Tag-arkiv: rondinella

Rondinella er en italiensk rød druesort, der oftest findes i vine fra Valpolicella og Bardolino, hvor den spiller andenviolin til Corvina i de klassiske blandinger, men næsten aldrig ses alene.

Rondinella giver urtearomaer samt lette, frugtige og kirsebærsmag til vinene. Den er populær, modner relativt sent, er meget produktiv og modstandsdygtig over for svampesygdomme og råd, selvom den ikke isoleret giver vine af særlig høj kvalitet. Den er velegnet til tørring, som der er tradition for i Valpolicella.

Udover at Rondinella blandes godt sammen med Corvina , så deler de to druesorter også samme genetiske fingeraftryk. Nyere DNA analyser har nemlig fastslået, at Corvina er en forælder sort til Rondinella.

Der findes ud over Italien også små arealer med Rondinella i Argentina.

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, Italien

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, ItalienFredag sluttede med denne Amarone fra Azienda Vitivinicola Roncolato, en vin Jesper havde medbragt. Vi er hos en lille producent ikke langt fra den gamle middelalderby Soave, kun et par kilometer fra Verona. Midt mellem de bløde bakker i en solrig dal ligger Azienda Vitivinicola Roncolato, som drives af Antonio Roncolato og resten af hans familie.

Det er da også konen Anna, som er vært i gårdens smagelokale, hvor der er plads til besøg på op til 60 mennesker, som kan nyde de forskellige vine foran en kæmpe pejs. Der er endvidere … som på mange andre vingårde i Italien … også mulighed for at overnatninger eller en miniferie på gården.

Der laves en række forskellige vine på Azienda Vitivinicola Roncolato, bl.a. 4 hvide vine, 2 spumante, lidt grappa samt 5 røde vine, heraf én Amarone, nemlig denne Amarone Della Valpolicella, lavet på helt traditionel vis med de 3 tradiotionelle druer i Valpolicella distriktet: Corvina, Molinara og Rondinella.

Druerne er sent høstet og efter en omhyggelig selektion bliver druerne lagt til tørring på et loft med god ventilation. Herved opnår de en højere koncentration af sukker, der er en del af fundamentet for fremstillingen af disse meget aromatisk og koncentrerede rødvine med tørhed og højt alkoholindhold. Man presser først druerne i februar, og begynder vinifikationen derefter.

De tørrede druer har mistet op til 40% af væsken, og sammen med fadlagring får man så en kraftig, let krydret vin med en anelse sødme
og noter af kirsebær, chokolade og moden frugt.

Lad os se, om det passer med mine smagsnoter. Duftmæssigt har jeg nødder, rosioner og mynte, og generelt stor sødme fornemmes klart. Smagsmæssigt igen en stor sødme med overmodne blommer, kaffe, cola, svedsker, mørk chokolade, lidt krydderier, men også en klar omgang alkohol i eftersmagen. Den lidt stærke eftersmag kan måske løses ved at gemme vinen er par år yderligere, men trækker i min vurdering en anelse ned i det samlede vurdering af denne kraftige vin.

Fås hos Glud Vin til 279 kr. Tidligere importør Vinita havde vinen til 175 kr., så prisen har fået et nøk opad. I Tyskland ligger vinen til 25€.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienLørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Valpolicella Ripasso fra Valvinosa. Der er dog ikke tale om et vinhus, endsige et lille, hyggeligt enkeltmands vinbrug i bakkerne omkring Verona. Bag navnet Valvinosa står i stedet et stort italiensk selskab, nemlig Premium Wine Selection, som står bag en række forskellige labels, nærmere bestemt 36 forskellige, og sortimentet er mest målrettet større supermarkedskæder. Mest kendt i Danmark er nok supermarkeds Amaronen Le Arche, som også produceres af Premium Wine Selection.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, mens produktionen styres af de to vinproducenter Armando Vesco og George Barbero. Selskabet ligger i byen Pedemonte omkring 25 km. nord for Verona.

Udover vinene i de 36 labels, så laves der også enkeltvine til bestemte områder, og denne Valvinosa er efter mit bud et eksemplar herpå. Formentlig en blandingsvin fra opkøbte druer fra Valpolicella, men igen er det mit bud, for der findes ingen oplysninger om vinen noget steds på internettet. Kan også se, at Valvinosa navnet findes på 5 liters bag-in-a-box.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt urter, ribs, tørhed, mørke bør og en lidt sprittet duft, men ellers lidt anonym. Smagsmæssigt egentlig meget rund, der er lidt sødme og mørke bær. Eftersmag ikke så lang, og vinen mangler måske lidt kant eller elegance/balance. Fin hverdagsvin, som de fleste vil kunne drikke.

