner og Riesling … og selvfølgelig skulle jeg – Danmarks førsteelsker af Spätburgunder – også smage deres røde på den drue. Det betød, at jeg i deres moderne vinothek smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel New World Edition 19 *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken *
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Silvaner Spätlese Trocken
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Riesling Spätlese Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Reifenstein Silvaner Alte Reben Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Domina Trocken
  • 2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken *

Jeg fik ikke lavet smagsnoter under smagningen, men har købt en kasse blandede bolsjer med hjem … det er dem, som er markeret med stjerne, så dem skal I selvfølgelig nok få beskrivelser og anmeldelser af, og de første er allerede smagt ;o)

Generelt, så er kvaliteten af vinene fra Artur Steinmann rigtig høj og jeg glæder mig allerede til at gensmage vinene.

Steffi sagde, at jeg skulle smage deres Domina vin … ellers havde jeg ikke rigtigt været i Franken, så det måtte jeg selvfølgelig så bare efterkomme. Hun var meget nysgerrig på min mening om den vin, men jeg måtte – ærlig som jeg nu er – erkende, at jeg mere er en Spätburgunder kind of guy.

Derefter gav Steffi mig en rundtur vinkælderen, hvor jeg så både produktionsfaciliteterne og de gamle vinkældre, hvor flere er helt tilbage fra husets opførelse i 1655, altså over 350 år gamle. Jeg var meget duperet over vinkælderen, som var ret stor og virkelig interessant med masser af rum og overraskelser.

En stor vintønde, ein grosse Holzfass var fx en skjult dør til endnu en vinkælder og de havde også et lille skattekammer med gamle vine … ikke kun fra deres egen produktion, men også fra vinhuse i hele Europa.

Jeg spurgte Steffi, om hun ikke nogle gange bare satte sig ned i kælderen og nød en flaske fra den store samling, men hun mente, at der var alt for koldt … men de nød ofte en vin fra skattekammeret.

Sammenlagt et virkelig fint besøg.

Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag

Schloss Sommerhausen er klart det største, historiske og mest kendte vinhus i den lille winzerstadt Sommerhausen syd for Würzburg og det stod derfor også øverst på min seddel over vinhuse, som jeg gerne ville besøge i byen.

Det ligger på hovedgaden – Hauptstraße 25 – i en tussegammel bygning, hvor den gamle kælder stammer tilbage fra vinhusets grundlæggelse i 1435.

Vinhuset hed oprindeligt Weingut von Schenk Konrad IV von Limpurg, og blev grundlagt af Konrad IV fra adelsfamilien Schenken von Limpurg, som startede med at bygge den gamle kælder. Resten af slottet stammer fra perioden 1546-1575.

Adelsfamilien Schenken von Limpurg var schwäbisch-fränkische grever af Rechteren-Limpurg-Speckfeld og en indflydelsesrig familie med forbindelser til den böhmiske konge. De ejede flere godser og ejede således også Schloss Sommerhausen gennem mange århundreder.

Den sidste ejer i familien var Hildegard Gräfin von Rechteren-Limpurg-Speckfeld, som i 1968 solgte slottet til Kasper Steinmann, hvis familie siden 1797 havde været ansat af grevskabet og både havde stået for vinavlen samt vinfremstillingen.

I dag er det Martin Steinmann, der som 15. generation af Steinmann familien står for driften af vinhuset, selvom den gamle ejendom i 2016 blev tilbagekøbt af oprindelige familie i form af Dr. Icho Graf von Rechteren-Limpurg-Speckfeld.

Det har dog ikke fået indflydelse på vinproduktionen, som ikke længere foregår på det gamle statelige vinslot midt på hovedgaden i Sommerhausen, for der er alene kontor, smagslokale og butik, mens den gamle kælder fra 1435 anvendes til flaskelagring af husets mousserende vine.

Selve produktionen sker i dag i midlertidige lokaler i Randersacker, men man er dog i gang med at bygge et nyt, stort og moderne vineri i Sommerhausen og det forventes at stå færdige senere i år, således høsten for 2019 kan ske i de nye lokaler.

