Tag-arkiv: carignan

Carignan er en rød spansk druesort, der stammer fra Cariñena i Aragón og er faktisk verdenens næstmest plantede druesort, men det skyldes ikke så meget kvaliteten, men måske nærmere et ekstremt højt høstudbytte på op til 200 hektoliter pr. hektar.

Den findes over hele kloden, men i stor udstrækning ved det vestlige middelhavsområde. Carignan er således plantet i især Frankrig, Spanien, Italien og så oversøisk i Californien.

De største områder med Carignan er klart Languedoc og Roussillon, men i dag udbredelsen dog ret nedadgående. Således var der i 1988 ikke mindre en 167.000 hektar vinmarker med Carignan i hele Frankrig, mens der i år 2000 alene var 95.700 hektar tilbage med druen i landet.

Carignan er er meget omdiskuteret drue grundet meget kraftig syre og bitterstoffer. Den er meget rig på farve, garvesyre og syre generelt, men uden charme og finesse. Carignan er ikke specielt interessant som ung, lagrer dårligt og derfor heller ikke velegnet som vin til lagring.

Carignan lykkes bedst i blandinger med andre afrundede internationale druesorter, som fx Merlot og Cabernet Sauvignon, men er ellers ikke specielt populær.

De fleste vinbønder blander derfor Carignan med andre sorter eller vinificerer den efter macération carbonique metoden som i Beaujolais, hvilket blødgør de skarpeste kanter og giver en rustik vin med en frugtig og parfumeret næse.

I de senere år har Carignan dog fået stor anerkendelse i området Priorat syd for Barcelona, men også i Californien findes der meget interessante vine, der bl.a. er lavet på Carignan vinstokke helt tilbage fra 1880.

2014 Nicolas Père et Fils, Cairanne Côtes du Rhône Villages Cuvée Entre Restanques & Garrigues, Rhône, Frankrig

2014 Nicolas Père et Fils, Cairanne Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigI et lidet charmerende industrikvarter i Orange finder vi necogiantvirksomheden Nicolas Vins Sélections, som bl.a. laver vine under navnet Nicolas Père et Fils, herunder denne Cairanne Côtes du Rhône Villages Cuvée Entre Restanques & Garrigues.

Hvem der ejer Nicolas Vins Sélections er jeg ikke helt spids på, men jeg kan se, at virksomheden både arbejder indenfor engrossalg af fødevarer, drikkevarer og tobak samt at aktiviteterne også omfatter drift af supermarkeder. Så måske er Nicolas Vins Sélections en del af den store franske kæde Nicolas, som har over 500 butikker rundt om i Frankrig.

I hvert fald er dette en vin, som er lavet i store fabrikshaller og den er lavet på opkøbte druer fra vinavlere i forskellige områder omkring Cairanne.

Druerne kommer fra to forskellige terriors, nemlig fra marker på terrasser – kaldet Restanques – og lavere liggende marker, som kaldes Garrigues. Deraf kommer også navnet Cuvée Entre Restanques & Garrigues.

Vinen er lavet på 15% Carignan, 10% Cinsault, 50% Grenache, 10% Mourvèdre samt 15% Syrah. Druerne er høstet manuelt og er derefter delvis afstilket inden gæring i cementtanke, som vinen også lagrer i efterfølgende. Hvor lang tid vides dog ikke. Vinen er filtreret ved flaskningen.

Det er nok heller ikke en vin, som vil gå over i historien … tør, krydret næse med ribs, blåbær, peber, papkasser og lidt krydderbuske. Smagen er ganske frugtrig, syren er lidt kantet med elementer af peber og let bitterhed. Sådan lidt småkedelig.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7   

2014 Château Mas Neuf, Rhône Paradox, Rhône, Frankrig

De to kække fyre Rene og Ruben på Restaurant Østergade 1 har et godt tilbud på de mormalt mere døde aftener tirsdag/onsdag … en 3 retters lækker menu med appetizer samt vinmenu til fornuftige penge. Det har givet fulde huse. Sådan. Sådan en omgang nappede der frau og jeg. Vinen til hovedretten var denne Rhône Paradox fra vinhuset Château Mas Neuf.

Vinhuset er grundlagt i år 2000, hvor ejendommen blev købt af Luc Baudet, som i forinden havde arbejdet 8 år i vinindustrien i Rhône og igennem længere tid havde ledt efter en ejendom til egen vinproduktion.

