Tag-arkiv: corvina

Corvina – også kendt som Corvina Veronese eller Cruina – er en rød italiensk druesort, som vi primært findes i Veneto, hvor den er en af druerne, som anvendes til Bardolino og Valpolicella vinene, herunder også produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina stammer med al sandsynlighed fra Verona og bruges som regel blandet med andre druer for at give en god vin, men den udgør som regel størstedelen og anses som den afgørende spiller. Der er i dag omkring 7.495 hektar Corvina i Italien … og 19 hektar i Argentina.

Corvina sætter knop sent og modner ret sent. Den giver høje udbytter, som må begrænses, hvis vinen skal have koncentration. Skallerne er tykke, hvilket beskytter den mod råd. Denne egenskab gør den også velegnet til tørring, som netop er praksis ved produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina har ikke så dyb farve, men god struktur. Druen giver vine, som er lette og saftige med kirsebærduft og blommesmag. I de mere koncentrerede udgaver, som eksempelvis Amarone, udvikler den smag af sveske, mandel og søde krydderier.

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienCantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange har besøgt på ferie ved Gardasøen og deres Ripasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Her smager jeg deres Valpolicella Ripasso Superiore i årgang 2021.

Jeg har smagt vinen før … både i årgang 2018 og 2020. Første gang skrev jeg også en masse om huset, som jeg endda selv har besøgt i en sommerferie for efterhånden 8 år siden … gisp hvor tiden går hurtigt.

Zenis Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

I næsen virker vinen ærlig talt mere interessant end 2020’eren, for virker klart mere bondsk og landlig i aromaer. Der kommer så tørre blommer, modne kirsebær, en svag note med svesker, men så ellers sødme og søde krydderier. Man kan bestemt fornemme fadpræget med noget vanilje, chokolade, mandler og en balsamisk note.

Smagen er dog – for mig – lidt for sød og dermed bliver det virkelig arketypisk Ripasso Valpolicella med sød og flomme fedme, varme, blommemarmelade, kirsebærsauce og alt lavet, så alle danske vil knuselske den. Den har dog heldigvis også en svag lille friskhed i frugten og det hjælper til, at det ikke bliver alt for meget, men absolut meget zeni’sk … 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved 6 flasker er 79,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2021 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDen anden vin fra Canoso Società Agricola var en 2017 Terra Valpolicella Superiore … og sikke en af slagsen på en forførende lys og elegant måde.

Vinen er lavet på 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella druer, der kommer fra 20 år gamle vinstokke fra kalkstenstige marker og høstet midt i oktober.

Vinen er lavet ved, at druerne først er tørret i 20 dage, hvorefter gæring og maceration er sket over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egefade … 70% brugte og 30% nye fade og så yderligere 4 måneders lagring efter aftapning på flaske.

Duftmæssigt – og farvemæssigt – virker vinen let, luftig og fin, har et pænt fadpræg med kanel, vanilje, lakrids og mælkechokolade, mens frugten er sorte kirsebær, brombær og blommer … virker venlig og elskelig på en elegant måde for en Valpolicella.

I munden har vinen samme lethed … mums for pokker. Vinen har denne lysere frugt, lyse kirsebær, jordbær, lidt saltlakrids, stringent, en klar og lemonagtig  – men blød – syre, men samtidig læskende og saftig … utrolig behagelig vin, som alle vil elske. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienNæste vin i glasset blev en Ripasso kaldet løgneren, nemlig Cantine Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, som har fået sit navn Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den en løgner, da han troede, at det var en Amarone.

Il Bugiardo er kendt her på vinbloggen, da jeg har smagt vinen før … endda i både årgang 2009, 2014, 2017 og 2019… og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2021 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra 21 år gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fyldig vin, hvor der er lakridskonfekt, sød tobak, finsk lakrids, chokolade, vanilje, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, blæk … men alt doseret rigtigt fint, så intet bliver for dominerende … men med en lille alkoholvarme.

Smagen er også småstærk og alkoholvarm, har lidt peber, men samtidig er vinen fyldig og rund. Frugten er ikke overdimensioneret, men egentlig ret ren og rank, der er brombær, kirsebær og umodne blommer … alt doseret fint og faktisk den bedste årgang, som jeg har smagt af vinen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Le Bertarole, N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Le Bertarole, N'C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDet er efterhånden ikke så ofte, at jeg smager Amarone, men her er en af slagsen … en 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Azienda Agricola Le Bertarole di Venturini Giordano.

Vinhuset ligger i Fumane og det blev grundlagt for omkring 30 år siden af Giordano Venturini og drives i dag af den næste generation.

De har bygget er nyt og større vineri ovenpå en vinkælder 12 meter under jorden, da den nye generation har store planer om at udvide produktionen fra deres i alt 9 hektar vinmarker.

I det nye vineri kan kælderen i dybet sikre, at der alene anvendes tyngdekrafte til at flytte vinen … noget som man normalt kun ser hos de største og bedste producenter. I øjeblikket producerer de 55.000 flasker vin årligt, men regner i nær fremtid fremstilling af omkring 65.000 flasker.

