Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2019 Sunday Bay, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2019 Sunday Bay, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandNew Zealand er blandt mange ting kendte for deres sprøde, friske hvidvine på Sauvignon Blanc, som er mest udbredt på Sydøen. Det er også derfra, at næste vin kommer …. en 2019 Sauvignon Blanc fra Sunday Bay i Marlborough.

I hvert fald kommer druerne fra Marlborough, men vinen er slet ikke flasket på et vinhus i New Zealand, men derimod i England af Greencroft Bottling Company … et stort firma, der ligger ved Stanley nær Durham og kan flaske 90.000 flasker vin i timen.

Det er engelske Direct Wines Ltd., som står bag produktionen af vinen. Direct Wines Ltd. er verdens største postordre-vinhandel, der sælger deres vine gennem deres egen vinklub Laithwaite’s Wine og en række andre større vinklubber som fx Sunday Times Wine Club.

På Laithwaite’s Wines hjemmeside kan man selvfølgelig også finde denne Sunday Bay Sauvignon Blanc. Og der kommer vi lidt tættere på, hvem der egentlig har lavet vinen … inden den i tanke blev sendt til England for at blive tappet på flaske.

Vinen stammer nemlig fra det ældre ægtepar Phil og Chris Rose, som er vinavlere ved Rapaura i Marlborough. De dyrkede oprindelig Lucerne – en helseplante – til eksport til Japan, men efter oliekrisen begyndte de i 1978 i stedet at etablere vinmarker på deres jord og etablerede Rose Family Estate, men solgte alle deres druer til vinproducenter.

I dag producerer de selv vin med hjælp fra deres 5 børn, og en del har siden 1991 været solgt under deres eget vinbrand Wairau River Wines, mens en anden del altså sælges bulk … som fx til denne Sunday Bay Sauvignon Blanc til engelske Direct Wines Ltd.

Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc og vinen er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke … både gæring og en kortvarig lagring for at sikre friskheden i vinen.

Vild grøn aroma, grønt græs, grønne blade på tomatplanter, brændenælder, stikkelsbær, passionsfrugt, hyldeblomst, lemon, hyben, masser af syre … vild næse, som nærmest vibrerer og snerper lidt sippet og knibsk.

Smagen er også grøn og frisk … masser af grøn syre, stram, ikke helt så skarp, velslebet og hvæset som duften, men den hiver dig hårdt i smagssanserne, kantet helt ud til randen, har svag sødme, masser af urter, hyld, syre citroner og pivskarp syre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barolo Monprivato, Piemonte, Italien

2011 Mascarello, Barolo Monprivato, Piemonte, ItalienVi sluttede vor vinaften totalt eksklusivt med denne Barolo Monprivato fra det klassiske vinhus Giuseppe Mascarello e Figlio, der ligger i Barololand ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Imidlertid skulle det vise sig, at vinen var lidt en Tornerose … men mere om dette senere.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt og internationalt.

Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte vingården Monprivato i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grunden for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Mascarellos Monprivato ejendom, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro.

Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto. Og selve Monprivato marken på 6,13 hektar har været i familiens eje siden 1904, men er en gammel vinmark, hvor der har været dyrket vin siden 1666 jf. gamle arkiver og den er da også blandt de 11 marker, som oprindeligt blev anvendt til Barolo.

Marken er ligger ved Castiglione Falletto i 280 meters højde, har en undergrund med ler, silt, mergel og kalksten samt en ideel sydvestlig eksponering … helt perfekt for Nebbiolo. Mascarello laver kun denne vin i de bedste årgange … ellers går druerne til hans andre Barolo’er og de dårligste til hans Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i store egetræskar over 20-25 dage med laget af skallerne ovenpå. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på store slavonske egefade. Det er en vin, som huset lavede første gang i 1970 og som i den store årgang 2010 i september 2015 blev kåret til Italiens bedste vin af den ansete avis Corriere della Sera.

Denne årgang 2011 har fået 95 point af både Wine Advocate, Wine Enthusiast og Wine Spectator. Med andre ord burde det således være en værdig afslutning på vinaftenen.

