Tag-arkiv: Portugal

2016 Adega de Borba, Adega de Borba Rosé, Alentejo, Portugal

2016 Adega de Borca, Adega de Borca Rosé, Alentejo, PortugalSidste uge bød på mer’ rosé og selvom jeg på ingen måder er speciel vild med rosé, så går jeg as allways til opgaven uden de mindst fordomme. Denne gang er det en portugisisk vin … Adega de Borba Rosé fra kooperativet Adega Cooperativa de Borba CRL.

Kooperativet holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

Denne Adega de Borba Rosé er lavet på druesorterne Aragonez og Syrah, men fordelingen i mixet kender jeg ikke. Druerne afstilkes og vinen laves på rustfrie ståltanke med maceration i 12 timer, fermentering ved 15 grader, stabilisering og endelig filtrering inden hurtig flaskning.

Næsen byder på lidt tørhed og virker samtidig nærmest støvet i udtrykket, men så hører det fornuftige også op. Der går nemlig meget jordbærsaftevand i duften. Det gælder egentlig også smagen, hvor sødmen simpelthen er for stor. Man skal lede længe efter syre, selvom der er en svag bitterhed. Men samlet lidt kedelig, neutral og jeg er ikke begejstret.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 89 kr.

 Vinanmeldelse 2/7 

2014 Quinta da Plansel, Plansel Selecta Reserva, Alentejo, Portugal

Tre kække, portugisiske tøser står bag næste vinhus, nemlig Dorina Lindemann og hendes to døtre Luísa og Júlia … og dermed også denne vin Plansel Selecta Reserva.

Vinhuset er grundlagt af tyske Hans Jörg Böhm, som første gang besøgte Portugal i 1961 som ung student. Han blev forelsket i landet og vinene, så han blev senere Tysklands største importør af portugisiske vine og kunne dermed besøge landet regelmæssigt. I 1976 oprettede han også et eksportfirma i Portugal og nogle år senere fik han også tilladelse til at både avle og producere vin i landet.

Han købte et stykke land i Montemor-o-Novo, hvor han startede med at artsbestemme og udvælge de bedste lokale druesorter, som han mente ville passe til hans vine … og det blev reelt starten på Quinta da Plansel. Navnet Plansel kommer fra plantas seleccionada, hvilket på portugisisk betyder udvalgte planter.

Og Hans Jörg Böhm – lokalt kaldet Jorge Böhm – havde også forstand på vin, da hans familie havde avlet druer ved Rhinen siden 1828 og hans tid med import af de portugisiske vine til Tyskland.

Og han har overgiver sin viden til datteren Dorina, som siden 1993 har været med til at lave vinene på vingården i

Siden 1997 – efter Dorina returnerede efter at have færdiggjort sin uddannelse til ønolog på Geisenheim i Tyskland – har hun stået for driften, hvilket i starten skete i samarbejde med hendes mand Thomas.

Da hun var en af de første kvindelige vinmagere i Portugal, så måtte hun imidlertid hyre kvinder til at hjælpe med produktionen, idet de mandlige arbejdere i det konservative Alentejo havde svært ved at skulle arbejde for en kvindelig chef.

Det er dog blevet bedre i dag … og nu har Dorina da samtidig også hjælp fra hendes to døtre Luísa og Júlia samt José Manuel Valadas, som passer markerne og rådgivning fra vinkonsulenten Carlos Ramos.

Desværre døde Dorinas mand Thomas, så Dorina har i stedet indgået et kompagniskab med investoren Karl Heinz Stock, som også ejer en række andre vingårde og er med til at markedsføre og sælge vinene fra Quinta da Plansel.

I dag har vingården 95 hektar vinmarker, som er fordelt på de store marker Quinta de São Jorge, Capela de Sta Margarida/Pintada, Quinta da Adua, Monte da Fidalga og Monte do Reis. Det giver basis for en produktion på omkring 530.000 flasker vin hvert år.

Vinen er opdelt i flere serier … Marquês de Montemor, Plansel Selecta, Dorina Lindemann, Family Estate og specialiteter. Denne Plansel Selecta Reserva er selvfølgelig – som navnet siger – fra Plansel Selecta serien.

Vinen er lavet på 50% Aragonez – som vi jo bedst kender som Tempranillo – samt 50% Tinta Barroca. Tinta Barroca er en lokal portugisisk drue, som primært findes i Duero regionen, men altså også her i Alentejo.