Familien Steinmann har samlet været vinavlere i Sommerhausen siden 1537, så de har stolte traditioner indenfor vinproduktion. Mon ikke Weingut Artur Steinmann, som jeg besøgte bagefter, også kommer fra samme familie? Det fik jeg imidlertid ikke spurgt om, men det lyder jo egentligt meget plausibelt.

Weingut Schloss Sommerhausen har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger på Ölspiel og specielt enkeltparceller på topmarkerne Steinbach og Reifenstein.

Den allerbedste del af Steinbach er den midterste filetstykke, som kaldes Alttenberg 1172, da det allerede tilbage i 1172 var kendt som et særligt sted for dyrkning af druer til vinfremstilling.

Fra husets marker laver Martin Steinmann en række vine … serierne Ohne Viel Worte, almindelige Gutsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Derudover laves også en række specialvine under navnet Aroma og masser af Schaumwein, altså mousserende vine.

Smagningen

Da jeg ankom blev jeg spurgt om, hvad jeg kunne tænke mig at smage. Og da vi jo er i Franken, højsædet for Silvaner, så bad jeg om at smage deres Silvaner vine … og lidt Riesling. Det betød, at jeg smagte følgende vine:

Jeg lavede ikke smagsnoter på vinene og købte også beskedent alene 3 flasker – dem jeg har markeret med stjerne. Dem har jeg selvfølgelig smagt igen efterfølgende og linket til.

Jeg kunne ikke se produktionen, som jo pt sker i Randersacker, men jeg fik lov at komme med min værtinde ned i den gamle vinkælder fra 1435 … en meget imponerende kælder, som dog primært var lidt til show-off ved større smagninger, hvor man – ifølge værtinden – typisk altid starter med et glas bobler.

Ellers fungerer den dybe, kolde kælder alene til lagring af husets mousserende vine. Dem smagte jeg dog ikke, så det må blive en anden gang.

2017 Weinerlebnis Sommerhausen, Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weinerlebnis Sommerhausen, Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, Franken, TysklandHeike og Volker Decker driver sammen med Oehler familien Gasthof Zum Goldenen Ochsen på Hauptstraßen midt i Sommerhausen, men derudover laver de også lidt vin.

Det sker under navnet Weinerlebnis Sommerhausen … og det er vine som primært sælges på det lille hotel, men også på Gästehaus Mönchshof, som drives af familien Oehler.  Og det er derfra, at vi smager denne Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken.

Elisabeth Oehler, som står for værelsesudlejningen på Gästehaus Mönchhof, havde sørget for, at alle overnattende gæster – hvilket omfattende os – i en lille hyggelig vinstue i kælderen fra et koldt vinkøleskab kunne forsyne sig med drikkevarer … vand, sodavand, øl og selvfølgelig forskellige vine. De kunne nydes enten i kælderen eller på en overdækket terrasse udenfor hotellet.

Da det smukke sommervejr i Sommerhausen havde beriget os med 27 grader, så var lidt kold vin efter omkring 9 timer i bilen ganske velkommen, så vi nuppede altså en flaske af denne Müller-Thurgau i køleskabet og satte os udenfor under vinrankerne og lod pulsen falde til komplet ferieniveau.

Sommerhausen var valgt som et midtvejs stop på køreturen til årets ferie ved Gardasøen … og dermed et perfekt midtpunkt. Det faktum, at byen ligger midt i et vinområde, havde tilsyneladende ikke afholdt mig fra at booke et par værelser på Gästehof Mönchshof … med nogle grumme, kætteriske og skumle bagtanker om, at så kunne jeg måske nå at besøge et par vinproducenter i byen.

Jeg havde i hvert fald sirligt på en lap papir skrevet på Weingut Schloss Sommerhausen, Weingut Artur Steinmann og Weingut am Ölspiel … og nåede da de to første, men de besøg skal jeg nok vende tilbage med et par gode blogindlæg om.

Nå, men tilbage til Heike og Volker Decker, som laver vine undet navnet Weinerlebnis Sommerhausen. Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som parret har, men de har marker både på dele af hele Ölspiel, men såmænd også på enkeltmarkerne Reifenstein og Steinbach. Og udover vin, så laver Decker også vingelé, sennep samt honning.