Château Mas Neuf ligger i Camargue området omkring 20 kilometer vest for Arles og cirka samme afstand syd for Nîmes. Vinhuset hører til i appellationen AOC Costières de Nîmes, et der normalt betegnes som området mellem den gamle by Nîmes og det vestlige Rhône.

Vingården ligger reelt i det gamle Languedoc område, men vinene fra Costières de Nîmes minder stilmæssigt meget om Rhône og derfor har man også valgt at administrere dem som Rhône vine under Rhône Wine Comittee i Avignon.

Luc Baudet anvender da også Rhône betegnelsen på sine vine, hvilket også gælder for denne Rhône Paradox, men i dag regnes AOC Costières de Nîmes da også som værende en del af Rhône.

Vinhuset ligger ved en af de oldgamle handelsveje fra Saint-Gilles til Santiago de Compostella. Det er et sted, som pilgrimme og handelskaravaner har passeret i flere årtusinder. Det skete ofte, at stedet husede overnattende pilgrimme, og derfor byggede man et kapel på stedet, hvor de vandrende kunne bede.

Man har i vinmarkerne fundet romerske mønter præget med initialerne VOLC, som Luc Baudet anvender i domænets logo og på etiketterne for at ære den gloværdige fortid.

Château Mas Neuf har samlet 62 hektar vinmarker, hvor der primært dyrkes sorterne Syrah, Mourvèdre, Grenache, Carignan og Cinsault og de ældste vinstokke er over 90 år gamle.


I skal da ikke snydes for et foto fra menuen på Østergade 1

Og i fortsættelse af fotoet af menuen, så var det:

  • Appetizer med creme af artiskok med vandmelon og crumble
  • Forret var røget laks m/rygeost, nye ærter, karse & skovsyre
  • Hovedret; andebryst m/små kartofler, bolcherødbeder mm.
  • Dessert med bør, vaniljeis og karamelskum

Vinen til andebrystet var som nævnt denne Rhône Paradox, som er lavet på 50% Syrah, 15% Grenache, 20% Mouvedre og 15% Carrignan. Vinen er lavet med 9 måneders lagring på egetræsfade som inden da, har været anvendt til bl.a. lagring af Lafite Rothschild.

Begrebet ”Rhône-paradokset” ligger i den kølighed, som druerne får, til trods for, at det, i det sydlige Rhône, kan blive ualmindelig varmt. Det skyldes, at markerne er placeret relativt tæt ved vandet, så selvom druerne får masser sol og varme om dagen, kommer de køllige havvinde ind og køler dem ned om natten.

Og det kan faktisk mærkes på vinen, som i næsen har en dejlig kølig og animalsk stil med både mejeri og rød kød. Virker meget frisk i frugten med let kanel og vanilje, blåbær, blommer samt lidt blæk og grafit.

Smagsmæssigt er der stor tørhed, lækker frugt, lidt jern, Rhône krydderier og virker ellers meget blød i syren, hvilket gør det til en ganske behagelig vin, som de fleste vil kunne lide. Men duften er klart vinen største force.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse  4,5/7 

2012 Domaine La Garrigo, Fitou Le Lien des Saisons, Languedoc, Frankrig

Her er det så 2012’eren af økovinen Fitou Le Lien des Saisons fra Domaine La Garrigo … bemærk, hvor behændigt, at jeg har flyttet rundt på flaskerne, så 2012’eren nu står forrest.

Fitou Le Lien des Saisons er vel at betegne som Domaine La Garrigos entry-level vin eller basisvin. Udover denne producerer de bl.a. også den nævnte Fitou 20 de Terre – absolut must try – og derudover den 100% Carignan baserede vin L’Echarde Sang pour Cent Carignan, som jeg dog ikke har smagt … blot for at nævne dem, som Vinimperiet pt. har på lager.

Denne 2012’er har også en biogrøn næse, men her er der langt mere kål, krudt, fims og sure sokker, hvilket suppleres af lidt kampfer, rosmarin, godt med lavendel, sådan en rigtig Provence krydderbuket, svag sødlig kanel og virker ellers mere streng og utilnærmelig end 2011’eren.

Smagen er fortsat krydret med godt med peberbid og samtidig klart mere kantet end 2011’eren. Sjovt nok er peberen ikke så dominerende, men der er masser af jern, meget tørre tanniner, bider mere og bestemt mere kantet. Den har armene foldet og er uimodtagelig for fornuft … men det ka’ jeg sgu godt li’.