Vinen er lavet med fermentering i 4 uger i store traditionelle åbne egekar, hvorefter vinen lagres 12 måneder i franske barriques. Der produceres årligt 12.000 flasker af denne vin.

Næsen er blåbær, eg, grafit, vanilje, chokolade, sødme, lakrids … fuldfed, kraftig vin med let sødme. I munden er der – udover stor fylde, varme og sol – både peber, jern, friskhed i frugten og en smule bitterhed. Dejlig portugisisk vin.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 145 kr.

Rating 4/7   

2013 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro hedder vinhuset, som ejes og drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Og derfra kommer denne Beyra Superiore.

Rui etablerede vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere. Samtidig startede han imidlertid også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, købt Quinta da Pedra Escrita fra familien og opstartet projektet Beyra – Vinhos de Altitud, hvorfra denne vin altså kommer.

Derudover arbejder den flittige vinmager også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a. Adega Cooperativa de Vila Real, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Quinta dos Castelares.

Beyra – Vinhos de Altitud er et projekt, hvor Rui Roboredo Madeira arbejder sammen med det lille vinhus i Vermiosa, hvor han egentlig startede sin vinøse karriere. Om han har købt vinhuset eller blot laver vinene for huset kan jeg ikke umiddelbart se.

Det startede i 2011 med et ønske om at lave vine med nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke. Og som navnet indikerer, så ligger markerne pænt højt, nemlig i omkring 700 meters højde.

Denne Beyra Superiore er det, som hedder et fieldblend … altså lavet fra marker, hvor der vokser forskellige vinstokke. Samtidig kommer druerne også fra forskellige marker, men Rui anslår, at blendet består af omkring 70% Tinta Roriz – som vi jo kender som Tempranillo – 20% Jaen, også kaldt Mencia, 7% Touriga Nacional samt 3% Rufete.

Alle druerne er vinificeret sammen … i en pærevælling. Druerne afstilkes og vinen laves med en forholdsvis kort maceration på 7 dage ved 22-26 grader og derefter lagrer vinen 12 måneder på 1/3-del franske fade og 2/3-dele nye amerikanske egefade. Vinen er lavet under DOC’en, som hedder Beira Interior.

Og halløj der er smæk på drengen … det er solbær, mint, marmelade, natron, vanilje, kanel, lakrids, eg, sødbrændte fade, ja faktisk godt med sødme i næsen.

I munden er vinen kraftfuld, fyldig og blød med masser af solbær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men frugten er egentlig meget god. Fader dog en smule ud efter lidt tid i glasset, men ellers lidt af en blockbuster.

Forhandles af SuperVin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Terras de Alter, Terra D’Alter Reserva, Alentejo, Portugal

Terras de Alter … eller helt præcis Terras de Alter Companhia de Vinhos ligger i den portugisiske by Fronteira i Alentejo vinregionen. De står bag næste vin, denne Terra D’Alter Reserva.

Terras de Alter Companhia de Vinhos er etableret via en sammenlægning af to landbrugsvirksomheder, Sociedade Agrícola DAS Antas og Sociedade Agrícola do Monte Barrão. De to landbrugsvirksomheder er ejet af to af de mest traditionelle familier i Alentejo, nemlig familien Roquette og familien Castel-Branco Borges, som begge har århundreders erfaring indenfor landbrug og vinproduktion.

Til projektet Terras de Alter fik de knyttet ønologens Peter Brights selskab Pink Living. Målet er at lave et slagkraftigt selskab for produktion og international markedsføring af vine fra Portugal.

Peter Bright havde i forvejen et omfattende CV inden for produktion og international markedsføring af vin. Peter Bright er fra Australien og startede efter endt uddannelse hos Lindmans i Australien og har efterfølgende været hos en lang række vinhuse i Portugal. Han var bl.a. årets vinmager i 1992 i Portugal indenfor rødvine.

Hos Terras de Alter Companhia de Vinhos bruges der druer fra en lang række producenter i både Alter do Chão og Fronteira regionen, men derudover hentes der også druer fra leverandører i hele Alto Alentejo.

Denne Terra D’Alter Reserva er lavet med druer fra gamle stokke, primært Trincadeira, Tinta Caiada og Aragonez, høstet fra marker ved Norte Alentejano. Vinen er lavet i små rustfrie tanke med forlænget maceration og lagret 22 måneder på barriques.