Det betyder også, at jeg faktisk ikke rigtigt har nogle oplysninger om denne Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, som jeg nød udenfor hotellet på deres Weinlaube … den overdækkede terrasse under en stor gammel vinranke.

Næsen har lidt blid fersken, melon, papaja, mango, meget blid og har derudover lidt solbærblade, kalkagtige noter og er måske en anelse parfumeret.

I munden er vinen en kende syrefattig og flad … mangler sgu lidt gnist. Den er blid som et lam på vej til slagteren, ingen hestekræfter og ganske pandekageflad. Men kunne gå an en varm dag efter 9 timer i merceren.

På det lille gästehaus betalte jeg 7€, men ellers er prisen ifølge den officielle prisliste 5,20€ … svarende til 39 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage, Franken, Tyskland

2015 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage, Franken, TysklandNår vi er i gang med hvide asparges og Franken Silvaner, så nupper vi lige en søstervin til forrige … nemlig en Weingut Hans Wirsching 2015 Iphöfer Kalb Silvaner Erste Lage.

Iphoefer Kalb er slet ikke så berømt som Iphöfer Julius-Echter-Berg, men har samme type undergrund og ligger også på en stejl skråning, der vender mod syd. Dermed giver marken druerne nogle af de samme kvaliteter, som gør vinene frugtige med god, fyldig krop. Men det kan vi jo hurtigt teste, selvom denne vin er en årgang nyere.

Den er lavet på samme måde, at ved, at druerne høstes med håndkraft. Både gæring og modning af vinen sker i rustfrie ståltanke, da Wirsching ønsker vinene så friske og levende som muligt.

Duftmæssigt er det igen æbler, modne pærer, fersken, melon, en pose nødder, mineraler samt en liflig lethed. Igen er det en meget fin og indbydende aroma, men når – på en eller anden måde – ikke helt søstervinen.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, selvom vi selvfølgelig snakker mindre nuancer. Vinen er også blød, rund, blid og sart, lidt sødlig krydret, meget inderlig med en virkelig lækker smag.

På vingården koster en flaske 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage, Franken, Tyskland

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage, Franken, TysklandVinhuset Hans Wirsching drives i dag af den ældre, noble Dr. Heinrich Wirsching og hans døtre Andrea og Lena som 15. generation. Sidst vi smagte en vin fra huset var det deres 2014 Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs … men her er det lillesøsteren 2014 Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage.

Weingut Hans Wirsching laver nemlig denne enkeltmarksvin -fra nok en af de mest berømte marker i Franken – i to udgaver … en Großes Gewächs og så denne, som blot er en billigere Erste Lage udgave.

Man kan også kende forskel på de to vine ved, at alle Großes Gewächs vinene har en guldfolio på toppen af flaskerne, mens Erste Lage udgaverne blot har en mørkgrøn top.

Men det kan være svært at finde ud af, og selv den danske  importør Philipson Wine reklamerer fx på deres hjemmeside med en Iphöfer Julius-Echter-Berg Riesling GG, hvor billedet viser en Erste Lage Riesling med grøn top. Det er dog lidt vigtigt, idet en GG koster omkring 28€ på vingården, mens en Erste Lage koster under halvdelen.

Iphoefer Julius-Echter-Berg er en af de vigtigste vinmarker i Franken og opkaldt efter den berømte tyske biskop Julius Echter af Mespelbrunn. Marken – som I kan se på billedet ovenover – ligger i 280-380 meters højde med en stejl skråning … ikke meget ulig Mosel, blot med en anderledes jord med et lag af rød sandsten samt gråbrun keuper, som nærmest er en slags mergel og kalkstensjord.

Det har været Hans Wirsching, som har medvirket til markens berømmelse og klassifikation, og det var ham, der allerede i 1920’erne kaldte marken for bedste vinmark .

Denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Erste Lage er selvfølgelig 100% Silvaner, hvor druerne er høstet med håndkraft. Både gæring og modning af vinen sker i rustfrie ståltanke, da Wirsching ønsker vinene så friske og levende som muligt.

Duftmæssigt masser af modne æbler, modne pærer, tropisk frugt. fersken, abrikos, røg, tørrede nødder, lidt nøddet, våde sten samt en smule blomster og søde krydderier. Det er en meget inderlig og indbydende aroma, meget stringent og med flot dybde.