I starten var jeg umiddelbart mest til 2011’eren … men efter et par glas af begge, så krydser 2012’eren sgu målstregen en spids foran sin ældre søster.

Købt hos Vinimperiet, hvor en flaske koster 100 kr.

Rating 4/7 

2011 Domaine La Garrigo, Fitou Le Lien des Saisons, Languedoc, Frankrig

Hånd i hånd … 2 årgange af vinen Le Lien des Saisons, som med Google Translate betyder linket til årstiderne/sæsonen. Og de to vine – årgang 2011 og 2012 – kommer fra økohuset Domaine La Garrigo.

Det er et hus, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vinen Fitou 20 de Terre, som bl.a. er lagret 12 måneder på fade, som vinhuset graver ned i den franske muld aka tørre jord. Og de er altså også rigtige økotosser af bedste skuffe … dvs. økologisk, biodynamisk og med en produktion styret af de kosmiske kræfter.

Og økotosserne er Christian Coteil og hustruen Maxime, som grundlagde Domaine La Garrigo i 2002 ved den lille by Tuchan … omkring 20 kilometer vest for Fitou og heller ikke langt fra Perpignan længere mod syd.

Det er en lille og isoleret by, hvor markerne ligger i 900 meters højde med vinstokke på Carignan druen, som den dominerende drue, og ellers druerne Grenache, Syrah og Muscat.

Christian og Maxime har lige knap 4 hektar vinmarker, som drives økologisk og biodynamisk. Alt hos Maxime og Cristian behandles efter disse principper og dermed opnår vinen den bedste kvalitet. Vinfremstillingen sker med den naturlige gær, dvs. uden tilsætning af gær. Der er heller ingen tilsætning af svovl.

Maxime og Christian har til dagligt almindeligt lønarbejde, og kan således ikke leve af vingården. De har dog en glødende interesse for at lave vine i pagt med naturen.

Og generelt handler økologisk/biodynamisk vinproduktion jo om at arbejde med naturen. Når solen, månen, planeterne og stjernerne har de rigtige placeringer i universet, så giver dette en bestemt betydning for væksten af rødder, blade, blomster og frugt … herunder selvfølgelig druerne.

Disse dage skal man respektere. Man får på denne måde særlige jord-, rod-, blad-, blomster- og frugtdage. Man bør også kun pløje på jorddage og høste på frugtdage. Og gødningen af markerne sker ofte med kompost lavet på biologisk affald fra vinproduktionen blandet med komøg.

Faktisk er én af de obligatorisk behandlinger af jorden i den biodynamisk dyrkning brug af 7 kompostpræparater, såsom kamilleblomst, egebark og brændenælder, der komposteres på forskellige måde. Fx anbringes kamilleblomst i kvægtarm, som hænges frem om sommeren, begraves om vinteren og graves op om foråret.

Indholdet af tarmen tages ud og anbringes i komposten sammen med de seks andre kompostpræparater, hvorefter komposten bruges som gødning. Udover behandling med disse kompostpræparater sprøjtes markerne med komøg, der har overvintret i jorden begravet i kohorn samt med et kiselpræparat fremstillet af fint formalet kvarts, der ligeledes begraves i kohorn sommeren over.

Og Christian er meget passioneret omkring denne produktionsform og arbejder efter månens cyklusser og stjernenes placering på himlen. Og så graver manden også nogle af sine vine ned i jorden. Nogle af deres vine er begravet i tønder i 6 til 24 måneder, mens andre helt normalt er placeret i en kælderen under huset.

De graver fadene ned, fordi der er en konstant temperatur på 12 grader, ingen elektromagnetiske bølger og så opnås der ifølge Christian Coteil en mere nænsom ældning/modning med mere opblødte taniner. Der er nemlig ingen luft, dermed ingen udveksling med atmosfæren og intet tab af vin.

Der udveksles således kun med jorden og en fugtig odeur af underskov. Når vinen ligger i jorden fortsætter den – ifølge vinmageren – med at udvikle forfinede aromaer. Den har stadig den frugtige side, men der tilføjes ristede og skovagtige toner.

Denne vin – en Fitou med navnet Le Lien des Saisons – er ikke lagret på nedgravede fade, men er lavet på 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan. Druerne er høstet med et utroligt lille udbytte, alene 8 hektoliter pr. hektar, hvilket er helt vandvittigt.