Fås i SuperBest for 125 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 3/7    

2011 Boscaini Carlo, Recioto della Valpolicella La Sengia, Veneto, Italien

2011 Boscaini Carlo, Recioto della Valpolicella La Sengia, Veneto, ItalienAllersidste nummer var et ekstranummer. En lille dessertvin, som jeg tænkte måske kunne passe til aftenens dessert, en omgang rødbedeis og hvid chokolade/fennikelfrø mousse. Det er en klassisk Recioto fra Boscaini Carlo Azienda Agricola, en lille vingård beliggende i byen Saint Ambrogio di Valpolicella i Veneto vinområdet.

Gården har 14 hektar vinmarker med udsigt over den berømte landsby St. Giorgio Ingannapoltron, kendt over hele verden for sin vidunderlige gamle kirke, kloster og arkæologiske udgravning.

Gården er etableret af den nu afdøde Carlo Boscaini. Han blev dog 102 år, bl.a. ved dagligt at drikke vin i beskeden mængde (men af høj kvalitet). I dag har nevøerne Carlo og Mario Boscaini overtaget driften, men vingården bærer fortsat den gamle Carlo Boscainis navn.

Fra 1990 til 1996 har Carlo og Mario foretaget en stor investering i jord for at opdatere og modernisere. Fra 1996 til i dag har de renoveret vinkældrene og forbedret udstyret.

Der produceres omkring 45.000 flasker vine årligt, fordelt på Valpolicella, Valpolicella Superiore og Ripasso, Amarone della Valpolicella og Recioto della Valpolicella.

Der produceres også særlig hvidvin Garganega samt en rosévin Molinara. Derudover selvfølgelig også – på helt italiensk maner – grappa og olivenolie.

Vindruerne til fremstilling af denne Recioto tører længere end ved fremstilling af Amarone. Dette giver en større frugtighed og sødhed i den færdige vin. Druetyperne er dog de samme som til en Amarone, nemlig 40 % Corvina, 30 % Corvinone, 20 % Rondinella, 10 % Merlot og Croatina. Vinen lagrer i 18 måneder.

Lad os smage den søde vin. Duft af overmodne blommer, sødme og sukker. Smagsmæssigt igen masser af sødme, kirsebær … men fortsat med lidt syre, som giver et godt modspil til vinens sødme.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Liber Vin til på tilbud til 140 kr. for ½ liter flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, Italien

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, ItalienVidere til næste vin, hvor vi er hos Azienda Agricola San Cassiano di Sella Mirko.

Azienda Agricola San Cassiano drives – som navnet antyder – nemlig af den unge Mirko Sella. Vingården er oprindeligt grundlagt af Mirkos farfar Albino Sella, som købte sin egen jord og gik i gang med produktion af vine og olivenolie. I dag regnes Azienda Agricola San Cassiano faktisk som én af de bedste olivenproducenter, men er også begyndt at hæve kvaliteten i husets vine.

Til gården hører 10 hektar vinmarker, 5 hektar olivenlunde, 1 hektar frugtplantage og 7 hektar skov.

Bag den lidt kryptiske betegnelse “Superiore Ripasso” gemmer der sig et ønske om at vægte kvalitet over alt andet. Sagen er nemlig den, at den italienske vinlov i 2009 blev ændret, så Ripasso della Valpolicella nu er indbefattet af lovgivningen og vine, der bærer dette navn, er reguleret ifølge denne.

De italienske vinbønder må dog stadigvæk benytte betegnelsen “Ripasso” frit. Det er altså udelukkende vine, der beskrives “Ripasso della Valpolicella”, der er underlagt konkrete krav til produktionsmetoden. Med andre ord er San Cassiano Superiore Ripasso 2008 ikke en “Ripasso della Valpolicella”, men derimod et eksempel på den (som regel) mindre eksklusive “Superiore della Valpolicella”.

Dette skal man imidlertid ikke lade sig narre af. For valget af denne mindre eksklusive titel er udelukkende foretaget, fordi man hos San Cassiano foretrækker, at lave vine efter ejet hovede, i stedet for at lave vine, der har de rigtige navne.

Forskellen mellem denne Ripasso og en “ægte” Ripasso er, at den ikke har foretaget sin andengæring på druekvaset fra Amaroneproduktionen. Mirko Sella har i stedet valgt, at lade vine lagre på drueskaller, der tidligere har indgået i husets produktion af deres top-Amaroner. Dette kan umiddelbart lyde som en mere eller mindre betydningsløs optagethed af ligegyldige detaljer. Men fravalget af at lade vinen eftergære på druekvaset er i den grad det, der adskiller denne “Ripasso” fra andre Ripassoer.

