Tag-arkiv: tinta amarela

Tinta Amarela = Trincadeira

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, Portugal

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, PortugalNæste vin er denne Flor das Tecedeiras Tinto 2017, som er fra et vinhus, der kalder sig Lima&Smith, der drives af den brasilianske forretningmand Marcelo Lima og den tidligere journalist og korrespondent Tony Smith.

De købte i 2011 vingården Quinta de Covela fra ejeren og  filmskaber Manoel de Oliveira, som dog ikke havde anvendt den gamle vingård de foregående par år. Derfra er de startet med at lave vine og har siden suppleret med køb af flere ejendomme som Quinta da Boavista og så netop Quinta das Tecedeiras, hvor denne vin kommer fra.

Quinta das Tecedeiras ligger 8 kilometer oppe ad Douro floden fra Pinhão, på den sydlige bred, hævet over floden på et lille forbjerg, med blik til begge breder og floden på smukkeste vis. Ejendommen har tidligere været et nonnekloster under klosteret São Pedro das Águias. Nonnerne levede af at væve klæde af hør, der blev dyrket på ejendommens jord … og arbejdet ofte udført politisk forfulgte og kriminelle, som søgte tilflugt i klostret og kirken gav beskyttelse i bytte for arbejdskraft.

Og fra de 3 vingårde laver Lima&Smith så både portvine og almindelige vine, som nu fx denne Flor das Tecedeiras Tinto, som er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og derefter knust let inden en kølig premaceration. Gæringen er sket i rustfrie ståltank med daglig, blid overpumpning og vinen har også lagret i de store ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen langt mere nærig med aromaerne end de forrige vine … men der kommer lidt roser,  let krydrede noter og er sådan lidt gammeldags i stilen med brombær, blåbær, blommer samt lavendel … meget rustik.

I munden er vinen saftig og igen meget krydret, rustik med god intensitet i frugten, godt med røde bær som kirsebær, brombær og blommer, egentlig dejlig blød.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, Portugal

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, PortugalSom min rødvin til WSET webseminaret med Master of Wine Dirceu Vianna Junior har jeg valgt en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet nogle år. Det er 2. vinen på Quinta do Vesuvio … en 2009 Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte førstevinen. Der er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne altså er husets 2. vin Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt portvinskendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – da António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og stoppede også med at dyrke korn og satsede udelukkende på at blive et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport. I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group.

Symington ejer bl,a, også portvinshusene Warre’s Port, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få. Men derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer som Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão. På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt eksotiske frugter og en smule urter.

Herover ser I Dirceu Vianna Junior, som fortæller lidt om Portugals områder, terroir, druer og vinene … også specielt Douro som et af de allerbedste områder.

Denne Pombal do Vesuvio er lavet på 60% Touriga Franca, 30% Touriga Nacional og 10% Tinta Amarela. Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 400 liters franske egefade. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

Sikke da en fin næse … helt bordeauxfil med mørk frugt, muldjord, nogle kølige mælkede aromaer, tørret kød, brombær, sorte kirsebær, godt med cedertræ, vanilje, karamel … det er klart en vin med masser af fylde, ekstraheret frugt og det virker som om, at årene i skabet har gjort en masse godt for vinen, som virker meget poleret.

Det gælder også i smagen … meget cremet, smooth og løber næsten bare lige gennem drænrøret. Det er utrolig behagelig vin med mørke bær, vanilje, karamel, modenhed i frugten … tanninerne er slet ikke døde endnu, for de mærkes svagt, men vinen skal nok heller ikke ligge mange år endnu … tænker, at den måske endda topper lige i øjeblikket. Der mangler måske en smule bundtræk.

Købt hos Vinspecialisten, men de forhandler vist ikke vinene fra Quinta do Vesuvio længere. Prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2015 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalMeandro Tinto fra Quinta do Vale Meâo er en fremragende portugisisk vin, som altid har et pænt højt niveau … og så til en fornuftig pris.

Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. Og mange år senere i 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården.

Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et andet selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn og med de druerne, som tidligere var leveret til AA Ferreira SA.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og der blev investeret i  moderne udstyr til vinifikationen samt et antal lagares aka granitkar til fodtrædning af druerne.

Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.

Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er denne årgang 2015 lavet på 40% Touriga Franca, 35% Touriga Nacional, 16% Tinta Roriz, 5% Tinta Barroca, 2% Alicante Bouschet og 2% Tinta Amarela. Efter den manuelle høst knuses druerne, hvorefter de afkøles og fodtrædes i fire timer i de traditionelle granitkar kaldet lagares.

Herefter overføres mosten til temperaturkontrollerede ståltanke for den endelige vinificering. Hver druesort vinificeres separat, og efterfølgende lagrer vinen på 2 og 3 år gamle franske egefade i 14 måneder.

Næsen er herlig animalsk, lidt mælket og nærmest med en lille øko-bio kant, som gør tingene virkelig interessant. Frugten er mørk, sød og smågæret, blåbær, solbær, chokolade, sød tobak og en masse søde krydderier. Samtidig er der også en lille – let skjult – syrlig friskhed, lidt grøn og urtet.