Næsen er mørk … det er mørke, modne bær, solbær, eg, kanel, chokolade og godt med krydderier. I smagen er der også godt med kraft, er godt blød, fyldig og fed, der er peber, som sætter sig i mundhulen gennem hele smagsspektret og så har den – efter min smag – alt for meget eg.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 145 kr.

Rating 3,5/7 

2015 A&D Wines, Espinhosos, Minho, Portugal

Mer’ hvidvin i form af denne Espinhosos, der kommer fra det portugisiske vinhus A&D Wines, hvor A’et står for Alexandre og D’et for Dialina … aka ægteparret Alexandre og Dialina Gomes.

Ægteparret grundlagde vinhuset i 2005, men inden da havde Alexandre Gomes arvet lidt jord i Baião regionen, hvor familien gennem generationer havde en lang tradition som vinavlere. Gomes havde selv plantet markerne med nogle af de lokale druesorter som Avesso, Arinto og Alvarinho på nogle af de små parceller, som Alexandre havde på markerne Quintal, Tapadinha, Padronelo, Sarrabalde, Bogalhão og Várzea.

Da Alexandre og Dialina grundlagde vinhuset, så startede de med at købe ejendommen Quinta dos Espinhosos med tilhørende 7 hektar vinmarker. Det gjorde samtidig, at de fik et sted til produktionen af deres vine.

Senere har de i øvrigt opkøbt yderligere marker, bl.a. Quinta de Santa Teresa i Baião med 33 hektar vinmarker samt Casa do Arrabalde med 5 hektar, således de i dag samlet ejer 45 hektar vinmarker.

Denne Espinhosos er lavet i et blend mellem druerne Avesso og Chardonnay, men procentfordeling kender jeg ikke. Markerne er under omlægning til økologisk produktion. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, delvis malolaktisk gæring, men er ikke lagret på egefade.

Avesso drue kender jeg ikke så meget til. Det er portugisisk drue, som faktisk primært findes i Minho regionen. Den giver typisk meget fyldige og aromatiske vine og kendes ellers også under navnene Bornal, Bornao, Borracal Branco eller Borral.

Duftmæssigt mærkes der også en god fylde i vinen … som vel kommer fra Chardonnay’en eller fra Avesso’en … eller begge. Der er fedme, kraft, tropiske frugter, smør, svag lime samt en smule hvide blomster.

I munden fortsætter de eksotiske frugter og vinen virker blød, moden med søde krydderier, en jernagtig syre og virker mere rank end forventet. Smagen er knap så givende som aromaen ellers indikerede.

Forhandles ved Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Adega do Cantor, Cantor 75, Algarve, Portugal

Cantor 75 står der på etiketten på næste vin, der er fra vinhuset Adega do Cantor … og den er lavet i 2015 for at fejre, at den gode, gamle Sir Cliff Richard i dette år netop fyldte 75 år. Ja, han holder sig sgu da meget godt.

Bag Adega Do Cantor står nemlig ingen ringere end den Sir Cliff Richard, som driver foretagendet Adega do Cantor sammen med forretningspartneren og landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De laver sammen i Adego do Cantor en lang række vine med druer fra 3 vingårde, Cliffs egen Quinta do Moinho, Nigel og Lesley Birchs Quinta do Miradouro samt Max og Michelle Birchs Vale do Sobreiro.

De startede egentlig kun deres foretagende for at dække deres eget og et par venners vinbehov, men pludselig var produktionen på 18.000 flasker årligt. Derfor besluttede de, at det skulle omdannes til en professionel vingård.

Derfor indgik de et samarbejde med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo vine. De fik deres gennembrud i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der – som nævnt – også ejer gården Vale do Sobreiro, der også leverer druer til Adega do Cantor.

Efter studier i London kastede han sig over vinavl på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes.

Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal samt Mourvèdre, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har således også siden 2006 kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.

Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler.

Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter.

Vinene fra den vinglade popmusiker sælges primært i serierne Vida Nova og  Onda Nova … og selvfølgelig er der også en, der hedder Congratulations efter Cliffs største hit. Men der laves også et par vine udover de nævnte serier, bl.a. denne jubilæums- eller fødselsdagsvin, som findes i både en hvid og rød udgave.

Denne røde Cantor 75 er lavet på Rhône druerne Syrah og Grenache, er vinificeret på vingårdens moderne vineri og har modnet i franske og amerikanske barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt dufter den faktisk også lidt af Rhöne … med en håndfuld urter, blæk, kirsebær, jod, godt med egefade, kanel, mælkesyre, ymer og en lidt syrlig mødding. Ganske habil næse.

