2016 Weingut von Winning, Forster Pechstein Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut von Winning, Forster Pechstein Riesling GG, Pfalz, TysklandOg minsandten om vi ikke skulle have endnu en Forster Pechstein Riesling GG, men denne er imidlertid fra Weingut von Winning.

Vinhuset ligger som Weingut Reichsrat von Buhl også i byen Deidesheim i Pfalz … ja faktisk udspringer de to vinhuse af samme vinhus, som var ejet af Andreas Jordan. Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, var også manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst. De bedste marker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne Forster Pechstein Riesling GG er fra husets bedste mark Forster Pechstein, også vinificeret og lagret på holzfass … altså egefade og sur lie, på bærmen, og vinen flaskes uden klaring, filtrering eller brug af pumper.

Duftmæssigt er det en pige, som danser i sko med massive hæle af egetræ, godt med eg, blomster og lækker forførende. Dertil kommer lidt vingummibamser, håndtasker og fint hvide handsker. Der er æbler, fad, kalk, en aromatiske fedme … som om skoen sidder fast i rendestenen, lidt svagt oxyderet, sødkrydret og det hele rammer dig bare lidt i fjæset med dejlig inderlighed.

I munden er der krop, fylde … men samtidig satans klart mineralsk bid med salg, flint og krydrede noter. Det er dog samtidig blødt, let og luftigt, så vi flyver lykkesagligt videre i en lang eftersmag.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut F. X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Wachau, Østrig

2016 Weingut F. X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Wachau, ØstrigOg minsandten om næste vin ikk’ oss’ var fra et vinhus i Wachau, nemlig fra Oberloiben og dermed nærmest nabo til Knoll i Unterloiben og der schönen blauen Donau. Det er Weingut F. X. Pichler og vinen er deres topvin Riesling Unendlich Smaragd.

Weingut F. X. Pichler er en af Østrigs store kultproducenter, som bliver rost af vinanmeldere fra hele verdenen. Robert Parker har fx skrevet, at F. X. Pichler er Wachaus svar på Château Latour, Domaine Romanée-Conti i Bourgogne, Zind-Humbrecht og Sandrone … lidt af en sammenligning.

Vinhuset holder til lidt udenfor Oberloiben i et topmoderne vineri, som I også kan se på billedet ovenover. Det er bygget i 2009 med kæmpe vinkælder og på 1. etage er der en storslået udsigt udover vinmarkerne i Dürnstein, Ober- og Unterloiben.

Weingut F. X. Pichler er grundlagt tilbage i 1898  og drives i dag af 4. generation i form af Franz Xavier Pichler. Han overtog driften i 1971 og driver stedet med hjælp fra sønnen Lucas.

Lucas har så småt overtaget arbejdet i kælderen, mens Franz stadig har ansvaret for det enorme arbejde, der udføres i markerne. Med Lucas har stilen ændret sig en lille smule mod en mere ren og stringent stil, men det altafgørende fokus er stadig at få det optimale ud af det unikke terroir, der findes i Wachau.

Vinene dyrkes og vinificeres så naturligt som muligt – det hele handler om at udtrykke terroir i vinene med største respekt for naturen.

Weingut F. X. Pichler har samlet 18 hektar vinmarker på nogle af de bedst beliggende steder i hele Wachau, bl.a. markerne Dürnsteiner Kellerberg og Loibnerberg samt Loibner Frauenweingarten og Klostersatz. Her findes der bjergterrasser, som stammer fra det 13. århundrede. Stort set alt arbejde forgår her kun manuelt.

Jordbundsforholdene er granit- og gneissholdige, hvilket giver vinene dybde, finhed og mineralsk karakter. Samspillet mellem
de klimatiske forhold, jordbunden samt Donauflodens indflydelse danner et slags mikroklima med kraftige temperaturudsving fra dag til nat, hvilket begunstiger aromadannelsen i druerne.

På halvdelen af markerne dyrkes Grüner Veltliner, mens resten udgøres af Riesling samt en smule Sauvignon Blanc. I 1928 udvalgte vinhuset en speciel klon af Grüner Veltliner med små druer og med højere mostvægt og ekstraktfylde. Disse vinstokke står i dag på alle marker og danner grundlaget for Pichlers fremragende kvalitet.

Denne Riesling Unendlich Smaragd er husets topvin og kvalitetsmæssigt – som foregående vin – en Smaragd. I Wachau inddeler man nemlig kvalitetsvine i tre kategorier, Steinfeder, Federspiel og Smaragd.

Det første trin Steinfeder er opkaldt efter græsarten Stipa Pinnata, der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol. Federspiel – hvor navnet henviser til fortidens falkejagter – har typisk en alkoholprocent på mellem 11 og 12½ samt et sukkerindhold på mindst 17° KMW.

KMW er en forkortelse for Klosterneuburger Zuckergrade og er en slags Oechsle-skala, som anvendes i Østrig. Den er vel nærmest et udtryk for, hvilken alkoholstyrke en vin kan opnå ved maksimal udgæring snarere end et udtryk for sødmeniveauet i en potentielt udgæret vin.

Det øverste trin kaldes Smaragd og stammer ikke – som man måske ellers skulle tro – fra smykkestenen, men fra smaragdfirbenet, der findes i Wachaus vinmarker og bærer stenens grønne farve. Her er sukkerindholdet mindst 18,2° KMW, hvorfor der således typisk er tale om druer høstet med pænt sukker niveau.

Franz Xavier Pichler fik idéen til at lave Riesling Unendlich Smaragd i 1991 og visionen var at lave en vin med så stor dybde og koncentration, at eftersmagen ville være uendelig. Det blev dog først i 1998, at drømmen gik i opfyldelse og første årgang af Unendlich kom på markedet.

Vinen er lavet af Riesling fra 2 parceller. 92% Loibenberg og 8% Kellerberg og etiketten er inspireret af et design af Karl Friedrich Schinkel til operaen Tryllefløjten af Mozart … en stjernehimmel med kosmisk uendelighed.

Næsen byder på masser af petroleum, der som en råolie udsender lysende aromaer samt modne frugter, ferskner, en buket af vilde blomster, syltede appelsiner, salte mineraler, honning, sødkrydrede elementer, mandler og er samlet set en smule varm, lun, hyggelig og sanselig i udtrykket.

I munden er vinen utrolig cremet … ja nærmest smeltende med sødme, dybde, kraft og masser af bund. Men samtidig er der også en fin, smuk og elegant lethed over vinen, hvor syren danser på tæerne, frisk, frejdig og næsten erotisk. Sødme møder renhed og elegance … man bliver glad i låget.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 1.798 kr., mens prisen er 1.349 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7