Smagsmæssigt er det en fyldig, sødkrydret og lækker sag … lakrids, mørk frugt, meget tør med ganske tydelige tanniner, pænt mange mineraler, koncentreret frugtsaft og lakrids.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Quinta do Vesuvio, Quinta do Vesuvio, Douro, Portugal

Quinta do Vesuvio er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Og Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne er husets topvin eller 1. vin, mens 2. vinen hedder Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – hvor António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og ændrede det dengang korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport.

I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group, der i forvejen ejer hus som Warre’s Port, som jeg jo smagte portvin fra forleden, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få.

Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão.

På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt mange andre eksotiske frugter og en smule urter.

Sociale Agricola Quinta do Vesuvio laver som nævnt indledningsvis 2 rødvine og denne er altså deres abolutte topvin. Den er lavet præcis af  druer fra præcist de samme marker, som druerne til husets portvin.

I denne årgang 2009 betyder det 70% Touriga Nacional, mens resten er Touriga Franca samt Tinta Amarela. Brugen af druerne fra portvinene betyder, at der er tale om perfekt terroir, gamle vinstokke og en for området tæt beplantning.

Når Touriga Nacional – som her – plantes på områdets højest beliggende vinmarker, så giver den et yderst begrænset udbytte af en tæt most, der har et højt indhold af sukker, syre og tanniner.

På grund af de meget begrænsede udbytte er det kun 2% af Dourodalens vinmarker, som er tilplantet med denne sort, hvilket gør den til en yderst sjælden gæst i områdets bordvine.

Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke.

Derefter lægges vinen på nye franske 400 liters egetræsfade i 13 måneder. Fadene er er kombination af mange forskellige bødkere, bl.a. Taransaud, François Frères, radoux, Seguin-Moreau, Boutes og Saury. Vinen laves kun i de allerbedste år … ellers sælges druerne eller indgår i Symingtons vine.

Duftmæssigt blød frugt, kirsebær, svag mynte, godt med power, bløde og tætpakkede solbær, kul, lakrids, vanilje og egefad. I munden er vinen også blød, rund med godt med tung frugt, men vinen virker nu ikke tung … sådan mest midt imellem. Blødt og cremet og måske lidt for solrig, men bestemt vellavet vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5/7 

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, Portugal

2011 Quinta Vale D. Maria, Douro Tinto, Douro, PortugalDer er efterhånden langt imellem de portugisiske vine her på bloggen … men det er egentlig en skam, for der laves rigtig mange gode vine i Portugal. Denne Douro Tinto fra Quinta Vale D. Maria er formentlig den bedste portugisiske vin, som jeg har smagt siden oktober 2012, hvor jeg smagte vinen Xisto fra Roquette E Cazes.

Så det var et godt valg fra Steffen … et direkte uppercut til byggesjakket og en fornem start på vingutternes 4 skarpslebne projektiler. Og … need I say more … dén gættede hverken Byggemand Bob eller resten af hans crew.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvine, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Denne Douro Tinto kommer fra flere af husets marker og er lavet på ikke mindre end 40 forskellige druer.

Det er bl.a. druerne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Roriz, Tinta Francisca, Touriga Franca, Touriga Nacional, Sousão og mange flere … de fleste fra 60 år gamle vinstokke. Druerne trædes helt gammeldags med fødderne i store kar, hvorefter macerationen varer 7-10 dage. Derefter lagres vinen i både 225 liter og 300 liter franske egetræsfade i 21 måneder … her 75% nye fade og 25% brugte fade. Parker har givet vinen 95 point … men hvem er interesseret i Parker?

Duftmæssigt en ganske fyldig og blød vin. Vi snakker kirsebær, søde solbær, blæk, blød og sød engelsk lakrids, blomster, vanilje … men samtidig en lidt kølighed eller stringent mineralitet i næsen … meget elegant, nærmest let og moderne i stilen.

I munden er vinen fløjlsblød med kraft, sødme … nærmest lidt småkager, vanilje og afrundede tanniner. Det er silke med lethed og kraft … ganske flot. Jeg er imponeret. Thumbs Up.

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 399 kr.

Rating 6/7

2009 Quinta do Vale Meão, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2009 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalAftenens første rødvin var fra vingården Quinta do Vale Meão i Portugal.

Vingården stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa. Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine. I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn. Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 (som var et fremragende år Portugal) kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 Point.

Vinen her “Meandro Tinto” er vingårdens 2. vin og er lavet på de lokale druer;  Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousão, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Farven er meget mørk og tæt, mens vinen duftmæssigt har lidt solbær, sydens sol og en smule grønt. Smagsmæssigt masser af sødme, igen sol og varme, mørke og modne bær, bly, vanilje. Smager faktisk rigtigt godt, og en vin mange vil kunne li’. En rigtig “crowdpleaser”. Thumbs up.

Købt hos Jysk Vin, pt. på tilbud til 99 kr., normalpris 122 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7