I munden er vinen mere rustik og kantet, og – smagt blindt – tænkte jeg egentlig på noget Dornfelder eller ovre i den boldgade. Der er peber, svag sødme samt en lidt dominerende bittersmag.

Herhjemme importeres vinen af GOBI vine … dvs. den sælges i supermarkeder som fx Meny, prisen ligger på 69,95 kr.

Rating 4/7 

2009 Quinta do Vesuvio, Quinta do Vesuvio, Douro, Portugal

Quinta do Vesuvio er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Og Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne er husets topvin eller 1. vin, mens 2. vinen hedder Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – hvor António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og ændrede det dengang korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport.

I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group, der i forvejen ejer hus som Warre’s Port, som jeg jo smagte portvin fra forleden, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få.

Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão.

På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt mange andre eksotiske frugter og en smule urter.

Sociale Agricola Quinta do Vesuvio laver som nævnt indledningsvis 2 rødvine og denne er altså deres abolutte topvin. Den er lavet præcis af  druer fra præcist de samme marker, som druerne til husets portvin.

I denne årgang 2009 betyder det 70% Touriga Nacional, mens resten er Touriga Franca samt Tinta Amarela. Brugen af druerne fra portvinene betyder, at der er tale om perfekt terroir, gamle vinstokke og en for området tæt beplantning.

Når Touriga Nacional – som her – plantes på områdets højest beliggende vinmarker, så giver den et yderst begrænset udbytte af en tæt most, der har et højt indhold af sukker, syre og tanniner.

På grund af de meget begrænsede udbytte er det kun 2% af Dourodalens vinmarker, som er tilplantet med denne sort, hvilket gør den til en yderst sjælden gæst i områdets bordvine.

Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke.

Derefter lægges vinen på nye franske 400 liters egetræsfade i 13 måneder. Fadene er er kombination af mange forskellige bødkere, bl.a. Taransaud, François Frères, radoux, Seguin-Moreau, Boutes og Saury. Vinen laves kun i de allerbedste år … ellers sælges druerne eller indgår i Symingtons vine.

Duftmæssigt blød frugt, kirsebær, svag mynte, godt med power, bløde og tætpakkede solbær, kul, lakrids, vanilje og egefad. I munden er vinen også blød, rund med godt med tung frugt, men vinen virker nu ikke tung … sådan mest midt imellem. Blødt og cremet og måske lidt for solrig, men bestemt vellavet vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5/7 

1972 Warre’s Port, Colheita Single Harvest Jubileum Port, Douro, Portugal

Portvin til dessert giver god mening. Jeg ved ikke så meget om portvin, men denne Colheita Single Harvest Jubileum Port fra Warre’s Port smagte da meget godt.

Warre´s Port er det ældste britiskejede portvinshus og har deres marker i den nordlige del af Douro i Portugal. De er fordelt på 3 ejendomme Quinta da Cavadinha, Quinta do Retiro Antigo og Quinta da Telhada på samlet 121 hektar. Derudover får de også druerne fra yderligere 29 hektar privatejede marker, nemlig markerne Quinta do Alvito og Quinta das Netas.

Portvinshuset er grundlagt i 1670 af de to englændere William Burgoyne og John Jackson, som åbnede et handelskontor i det nordlige Portugal med eksport af vin, olivenolie, frugt og importerede samtidig tørret torsk og engelske uldvarer.

Over tiden kom der nye partnere med i firmaet. William Warre, blev del af firmaet i 1729 og dengang hed det Clark, Thornton & Warre. Senere blev Warre familien eneejere og huset fik navnet Warre’s Port … og det har det så gjort siden.

Ved slutningen af det 18. århundrede var Warre’s Port et af de ledende portvinshuse og stod dengang for omkring 10% af den eksporterede portvin.

I dag ejes huset af Familien Symington, som blev medejere i 1905 og overtog Warre’s Port helt i 1912.

Huset har leveret portvin til flere kendte og kongelige. I 1810 købte Lord Wellington således Warre´s portvin, og vores egen Dronning Margrethe nød godt af lige præcis denne Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 ved sit 40 års regentjubilæum i 2012.

Desuden er det også Warre´s, som Livgarden skåler i. Vinen hedder Den kongelige Livgardes Port, men skulle være identisk med reservaen ”Warrior”, som kan dateres tilbage til 1750.

