Tag-arkiv: Priorat

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Nassos, Priorat, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Nassos, Priorat, SpanienSå støder vi igen på den altfavnende Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo. Han laver vine fra de fleste områder i Spanien og her er det hans vin fra Priorat … og den kaldes bare Nassos.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León. Vinhuset drives som skrevet af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Rodríguez Sanzo er således siden starten blevet en pæn stor affære, og huset har i dag en kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne Nassos er lavet på 100% Garnacha aka Grenache, som er købt fra udvalgte vinavlere i Priorat og en række marker i omkring 300 meters højde.

Inden gæringen gennemgår druerne en 5 dage lang kold maceration, der trækker aromaer og farvestoffer ud af drueskindet. Herefter gæres druerne og trækker yderligere på skindet i 21 dage. Derefter lagret vinen 9 måneder på 300 og 500 liters fade af fransk og amerikansk eg.

Duftmæssigt har vinen en tætpakket og syrlig mørk frugt, blåbær, sorte kirsebær, enebær samt en herlig landlighed. Derudover er der engelsk lakrids, skråtobak, chokolade, baconfedt og samtidig er vinen en smule parfumeret, har næsten lidt æter, urter samt balsamiske noter. Hmmm.

I munden går de balsamiske elementer igen … masser af syrlighed i den mørke frugt, så det bliver på ingen måder en tung eller klumpet vin, for udover masser af syre er der også godt med tørhed, bidende peber samt tonsvis af tanniner. Det bliver lidt sur hønserøv, men på en dejlig straffende og smertelig facon. Like it.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2015 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienDenne Finca Dofi fra Alvaro Palacios – en af Spaniens bedste vinmagere – er lidt en ikonisk og historisk vin. Det er nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2012 … men her altså en nyere 2015’er.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsageligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

I næsen er Finca Dofi let støvet med druer, som synes at besidde en smuk syrlig modenhed. Det er mørk og alligevel frisk frugt, næsten gærede noter, godt med krydderier, blæk, papkasser, lakridt, lidt blomster og virker frisk, ung og kæk.

I munden er det rund, blød og cremet, men med en syrlig, frisk frugt samt læder, tætte tanniner, kraft, elegance og peber i eftersmagen. Det er en vin, som gaber over meget, kompleks og kan alligevel levere varen. Det er virkelig god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Marco Abella, Mas Mallola, Priorat, Spanien

2014 Marco Abella, Mas Mallola, Priorat, SpanienTravl dag for jeres flittige vinblogger, men med alt andet end vin. Men nu har roen sænket sig, og jeg har proppet op en lækker spansk vin fra den spændende Winefamly kasse … atter en vin fra vinhuset Marco Abella. Det er nemlig vinen Mas Mallola, som er lillesøster til vinen Clos Abella, som jeg tidligere har smagt og var ganske begejstret for.

Familien Marco holder til lidt nord for byen Porrera i Tarragona området i Priorat og har deres rødder i området helt tilbage til 1497, selvom vinhuset reelt først blev grundlagt i 1898 af Ramon Marco Abella.

Men allerede efter i år 19000 opgav familien vinproduktionen efter phylloxera-epidemien. I stedet de til Barcelona, men allerede i 1934 vendte familien dog tilbage til Porrera. Men først langt senere, nemlig i 1999 startede familien med Joaquim Marco og hans hustru Clotilde Moliner igen at dyrke vin, hvor druerne dog blev solgt til andre producenter og kooperativer.

Den praksis ændrede deres søn David Marco, da han sammen med sin hustru Olivia overtog ansvaret i 2003. David ville lave sine egne vine, hvorfor han startede med at modernisere ejendomme og produktionsfaciliteterne.

Samtidig blev produktionen fra familiens 30 hektar vinmarker omlagt til biodynamisk produktion med respekt for månens faser. Vinmarkerne – der ligger højt i 500-700 meters højde – er opdelt i flere forskellige slags jordbund, bl.a. med primært kalk og grå/sort sten. Mange af vinstokkene er også af ældre dato … mellem 18 og 100 år gamle.

David Marco er lidt af en specielt størrelse, som søger det ultimative og ikke går på kompromis med noget som helst. Han laver virkelig terroir vine, som fremstår med et klart aftryk af den jord, hvorfra druerne er dyrket.

