1998 Mauro Veglio, Barolo Vigneto Gattera, Piemonte, Italien

1998 Mauro Veglio, Barolo Vigneto Gattera, Piemonte, ItalienFra bakkerne i Piemonte havde Jan sidste år taget denne 1998 Barolo Vigneto Gattera fra vinhuset Mauro Veglio med hjem … og den blev et klart vinøst højdepunkt denne aften.

Azienda Agricola Veglio Mauro ligger Ciotto nær La Morra. Historien om vinhuset startede tilbage i 1960, hvor Angelo Veglio købte sin første vinmark … Gattera, som netop leverer druer til denne Barolo, Familien havde boet i området i flere år, og Angelo havde ernæret sig som masacrin … en slags slagter, som tog rundt til bønderne og lavede salamier. Derudover havde han om sommeren solgt lidt ferskner på markedet i Canale.

Men han havde altid drømt om at blive vinavler, så i 1960 købte han Gattera og i 1979 købte familien også vingården Cascina Nuova … en gammel, faldefærdig ejendom med 5 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Arborina og Rocche dell’Annunziata.

Det blev Mauro Veglio – en af Angelos 3 sønner – som i 1986 overtog driften, da Angelo blev syg. Mauro var dengang kun 25 år, men gik straks i gang med en renovation af vinkælderen og plantede også markerne om.

Da han året efter giftede sig med Daniela Saffirio, hvis familie også var vinavlere, så voksede antal af markerne og udgør i dag samlet 14 hektar vinmarker. Så med hjælp fra hustruen, familien og naboen – ingen ringere end Elio Altare – fik Mauro omlagt produktionen, således han i 1992 kunne præsentere de første årgange.

Og lige siden har vinhuset været regnet blandt nogle af de bedste af modernisterne i Barolo. I 2017 har Mauro sammenlagt vinhuset med sin nevø Alessandro Veglio … måske også for at sikre et kommende generationsskifte.

På billedet ovenfor kan I se alle 3 … fra venstre Alessandro, Daniela og Mauro Veglio.

Azienda Agricola Veglio Mauro anvender en tilnærmet organisk eller økologisk tilgang til arbejdet i marken og der bruges hverken kunstgødning eller pesticider, ligesom der heller ikke anvendes kulturgær. Samtidig holdes høstudbyttet i ave.

Vinifikationsmæssigt hører tilgangen til i den moderne ende af skalaen og der anvendes rotofermentatorer med temperaturkontrol, relativt korte macerationstider og en vis procentdel nye barriques til Barolo.

Mauro er meget omhyggelig med brugen af svovl. Typisk ligger niveauet for den frie svovl i vinene på omkring 25-30 mg/liter, og den totale svovl på omkring 40-60 mg/liter, hvilket er omkring halvdelen af det officielt tilladte.

Denne Barolo Vigneto Gattera er selvfølgelig en enkeltmarksvin fra marken Gattera, hvor Nebbiolo vinstokkene er plantet tilbage i starten af 1950’erne.

Jeg kan ikke se, hvordan vinen blev lavet i årgang 1998, men i dag laves vinen med 12 dages maceration i rustfrie ståltanke før druerne presses, alkoholiske gæring i 20 dage og derefter malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 24 måneder på barriques, heraf 30% nye fade inden vinen flaskes inden klaring eller filtrering.

Der er en herlig hengemt bouquet, dunst og endda odeur af lidt flæsk, mejeri, violer, norske brystdråber, kamfer, blod, maling, fernis, blomster, mynte, marcipan og sådan mediumrøde bær … boysenbær, tæt og moden i frugten, måske endda lidt gæret og en virkelig fabelagtig duft … helt vibrerende.

I munden er vinen moden og så alligevel helvedes syrlig i frugten … men på en total zen og balanceret facon. Det er voldsomt tørt, nærmest knastørt med æteriske olier, ristede noter, modne kirsebær, peber … masser af tanniner og syre. De 20 år på bagen kan ikke mærkes, for det er en ung buttet pige med masser af bid, skarp tunge og sexet krop. Wauw.

Købt i Piemonte for omkring 60€ … svarende til 447 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandDe trofaste læsere her på Houlbergs Vinblog ved sikkert, at jeg har en forkærlighed for Julia Bertram og hendes flotte … Spätburgunder vine fra Ahr i Tyskland. Derfor var det også en overraskelse, at det var Paul, som præsenterede denne Ahrweiler Spätburgunder ved vores vinaften.