I næsen er der nogle mælkede noter, drikkeyoghurt, bacon, flæsk, røget kød, masser af træ og nok også alt for megen træ, lidt kanel, en klar syrlighed, spidskommen, kamfer, fennikel, violer, nogle lidt sjove krydderier … men for pokker, hvor fylder træet meget … lidt som om, at der er noget ubalance i vinen i øjeblikket, træet ikke integreret eller bare noget uorden, en lille dissonans.

Smagen er meget tør, klart meget italiensk og alle gættede også, at det måtte bære italienske Nebbiolo. Det er virkelig tørt, meget tørre tanniner, frugten ren … men igen rammer en lille ubalance, nærmest en uligevægt, en lille skævhed, som helt klart ikke skal være der. Jeg havde i starten flasken mistænkt for prop, men korkproppen havde ingen fejl … what so ever.

Jeg vil så i stedet gætte på, at vinen pt er inde i en lukket periode, hvilket kan ske for gode Barolo’er. Da jeg sidste år besøgte Parusso i Monforte d’Alba, så fortalte Guilia Parusso, at en vin kunne komme ned i en dal, for senere at blive mere frisk igen. Dér oplevede jeg det på egen krop … først med deres 2010 Barolo Bussia Riserva Oro, som var helt væk, og 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som var freaking fantastisk.

Vine er levende … på godt og ondt.

Mascarello Barolo Monprivato forhandles flere steder, men en 2012’er kan fås til 999 kr. hos Vinomani, mens vinen i denne årgang 2011 koster 1.700 kr. hos Unika Vine. For år tilbage kunne sådan en flaske købes i SuperBest til 600 kr., så priserne på god Barolo er virkelig røget i vejret.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Pflüger, Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Pfalz, TysklandVi fortsætter Spätburgunder bølgen med noch ein … en 2015 Dürkheimer Pinot Noir Trocken fra Weingut Pflüger, der netop holder til i byen Bad Dürkheim tæt på byens wurstmarktplatz, en tysk pølsemarkedsplads. Lyder som et dejligt sted.

Weingut Pflüger drives af den unge winzer Alexander Pflüger, der i 2010 overtog driften af det gamle familievinbrug fra sin far. Familien har været vinavlere siden det 18. århundrede og har i dag samlet 20 hektar vinmarker omkring byerne Bad Dürkheim, Ungstein og Wachenheim.

De bedste marker er klart Ungsteiner Michelsberg, Ungsteiner Herrenberg, Dürkheimer Spielberg samt Dürkheimer Fuchsmantel og alle marker har i over 20 år været drevet 100% økologisk og siden 2008 også certificeret biodynamisk.

Vinene laves i 3 serier … Gutsweine, som kan kendes på en sort top på flaskerne, Ortsweine med grøn top som denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken og så topvinene … Pflügers Lagenweine med en gylden/guld top.

Ortswein vinene hos Pflüger er høstet med et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar, lidt mindre end de 80 hektoliter for basisvinene og denne Dürkheimer Pinot Noir Trocken, hvor druerne kommer fra de forskellige marker omkring Bad Dürkheim. Der er dog ret få og sparsomme oplysninger om produktionen af vinen, som derfor springer vi i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det virkelig en stram, syrlig, grøn og meget urtet aroma, klart nogle landlige, animalske noter med en smule bio bio kant, men ikke så vildt endda. Der er grønne grene, bark, syre ribs, stikkelsbær, hybenroser, granatæbler, teblade og ganske svagt – et pænt stykke under de grønne, stramme dufte – også bare en smule sødme og kanel, men de fornemmes altså også kun sagte.

Smagen er dog slet ikke så grøn og streng som duften lovede … ja faktisk er der mere krop og sødme i vinen end forventet. Bevares, det er fortsat en lidt grøn vin, men fyldig og sød i munden med pænt kirsebærsødme, jordbær og måske endda også lidt mørkere bær som fx brombær. Det er lidt peber, søde krydderier og en lille blomstret eftersmag. Det er et sted mellem 3.5 og 4 tomler.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men formentlig i Tyskland, hvor en flaske koster 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Weingut Otto & Martin Frey, Gneis Spätburgunder, Baden, Tyskland

2012 Weingut Otto & Martin Frey, Gneis Spätburgunder, Baden, TysklandEnhjørningen er et vildt, mytisk væsen, som alene kan tæmmes af en jomfru. Det siges, at hvis man drikker fra dens horn, så har det helbredende virkning. Enhjørningen er også en del af våbenskjoldet hos Weingut Otto & Martin Frey, hvorfra jeg nu smager en 2012 Gneis Spätburgunder.

Weingut Otto & Martin Frey ligger lidt udenfor den lille by Denzlingen i Breisgau området i Baden … det er på samme side af motorvejen som fx Berhard Huber, men blot omkring 10-15 kilometer syd for Malterdingen.

Otto er faderen og Martin sønnen. De driver i fællesskab det gamle vinhus, som familien har drevet siden 1775, hvor Frey familien slog sig ned i Denzlingen og overtog Gasthof Ochsen. Der drev de lidt af hvert … var både kroværter, skomagere, krydderi- og tøjhandlere, Schultheiß – en slags skatteopkrævere – og var også vinavlere.

Otto Frey overtog driften af vingården i 1970, men dengang var produktionen en blandet landhandel med lidt vinavl, kalveopdræt og frugtavl. Otto ændrede det meste … han omlagde således driften til ren vinproduktion og flyttede vinhuset fra byens centrum til den nuværende vingård udenfor byen.

Samtidig studerede han også til vintekniker ved den statslige tekniske skole og det blev starten på vinproduktionen, som i dag omfatter 16 hektar vinmarker og en årligt produktion på omkring 90-100.000 flasker vin årligt. I dag er det dog primært sønnen Martin, der står for produktionen, mens Otto hjælper til.

Deres 16 hektar vinmarker er fordelt på 9 forskellige marker, nemlig Emmendinger Wöpplingsberg, Glottertaler Eichberg og Rinzberg, Sexauer Sonnhalde Reichenbächle samt Denzlinger Sonnhalde, Steinhalde og Hummelgarten og så Wildtaler Sonnenberg.

Den mest kendte af markerne er formentlig Glottertaler Eichberg, der ligger i den allervestligste del af Kaiserstuhl med syd/sydøstlig eksponering samt en undergrund af vulkansk oprindelse med både mineralsk vulkansk aske og forvitret gnejs … en gammel og stribet grundfjeldsbjergart.

Og det er netop fra Großlage Glottertäler Eichberg, at druerne til denne Gneis Spätburgunder kommer, helt præcis fra de to parceller Einbollen og Wisser Eck på Eichberg. Gneisverwitterungsboden, som Frey så smukt selv kalder markerne. Udover Frey, så ejer Weingut Salwey faktisk også parceller på marken.

Druerne er høstet i de køligste temperaturer på dagen, hvorefter der sker afstilkning samt en kold premaceration med tøris i omkring 5 dage, hvorefter fermenteringen sker over 14 dage efterfulgt af en eftermaceration i 3 inden presning og lagring af vinen på barriques, der har været anvendt 1-3 gange tidligere. Jeg kan dog ikke se, hvor lang tid vinen har lagret inden aftapning på flaske.

I glasset er vinen det herligste transparente teglfarve … meget svagt et lille orange skær. Og det dufter sgu også herligt, fin, ren og meget rank i frugten, ribs, stikkelsbær, hindbær, røg, ristede noter, aske, pænt fadpræg med lidt kanel, vanilje samt jern, sten og flint.

Smagsmæssigt er det en lille syrebasse, godt med ribs, stikkelsbær, måske endda lidt granatæbler. Du kan slet ikke fornemme, at vinen har næsten 8 år på bagen, for syren er vild, røget og utæmmet. Den er vild interessant, kantet og ubehøvlet … en vild mineralsk, stålsat krabat med en skarp tunge, peber og spidse albuer.

Købt i Berlin, pris 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, Italien

2015 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, ItalienAlle Amarone elskere kender det store, gamle, klassiske og legendariske vinhus Bertani, der ligger smukt på skråningerne i Valpantena dalen. Der er derfra vi nu smager denne Ognisanti Valpolicella Classico Superiore i årgang 2015.

Cantine Bertani ligger helt præcis i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kroningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den vildt smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana.

Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 havde begyndt byggeriet af villaen … nærmest ovenpå en vinkælder fra det 16. århundrede. Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil.

Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid … men det er en helt anden historie.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en imidlertid en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Det blev dog overtaget af det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, som omkring 1933 anvendte villaen som hovedsæde og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har Bertani familien omdøbt den berømte ejendom til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område.

Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker, der ligger i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena, ved Gardasøen og derudover i Soave. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat Gian Matteo Baldi, som direktør for foretagendet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Hele produktionen er de senere år optimeret, men vinene laves fortsat laves efter de klassiske forskrifter … blot med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk.

Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona. Her smager vi deres 2015 Ognisanti Valpolicella Classico Superiore DOC … en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2014.

Vinen er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella, som kommer fra husets gamle vinstokke på marken Ognisanti ved Tenuta Novare  … en sydvendt mark, som Bertani har ejet siden 1957 og har sit navn efter et lille kapel, som lå lige midt i marken i gamle dage.

Druerne høstes forholdsvis sent, typisk i anden halvdel af oktober måned, hvilket er muligt på Ognisanti marken. Det giver sammen med en lang maceration masser af koncentration samt blød, sød frugt til vinen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke med en konstant og kontrolleret temperatur på 20 grader, hvorefter vinen lagrer hele 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Efter flaskning lagrer vinen 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på modne kirsebær og blommer, søde krydderier, en fyldig aroma, hvor sødmen og krydderierne fylder godt sammen med lidt eg, babybræk – på den gode måde – og sammenlagt egentlig en meget behagelig, rund og venlig duft.

I munden er vinen herlig frisk og har en flot balance mellem syre og sødme. Der er lidt peber, frugt meget direkte og frisk. Det er en vin, som alle vil kunne lide … en pleaser, men aldrig med for meget og samtidig tilstrækkelig syre til en rank ryg. Der mangler måske lidt dybde, men har en god smag og slutter med syrlig, bitter sødme.

Bertani forhandles herhjemme bl.a. af Uhrskov Vine og VildMedVin, men denne er ikke fundet i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 16,90€ … svarende til omkring 126 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Weingut Studier, Spätburgunder Lignum Trocken, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Studier, Spätburgunder Lignum Trocken, Pfalz, TysklandLignum er det latinske ord for træ, og denne Spätburgunder Lignum Trocken fra Weingut Studier er selvfølgelig derfor lagret på egefade. Jeg har nu åbnet en flaske … og tester nu, hvor vinen ligger på det præcise houlbergske Spätburgunder barometer.

Weingut Studier holder til i landsbyen Ellerstadt i Pfalz … en by kendt for mange andre gode vinproducenter som fx Markus Schneider og Weingut Kesselring. Vinhuset er reelt startet i 1995, hvor Sibylle og Reinhard Studier overtog forældrenes gård efter endte studier og startede med selv af producere vine.

De har samlet 33 hektar vinmarker, som ligger ved Ellerstadt tæt til den store Haardt skoven, hvor jorden er præget af både löss, ler, kalksten, grus samt rød og gul sandsten.

Der dyrker Studier en bred vifte af forskellige sorter … lige fra Riesling til Merlot, alt dyrket økologisk, og de er kendt for deres ukomplicerede, ungdommelige, fyldige og aromatiske vine.

De har bygget et topmoderne vineri med vinothek … meget tjekket og udvendigt med rustne jernplader. Vineriet er stort med masser af ståltanke samt et stort barriquerum til lagring af specielt deres rødvine, som nu fx denne Spätburgunder Lignum Trocken.