Smagsmæssigt er vinen blød og rund … meget ren med sødlige elementer, men alligevel præcis og mineralsk. Det er en lækker vin, som byder på pærer, melon og derudover lidt muskat. Eftersmagen er fint lang med lidt søde og grønne noter.

På vingården koster en flaske 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Georg Zang, Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandFra den gode Weingut Georg Zang har jeres flittige vinblogger tidligere smagt vin på Domina, Rivaner og Riesling, men denne gang smager vi Zangs præmierede Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken.

Weingut Georg Zang er et lille familievinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer svagt nordøst for Würzburg. Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Denne Sommeracher Katzenkopf Weißburgunder Spätlese Trocken hører til hos Zangs Großes Franken vine. Vinificeret helt traditionelt og im Holzfass gereift … altså lagret på egefade. Der er 4,8 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder dig på pærer, fersken, en meget blid frugtnæse, varm og venlig med lidt søde krydderier, balsamtræ og lidt røg. I munden er vinen også blød og rund, meget venlig med tropiske frugter, jern, lidt grape bitterhed, som giver en smule friskhed, selvom vinen syremæssigt er lidt tilbageholdende/vag pga. lagringen på eg.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, Tyskland

2015 Weingut Juliusspital, Würzburger Silvaner, Franken, TysklandJeg har ikke smagt vin fra Weingut Juliusspital siden mit besøg i Franken i sommeren 2015, men nu smager jeg igen en vin fra det imponerende vinhus, nemlig deres almindelige Würzburger Silvaner.

I sommeren 2015 drak jeg bl.a. en 2013 Würzburger Müller-Thurgau Trocken og skrev også lidt om den over 435 år gamle institution Stiftung Juliusspital Würzburg midt i byen. I det blogindlæg kan du også læse mere om det historiske, vigtige og store vinhus, der årligt over omkring 1 millioner flasker vin.

Denne Würzburger Silvaner er en Ortswein, altså niveauet over Gutswein og er selvfølgelig lavet på 100% Silvaner. Den er vinificeret i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 30 dage, hvorefter den er lagret sur lie i ståltankene en periode. Der er 2,2 gram restsukker pr. liter i vinen og den kommer selvfølgelig i en herlig klassisk Bocksbeutel.

Næsen er fin og ren med lidt røg, grønne grene, citrus, lidt tropisk frugt … meget ligetil og frisk. Det gælder sådan set også smagen med et blødt bid, tropisk frugt og citroner. Det smager faktisk rigtigt godt og et fint eksempel på, at man er dygtig til Silvaner i Franken.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Trockene Schmitts, Julius-Maximilians-Universität Würzburg Randersacker Pfülben Silvaner, Franken, TysklandDenne Silvaner i den smukke bocksbeutel flaske er lavet af Weingut Trockene Schmitts med druer fra deres vinmark Randersacker Pfülben. Marken har historisk været ejet af Julius-Maximilians-Universität Würzburg og måske derfor har universitet også valgt at få lavet deres egen vin fra netop den mark.

Weingut Trockene Schmitts har jeg skrevet om tidligere her på bloggen og også besøgt tilbage i 2015 i byen Randersacker, hvor familiens Schmitts holder til.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så Weingut Trockene Schmitts.

Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større.

Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug. Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu.

Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Denne offizieller Wein der Julius-Maximilians-Universität Würzburg er selvfølgelig lavet på Silvaner, som kommer fra marken Randersacker Pfülben, der ifølge vinhuset selv hører til blandt de 5 bedste marker i Franken.

Marken har sin navn Pfülben efter det oldtyske ord Pfulwen, som betyder ehebettkissen eller hovedpude. Marken har nemlig en facon som en bred pude, som er placeret på en seng. Marken har en undergrund med masser af kalk … Muschelkalk.

Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

I glasset er vinen ganske lys … og duftmæssigt snakker vi fersken, melon, en lidt parfumeret aroma, lidt grønne blade, pap, astronaut-is og samtidig let krydret … måske en anelse neutral eller i hvert fald afdæmpet i sine aromaer.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor det er lidt tilbagelænet med kærnemælk, pærer, fersken samt et blødt og kalket udtryk. Det er meget blidt og afdæmpet.