Jeg skal heller ikke skrive en masse om Tysklands bedste winzerin, for det har jeg gjort i andre blogindlæg, men blot kaste mig over denne vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2014 … men sjovt nok endnu ikke i årgang 2015, som dog ligger i mit vinkøleskab og venter.

Denne Ahrweiler Spätburgunder er niveauet lige over Handwerk … Julias entry-level vin. Det er alene en kommunevin fra Ahr og alene Julias anden årgang. Den er – som alle Julias vine – lavet i kæresten Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken, selvom det er en raceren Ahr vin.

Næsen er sød kostald, animalsk og let … lyse bær, ribs, hindbær samt masser af bolsjesødme, kanel, røg, nelliker, søde krydderier, mentol, masser af eg og endelig syrlige elementer.

I munden er Ahrweiler Spätburgunder fortsat stringent, grumset og syrlig saftevand med hindbær, kirsebær, lakrids, kridt, let peber og mineraler. Det er letløbende, læskende og indladende … fortsat feminint, elegant og fin Spätburgunder.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Cuevas de Arom, Os Cantals, Campo de Borja, Spanien

2015 Cuevas de Arom, Os Cantals, Campo de Borja, SpanienVi startede den egentlige blindsmagning med et ordentligt rabalder … vinen Os Cantals fra det spanske projekt Cuevas de Arom, ren Grenache fra 70 år gamle stokke fra parceller i Ainzon, som ligger i appellationen Campo de Borja i vinområdet Aragon.

Cuevas de Arom er et nyere projekt fra Fernando Mora, som normalt driver vingården Bodegas Frontonio i Vadejalón sammen med Francisco Latasa. Det er Fernando Mora, som I kan se på billedet ovenover ved en vinstokke plantet i en stenet undergrund.

Fernando Mora var egentlig ingeniør med speciale indenfor vindmølleindustrien, men elskede vin, så han startede med at plante 14 vinstokke og købe noget gør-det-selv udstyr til vinfremstilling på internettet. Samtidig startede han med at studere til Master of Wine.

I moderens badekar lavede sin første årgang, men siden blev metoderne mere sofistikerede. Han mødte Francisco Latasa, som også var startet med at lave vin, så de to forenede kræfterne og grundlagde Bodegas Frontonio, som udgav deres første årgang i 2010 … alene sølle 630 flasker vin.

I dag regnes Fernando Mora som et af Spaniens lysende talenter og vennen Mario Lopéz er også kommet med i driften og står for vinhusets marker.

Cuevas de Arom er et nyere projekt for Fernando Mora og er endda også opkaldt efter ham, idet Arom jo er hans navn bagfra. Så dermed hedder huset aka projektet jo reelt Cave de Mora.

Sammen med Mario har Fernando fundet nogle marker med gamle Grenache vinstokke nær Ainzon i Campo de Borja. Derudover har de lånt lidt ledig plads hos kooperativet Cooperativa Santo Cristo de Ainzón, hvor de laver 2 forskellige vine … men dog i meget begrænset antal.

Den første vin As Ladieras laves der kun 13.150 flasker og denne Os Cantals, som betyder noget i retning af under stenene, som der laves beskedne 3.145 flasker af. Denne årgang 2015 er Moras første årgang og den har fået flotte anmeldelser af bl.a. Parker.

Druerne til denne Os Cantals  kommer fra 70 år gamle stokke i de allerbedste parceller i Ainzon i Campo de Borja, som har en helt ekstrem stenet undergrund. Vinen spontangæres vinen i 600 liters træfade efterfulgt af lagring i nye barriques. Den trækker en højoktan på 15%.

Duftmæssigt er det også en kraftig fætter … lidt bacon og flæsk i næsen, kogte kirsebær, brombær og godt overmoden frugt, blommer, eg, chokolade, vanilje, sød tobak … stor fed og pralende, men har alligevel en lidt frisk nerve underneden, men den høje alkoholprocent mærkes dog også en smule.

I munden er vinen blød, sød og har masser af opulent fedme, sol og modne bær. Der er sgu spark på sødmen, som dog forsøges holdt nede af en kølig syre, nogle mineralske elementer samt en smule peber. Voldsom vin … men smager godt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Doyard-Mahé, Cuvée Empreinte Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2014 Doyard-Mahé, Cuvée Empreinte Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigAlle gode ting starter med champagne … i hvert fald startede vi vores vinaften med et glas af denne Cuvée Empreinte Blanc de Blancs fra det lille champagnehus Doyard-Mahé.