Denne 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 30% Corvina, 40% Corvinone, 20% Rondinella, 5% Dindarella og 5% Croatina. Alle druerne høstes den anden uge i oktober med en efterfølgende manuel sortering af druerne, inden de gennemgår naturlig tørring indtil udgangen af december.

Derefter sker den traditionelle gæring og maceration over 90-100 dage ved en temperatur på omkring 10-12 grader. Efter endt gæring er vinen så laget 4-5 måneder i rustfri ståltanke og derefter så 30 måneder på slavonske egetræsfade.

I starten virker duften lidt lukket … men åbner stille og roligt op, meget kraftfuld og tør. Der er modne blommer, umodne svesker og dadler, tør engelsk lakrids, lakridskonfekt og saltlakrids, bagepulver, godt med grønne tobaksblade, vådt træ, peber, marcipan, chokolade samt kaffebønner.

Smagen er mørk, fed og sød frugt, en virkelig god balance mellem frugt, sødme, power samt ristede fadnoter. Der er blommer, svesker, hindbær … har en lidt lysere side og dermed dejligt langt fra rosiner, men i stedet mere brombærsyltetøj. Det er blød og rundt … og selv tanninerne er ultrabløde. 92 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienDenne vin strutter af stor selvtillid, for den har tilnavnet (I’m) Perfetto – jeg er perfekt – og er Cantine Buglionis 2020 Valpolicella Superiore Classico.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5 % Croatina, som i årgang 2020 for kun anden gang er opgraderet med økologisk certificering.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 10 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Slam … duften er meget anderledes end forventet, for der er nærmest noget jul over duften med masser af nelliker, allehånde, brunkagedej og en frugt med kirsebærsauce, blommer, let rosin og grønne grene, violer og friske grønne krydderurter. Det er en meget oprejst og lilla aroma … hvis det bliver mening?

Smagen er lidt i samme boldgade … har lidt samme frugt med søde, umodne blommer, røde kirsebær, ribs og moreller. Men så kommer denne smag af nelliker og andre søde krydderier, der aspirerer lidt til Mellemøsten, kakao og lidt Primitivo sødme og varme. Det er ikke en vin, som jeg blev bedste venner med. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2019 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidst jeg smagte denne Amarone della Valpolicella Classico fra Zeni, var det på et besøg i 2015 på den overrendte og meget turistede vingård ikke så langt fra Gardasøen. Men nu smager jeg vinen igen i årgang 2019.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem forskellige byer omkring Gardasøen i både Veneto samt Lombardiet. Han fragtede specielt vine, havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk,  så huset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Denne Amarone della Valpolicella Classico 2019 er lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone og Rondinella. De er alle høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner.

Derefter er der sket gæring og maceration over 2-3 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

I næsen er det ikke Amarone rosinvand, for i stedet er der bare en varm, fyldig og småtørret frugt med  blommer, sorte kirsebær, figner og bare lidt svesker … men det er uden at miste fokus på frugten. Det suppleres af lakrids, lidt vanilje og nelliker, søde krydderier samt en pæn og høflig venlighed.

Smagen er ameronesød … lidt jammy og marmeladeagtig, men igen bliver fedme og sødmen godt balanceret af en frugtsyre, der giver et modspil. Der er blommer, rosiner og svesker, sød tobak, let varme fra alkoholen, som godt er fint integreret og alt er pakket både blødt og cremet ind. En god og venlig Amarone. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Venturini Massimino, Campomasua Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2016 Venturini Massimino, Campomasua Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDen sidste Venturini Massimino gav varme helt ned i lilletåen, for det var selvfølgelig en Amarone … Campomasua Amarone della Valpolicella Classico 2016 med en varm højoktan på ikke mindre end 16,5%.

Den er lavet med samme druemix som den foregående, altså cirka 70% Corvina, 10% Corvinone og 20% Rondinella.

Vinen er lavet af druer som er lagt til tørre i bakker i 150 dage indtil februar året efter, hvor de så har tabt 45% af deres vægt. Derefter er de knust, hvorefter der er sket gæring og maceration ved 10-20 grader over 45 dage, hvorefter vinen er lagret i egetønder i 36 måneder og derefter på flaske i 6 måneder.

Nu er der skruet helt op for bluset, men det er heldigvis uden, at tingene bliver vulgære. Allerede i glasset er vinen ikke kulsort, men har en moden, fin farve og duftmæssigt en moden, dyb frugt med en smule tørret frugt, kirsebær, svesker, lidt nødder, chokolade, engelsk lakrids, violer, blomster og så alligevel samtidig en vis luftighed, som virkelig løfter vinen godt op i niveau.

I munden mærkes alkoholen faktisk mindre end i den foregående Massimino Rosso Verona, men det skyldes måske, at frugten virker mere moden, bedre balanceret med et lille portvinstouch, en syrlig og tyk balsamicoeddike,  men samlet bliver det ikke en fed, overdone Amarone, men en livlig en af slagsen. Tanninerne er fortsat meget markante, men slibes stille og roligt af med årene. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 329  kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Venturini Massimino, Massimino Rosso Verona, Veneto, Italien

2016 Venturini Massimino, Massimino Rosso Verona, Veneto, ItalienDen 3. Venturini Massimino vin blev denne IGT vin Massimino Rosso Verona, der selvfølgelig er opkaldt efter de 3 søskendes far Massimino, der havde en stærk karakter, kunne virke brysk, men som havde et stort hjerte og altid var hjælpsom overfor andre.