Vinen er lagret 9 måneder på egefade og nogle af fadene er nye fade. Der er ikke anvendt svovl … det har Christian faktisk slet ikke brugt på nogle vine siden 2012.

2011’eren og 2012’eren kan skelnes fra hinanden på hætten/toppen, der er rød på 2011’eren  og sort på den anden.  Meget brugervenligt.

Og næsen byder bestemt også på økotosse biogrønt, godt med krydderier, jord, våde fade, ribs og blåbær i skøn sammensmeltning, og vinen virker- sammenlignet med 2012’eren – mere rund, blød og animalsk i duften.

Smagen er også godt krydret … der er rigelige mængder peber, masser af jern, mørk frugt, grannåle og måske knap så spændstig som 2012’eren. Der bliver lidt mere fladt, men måske også mere ligetil.

Når det er sagt, så vinen – i begge årgange – bestemt ikke mainstream på nogen måder. Den er ikke nem tilgængelig og byder på kant og var total turnoff hos konen. Jeg er også selv langt mere vild med husets Fitou 20 de Terre, som jeg havde en total optur over og kun koster en snas mere.

Købt hos Vinimperiet, hvor en flaske koster 100 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, Chile

Livet er fuld af gentagelser … ja består vel af masser og masser af gentagelser. Nå, er vi i det humør Houlberg? Denne The Blend Collection er også en gentagelse, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2010. Her er det dog en yngre model 2012 fra Viña Errazuriz.

The Blend Collection laver Viña Errazuriz i både en rød og hvid udgave. Her i årgang 2012 er den lavet på 50% Grenache, 25% Mourvèdre, 15% Syrah og 10% Carignan, men blendet varierer lidt fra år til år.

Alle druerne kommer fra markerne Ocoa og Manzanar i Aconcagua Valley og er vinificeret i store 10 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på mellem 6-28 dage afhængig af druesorten. Vinen er lagret 16 måneder i brugte franske fade.

Næsen er ganske aromatisk med sæbe, blomster, blæk, grønne urter, laurbærblade, kirsebær og moden frugt samt en snas fennikel. I munden er det let, blomster- og frugtrigt, en vin med god lethed, friskhed og svag syrlighed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4/7 

2013 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine og denne Côtes-du-Rhône er én af disse vine.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Denne Côtes-du-Rhône er lavet på 60% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Carignan og 10% Syrah, og fra vinstokke, som er omkring 40 år gamle. Blendet kan varierer lidt fra år til år. Både Grenache og Carignan lagrer på enten ståltanke eller store fourdres, mens de øvrige druesorter lagrer i barriques.

Næsen er egentlig let med en halvsød bærduft, rhônekrydderier, solbær, mørke kirsebær, sød tobak, sød engelsk lakrids … eller måske endda mere præcist søde lakridspiber, peber og svag kanel. Smagen er også til den søde side med et sjat peber oveni, hvilket ikk’ passer helt sammen. Der er brombær, fedme, sødme og tæthed og ikke så kompliceret og ganske drikkevenlig med en smule jern i eftersmagen.

Købt hos Supervin, hvor en flaske koster 114,95 kr., men mere beskedne 59,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 3,5/7 

2014 Domaine le Clos du Caillou, Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

Videre … nummer 2 i rækken af 4 på stribe blev denne røde Le Bouquet des Garrigues Côtes-du-Rhône fra Domaine le Clos du Caillou.

Det er en vin, som vinhuset har lavet siden 1978 og druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke, 85% Grenache, 10% Syrah samt 5% Carignan og Mourvèdre.

Vinen høstes på klassisk Châteauneuf-du-Pape jord med et stort indhold af rullesten, der holder på varmen om dagen og afgiver den igen til vinstokkene i de kølige nætter. Druerne høstes ved håndkraft med udbytte på 31 hektoliter pr. hektar.

Derefter afstilkes druerne og fermenteres i store betontanke, hvor gæringen alene sker med druernes naturlige gær, en maceration på 27 dage med overpumpning et par gange om dagen. Efterfølgende lagrer vinen på store foudres i 15 måneder inden flaskning.

Næsen er herlig animalsk … vi snakker fersk kød, blæk, tavlekridt og sød lakrids, frisk og direkte frugt af lidt mørkere bær og krydderier. Den har en virkelig lækker aroma … mørk, dyb og landlig.