Doyard-Mahé er et nyt hus hos Jysk Vin og – som det måske fremgår på billedet ovenover – er det ikke et stort, flot og overdådigt château, men en lille familiedrevet vingård, som ligger i den velkendte premier cru landsby Vertus i det sydlige Côte des Blancs i Champagne-området i Frankrig.

Champagnehuset drives af Doyard familien, og blev grundlagt tilbage i 1927 af Maurice Doyard, som også i 1941 var med til at grundlægge CIVC … Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, som er den styrende organisation af champagne-producenter i Frankrig.

I dag er det 3. og 4. generation, som driver Doyard-Mahé, nemlig Philippe Doyard og hans smukke datter Carole. De har samlet 6 hektar vinmarker, hvor 90% er Chardonnay og de laver årligt 50.000 flasker champagne.

Denne Cuvée Empreinte Blanc de Blancs er også – som navnet siger – på 100% Chardonnay og husets basischampagne. Druerne kommer fra særdeles kalkholdige jorde ved Vertus, hvor der desuden findes kridt og fossile aflejringer, som stammer helt tilbage fra dengang, hvor Champagneregionen var havbund.

Vinen er lavet i temperaturstyrede rustfrie ståltanke, og selvom det ikke er en vintage champagne, så består denne primært af druer fra høsten i 2014. Vinen er flasket i 2015 og lagret på flaske i knap 2 år inden degorgering i november 2016.

I glasset er denne champagne let, blid med en lidt nøddet aroma tilsat blomster, kridt, kalk … en lille delikat og pirrende duft, som provokerer din næse. Der er en lille syrlig, bitter duft med citron, en smule karamel og lidt afbarkede grene.

I munden godt med bobler, sådan medium aggressiv på boblerne og bruser godt, lidt syrlige æbler, ribs, citron, frisk og fin stringent syre samt sten, mineraler og lidt salt. Meget omgængelig champagne, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

Vinaften 31. august … det var en fredag aften

Vi var kommet bagefter … alene afholdt to vinaftener siden september sidste år. Sikke noget rod, men på en lang fredag – nej ikke den fredag – var det igen tid til at samles.

Denne gang stod Steffen for tur, og selvom vi normalvis holder vore vinaftenen på lørdage, så havde kalendergymnastikken været en anelse modstridig, hvorfor det med kompromissets kunst var endt med at blive plansat til en fredag.

Så efter en lang arbejdsdag mødtes vi – efter jeg havde samlet Paul og Jan op undervejs – hos Steffen på slaget 18.30. Og jeg vil også give den lange arbejdsdag skylden for, at jeg ikke fik taget en masse stemningsbilleder fra aftenen. Så dermed allerede en advarsel fra starten … dette bliver ikke et velillustreret blogindlæg … nok nærmere en sagte, nøgtern og småkedelig beretning.

Vel ankommet fik vi hurtigt lidt væske i hånden … pænt omklamret af høje, langbenede champagneglas. Så var vi ligesom i gang, så vi skålede og glædede os til aftenen.

Champagne

Steffen havde haft travlt i køkkenet og forberedt os en lille 3-retters middag, som – udover en lille appetizer start med små hapsere – bestod af;

  • Forret; Kold, grøn aspargessuppe
  • Hovedret; Coq au vin
  • Dessert; Vaniljecreme med kogte blommer

Som vanligt får I lige fotos af retterne.

Kold, grøn aspargessuppe

Aspargessuppe

En kold suppe bestående af grønne asparges og agurk toppet med lidt bredbladet persille og rejer. Frisk start, som blev akkompagneret af lidt østrigsk Riesling.

Coq au vin

Coq au vin

En klassiker – og her i en udgave, hvor Steffen havde glemt champignon, hvilket han opdagede, da han skulle til at servere retten, men den smagte nu fint – også uden champignon.

Vaniljecreme med kogte blommer

Vaniljecreme

Desserten blev noget vaniljecreme-agtigt med nogle blommer, som enten var kogt eller bagte. Tror ikke, at jeg lyttede nok efter der … men bare nød retten, som Steffen serverede lidt portvin til … så blommerne var måske endda kogt i portvin.

Nå, men det var jo også vinen, som var det væsentlige og denne aftens blindsmagning endte med følgende spændende felt;

En spændende og varieret felt, og mit vinøse højdepunkt var Jans 20 år gamle Barolo. Jeg havde selv taget 2 x Spätburgunder med, da jeg lige havde lyst til Spätburgunder.

Et par af vinene har jeg anmeldt tidligere … den østrigske Riesling og så Steffens 2007 Alberto IGT fra Zenato, som han har haft med én gang tidligere. Det var dog helt tilbage i 2012 og uden anmeldelse, så den laver jeg en ny beskrivelse og anmeldelse af.