Vinen er lavet af drueklaser som er lagt til tørre indtil november, hvor de har tabt 30 % af deres vægt. Derefter er de nænsomt afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sker over 20 dage ved 10-20 grader med daglig overpumpning.

Mixet af druer er her 70% Corvina, 10% Corvinone og 20% Rondinella. Efter endt fermentering er vinen så lagret på både store egefade samt tonneax i 24 måneder og derefter på flaske i små 6 måneder. Det er en vin, som trækker en høj alkohol på 15%.

Nu får du sgu også allerede i næsen smæk for skillingerne … der er sødmefuld frugt, stor, vild, pralende, storskrydende, overpyntet og indbildsk. Der er ristede mandler, gode med sorte kirsebær, hindbær og saftige jordbær, dyb engelsk lakrids, lidt vanilje og så ellers en smule tørrede blomster.

I munden er det en tæt, kompakt og stærk vin … man smager både lidt peber samt alkoholvarme, men også en intens vin med lakrids, en smule lakridsrod og mørk frugt. Huset siger, at far Massimino kunne virke lidt brysk og det kan denne vin også, så der passer pengene ret godt. Der er måske en smule marmelade over frugten af kirsebær og brombær, mens tanninerne er vilde og stærke, men på en eller anden måde hænger den sgu godt sammen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149  kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Venturini Massimino, Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2018 Venturini Massimino, Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienForan min brændeovn – eller helt præcis den indbyggede pejseindsats – fortsatte jeg med mere Venturini Massimino vin og den næste blev så denne Semonte Alto Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2018.

Som foregående Valpolicella Classici er den lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Men vinen er lavet efter den gamle Ripasso teknik, hvor den nye vin, der laves i løbet af oktober måned, efterfølgende får en ekstra gæring i omkring 10 dage på bundfaldet fra Amarone produktionen. Herefter lagrer den i egetønder i 12 måneder og derefter på flaske i 6 måneder.

Vi er i forhold til foregående Valpolicella Classico røget et par niveauer op, for duftmæssigt byder vinen på en landlig, animalsk og dyb mørk aroma, hvor der er violer, lakrids, sorte kirsebær, brombær og blåbær med en stor modenhed i frugten, næsten lidt tørret frugt. Der er våde fade, er meget tæt, tyk og med en gammel, gammel balsamico eddike, der næsten ikke kan komme ud af flasken.

I munden er vinen dog knap så fyldig, for den har en stringent, frisk, stram og sødbitter frugt med nogle ristede eller småbrændte noter. Det hænger rigtigt godt sammen og den har samtidig nogle ret tørre tanniner og en okay moderat syre, som samlet holder godt sammen på tingene. Der kommer i eftersmagen lidt eg, krydderier og dette balsamiske bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienMed efteråret undervejs, så er der intet bedre end at sidde foran brændeovnen – især i disse energihårde tider – og få varmen med et glas rødvin med lidt vinterkrop, som fx en 2021 Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Venturini Massimino.

Vinhuset ligger på adressen Via Semonte i San Pietro in Cariano og det drives af de 3 søskende Mirco, Daniele,og Giuseppina Venturini, men det var deres bedstefar Antonio Venturini, der i 1963 grundlagde vinhuset.

Vinhuset er dog opkaldt efter de 3 søskendes far Massimino Venturini, der også fortsat hjælper til på vingården, der samlet har 12 hektar vinmarker, hvor de dyrker Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara … de gængse røde sorter i Valpolicella.

Markerne ligger i 250 meters højde og de fleste marker har en let, kalkholdig jord fuld af sten og vender mod sydvest på terrasser holdt op af stenede vægge, som bliver kaldt marogne og vinstokkene er understøttet af enkle og dobbelte pergolaer.

Familien beskriver selv, at de lever i daglig kontakt med naturen og følger og respekterer dens rytme for at producere vine, der både er traditionelle, men som også udvikles i takt med tiden.

Jeg startet med god varme i brændeovnen med at smage deres basisvin, som er denne Valpolicella Classico i en nyere årgang 2021 og lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara og ellers blot lavet i rustfrie ståltanke. Druerne er efter afstilkning knust og har gæret ved 20 grader og efter den alkoholiske gæring også fået en malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en frisk aroma … masser af kirsebær, kirsebærsten og mandelessens. Det er våde blade fra træer, lidt kompostbeholder, måske endda lidt svesketærte, lakrids samt et smule let balsamco.

I munden er det lidt samme historie … ikke kompleks eller dyb, men i stedet frisk, frugtrig med en balsamisk kirsebærsmag og en vis syrlig og sødbitter syre. Den har lidt kanter, men også en direkte og frisk saftighed. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85  kr.

Vinanmeldelse 4/7