Druerne høstes naturligvis i hånden, da alle vinmarkerne ligger i terrasser og derfor besværlige at bevæge sig rund på. I kælderen laves vinene ved brug af cementtanke og store, gamle egetræsfade.

Marco Abella laver samlet 2 forskellige hvidvine og 5 rødvine, herunder denne Mas Mallola, som er lavet på 65% Grenache og 35% Carignan, som kommer fra marken La Mollola, som ligger i 530-680 meters højde. Der er vinstokkene plantet i den grå skiferholdige jord tilbage i 1996.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration i 30 dage og fermentering 10 dage, hvorefter vinen er lagret på franske barriques i 15-18 måneder efterfulgt af 9 måneder på flaske inden frigivelse.

Etiketten er da også fantastisk … den er lavet af den nu afdøde kendte spanske maler Josep Guinovart, som var en god ven af familien Marco. Han har faktisk lavet motiverne på alle husets vine.

Næsen er animalsk og nærmest kødfuld, ristede fade, syrlig frugt, blåbær, gærede bær, bagepulver og krydderier fra bagning. Derudover er der lidt svag sødme med kanel, kakao og nogle stenagtige og mineralske noter, skifer, granit eller noget i den retning.

I munden overraskes du en virkelig frisk frist, som nærmest er syrlig og pågående. Det er kirsebær og hindbær, tørt og faktisk ganske elegant. Den når ikke helt storesøsteren … er knap så blødt, kompleks og mere ligefrem i smagen, men skal man drikke spansk er dette fandeme et lækkert glas vin, hvor der er friskhed, syrlig og pågående frugt … herligt.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 156,63 kr., mod en forventelig normalpris på 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Marco Abella, Clos Abella, Priorat, Spanien

2012 Marco Abella, Clos Abella, Priorat, SpanienPriorat er vel et af de absolut bedste vinområder i Spanien, hvor der laves legendariske vine som Alvaro Palacios Ermita, Clos Mogador og Clos Erasmus … og denne Clos Abella fra Marco Abella er sgu oss’ ren spansk drikkeglæde af bedste skuffe.

Familien Marco holder til lidt nord for byen Porrera i Tarragona området i Priorat og har deres rødder i området helt tilbage til 1497, selvom vinhuset reelt først blev grundlagt i 1898 af Ramon Marco Abella, men efter phylloxera-epidemien i år 1900 flyttede familien dog til Barcelona.

I 1934 flyttede familien dog tilbage til Porrera i 1934, men først i 1999 startede familien med Joaquim Marco og hans hustru Clotilde Moliner igen at dyrke vin, hvor druerne dog blev solgt til andre producenter og kooperativer.

Den praksis ændrede deres søn David Marco, da han sammen med sin hustru Olivia overtog ansvaret i 2003. David ville lave sine egne vine, hvorfor han startede med at modernisere ejendomme og produktionsfaciliteterne.

Samtidig blev produktionen fra familiens 30 hektar vinmarker omlagt til biodynamisk produktion med respekt for månens faser. Vinmarkerne – der ligger højt i 500-700 meters højde – er opdelt i flere forskellige slags jordbund, bl.a. med primært kalk og grå/sort sten. Mange af vinstokkene er også af ældre dato … mellem 18 og 100 år gamle.

David Marco er lidt af en specielt størrelse, som søger det ultimative og ikke går på kompromis med noget som helst. Han laver virkelig terroir vine, som fremstår med et klart aftryk af den jord, hvorfra druerne er dyrket.

Druerne høstes naturligvis i hånden, da alle vinmarkerne ligger i terrasser og derfor besværlige at bevæge sig rund på. I kælderen laves vinene ved brug af cementtanke og store, gamle egetræsfade.

Marco Abella laver samlet 2 forskellige hvidvine og 5 rødvine, herunder denne Clos Abella, som er lavet på 74% Carignan samt 26% Grenache. Druerne kommer fra 4 forskellige marker, men specielt de to marker El Perer, hvor stokke er 20-80 år gamle, samt Solanes, hvor stokkene er plantet i 1934.

På huset hjemmeside står der, at mixet er 70% Garnatxa og 30% Carinyena, altså 70% Grenache og 30% Carignan, hvilket jo ikke passer med etiketten. Jeg har derfor skrevet ned til vinhuset, at de har skrevet tilbage, at blendet er 74% Carignan og 26% Grenache, mens hjemmesiden blot refererer til husets samlede fordeling i markerne. Så fik vi dette sat på plads.

