2016 Weingut Emrich-Schönleber, Monzinger Halenberg Riesling GG, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Emrich-Schönleber, Halenberg Riesling GG, Nahe, TysklandWeingut Emrich-Schönleber ligger i den lille by Monzingen lige ved Nahefloden i Nahe området og vi smager her hans top Riesling … Monzinger Halenberg Riesling GG.

Vinhuset stammer tilbage til midten af 1800-tallet og var grundlagt af Emrich familien, men ændrede navnet til Weingut Emrich-Schönleber, da Wilhelm Schönleber giftede sig ind i familien Emrich i 1960’erne.  Dengang havde vingården dog alene små 2 hektar vinmarker, men Wilhelm producere de første Riesling og Burgunder vine og udvidede langsomt vinhuset.

I dag drives vingården af Wilhelms søn Werner Schönleber og dennes søn Frank. De har samlet 20,4 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 grosse lagen marker Frühlingsplätzchen, Halenberg og Auf der Ley.

Frank er dog langsomt ved at overtage hele driften af Weingut Emrich-Schönleber og får hjælp af hustruen Anja Schönleber, som er landbrugsøkonom, men hjælper svigermor Hanne med salget fra vingården. Den årlige produktion ligger omkring 130.000 flasker.

Denne Halenberg Riesling GG er lavet med druer fra marken Grosse Lage marken Monzinger Halenberg, hvor Emrich-Schöleber har en parcel på 5,5 hektar. Det er en meget stejl mark, hvor man faktisk tidligere havde opgivet at dyrke druer … hældningen er på 70% og har en stenet undergrund med blå skifer og kvartsit.

Duftmæssigt noget aromatisk … nogle lidt reduktive aromaer, urter, grønne elementer, let støvet, asparges, en anelse voluminøs, kluntet, gæret og med salt, mineraler samt let citrus.

I munden er der grønne æbler, grape … masser af grape, citron og derudover krydderier samt mineraler, men det er smagsmæssigt lidt mere udvandet og fladt … fader en smule.

Forhandles af Barrique Vin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandNæste sæt startede med denne Kiedrich Gräfenberg Riesling GG fra Weingut Robert Weil, som jeg besøgte for lige omkring et år siden.

Dengang smagte jeg også denne vin, men dog uden tid til mindste fordybelse eller endsige tage smagsnoter. Besøget hos det fantastiske vinhus i Rheingau kan I læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor. I indlægget er der også masser af fotos fra vort besøg og rundvisning på den virkelig smukke vingård, der ligger i byen Kiedrich godt nede af en stejl sidevej.

Denne Kiedrich Gräfenberg Riesling GG er selvfølgelig lavet af druer fra marken Kiedrich Gräfenberg, der er en sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%. Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet.

Sammen med den velventilerede placering giver det ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer.

Næsen er ikke sådan så eksplosiv eller intens, men en smule mere feminin og let med blomster, tropiske frugter, fersken, abrikos, pærer, svag appelsin, lime, citrus, røg … meget fint, let og blidt. Det er så let, magert og nobelt, at det næsten er neutralt, men også kun næsten, for det er sart, spinkelt og skrøbeligt lækkert.

I munden er der grønne æbler, høj syre og let krydrede elementer … syren er ikke pivskarp, men pæn og flot balanceret uden at blæse mig omkuld. Der er dog en øksehuk skarp bitterhed … masser af grape, som ridser og skrammer gummerne og sammen med mineralsk præcision giver en lang eftersmag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 465 kr., men i øjeblikket fås på tilbud til 372 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7