Nå, men denne er altså lavet til at markere 40-årsdagen som regent den 14. januar 2012 og portvinen er begrænset til blot 3.000 nummererede flasker og kommer i en flot gaveæske. Druesammensætningen består primært af Touriga Nacional og Touriga Franca.

Duften er – ganske overraskende – nærmest animalsk, men ellers er det nødder, karamel, ristede mandler, figner, rosiner, blommer, violer … alderen fornemmes klart og samtidig også en vis alkohol.

I munden bider alkoholen dog ikke, for det er meget rundt med karamel, ristede noter, nødder samt en smule tørrede urter og spicy krydderier. Smager virkelig godt … men falder dog ikke helt i svime.

Forhandles af Supervin, hvor en flasker koster 649 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Herdade do Rocim, Mariana Branca, Alentejo, Portugal

2014 Herdade do Rocim, Mariana Branca, Alentejo, PortugalDruerne gættede vi heller ikke på næste vin … denne Mariana Branca fra vinhuset Herdade do Rocim. Vi er nemlig tilbage i Portugal og vinen er lavet på de lokale druer Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Herdade do Rocim er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Mariana lavet i både en rød, en rosé og en hvid udgave … denne Branca, hvide udgave altså lavet på 60% Antão Vaz, 30% Arinto og 10% Alvarinho.

Druerne kommer fra marker nær vineriet, hvorfra man kan se til tårnet på Castelo de Beja, hvor den berømte nonne Mariana Alcoforado sad afsondret og skrev breve til sin elskede, den tapre franske soldat Marquis af Chamilly, der var i Portugal med sine tropper ved udgangen af krigen i det 17. århundrede.

Soldaten endte dog med, at vende til sit hjemland, hvor han blev gift og forfremmet, mens Mariana levede afsondret i klosteret indtil en alder af 83. Imidlertid blev kærlighedsbrevene skrevet af Mariana til sin elsker Chamilly udgivet i Frankrig i 1669 og dermed en vigtig del af den litterære historie i Portugal. Derfor en vinen også opkaldt efter den  elskovssyge nonne.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt hyld, fersken … en smuk og blid animalsk note, ferskensten, lidt indelukket kælder, men på en fed måde samt støvede og grønne noter. Ganske indbydende. I smagen er der en god renhed, nærmest med stål og sten … mineralsk og okay friskhed … måske med en tendens til at blive en smule vandet. Syren er fin afbalanceret.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 89 kr. ved køb af 1 flaske og 49 kr. ved køb af 6 flasker, men den hvide ser ud til at være udsolgt i øjeblikket.

Vinanmeldelse 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, Portugal

2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, PortugalJeres trofaste vinblogger har været væk fra tasterne de seneste dage … på vinøs roadtrip til Kaiserstuhl i Baden, så der er meget godt i vente på bloggen i den kommende tid, da indlæggene nu nærmest står utålmodigt i kø.

Vi skal dog først ha’ færdiggjort den portugisiske vinsmagning for over en uge siden, og den sidste derfra er vinen Monte do Zambujeiro fra vinhuset Quinta do Zambujeiro, der også ligger i Alentejo området, helt præcist lidt sydvest for byen Borba.

Vinhuset ejes af den schweiziske vinelsker Emil Strickler, som købte vingården tilbage i 1998. Han har samlet 40 hektar vinmarker, hvor han dyrker druesorterne Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Tinta Caiada, Arinto og Antão Vaz.

De udmunder sig i 5 forskellige vine og en samlet årlig produktion på 110.000 til 120.000 flasker vin. Vinene laves i samarbejde med den ansatte leder Nuno Malta, den ledende vinmager og ønolog Master Luis Lourinho samt hjælp fra konsulenten Alain Bramaz fra Globalwine.

Denne Monte do Zambujeiro er husets mest producerede vin, som årligt laves i 60.000 eksemplarer. Den er lavet på 37% Alicante Bouschet, 20% Aragonez, 15% Tinta Caiada, 15% Trincadeira og 13% Touriga Nacional. Lavet i ståltanke, men lagret på franske egefade i 12 måneder.

Næsen bærer præg af faglagringen … godt med eg og loden eg, røg, svag vanilje, der er noget grafit, dyb mørk frugt og sten eller mineraler af en eller anden form. I munden er vinen en kende sprittet, men ellers fyldig, kødfuld med mørke bær og godt med tanniner. Desværre fylder spritten en anelse for meget … men måske kan de fise af ved lidt år på hylden?

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 149 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7