De forskellige parceller vinificeres separat og ved fermentering gærer vinen alene med druernes naturlige gær i store cementtanke og egetræsfade. Derefter lagrer vinen 20-24 måneder på egefade inden den endelig blanding og flaskning. Derefter lagrer vinen yderligere i mindst 18 måneder. Vinen har fået 95 point af Wine Spectator i denne årgang 2012.

Etiketten er lavet af den nu afdøde kendte spanske maler Josep Guinovart, som var en god ven af familien Marco. Han har faktisk lavet motiverne på alle husets vine.

Lad os snuse … aroma af sødbrændte og ristede fade, fløjlsblød frugt, mørk frugt, modne, sorte kirsebær, blåbær, gærede bær, kaffe, tobak, vanilje, mælkechokolade, timian, appelsinskal og med mere varme i glasset også en smule kanel. Pirrer din næse … hmmmm.

Nu kunne man nemt tro, at smagen så bliver lidt for sød og voluminøs, men det er ingenlunde tilfældet. I stedet er det bare blødt, blid og voldsomt elegant. Frugten er ren og frisk. Det spiller max sammen med den runde aroma og blidheden i vinen. Stor vin.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen er 277,59 kr. mod en normalpris på 399 kr. Godt køb.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, Spanien

2013 Costers del Priorat, Clos Cypres, Priorat, SpanienSidste punktum ved vores vinaften var en Cariñena a.ka. Mazuelo a.k.a. Carignan baseret vin, nemlig vinen Clos Cypres fra vinhuset Costers del Priorat, som holder til ved byen Bellmunt i Priorat.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af vinmageren José Mas Barberà. Han kom ikke selv fra en vinfamilie, men var draget af området i Priorat og har siden etableringen opbygget et vinhus, som bliver rost af vinanmeldere verden rundt, fx har denne Clos Cypres fået 95 point af Decanter.

Omkring byen Bellmunt har José 20 hektar vinmarker i det bjergrige område, hvor jorden er præget af sten og skifer. Vinmarkerne ligger på små terrasser og er tilplantet med 40-100 år gamle Garnacha og Cariñena vinstokke, men derudover har José også plantet nye vinstokke med Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Costers del Priorat bruger megen tid og energi på at få den bedst mulige vin, hvilket indebærer, at vinhuset arbejder grundigt med alle detaljer i bearbejdelsen af druerne. Når druerne først kommer ind til vinhuset, skal de gennem en manuel sortering, hvor kun de fineste druer kommer videre i processen.

Hemmeligheden bag Costers del Priorats vine skal ikke kun findes i måden at arbejde separat med høsten fra vinmarkerne, men også i den lave produktion af druer. På grund af den lille regnmængde og jordens ringe frugtbarhed er druerne små og koncentrerede, hvilket giver nogle potente og velstrukturerede rødvine.

Denne vin har navnet efter marken Clos Cypres efter de store cyprestræer, som omgiver marken. Det er 100% Cariñena, som er plantet tilbage i 1939, fermenteret i store  300 liter amphorae krukker samt 500 liter gamle egefade inden yderligere lagring i 14 måneder på barriques samt minimum 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er stald, ganske animalsk, dyb og kødfuld … vi snakker blod og hæfteplaster, mørke bær, godt med kirsebær, cedertræ, salvie, mentol, svage blomster, bitter engelsk lakrids, tobak og vanilje. Virkelig indbydende, voluminøs og mørk duft.

Smagen er kraft, dyb … peber, blåbær, tør … men langt lettere i munden end forventet og end duften antydede. Tanninerne er bestemt tilstede, men meget polerede og det hele er sgu ret elegant. Jeg gættede, at det var spansk … spot on.

Forhandles hos D’Wine, hvor prisen er 329 kr.

Rating 5,5/7

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, Spanien

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, SpanienDen charmerende Alvaro Palacios har jeg – som Gerard Bertrand – skrevet om en del gange, og nu er den gal igen. Jeg har nemlig fået en glas af denne Camins del Priorat i årgang 2014 i hånden.

Palacios skal jeg nok lade være med at skrive om igen og vil du læse mere om den spanske vinøse superstjerne, så brug søgefeltet her på bloggen, så dukker der et utal af blogindlæg op med masser af vine fra Alvaro.

I stedet kan vi kigge nærmere på denne Camins del Priorat, som er lavet med egne druer, og herudover fra druer, som Alvaro Palacios køber fra flere forskellige vinbønder i byerne Gratallops, Torroja, Les Vilelles, Belmunt og El Lolar.

Dette betyder også, at druerne dyrkes efter flere forskellige principper, hvorfor det kun er husets egne druer, der er garanteret økologisk dyrket.

Den resterende del af druerne dyrkes efter, hvad man i Frankrig kalder méthode raisonnée, hvilket betyder, at man kun bruger en meget begrænset mængde sprøjtemiddel, og kun når det er yderst nødvendigt.

Udbyttet svinger også en smule fra producent til producent, men ligger generelt lavt, dvs. mellem 11 og 28 hektoliter pr. hektar. Vinen er i denne årgang lavet på 50% Grenache, 15% Carignan, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah samt 5% Merlot. Gæres 18 dage på en blanding af cementtanke og træfade. Efterfølgende lagres vinen på franske egetræsfade i 8 måneder, før den klares og tappes på flaske.

Duftmæssigt en her godt med urter, krydderier, grønne noter, solbær, blommer og mentol. I munden er vinen proppet med tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne, saft, kraft og en stram og syrlig rygrad. Syren er virkelig super, men ellers synes jeg nu ikke, at den lever op til tidligere årgange af vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 175 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, Spanien

2012 Alvaro Palacios, Finca Dofi, Priorat, SpanienInden maden og madvinen skulle vi smage én af de mest historiske vine fra Alvaro Palacios, nemlig vinen fra den mark, som Alvaro startede med at købe i 1990, da han slog sig ned i landsbyen Gratallops i Priorat.

Det var selvfølgelig vinmarken Finca Dofi, som Alvaro tilplantede med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. Og det blev altså til enkeltmarksvinen Finca Dofi eller Priorat Clos Dofi, som den også kaldes.

Vi smagte den her i en årgang 2012, som har en Universal Wine Score på 94 point. Alvaro har lavet vinen siden opkøbet i 1990 … dvs. fra årgang 1989 og frem. 2011’eren regnes som én af de bedste Finca Dofi nogensinde, mens denne endnu ikke har fået så mange bedømmelser.

Finca Dofi er – specielt i forhold til Alvaros marker i Bierzo – en relativt ung vinmark på 9 hektar, fordelt over flere mindre terrasser. Kombinationen af forholdsvis unge vinstokke og fattig jordbund, som hovedsagligt består af småsten, bringer udbyttet helt ned på 20 hektoliter pr. hektar.

Finca Dofi er lavet på 80% Grenache og 20% Cabernet Sauvignon. I markerne håndplukkes druerne, og når de ankommer til vineriet, sorteres de før afstilkningen. Herefter bliver de nænsomt presset, hvorefter mosten lægges på egetræsfade.

Gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen på nye franske egetræsfade i 16 måneder. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og det er såmænd også en ganske kompleks vin, som dog fortsat – i min mening – er alt for ung. I næsen er den støvet, tør med jord, krydderier, blæk, mørkerøde bær, papkasser, lakrids, eg, tørrede blomster samt en smule mint eller eucalyptus. Smagen er syrlig, frisk med læder, rød frugt, tanninerne sammenpressede og stringente, mens eftersmagen er meget lang med en pebernote. Den mangler fortsat at åbne sig noget.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen i dag er 595 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, Spanien

2011 Alvaro Palacios, Vi de Vila Gratallops, Priorat, SpanienMed næste vin – Vi de Vila Gratallops – fortsatte vi opad stigen med Alvaro Palacios’ Priorat vine, og denne vin kommer netop fra området omkring landsbyen Gratallops, hvor Alvaro har hans vingård i Priorat og hvor hele eventyret begyndte.

Da Alvaro Palacios købte de første vinmarker i 1990 og startede som selvstændig vinbonde, så skete det samtidig med, at vinmageren René Barbier samt et par andre af Alvaros venner også slog sig ned som vinbønder.

De kaldte deres projekt med vinproduktion i det dengang mere ukendte Priorat for Gratallops Projektet, netop opkaldt efter den lille landsby Gratallops.

Samlet har Alvaro opkøbt 7,2 hektar jord omkring byen, nemlig i form af vinmarkerne La Baixada, Coll del Corral, Obagues, La Capella, Manyetes, Mas d’en Pallares, Coll de Falset, Cinta, Socarrats og Ermites.

Vinmarkerne er fordelt over en række stejle terrasser, som har en nord/østlig eksponering. Denne eksponering nedsætter mængden af sollys samtidig med, at vinmarkerne udsættes for en kølig brise ind fra havet. Dette nedsætter såvel den phenoliske modning som sukkermodningen.

Dette ville være et kæmpe problem i et nordligt beliggende vindistrikt, men er en stor fordel, da det giver druerne mulighed for at udvikle mere komplekse phenoler samtidig med, sukkermodningen holdes tilbage. Det betyder vin med højere syre og lavere alkohol og dermed også en bedre balance.

Vinen er lavet på 65% Grenache og 35% Carignan … eller Samsó, som de lokalt kalder Carignan druen. Alle druer håndplukkes selvfølgelig.

Når druerne ankommer til vineriet, så sorteres de inden de afstilklingen. Herefter presses de nænsomt, og mosten lægges på egefade, hvor gæringen finder sted som en spontangæring, mens der dagligt foretages pigeage. Efter gæringen lægges vinen på nye franske egefade i 16 måneder, inden den tappes på flaske uden nogen former for filtrering.

Og dette er en fantastisk kompleks vin, som i næsen byder på utrolig intensitet, mørke bær, næsten marmelade … kirsebær, brombær, nærmest an blanding af røde og mørke bær. Der er lidt mulle kælder, sødbrændte fade, søde og mørke krydderier, lakrids, farvekridt og sluttelig også nogle florale noter … blomster. Hmmmmm.

I munden er det mørk frugt, god dybde og tydelige tanniner. Sikke en balance og elegance. Balance mellem syre, frugt og tørhed … meget frugtrig, mens tanninerne sætter sig på fortænderne. Der er også en smule sødme med i smagsbilledet og det hele slutter i en voldsom lang eftersmag. Dette er sgu ret godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 6/7 

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, Spanien

2013 Alvaro Palacios, Les Terrasses, Priorat, SpanienI Alvaro Palacios kavalkaden røg vi med næste vin Les Terrasses til Priorat i Catalonien … det område, som Alvaro slog sig ned i, da han i 1990 stoppede som ønolog for Moueix-familien på Château Petrus, og startede med at producere egne vine.

På det tidspunkt var Priorat hovedsagligt kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

Men da Alvaro købte sin første vinmark Finca Dofi havde han et mål om at fremstille en stor vin … en blanding mellem kraft og elegance … en krydsning mellem Pétrus og La Grange.

I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken L’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser.

Vinen L’Ermita fra denne mark er også i dag én af Spaniens dyreste vine. Hos Vinspecialisten koster vinen også imponerende 7.500 kr. i årgang 2011. Det er en vin, som Parker giver flotte point, men sjovt nok aldrig har opnået de magiske 100 point. Mener, at højeste rating var 99 point for årgang 2010.

Denne Les Terrasses er er noget billigere, men også en helt fantastisk vin. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange tidligere, bl.a. årgangene 2005 og 2007, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2013.

I denne årgang er det et blend af 60% Carignan, 30% Grenache samt 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller omkring de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar. Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen.

Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hektoliter pr. hektar og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hektoliter pr. hektar og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke. Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, så lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder, både nye fade samt fade, som er anvendt en eller to gange før. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.

Thomas fra Vinspecialisten fortalte, at vinen er lavet for sidste gang i årgang 2014 og herefter udgår af sortimentet fra Palacios. I stedet kommer der selvfølgelig en anden vin fra de druer, som ellers er anvendt til denne vin. Det må vi lige holde øje med i de kommende år,  selvom det er svært at forestille sig, at der skulle komme bedre vin af det.

I næsen er der kirsebær samt lidt mørkere bær, mørk kælder, lidt jord, mineralitet, kridt samt en smule blæk. I munden er vinen langt mere kompleks end de forrige, mere blød og rund med bløde tanniner, tørhed, syre og balance. Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr., hvis ikke vinen allerede er udsolgt.

Rating 5,5/7  

2012 Clos i Terrasses, Laurel, Priorat, Spanien

Etiketten ser måske ikke ud af meget, men den dækker over ét af de virkelige spændende vinhuse i Spanien, nemlig Clos i Terrasses, som ejes og drives af Daphne Glorian. Vinen her hedder Laurel, og den vender jeg tilbage til senere.