Købt på vingården til 9,80€ … svarende til 73 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, Tyskland

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, TysklandVinmarkerne Escherndorfer Lump og Escherndorf Am Lumpen ligger helt perfekt ved den lille by Escherndorf med Main floden på begge sider, da floden slår et hårnålesving ved Volkach. Lige nedenfor Escherndorfer Lump finder vi Weingut Horst Sauer og det er derfra, at denne Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG kommer.

Weingut Horst Sauer bor – helt i klassisk Franken stil – på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive. Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved Winechallenge London 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Her det det Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG fra Sauer … lavet med druer fra Große Lage marken Escherndorf am Lumpen, som egentlig er den stejleste del af vinmarken Escherndorfer Lump. Marken er stejl som en skihopsbakke og er nævnt første gang tilbage i 1655, hvilket også er forklaringen på, at vinen har dette årstal i navnet.

Horsts vinstokke på Escherndorf Am Lumpen er over 40 år gamle og jorden består af sten og kalk, bl.a. Muschelkalk, hvorfor vinstokkene skal vokse godt dybt for at trække næringsstoffer op. Det betyder også, at udbyttet kun ligger omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Allerede i marken er de bedste druer udvalgt … kun de bedste og mest sunde druer kan blive til Großen Gewächs vin. Efter ankomst til gården presses druerne og mosten spontangærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er derefter lagret en periode på store egefade … Großes Eichenholz.

Duftmæssigt afslører næsen hurtigt lidt petroleum, så det må være Riesling. Bingo. Der er samtidig noget tyngde over duften, stor krop med tørret abrikos, modne pærer, fersken, røg, fade, lidt botrytis og honning. Det er en fyldigere Riesling … i hvert fald at dufte til.

Smagen følger dog godt i kølvandet på duften … lidt tung, sød og fyldig Riesling med sødme, mandarin, abrikos, igen botrytis samt både grape og bitterhed i eftersmagen. Det er koncentreret tæt og samtidig alligevel meget elegant.

Vinene fra Horst Sauer forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster en flaske omkring 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, Tyskland

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, TysklandIngen Pinot Noir smagning uden ærkeægte tysk Spätburgunder, og den første blev denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert fra Weingut Zehnthof Luckert, der holder til i den lille by Sulzfeld omkring 15-20 kilometer sydøst for Würzburg.

Weingut Zehnthof Luckert er grundlagt i starten af 1960’erne af Theo Luckert og hans hustru Luitgard. De startede som almindelige vinavlere, som blot dyrkede druer, som de solgte bulk, Men efter en periode begyndte de selv at producere og sælge vine på flaske, hvilket startede med deres Weißer Burgunder.

I 1975 købte familien ejendommen Zehnthof … en gammel ejendom fra 1558, som var anvendt af fyrstebiskopperne til opkrævning af skatter. Den brugte familien 12 år på at renovere og fungerer i dag som vineri og vinkælder for Weingut Zehnthof Luckert. Ja, den har sågar haft indflydelse på vinhusets navn.

I dag er det Theo og Luigards to sønner Ulrich og Wolfgang Luckert, som ejer vingården og står for produktionen. De får endda hjælp af 3. generation i form af Wolfgangs søn Philipp.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grosse Lage marken Maustal samt Erste Lage markerne Berg 1 samt Sonnenberg, Alt drives økologisk og den årlige produktion ligger på omkring 90.000 flasker vin.

Familien er medlemmer af VDP, så vinen er opdelt helt klassisk … og denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert er en Ortswein, hvor druerne kommer fra husets marker ved Sulzberg, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt klassisk med maceration i en kortere periode, fermentering og derefter er vinen lagret på franske egefade inden den flaskes ufiltreret.

Og den har bestemt Franken karakter … næsen er lidt grøn og frugten en snas mere mørk end typisk tysk Spätburgunder. Det er kirsebær og andre mørkere bær, lidt hospitalsudstyr, fernis, maling, og meget kraftig eg, hvilket får vinen til at virke lidt rustik.

Det er bestemt ikke tynd, let og pjevset Spätburgunder, for der er både peber, meget tydelige tanniner og druesaften synes også tæt og intens, men samtidig mærkes alkoholen også en smule.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7