Druerne til vinen er høstet med håndkraft, og vinificering sker i rustfrie ståltanke … først den alkoholiske gæring og derefter så den malolaktiske gæring med omdannelse af den skarpe æblesyre til en mere fløjlsagtig mælkesyre. Derefter er vinen lagret 12 måneder på nye egefade. Der er 4,1 gram restsukker i vinen.

I glasset er vinen sådan lidt mellemtransparent … ikke helt lys og teglfarvet. Næsen er også lidt mørkere og mere fyldig. Der er godt med kirsebær, gran, nelliker, peber, masser af grønne urter, men er noget kantet og mangler klart finesse, elegance samt lethed. Den vinder lidt ved mere luft i glasset. Der er klart pænt med eg, lidt mælkechokolade … blot uden at imponere så meget.

Det smager skam også okay og der er også klare Spätburgunder kvaliteter i vinen, masser af kirsebær og ribs, en vis tørhed, jern, små elementer af bitterhed, peber, en stram syre – som jeg egentlig godt kan li’ – men samlet en jævn – men rank – Spätburgunder.

Købt på Weine.de til 13,50€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Viña Santa Rita, Medalla Real Reserva Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2018 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEfter SR Secret Reserve Pinot Noir fra Viña Santa Rita, så tar’ jeg endnu en vin fra huset og en mere klassisk én af slagsen, nemlig deres Medalla Real Reserva og på den drue, som huset mestrer bedst … nemlig Cabernet Sauvignon.

Det er en vin, som jeg har smagt mange gange, senest i november sidste år, hvor jeg smagte den i en ældre årgang 2006. Men her er det altså en nyere årgang 2018. Det er dog også en vin, som vinhuset har lavet siden 1983 og egentlig til ære for Francisco García Huidobro, som oprindelig grundlagde Viña Santa Rita.

I dag findes der hele tre serier af Santa Rita Medalla Real, nemlig Medalla Real Reserva, Medalla Real Gold Medal og Medalla Real Gran Reserva.

Det er 100% Cabernet Sauvignon, der er er dyrket på Viña Santa Ritas egne marker i Maipo Valley. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 25-28 grader efterfulgt af en eftermaceration for noget af vinen. Derefter er vinen lagret 8 måneder med 60% i amerikanske egefade og resten i ståltankene,

Det er lige her med Cabernet Sauvignon, at Viña Santa Rita er på hjemmebane … proppet med solbær, blåbær, lidt små Bordeauxfile referencer, pænt fadpræg, vanilje, tobak, nelliker, eg, røg og en smule lakrids. Det er en lidt voluminøs næse, men det hænger fint sammen.

Smagen er fyldig, blød og fed med den oversøiske volumenknap skruet godt op. Det er søde mørke bær, masser af engelsk lakrids, blæk, grafit samt bløde, velintegrerede tanniner, søde krydderier, spidskommen, lidt ekstraheret og kompakt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 599 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Bodegas Alceño, Cibolo Organic Monastrell, Jumilla, Spanien

2017 Bodegas Alceño, Cibolo Organic Monastrell, Jumilla, SpanienBodegas Alceño holder til i en ældre fabriksbygning midt inde i byen Jumilla … i appellationen af samme navn i regionen Murcia. Derfra smager vi denne Cibolo Organic Monastrell.

Vingården – der har 150 års jubilæum i år – er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige vinhandler Roque Martinez sammen med to partnere og ejes i dag af 4. generation i form af Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene markedsføres som Bodegas Alceño.

Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.

Fra projektets start er der investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 9 forskellige vine. Ambitionen er at lave vine med en moderne, ren profil.

Huset ejer samlet omkring 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén.

Pedro Luis Martinez laver vinene sammen med vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået. Her smager vi én af vinene, deres Cibolo Organic Monastrell.

Monastrell druen kender vi normalt som Mourvèdre … hoveddruen fra Bandol. Mourvèdre kræver varme og kræver tid. Druerne er til denne vin dyrket økologisk omkring Jumilla by. Alle druerne er håndplukkede, og vinen har været lagret på cementtank.