Vores blindsmagning gik bedre end tidligere … Jan endte som vinder, mens Paul denne gang endte som nummer sjok. Jeg havde taget præmien med … Meyers bog om pølsemageri. Vi endte aftenen med slanter tilbage i flaskerne … måske lidt matte efter en lang arbejdsdag.

Men så kunne Steffen bare hygge dagen derpå. Vi bringer derfor helt eksklusivt dette spionfoto med masser af champignon samt slanter:

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut August Kesseler, R Riesling Kabinett, Pfalz, TysklandJeg har fået et par flasker fra BayVine til test. Den første blev et fint lille gensyn fra i sommers … vinen R Riesling fra Weingut August Kesseler, som ligger på Lorcher Straße i Assmannshausen i den vestlige del af Rheingau.

Sidst smagte jeg vinen i årgang 2014, men her er det dog en nyere årgang 2016. Selvom vinhuset ligger i Rheingau, så er vinen reelt fra Pfalz, men det skyldes, at denne R Riesling Kabinett er lavet med druer opkøbt fra vinavlere i Pfalz længere mod syd.

Weingut August Kesseler er grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler, som I også kan se kigge udover Rhinen på billedet ovenover. Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Og det er bl.a. fra dette samarbejde, at denne R Riesling Kabinett kommer. Vinen er lavet i både Bad Dürkheim og videre vinificeret hos Kesseler i Rheingau.

R Riesling Kabinett har gæret i temperaturstyrede, rustfri ståltanke. Den har fået lov til at ligge på bærmen i tilstrækkelig lang tid, før den meget skånsomt bliver tappet på flaske. Vinen har et pænt restsukkerindhold på 26 gram pr. liter.

Selvom det ikke er en dyr vin og en Kabinett med en vis sødme, så er er der – som sidst -igen herlige små noter af petroleum, lidt fersken, tropisk frugt, pærer, selvfølgelig pæn sødme, lidt muskat og jeg fanger også en lidt nøddet aroma.

Smagsmæssigt æbler og æblekompot … det er klart en sød vin, men den bliver dog aldrig alt for sød, for den har også en smule grape og lidt citronsyre, selvom den bestemt er meget omgængelig, let vandet og aldrig bliver helt dyb. Men drikkevenlig vin med masser af Riesling kvaliteter. Det er sgu igen godkendt.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Goldberg Rieslaner Auslese, Pfalz, TysklandGoldberg Rieslaner Auslese er en dødlækker dessertvin fra Weingut Wageck Pfaffmann … og helt forkert drukket her i det houlbergske hjem uden en dessert på bordet, men alligevel blev flasken tømt på et splitsekund, livseliksir med munter sødme.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og igen er jeg totalt imponeret over kvaliteten af vinene fra Weingut Wageck Pfaffmann i forhold til priserne … denne lille lækkerbisken kan fås til 115 kr. og det er for en Auslese og ikke i en beskeden 0,5 liter flaske … næ i en normal 0,75 liter flaske, så vi snakker altså om lidt af en røverkøb.

Vinen er en del af den gamle serie af vine, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … udover det åbenlyse, at druerne er høstet med mindst 95 Oechsle, betingelsen for det er en Auslese.

Men inden vi springer ombord i smagsnoterne, så lad os lige se nærmere på Rieslaner druen, der – som navnet næsten afslører – er en krydsning mellem Silvaner og Riesling, skabt i 1921 af August Ziegler i et gartneri i Veitshöchheim nær Würzburg.

Den blev dog først officielt anerkendt i 1968 og i dag findes den primært i Franken og Pfalz … ofte anvendt til søde vine som også i denne Goldberg Rieslaner Auslese. Samlet finder der alene 85 hektar vinmarker i Tyskland med Rieslaner, så det er også en forholdsvis sjælden drue.

Duftmæssigt en anelse petroleum og benzin, så Riesling druen slår helt sikkert igennem. Derudover er der abrikos, passionsfrugt, mango, æbler … tæt, tyk og fortættet, masser af bundtræk samt nogle lidt støvede elementer.  Herlig aroma.

I munden er vinen klart en dessertvin ,.. godt med sukkersødme, men virkelig blød, sød og smeltende dejlig. Det er cremet med masser af æbler og sød æblejuice, god syre i eftersmagen uden at blive for syrlig. Det er nok en af de bedste dessertvine, som jeg har fået i ualmindelig tider … og til prisen er det rent tyveri.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb