Tag-arkiv: gewürztraminer

Gewürztraminer er en hvid druesort, der stammer fra Tramino i Sydtyrol i det nordlige Italien, men mest forbindes med Alsace, selvom den også er meget udbredt i Tyskland og Østrig. I Alsace betegnes druen Gewurztraminer uden omlyd.

Gewürztraminer er oprindeligt en mutation af den almindelige Traminer, som mest er kendt under navnet Savagnin, der ligeledes er udbredt i hele Centraleuropa.

Gewürztraminer har en lyserød til rød grundfarve og er samtidig en meget aromatisk druesort og ingen anden drue giver så parfumeret vin som Gewürztraminer. Gewürz betyder da også urt eller krydderi på tysk.  Vine på Gewurztraminer er som skabt til stærk, orientalsk mad, der nærmest skriger på krydrede vine med en let sødme.

Dens syreindhold er ret lavt og sødmen kan blive høj. Udbytterne er beskedne, men vinen meget koncentreret. Den modner relativt sent og kræver dygtig vinificering for at opnå balance. Vinene spænder over hele spektret fra tørre til søde og milde til kraftige – afhængigt af vinmageren. Ikke alle steder skelner man klart mellem de forskellige kloner af Traminer og Gewürztraminer.

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Weinzaepfel, Gewurztraminer Cuvée W, Alsace, FrankrigVi sluttede smagningen af de 4 små mini-flasker fra Domaine Weinzaepfel med denne 2020 Gewurztraminer Cuvée W.

Her er alle Gewurztraminer druerne høstet meget sent den 24. september. Den sene høst betød en stor koncentration af sukker i druerne.

Ellers er vinen lavet som de forrige, altså uden brug af svovl og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt gæring er lagret inden endelig aftapning på flaske. Den har et overraskende sukker indhold på hele 46 gram restsukker pr. liter. Der er kun lavet 1.500 flasker af vinen.

I næsen er sødmen dog ikke vildt udtalt, men er bestemt meget aromastisk og parfumeret med en smule candyfloss, sødbrændte mandler, ananas, mango, blomsterpollen og ristede løg samt en smule mynte.

Smagen overrasker … nu kommer de 46 gram restsukker frem, for vinen er virkelig sød på en parfumeret måde. Det giver en tung, blød og fyldig vin med nektarsødme, der sætter vinen ind i kategorien af dessertvine … men en lille lækkersag. 91 point.

På vingården koster en flaske 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Kellerei Girlan, Flora Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2011 Kellerei Girlan, Flora Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienSå skal vi med næste vin til Südtirol og til kooperativet kaldet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan eller også blot kendt som Kellerei Girlan. Det gør vi med 2011 Flora Gewürztraminer.

Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.

I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.

Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Flora Gewürztraminer, hvor omkring 1/3-del af druerne kommer fra marker i 450-500 meters højde på marken Girlan tæt på vineriet og nogle stokke, der er mellem 10 og 15 år.

De andre 2/3-dele kommer fra marker ved Bassa Atesina og Cortaccia, hvor der er en mineralrig grus- og lerjord … men alle druerne er plukket i hånden og lægges i små beholdere for at forhindre overtryk på druerne.

Derefter sker der en skånsom hel klyngepresning og klaring af mosten ved naturlig sedimentering. Gæring i rustfri ståltanke ved kontrolleret temperatur. Lagring på bærmen i 8 måneder i rustfri ståltanke uden malolatisk gæring.

Duftmæssigt er vi i en kombineret blomster- og slikbutik, for næsen er aromatisk, parfumeret, sød og fed. Det er tørret tropisk frugt som mango, abrikos, litchi, nelliker samt flydende nøddenektar. Man kan omgående fornemme, at vi er på et sødt dessertniveau, selvom vinen faktisk kun er lavet med sølle 3,5 gram restsukker pr. liter og en høj alkoholprocent på hele 14%. Men det viser nok bare noget om, hvad Gewürztraminer samt lidt alder kan præstere sammen.

Smagsmæssigt er vi nærmest i dessertkøkkenet, men det er jo samtidig en vin, der er skabt til oste og endda særligt mugoste. Den har en fyldig og nektaragtig fornemmelse i munden, hvor man også smager lidt let alkohol, men har også nerve lidt peber. Der er tropisk frugt, nødder og en svagere syre, som dog holder hele vejen igennem hele smagen. 92 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en nyere årgang 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, TysklandDen stille og alkoholfrie fest startede helt behørigt med lidt bobler fra Kolonne Null og det var denne Non Vintage Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein.

Weingut Freiherr von Gleichenstein holder til midt i Oberrotweil … ikke langt fra Salwey i en imponerende bygning med en tilhørende kæmpe park omkranset af en lang mur. Selve vinotheket og vinbutikken ligger i en gammel lade ud til hovedvejen.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1490, hvor klosteret St. Blasien byggede vingården, som en af deres mange vingårde. Siden 1634 har vingården været i familien von Gleichensteins eje.

Og familien von Gleichenstein har titlen Freiherr … en slags adelstitel, som vel nærmest svarer til baroner. I Tyskland er det den næstlaveste rangerede adelstitel … over Ritter (en slags ridder), men under fx Graf of Herzog … greve og hertug.

I dag drives vingården af Freiherr Johannes og Freifrau – ja det hedder det – Christina von Gleichenstein. De overtog i 2002 driften efter Johannes far Freiherr Hans Joachim von Gleichenstein. Fra at være et landbrug med forskellig avl, så producerer familien i dag udelukkende vin.

Weingut Freiherr von Gleichenstein har 50 hektar vinmarker, og de ligger lidt spredt i Kaiserstuhl. Det er bl.a. markerne Oberrotweiler Henkenberg, Ihringer Winklerberg, Achkarrer Schlossberg og så Oberbergener Bassgeige.

Her smager vi dog en vin helt udenfor husets normale sortiment, men lavet sammen med Philipp Rößle og Moritz Zyrewitz fra selve Kolonne Null. Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein er nemlig en cuvée er lavet af et mix af Silvaner, Weißburgunder og Gewürztraminer.

Der er ingen oplysninger om selve produktionen … udover at vinen først er lavet med alkohol og så efterfølgende en vakuumdestillation og flaskning. Men jeg ved ikke, om vinen reelt er lavet efter charmat metoden eller med andengæring på flaske … vil dog gætte på det første. Vinen har kun 0,23% alkohol.

Det dufter sgu meget lækkert og indtil videre er der intet, der indikerer, at dette er en alkoholfri vin. Derimod kan man næsten fornemme, at der er lidt Gewürztraminer i blendet, for der kommer lidt småparfumeret sødme frem, nogle grønne blade, mirabeller og pærer samt lidt gærede noter, wienerbrød og blomster.

Boblerne er småhidsige, men det er med en vis portion sødme, som nærmest giver en smag af hindbærbrus. Der er en okay længde på moussen, hvorefter der kommer lidt pærer, fersken, friske æbler, citroner og fin balanceret mineralitet … far er imponeret og du smager overhovedet ikke, at der mangler alkohol.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 37,5 cl koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Joseph Gewürztraminer, Alto Adige, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Tenuta J. Hofstätter var det på den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera og dengang var det en hvid 2018 Joseph Gewürztraminer. Og den var netop første vin til vores byggemøde … blot i årgang 2020.

Gewürztraminer druerne til vinen kommer fra forskellige mergelholdige marker i 250 og 800 meters højde og på grund af de alpine vinde, så undgår man en alt for varm og overmoden stil.

Druerne høstes med håndkraft, hvorefter de presses nænsomt og får lov at macerere nogle få timer med skallerne. Vinen fermenterer derefter i temperaturstyrede ståltanke og graderne holdes nede for at få mere frugtighed frem. På trods af det, så trækker vinen en højoktan på 14,5% alkohol.

Duftmæssigt er vinen lidt røget, let saltet og endda landlig, aromatisk med kvæde, hyld, nedfaldsæbler, grillede citroner, mandler, men faktisk slet ikke så parfumeret, som man måske ville forvente af en Gewürztraminer. Der fornemmes lidt fedme og samtidig lidt blomster.

Smagen er også både let, tør og saltet med flot dybde med endda samtidig med en lidt olieret fornemmelse. Der er lemon bitterhed, fersken og abrikos, peber og er meget smagfuld.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7   

2016 Gustave Lorentz, Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg, Alsace, FrankrigVi sluttede trioen af Gustave Lorentz vinene med denne 2016 Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg.

Igen er det en halvtør/halvsød vin med druer fra en mark, som ligger op til en Grand Cru mark. Den lille Lieu-dit Rotenberg er nemlig nabo til Kanzlerberg og dyrkes økologisk.

Den sydvendte Rotenberg har fået sit maleriske navn det røde bjerg efter sit øvre lag af rød sandsten, men under overfladen finder man primært en kalkstensholdig jordbund. På den 0,96 hektar store mark er stokkene med Gewurztraminer mellem 27 og 45 år gamle.

Vinen er fremstillet i en klassisk usminket stil for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir og har et niveau af restsukker på 18,9 gram pr. liter. Gældende for alle 3 af de smagte Gustave Lorentz vine er, at der laves lidt lidt over 3.000 flasker af hver vin årligt.

I næsen er det nærmest blomsternektar, fed og meget parfumeret suppleret med ananas, mango og passionsfrugt. Den virker næsten olieret, fyldig og lidt som en vase med blomstervand.

Smagsmæssigt er vinen både småbitter, sød og blomstret. Der er grape og sødme, fylder vildt meget i munden, blød og cremet, hvor frugten er lidt i samme boldgade som duftmæssigt, altså godt med tropisk og eksotisk frugt. Der er klart nogle kvaliteter, som en god Gewurztraminer skal have, men det er sgu ikke lige mig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Minimalist Trocken, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Minimalist Trocken, Franken, TysklandNetop som jeg troede, at jeg havde helt styr på vinene fra Gut Wilhelmsberg, så overrasker Markus Heid og Lukas Herrmann med denne Minimalist Trocken, der en orangevin. WTF?

Det en vin lavet på en kombi af Silvaner og Roter Traminer … den sidste kender vi mest under navnet Gewürztraminer. Og så er det jo bare skindfermenteret som i gamle dage. Det kræver minimal indgriben i kælderen, ingen filtrering og kun lidt svovl.

Minimalist er et Ortswein og druerne kommer alene fra marken Kitzinger Wilhelmsberg. Vinen er lavet ved, at druerne er afstilket og placeres i 1.300 liter baljer, hvor vinen så bare spontangærer og blot bliver omrørt to gange dagligt. Når gæringen er slut, så får den også en malolaktisk gæring og blev så flasket ufiltreret med en minimal dosis svovl på 20 mg  pr. liter. Har 0,1 gram restsukker.

Næsen er sådan meget hybenagtig … overrasker virkelig, for det er en multo speciel duft. Der er gæret æblesaft og kraftig duft af jord, muldjord, gammelt træ, nødder og samtidig virker den ultra vegansk, varm, gæret suppleret med nødder samt en lille sød/syrlig note.

I munden er vinen sådan lidt flad … lidt saftet og syrefattig, men egentlig meget smagfuld. Den er moden, har æbler, gærede æbler, abrikos, hyben, grønne valnødder, søde krydderier og har en lang, sødkrydret og behagelig eftersmag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, FrankrigSå slutter vi lige Millésimes Alsace DigiTasting® messen af og tager samtidig sidste vin fra smagekassen fra Achillée og det blev denne Gewurztraminer Scherwiller 2018.

Druerne er her fra Scherwiller marken. Efter høst har druerne ligget i kort maceration over 4 timer inden de er presset og så gærer spontant på de naturlige gærceller. Som med de øvrige vine fra Domaine Achillée har gæringen været lang og her strakt sig over 5 måneder, hvorefter vinen har lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

For satan … nu stinker det af bio bio, naturvin og gamle sokker. Men det er heldigvis på en spændende måde, en del reduktiv med grøn kål, stikkelsbær, masser af grønne urter, roser, lidt peanutbutter, plastikslanger, modne æbler, gurkemeje og karamel.

Smagen er lidt som duften … har en meget svag syre, melon, modne æbler, en del sødme, muskat, hyldebærsaft og en svag samt sødlig bitterhed. Der kommer lidt et lille spark af peber, men det bliver samlet set lidt svagt, kalket og afdæmpet … lidt som en ballon, der ikke er pustet helt op.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2010 Famille Hugel, Gewurztraminer Vendange Tardive, Alsace, Frankrig

2010 Famille Hugel, Gewurztraminer Vendange Tardive, Alsace, FrankrigVi sluttede sødt med en Vendange Tardive vin og på Gewurztraminer. Denne type vin er Famille Hugel faktisk også ret skrappe til.

Vendange Tardive betyder jo sen høst på fransk. Der betyder, at druerne har fået lov at blive hængende på vinstokkene så længe, at de bliver overmodne og helt dehydrerede, hvilket resulterer i en druejuice med ekstrem høj koncentration af sukker. Hos Hugel er denne Gewurztraminer Vendange Tardive lavet med druerne fra Hugels historiske Grand Cru Sporen vinmark og høsten er selvfølgelig foretaget manuelt.

Men ellers er vinen igen lavet på præcis samme måde som deres øvrige vine med først presning af druerne, hvorefter druesaften dekanteres et par timer inden gæringen sker i temperaturstyrede tønder ved 18-24 grader og lagres så frem til foråret, hvor den filtreres let og tappes på flasker.

Men så gemmes flasker i kælderen indtil Hugel mener, at vinen er ved at være klar. Dette er 2010’eren, men seneste frigivne årgang af Gewurztraminer Vendange Tardive er faktisk 2012.

Sikke da en næse … sød parfumeret rosenvand. Det er vitterlig en kombi af knuste rosenblade, jasminte, mango, papaya, overgærede æbler, akaciehonning, lærkeskud, estragon og myrte. Man kan godt mærke, at vi har pænt med restsukker i vinen, men alle blomsterne har helt klart overtaget.

Hold da op … det er sødt, men smager djævelsk forførende. Det er honning, nektar med en dekadent og aromatisk smag. Det er det søde, fyldige dame, der lokker … masser af smag, kraft, blomsterdans og sukkerlokkende punch. Kalder næsten på en god ost.

Forhandles herhjemme af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Wölffer Estate, Rosé Table Wine, New York State, USA

2020 Wölffer Estate, Rosé Table Wine, New York, USASå stod den på rosé … en Rosé Table Wine fra Wölffer Estate, som blev præsteret af den sidste af aftenens vinmagere, nemlig Roman Roth.

Og for første gang denne aften var vi ikke i Finger Lakes, men i stedet på Long Island, hvor man i Wölffer Estate på den nederste østlige tange … den del af halvøen, som man kalder Hamptons.

Wölffer Estate er grundlagt tilbage i 1988 af Christian Wölffer, men drives og ejes i dag af hans to sønner Marc og Joey Wölffer sammen med Roman Roth, der også er vinmageren i dag.

Samlet har vinhuset 69 hektar vinmarker inklusiv den roste 22 hektar store vinmarker Sagaponack. Men derudover råder Wölffer Estate også via lejeaftaler over 21 hektar på North Fork, altså på den øverste tange af Long Island. Men derudover ejer vingården faktisk også 81 hektar vinmarker i Argentina og 1 hektar på Mallorca i Spanien.

Vi skulle smage Wölffer Estates 2020 Rosé Table Wine fra deres serie Gold Label. Den er lavet på et skønt mix af 44% Merlot, 33% Cabernet Sauvignon, 16,5% Chardonnay, 5,5% Cabernet Franc, 0,5% Riesling, 0,3% Pinot Noir samt 0,2% Gewürztraminer.

Efter høsten er druerne afstilket, presset og hurtigt kølet ned, hvorefter gæring er sket over 2,5 uger indtil vinen bliver total tør og herefter har den så hvilet sur lige 8-10 uger og uden malolaktisk gæring for at få så frisk vin som muligt. Årlig produktion udgør 23.522 kasser af vinen.

I næsen er vinen svagt krydret med lidt peber, en smule bublegum, candyfloss, jordbær, let hyben, melon og blomster. Men til gengæld er vinen meget smagfuld og faktisk fint balanceret med en lækker smag, kraft, sødme. kalkede mineraler og salt, svag bitterhed og så god tørhed. Smagen løfter vinen niveauer over duften.

Vinene fra Wölffer Estate forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor denne er på vej og ventes at koste 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2017 Domin & Kušický, Tramín Červený Bio, Stredoslovenská, Slovakiet

2017 Domin & Kušický, Tramín Červený Bio, Stredoslovenská, SlovakietJeg har åbnet én mer’ af de slovakiske vine, som jeg fik for et par måneder siden og igen er vi hos Domin & Kušický i byen Veľký Krtíš i Stredoslovenská i den sydlige del af det centrale Slovakiet. Men denne gang er det med vinen Tramín Červený Bio … altså på den drue, som vi kender som Gewürztraminer.

Igen er der ikke mange oplysninger om produktionen af vinen, men den er som sagt lavet på 100% Gewürztraminer, som har gæret i 24 timer og efter endt fermentering formentlig blot lagret på rustfrie ståltanke. Der er egentlig ganske tør med 0,27 gram restsukker pr. liter.

Men vinen både dufter og smager imidlertid sødere … duftmæssigt er det en aromatisk og parfumeret vin med en sødlig note og dermed sådan meget typisk Gewürztraminer. Der er lidt muskat, fersken, mandariner, melon, en Kung Fu-is og lidt hvid chokolade.

Smagen er også både sød og parfumeret, en anelse vandet, mens frugten er mango, lemon, melon, har en lidt cremet varme og vinen balancerer sådan lige mellem det lidt vandene udtryk og så en lille cremet fyldighed, som heldigvis tilfører en smule pondus. Det bliver dermed aldrig en fed Gewürztraminer, men en mere slank, tynd og mager en af slagsen.

Fået i gave, men prisen ligger på 10,70€ på vingården … svarende til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7