I næsen er der skrald på … både krydret, tør og så samtidig virkelig frisk, syrlig frugt. hindbær, brombær, gran, læder, lakrids, lidt vanilje, kanel, allehånde og modellervoks. Jeg kan faktisk godt li’ Monastrell vinene fra Jumilla, for der er noget ægte, ubekymret og no-nonsens over dem, meget landlige, solmodne, søde, men med en frisk syre … bare letdrikkelige hverdagsvine med liv.

Smagsmæssigt er det en forholdsvis let vin, masser af frisk frugt, god syre, måske lige en anelse for høj sødme, men jeg synes, at det holder uden det bliver kompleks, dybt eller poleret på nogen måder. Der er tørhed, klart nogle tanniner, masser af kirsebær, jordbær … sødmen bør der måske skrues en smule ned for.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalDen nyeste årgang af de 3 Vintage Port fra portvinshuset Rozès’ gaveæske med Vintage Selection var årgang 2017 … og klart den mest friske i trioen.

Vinen er også lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Mere frisk frugt, mere parfumeret, mere krydret og der er også masser af eg, læder, en gammel hvilestol, stærk tobak, frugten ikke helt så definerbar, men det er mørk frugt, blommer, svesker … og så brænder den faktisk lidt i næsen.

Smagen er også som de forrige fed, olieret og cremet, masser af sødme, men også friskhed, brændende alkohol, måske endda mere brændende end hos 2016’eren og dermed også 2015’eren. Vinen smager sgu virkelig, men smagt sammen med de andre, så mangler den faktisk mere modenhed … men det kan jo løses med en smule tålmodighed.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, Spanien

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, SpanienCeller de Capçanes er et kooperativ, som ligger i byen Capçanes i Montsant syd for Priorat i Catalonien. Det er derfra, at jeg nu smager denne Mas Donís Old Vines.

Celler de Capçanes er grundlagt i 1933 af nogle få vinfamilier, som så nødvendigheden i at stå sammen. De overbeviste efterfølgende 80 vinavlere til at tilslutte sig og investere i kooperativet og startede med af lave kosher vine efter mevushal metoden, og det blev en succes for kooperativet.

Ved mevushal metoden bliver vinen næsten kogt … opvarmet til 74-90 grader, da kosher reglerne ikke forbød kogt vin og de forbud, som sagde, at en kosher vin skulle serveres af en religiøs jøde for at forblive kosher.

Men at koge en vin er jo ikke ligefrem en metode, som fremmer vinens fine friske aromaer. I dag laver Celler de Capçanes imidlertid også mange almindelige vine og kosher vinene udgør alene 5% af den samlede produktion,

Samlet producerer kooperativet over 800.000 flasker vin hvert år fra de nu 125 medlemmers samlede 250 hektar vinmarker. Én af disse vine er denne Mas Donís Old Vines.

Den er lavet på 50% Grenache, 30% Merlot og 20% Syrah, som er fermenteret i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader i 8-14 dage og med hver druesort vinificeret separat. Den malolaktisk gæring er også sket i ståltankene, hvorefter vinen er lagret 9 måneder på brugte, amerikanske og franske barriques.

I glasset har vinen en lille brun kant … allerede godt moden og sådan dufter vinen også. Der er en meget moden frugt, sådan lidt sveske og blommer, rosiner måske endda også. Men kommer du henover disse modne aromaer, så fanger næsen også lidt blomster, lidt gammelt træ, en gammel vaniljestang, våd hund, en forfalden syre … men dufter som en vin, som skal drikkes nu.

Smagen er dog i mit spinkle periskop bedre end duften, for den er mere frisk. Det er bær til den modne side, men ikke så overmodne som duftmæssigt. Der er vist blåbær, brombær, nogen sødme, lidt krydderier, meget runde tanniner, en vis tørhed og sammenlagt absolut god spansk vinos.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7