Smagen er præget af frisk og direkte frugt og ikke så mange dikkedarer. Friske bær, kirsebær … meget let og syrlig med jern og krydderier. Smager rigtigt godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 165 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Domaine l’Oustal Blanc, Minervois Cuvée Giocoso, Languedoc, Frankrig

Break fra strømmen af Montefalco vine … og det sker med denne Minervois Cuvée Giocoso fra det lille vinhus Domaine l’Oustal Blanc, der holder til i byen La Livinière omkring 15 kilometer vest for Béziers i Languedoc.

Vinhuset ejes og drives af Claude Fonquerle sammen med hustruen Isabel – ja, det er den smukke kvinde, der kører traktoren på billedet ovenfor. Claude stammer fra området og grundlagde vinhuset i 2002 ved La Livinière mellem Carcassonne og Narbonne.

Claude er opvokset med vin og har også haft en karriere som professionel rugbyspiller. Han har tidligere arbejdet 10 år på Domaine du Père Caboche i Châteauneuf-du-Pape. Derudover har han også tidligere ejet Château Valcombe i Côtes du Ventoux, inden han altså vendte hjem til Languedoc.

Isabel deler også Claudes passion for vin og hun har Diplômée en Viticulture, hvilket er en slags administrativ, forvaltnings- og handelsmæssig uddannelse indenfor vin. Derudover har Isabel arbejdet hos flere kendte franske sommeliers, bl.a. hos Bruno Quenioux i vinforretningen La Cave de Lafayette Gourmet à Paris 8ème.

Parret har samlet 8 hektar vinmarker og Claudes ambition er på Oustal Blanc at lave vine på de oprindelige druer Cinsault, Carignan og Grenache … men med koncentreret frugt og finesse, renhed og kompleksitet. De får måske lidt inspiration fra Claudes tid i Châteauneuf-du-Pape, men Claudes største fascination er helt klart Bourgogne.

Navnet  Oustal Blanc betyder hvid hus og er valgt i respekt for den gamle fru Blanc, som ved opstarten af vinhuset gav Claude og Isabel lov til at lave produktionen af deres vine i hendes lade, som ellers havde stået tom i over 40 år. Fru Blanc accepterede i øvrigt også året efter, at Claude måtte købe den gamle lade.

Denne Minervois Cuvée Giocoso er lavet på 65% Grenache, 20% Syrah og 15% Carignan og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. De forskellige druersorter vinificeres separat i store runde cementtanke og lagrer derefter 12 måneder i 3 år gamle, burgundiske barriques. Efter sammenstikning lagrer vinen yderligere 6 måneder på tanke inden flaskning.

Giocoso er et udtryk fra operaen og det betyder munter, glad, livlig og ubekymret. Lad os se, om det også passer overens med mine smagsnoter.

Duftmæssigt godt med mørk og dyb frugt … modne kirsebær, boysenbær, kakao, kanel, kampfer, engelsk lakrids og slynger du glasset rigtig meget, så kommer der også aromaer af mentol samt en svag anelse rebis (ja planten, som dufter lidt af kattetis).

Smagen er imidlertid meget anderledes end duften … langt lettere, tyndere, men samtidig også mere metallisk, stram og ubalanceret. Den bider sgu noget efter mig og endda med et lille peberbid i eftersmagen. Haps.

Forhandles af Philipson Wine, hvor den vistnok kostede 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 3/7 

2012 Domaine de la Vallée des Grives, Côtes du Rhône Villages Valréas, Rhône, Frankrig

Så er vi atter i Rhône, denne gang med denne Côtes du Rhône Villages Valréas fra et lille vinhus, som kaldes Domaine de Vallée des Grives … domænet i droslernes dal.

Det er et lille vinhus og oplysninger om vinhuset er sparsomme. Det drives dog af Cyril Payon, som i 2006 overtog driften af gården, der i flere årtier har været i familiens eje. Cyril Payon er ikke ubekendt med vin, da han – udover driften af Domaine de la Vallée des Grives til daglig er formand for de franske ønologer.

Omkring 70% af produktionen fra den lille vingård eksporteres og alle vinene har selvfølgelig en lille drossel på etiktterne.

Cyril Payon har i kraft af sit arbejde for de franske ønologer modtaget den franske ærespris Chevalier de la Commanderie des Côtes du Rhône.