Clos i Terrasses er grundlagt i 1988 af Daphne Glorian. Hun er amerikaner og født i Schweiz, men havde flyttet til Priorat i Spanien, hvor hun – ansporet af vinvennerne René Barbier og Álvaro Palacios – havde tømt sin bankkonto og brugt dem på en vinmark i 17 terrasser ved byen Gratallops uden hverken ønkologiske undersøgelser eller uddannelse indenfor vinproduktion.

René Barbier driver til daglig selv Clos Mogador, og han ville hjælpe Daphne med at lave vin fra hendes nyindkøbte marker. Hun gav vinhuset navnet Clos i Terrasses efter den 1,7 hektar store vinmark, som bestod af de 17 terrasser hugget ud af en stejl skråning og omgivet af skove.

Og hendes vin kaldte hun Clos Eramus, med reference til Erasmus af Rotterdam (Desiderius Erasmus Roterodamus), som i 1511 skrev hånligt og humoristisk om dårskab i bogen Tåbelighedens Lovprisning. Daphne mente selv, at hun med investeringen i vinmarken havde udvist samme dårskab, og at det dermed var et passende navn for vinen.

Rene Barbiers ide med Clos Erasmus var, at den gerne skulle afspejle Daphnes temperament og karisma. Dette kom der en fantastisk vin ud af. Druesammensætningen varierer fra år til år, men ligger sædvanligvis tæt op af dette forhold; 65% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah. Clos Erasmus lagres på 100% nye franske egetræsfade.

Det var ikke helt dumt, for det viste sig efterfølgende, at Clos Eramus blev én af det moderne Priorats store vine sammen med René Barbiers egen Clos Mogador, Palacios’ Finca Dofi, Jose Luis Perez’ Clos Martinet og Carles Pastranas Clos de l’Obac … i øvrigt alle venner med Daphne. Og vinen er løbende blevet overøset med hæder, bl.a. fik Clos Erasmus 2003 hele 99 Parker point og 2004 de magiske 100 Parker point.

Det er efterfulgt af 97 point til årgang 2006 og 100 point igen til Clos Erasmus 2005. Og det har fået priserne til at gå sky-high, bl.a. handles en Clos Erasmus 2004 i dag til omkring 1.000€. Clos Erasmus har i dag opnået kultstatus som ingen anden i Priorat. Vinene er formidable og den stærkt begrænsede produktion på omkring 3.000 flasker har gjort denne vin til en af verdens mest efterspurgte.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om Clos Eramus årgang 1997 her på bloggen.

Men heldigvis laves der også en andenvin på Clos i Terrasses, og det er denne Laurel. Grundet den stigende efterspørgsel har Clos i Terrasses udvidet med flere marker, så huset i dag omfatter markerne Escalas, som var hendes første mark på de nævnte 1,7 hektar, Aubagues og Socarrats på henholdsvis 2,5 og 3,5 hektar samt Guinarderes, som ligeledes er på 3,5 hektar. Alle marker dyrkes biodynamisk.

Laurel er som nævnt husets andenvin, og er her i årgang 2012 lavet på 75% Garnacha, 20% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon … både fra yngre stokke og tønder, som er deklassificeret Clos Erasmus. Den produceres med nøjagtig den samme omhu som Clos Erasmus. Det eneste, der adskiller vinene, er den endelige udvælgelse af fade. Hvert år skubber Daphne et par fade til side inden den endelige blanding af Erasmus. Det kommer der således Laurel ud af.

Som med Clos Erasmus kommer druerne ikke fra en bestemt mark, men fra alle husets marker. Vinen har lagret 16-18 måneder i henholdsvis store oprejste egetrækar på 20 hektoliter samt 2-4 år gamle franske barriques, som tidligere er brugt til Clos Erasmus.

I næsen er her godt med mørk frugt, tætpakket solbær, lidt røget og støvet, blæk, peber, blomster, chokolade, mynte samt lidt cigarkasser, og virkelig lækker næse. I munden er det blødt, cremet … fløjl med meget klar frugt, let sødme, stor tørhed. Frugten er fyldig, men frisk … og samtidig en virkelig stor tørhed, hvor tanninerne også sætter sig i mundhulen. Eftersmagen er fyldt med frugt … klasse.

Kan normalt købes via Uvinum eller Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen vel ligger omkring 250 kr.

Rating 5,5/7