Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinborough, New Zealand

2006 Palliser Estate, Pinot Noir, Martinsborough, New ZealandVinen lørdag aften er denne charmerende new zealænder, Palliser Estate, som jeg har smagt nogle gange. Fandt den i SuperBest til omkring 125 kr., hvilket næsten er tyveri, da vinen normalt koster omkring 250 kr. i enten Randers Vinhus eller hos Laudrup Vine.

Måske hænger det sammen med, at vinen er fra 2006 og at det ikke er en gemmevin, men en vin som skal nydes indenfor en rimelig årrække efter høst. Samtidig er det en vin, som Parker netop i årgang 2006 har givet 94 point, så det burde have fastholdt en højere pris. Nå, jeg skal ikke klage … et fabelagtigt godt køb.

Palliser Estate Wines blev etableret i 1989 efter 2 vingårdes sammenslutning. Vingårdene havde samme stil og vinmarker ved siden af hinanden – og sammenslutningen betød i længden bedre vin, mere kvalitet samt større mængde og en mulighed for at gøre sig gældende internationalt.

Palliser har nu 32 hektar vinmarker og er placeret ca. 70 km. nordøst for hovedstaden Wellington (nordøen) i en langstrakt nord-syd gående dal, hvis undergrund er meget lig Bourgognes og med et tørt klima. Palliser producerer klassiske vine, såsom Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir, Late Harvest Riesling/Botrytised Riesling, Noble Harvest Chardonnay og en Sparkling.

Duften er cremet skovbær, frugtig og blød. Ved første “snip” kunne det måske godt dufte af lidt bourgogne. Meget animalsk. Duftede den også her på anden dagen, og her kommer også lidt svedsker eller portvin, måske skyldes det alene alderen, at den er bedst samme dag, som den åbnes.

Den er meget velsmagende, men måske ikke så kompleks, som bourgogne vine, selvom der bestemt er syre til stede. Det cremede fornemmes også i smagen, og det er faktisk et fantastisk glas vin, som jeg bestemt kan anbefale.

Pris: 125 kr. hos SuperBest.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Lyeth Estate, Pinot Noir, Californien, USA

2009 Lyeth Estate, Pinot Noir, Californien, USAEn rigtig amerikansk charmetrold kan vel sige om denne vin fra Lyeth Estate. Lavet på pinot noir, men ikke en oversøisk bullerbasse, men en fornem elegant pinot noir.

Gastro har tidligere rost denne vin med mange stjerner og udnævnt den til et godt køb (SuperBest).

Og der er grund til at rose vinen. Duften kan nærmest betegnes som en sød pinot noir. Der er lidt kirsebær og jordbær samt jord og krydderi. Det dufter rigtigt godt.

Smagen lidt af samme skuffe, blødhed og sødme, og forsvinder ikke hurtigt. Lidt tanniner sikrer en lang eftersmag og rankhed i vinen. Ingen marmelade og mega alkohol, selvom vinen trækker 14,5%. Elegent. En vin, som rigtigt mange vil kunne li’.

Hvem medbragte vinen: Paul

2009 Flowers Vineyard & Winery, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2009 Flowers Vineyard, Pinot Noir, Californien, USATredje vin på pinot noir, og hvilken en fra Flowers Vineyard & Winery. Klart mere sol end bourgognen, men fortsat meget elegant … smelter næsten på tungen. Fløjl og karamel. Flot syrebalance.

Det smager f…. godt. Jeg tænkte faktisk først USA ved første sip … men gættede på Frankrig. Man skal holde fast i sin første indskydelse, da det var Pinot Noir fra Flowers Vineyard & Winery i Californien. En vin, der hurtigt blev drukket denne aften.

Hvem medbragte vinen: Jan

2007 Dog Point Vineyard, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2007 Dog Point Vineyard, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandEn vin, som jeg havde glædet mig massivt til at smage siden den røg i vinkøleskabet for lidt over et år siden. Og hvilken vin … tror ikke kun det var forventningens glæde … men også et kvalitetsboost af den anden verden. Og gud hvor jeg elsker Pinot Noir, ren glædemost for store drenge. Her er stor duft, og smagen er lige i skabet … en smule sødme og super balance. Noget af de bedste New Zealanske pinot noir, som jeg har smagt i mit liv. Vauw.
Hvem medbragte vinen: Ulrik

2006 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos des Argilléres, Bourgogne, Frankrig

2006 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos des Argilléres, Bourgogne, FrankrigFøj for hunde en vin. Et peak ind i en anden verden. Dette er stort, og jeg må med skam erkende, at min Dog Point ikke nåede denne vin. Dette er stort, og jeg må bøje mig i støvet for bourgogne. Okay prismæssigt også i den øvre ende, men også en oplevelse ekstraordinære. Ihhh, hvor jeg glæder mig til ferien, som har et vinøs ophold i Beaune. Klasse. For dulme, jeg skal sgu til at dyrke Bourgogne noget mere, en farlig ting med de priser.
Hvem medbragte vinen: Jan