Ved at lade Ripassoen lagre på drueskallerne i stedet for at gære på dem, har Mirko Sella langt større kontrol over hele processen og kan derved udlede en langt større Amarone-karakter fra drueskallerne. Kort sagt er der utroligt meget Amarone over denne vin og San Cassiano Superiore Ripasso 2008 er derfor et prisbilligt alternativ til de ægte og langt dyrere Amaroner.

Druerne til San Cassiano Superiore Ripasso er i øvrigt sent-høstede og dette, kombineret med den innovative fremstillingsproces, giver vinen en sødlige dybde, domineret af alle de klassiske Amarone-træk, som rosiner, svesker og en lang række andre tørrede frugter, samt lette strejf af bitter chokolade og vanilje. De definerende træk er dog vinens friskhed.

Duftmæssigt er der noget om snakken, og jeg har noter som svedsker, mint og kirsebær. Smagsmæssigt er det ren Amarena Fabbri, I ved den dyre franske kirsebærsovs fra julehøjtiden, der er også lidt krydderi, meget rund frugt, og generelt virker vinen rigtigt nok langt mere frugtrig end en almindelig ripasso. En meget drikkevenlig vin, som alle vil kunne lide. Er måske en anelse kort i eftersmagen.

Fåes hos Skovgaard Vine til 149 kr. ved køb af 1 stk., og 125 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Mare Magnum, Mauro Ripasso Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Mare Magnum, Mauro Ripasso Valpolicella, Veneto, ItalienTirsdag bød da også på en vin, og den skal I selvfølgelig ikke snydes for. Vi er i Italien, nemlig Valpolicella i Veneto.

Der er dog ikke tale om en vin fra en lille idylisk vingård på en bakketop i det skønne Veneto, men derimod en vin fra et stort internationalt vin-handelsfirma, Mare Magnum.

Glem derfor alt om romantiske vingårde og enkeltmarksvine, her er der tale om konsumvin i store mængder.

Mare Magnum er etableret af Takis Soldatos og Mario Calzolari, som begge har haft ledende stillinger indenfor vinindustrien i de sidste 20 år. Målet med firmaet er at sælge kvalitetsvine til rimelige priser.

De har opkøbsaftaler med vinbønder overalt i verden, hvilket pt. vil sige i forskellige regioner i Italien som Puglia, Abruzzo, Sicilien og Toscana samt i lande som Frankrig, Spanien, Sydamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika. De har også tilknyttet en række vinmagere, som rejser rundt og hjælper de forskellige vinbønderne rundt om.

Vinen her er fra Valpolicella i Veneto … og mere oplyses der ikke om stedet, hvorfor druerne formentlig kommer fra en lang række producenter i Valpolicella.

Vinen er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella, og er en nyhed hos Vinspecialisten/H.J. Hansen Vin, som også er bemærkelsesværdig fåmælt med detaljer om vinen, ja faktisk står der næsten intet om vinen på deres hjemmeside.

Jeg havde måske ventet, at en masseproduceret vin som denne skulle findes hos et  supermarked, men dette er ikke tilfældet her i Danmark. Prisen ligger på 120 kr., men fås hos vore svenske brødre “hinsidan” og koster der 89 svenske kroner.

Duftmæssigt ganske fint med mørke bær, lidt blæk, vanilje og sol. Smagen meget frugtrig, modne blommer, fin tannin som gør, at vinen ikke bliver gumpetung som nogle Ripassoer og Amaroner ofte bliver. Smagen er meget rund og blød, og en okay vin.

Pris som nævnt 120 kr. hos Vinspecialisten. Til den pæne side for en konsumvin uden historie.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienFor over 14 dage siden drak jeg “lillebroderen” til denne vin. Det må jo også gøre denne til storebroderen til lillebroderen! Hvad er så forskellen med de to vine? Jo, ved denne vin er nogle af druerne tørret, og nogle er 2. pres fra vingårdens Amarone produktion. Jeg har i mit tidligere blogindlæg om “lillebroderen” skrevet lidt om vinhuset. Tjek det ud, hvis du vil læse herom.

Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og sluttelig 10% Barbera, dyrket på vinmarkerne Il Perlar, Palazzina og Monte del Drago, dvs. druerne til vinen kommer fra alle af vinhusets vinmarker.

