Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 E. Guigal, Côtes du Rhône Rosé, Rhône, Frankrig

2018 E. Guigal, Côtes du Rhône Rosé, Rhône, FrankrigDet siges, at rosévin er indbegrebet af forår og sommer. Og da det jo også er sommer, så kickstartede Paul vor vinaften med netop sådan en bleg bandit, en 2018 Côtes du Rhône Rosé fra det store E. Guigal.

Vi kender mest E. Guigal for deres fremragende rødvine, men rosévine faktisk udgør over 13% af den samlede produktion af vine i hele Rhône, så laver E. Guigal selvfølgelig også rosé, men faktisk kun 2 forskellige, en Tavel samt denne Côtes du Rhône Rosé fra deres serie Rhône Méridional.

Vinen er lavet på 70% Grenache, 20% Cinsault samt 10% Syrah, som er høstet fra 25 år gamle vinstokke med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Den laves med Tavel som forbillede, men her stammer alle druerne fra hele Rhônedalen, så den må nøjes med at blive solgt som en Côtes du Rhône Rosé.

Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med en kort maceration og lang, kold gæring ved 18 grader og efter endt fermentering er vinen også modnet i ståltankene. Der laves årligt 350.000 flasker af denne Côtes du Rhône Rosé.

Næsen er meget let med lyse bær, jordbær, mirabeller, ribs, citrus samt nogle søde bolsjer. I munden er vinen blød, rund med kirsebær, hindbær, svagt peber, lidt sødme, en flad syre, lidt nødder … meget sød og venligt, så klart en arketypisk terrasse sommervin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse  4/7

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandStraight var den første serie af vine, som Tobias Krämer lavede selv på Weingut Krämer og jeg smager to af disse vine og den første er hans 2019 Straight Grauburgunder.

Vinen er selvfølgelig 100% Grauburgunder aka Pinot Gris, som er høstet ved håndkraft og fermenteret ved på ståltanke ved kølig temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret en kort periode med 20% i egefade og 80% fortsat i den rustfrie ståltanke. Derefter er vinen samlet og aftappet på flaske. Den har 6,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Straight Grauburgunder sådan lidt sød varm med masser af kvæde, modne æbler og ananas, smørcreme, let brændte noter og nødder, en københavnerstang og pæn fyldighed.

Smagsmæssigt er der godt med grape, lidt grillede citroner, meget mere rank og bitter end duften egentlig indikerede. Det er såmænd også ganske blødt og cremet, har lidt jernagtige elementer, men de lille grape bitterhed går igennem i hele smagsspekteret og giver vinen en rank – og bitter – rygrad.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Giovanni Rosso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Rosso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDet festlige og italienske vinøse byggemøde sluttede og lukkede med denne 2016 Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Giovanni Rosso … en lille familieejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba blot en kilometer syd for forrige vinhus Luigi Pira.

Familien Rosso har ejet vinmarker og været vinavlere siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.

I begyndelsen af ​​1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.

Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller andre ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.

I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Han har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.

Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglig remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hektoliter store franske Fontainebleau egetræsfade.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra vinstokke, der er plantet i perioden fra 1984 til 2008. Vinen er lavet med gæring over 10-15 dage i store cementtanke med en daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret i store 50 hektoliter egefade i nogle måneder og så flasket umiddelbart efter.

Næsen byder på en frisk, herlig, syrlig og lidt grøn vin … violer, rosenblade, mens frugten er hindbær og kirsebær. Det er en meget frisk næse, virkelig grøn med hækplanter og nogle blæk- samt tjæreagtige elementer.

I munden virker vinen en smule til den søde side … og et stykke fra, hvad duften egentlig gav af forventninger. Det er glat, let med meget runde tanniner, let krydret og egentlig sådan ligetil. Det smager godt, giver frisk og et rundt bid.