Om denne Côtes du Rhône Villages Valréas har jeg ikke de store oplysninger udover, at den er lavet på 60% Grenache, 30% Mourvedre og 10% Carignan.

Næsen er godt moden … lidt blåbær, kirsebær og overmodne blommer, lakrids, grønne vinblade, lækker syre … en smule aromatisk og har også en duft, nærmest som risengrød, men måske er det alene lidt kanel.

I munden en ren og rund frugt, blød, cremet med nogle jernagtige elementer samt en god, frisk og venlig frugtsyre. God Rhônevin til fornuftige penge.

Forhandles af Megavin.dk, hvor prisen er 129,95 kr. for en flaske, men mere fordelagtige 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2013 Cantina di Santadi, Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve, Sardinien, Italien

Vi fortsætter i det italienske, nemlig på Sardinien med denne Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve fra kooperativet Cantina di Santadi, der – som navnet afslører – ligger ved byen Santadi i Sulcis området på den sydligste del af Sardinien .

Cantina di Santadi er grundlagt i 1960 af en flok vinavlere med hjælp fra ETFAS … en lokal organisation for landreformer på Sardinien og kooperativet  lavede helt frem til 1980’erne billig vin, som blev solgt bulk og de gjorde alene et par halvhjertede forsøg på at lave og markedsføre egne vine på flaske.

Det var først senere, da kooperativet fik ny ledelse, at de fik ændret kursen. Med Antonello Pilloni – som i dag fortsat er bestyrelsesformand – i spidsen begyndte de at satse på egne kvalitetsvine. De ansatte bl.a. den internationale anerkendte ønolog Giacomo Tachis – som vi jo kender fra supervinene Sassicaia og Tignanello – og under hans indflydelse steg kvaliteten markant og det er kun fortsat siden.

Men har bl.a. vedtaget et maksimalt udbytte på 40 hektoliter per hektar og derudover satser kooperativet alene på de lokale druer, nemlig Carignano, Monica og Nuragus til de røde vine og Vermentino og Nasco til de hvide. I dag er det ønologen Piero Cella, som producerer vinene på Cantina di Santadi, men fortsat i samarbejde Giacomo Tachis.

Cantina di Santadi har samlet 215 medlemmer, som ejer de omkring 500 hektar vinmarker, der er grundlaget for Santadis produktion. Markerne er spredt ud på 9 forskellige kommuner i det sydøstlige hjørne af Sardinien og den samlede produktion er på omkring 1 millioner flasker fordelt på 16 forskellige vine og en enkelt grappa.

Vinene er opdelt i flere serier … men topserien hedder Excellence, og derfra kommer denne Rocca Rubia Carignano del Sulcis Reserve, som er lavet på 100% Carignano, druen som vi primært kender som Carignan. Herligt, for det er jo ganske sjældent, at vi smager en vin på ren Carignan. Vinstokkene er cirka 35 år gamle.

Druerne afstilkes og knuses, hvorefter hele baduljen gærer og udblødes i rustfrie ståltanke ved 25-28 grader i 12-14 dage med daglig overpumpning. Efter denne malolaktiske gæring lagrer vinen på franske barriques – nye og brugte – i omkring 10-12 måneder og efter flaskning lagrer vinen endnu nogle måneder.

 Og – mine ladies og gentlemen, damer og herre, piger og drenge … det er sgu lige en vin efter min smag. I glasset ikke en mørk, sort vin, som ellers ofte er tilfældet i det solrige Syditalien, men derimod en forholdsvis lys vin … næsten på grænsen til at være transparent, men med masser af power på den mest elegante måde.

Herlig frugtrig næse … tør og krydret med brombær, blåbær, baconfedt, tør jord, let mynte, læder, blomstereng, vanilje og derudover lidt animalske elementer. Kompleks og inspirerende næse.

I munden meget læskende … men med en kompleks smag, både let, frugtrig og tør med elementer af lakrids, læder, fyldige men ganske tydelige tanniner. Det hele er fyldigt, blød og cremet med bitterhed, tæthed, lidt alkohol, som dog ikke bliver for tydelig. Begejstret og giver 6 fede tommelfingre op.

Købt hos Kim i Vinspecialisten, Randers … pris kan jeg ikke huske præcist, men mon ikke det er omkring 160-175 kr.

Rating 6/7