I mit seneste indlæg nævnte jeg lidt om udbyttet pr. vinstok … og her udgør det ikke mindre end 2 kg. pr. vinstok, dvs. i den absolut høje ende. På husets top Amarone; Amarone della Valpolicella Senza Titolo er udbyttet pr. vinstok også nede på 500 gram.

Ved denne vin tørres 20% af Corvina druerne i 4 uger inden presning, hvorefter de presses og vinificeres med 12-15 dages gæring i 100 hektoliter ståltanke. Andre 20% vinificeres direkte, men de sidste 60% gennemgår en “rispassato”, dvs. en refermenteret på skallerne fra gårdens Amarone vin.

Efter denne proces overføres vinen til brugte egetræsfade på både 225, 350 og 500 liter af forskellig oprindelse og sammensætning, hvori den ligger i ca. 12 måneder inden aftapningen.

Vinen fremstår meget mørk i glasset … blanding med bordeaux-farvet og sort. Næsen er sødme, overmodne blommer, lakrids samt lidt blæk. Smagen også lidt “Amarone-agtig”, og vinen kan måske med god vilje kaldes en baby Amarone. Der er sødme, blommer, mørke bær … og egentlig fin blødhed. Der er også lidt bitter syre til stede, og et behageligt glas vin … men skal jeg være ærlig … og det sagde min saglige moder altid jeg skulle … er jeg jeg mere til lillebroderen.

Arggghhh, det havde nok lydt bedre, hvis jeg havde givet vinen en kvindelig betegnelse og sagt, at jeg mere var til lillesøsteren … men I forstår hvad jeg mener. Det er måske fordi, at jeg ikke er den store Amarone fan, og nok gerne vil have lidt mere kant på vinen og finder smagen fra tørrede druer en smule anstrengende.

Nu har jeg jo også kaldt lillebroderen/lillesøsteren en rigtig prisbasker … og det står jeg ved. Men, men, men … er du Amarone fan, så køb denne vin fremfor en billig Amarone i supermarkedet … så bliver du ingenlunde skuffet.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Musella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienTorsdag – besøg af god ven – så blev der lige tid til at nyde et enkelt glas vin i havestuen … mens verdenssituationen og livet i al almindelighed blev vendt. Jeg fik fundet denne vin fra Azienda Agricola Musella i byen San Martino Buon Albergo. Vi er i Veneto området, lige øst for Verona.

På bakkerne i San Martino Buon Albergo finder vi Tenuta Musella, et af de smukkeste godser i Veneto.  Godset har eksisteret siden det sekstende århundrede, men det er først i anden halvdel af det nittende århundrede, at man hører om vinfremstilling på godset, hvor den entusiastiske Cesare Trezza di Musella indførte innovative systemer til beplantning og dyrkning af vinmarkerne.

I dag ejes Musella af Emilio Pasqua, der i 1995 købte det knap 400 hektar store fredede park- og skovområde. Heraf er der 3 parceller Monte del Drago, Perlar og  Palazzina, ialt ca. 30 hektar tilplantet med vinstokke.

De flere hundrede år gamle bygninger på stedet er sat nænsomt i stand, og de gamle kældre er fyldt op med det mest moderne vinifikationsudstyr. I starten var det Allegrini, der stod for vinfremstillingen, men i de sidste mange år har familien selv stået for processen. I dag har datteren Maddelena taget mere og mere over.

Udover vinproduktionen og pasningen af det 400 hektar store park- og skovområde, så kan du også bo på Tenuta Musella, idet stedet har 8 charmerende værelser. Lige et sted for vininteresserede på ferie.

Og der arrangeres selvfølgelig også både rundvisninger og vinsmagninger (minimum 4 personer). Ud over de 300.000 velproducerede flasker vin om året fremstiller Musella også andre delikatesser som fx grappa, balsamico, extra jomfru olivenolie, honning og sort olivenpaté.

Tilbage til denne vin. Druesammensætningen er 80% Corvina og Corvinone, 10% Rondinella og endelig 10% Barbera. Det er druerne fra de yngre vinstokke fra alle 3 parceller, der bruges til denne vin. Vinen gærer med drueskallerne i temperaturkontrollerede tanke i 12-15 dage. Efter endt gæring overføres mosten til gamle fade af varierende størrelse, hvor den lagrer i ca. 12 måneder inden aftapning.

Duften er et krydret mix af røde bær, der er rosiner og skov. Det dufter herligt. Smagen er blød, tanninerne er tydelig, men tilpasse. Der er modne frugter, og vinen hænger flot i hele munden, let og ren. En superdejlig vin … og ærlig talt et fund til prisen.

Prisen er 72 kr. hos Jysk Vin … en prisbasker.

Vinanmeldelse 4,5/7