Vinene fra Giovanni Rosso har tidligere været forhandlet af Supervin, men i dag ser det ud til, at Gobi Vin er importør, så derfor kan vinen nok findes i Meny supermarkederne, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Nepos Villae, Campo di Villa Amarone of Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2013 Nepos Villae, Campo di Villa Amarone of Valpolicella Classic, Veneto, ItalienNepos Villae er et lille ungt vinhus som ligger i Negrar og drives af Francesco Ruffo samt hans onkel Gianfranco Ruffo. Og derfra smager vi nu deres 2013 Campo di Villa Amarone of Valpolicella Classico.

Nepos Villae er et meget lille hus, men jeg kan ikke se, hvor mange hektar, som den lille familie jer, men produktionen er meget begrænset … alene små 10.000 flasker årligt fordelt på 3 forskellige vine, selvom de egentlig har en kapacitet på op til det dobbelte.

De 3 vine er selvfølgelig en Valpolicella Classico Superior Contrà del Tono, en Valpolicella Classic Superior Ripasso Strada Campiona og så denne Campo di Villa Amarone of Valpolicella Classico.

Amaronen er lavet på druerne Corvina Gentile, Corvina Grosso og Rondinella, alle høstet med håndkraft og tørret 4 måneder, inden de presses blidt og så gærer i rustfrie ståltanke med skindet i 40 dage. Efter fermentering er vinen lagret i store franske egefade i 24 måneder inden flaskning og yderligere 8 måneder lagring.

Hvis man frygter overfed rosinagtig Amarone, så er det heldigvis ikke tilfældet her … langtfra. Næsen byder dog på en fed, syrlig og gæret frugt, men den er meget, meget grøn med hyldeblomst, lidt mynte, kamfer, modellervoks, spidskommen, sorte kirsebær, men også stærk alkohol … virker duftmæssigt meget stærk i det hele taget.

Det samme gælder faktisk også smagsmæssigt, hvor der sådan set er fin blødhed, når du får vinen i munden, god fylde … men det er meget tørt, mangler lidt dybde og så sparker alkoholen altså oss’ ret meget, hvorved vinen bliver stærk og uforsonlig. Den har selvfølgelig også højoktan alkoholprocent på 15,5%. Jeg forstår måske godt, at man ønsker en mere stringent og let Amarone, hvilket jeg fuldstændig støtter, men her mangler der balance … eller måske vil det klæde Amaronen med flere år i kælderen, så syre og alkohol mildnes.

Vinene fra Nepos Villae sælges herhjemme af KappelWines, men denne er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 40€ … svarende til 298 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Cellers Can Blau, Blau, Montsant, Spanien

2018 Cellers Can Blau, Blau, Montsant, SpanienFra Juan Gil Bodegas Familiares vinhus Cellers Can Blau smager jeres flittige vinblogger nu alle vinene i streg. Den opgave er nu til at løse, da Cellers Can Blau alene laver 3 forskellige vine og jeg starter med entrylevel vinen, der bare hedder Blau.

Juan Gil Bodegas Familiares har jeg skrevet om nogle gange før. Det er et familiedrevet vinhus, der – som navnet indikerer – er drevet af Gil familien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil.

Siden 1999 har familien startet en målrettet ekspansion, og siden 2002 også opkøbt flere vinhuse, således Gil familien i dag ejer 9 vinhuse/vinerier i 11 appellationer og ejer eller kontrollerer nu omkring 1.766 hektar vinmarker ved deres vinhuse.

Det er nemlig Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Atalaya i Almansa, Bodegas Tridente i Castilla y León, Juan Gil og El Nino i Jumilla og så Can Blau i Montsant.

Det er i dag brødre Miguel og Ángel Gil, som i 4. generation af Gil familien driver det store foretagende, som årligt producerer over 8 millioner flasker vin. De to brødre får dog også hjælp fra deres nevø Juan Gil Costa.

Cellers Can Blau grundlagde Gil familien i 2003 og er dermed et af de ældste projekter i familiens store ekspansion. Vingården ligger i El Molar under appellationen D.O. Montsant i Catalonien. Der har man samlet 35 hektar vinmarker med over 40 år gamle vinstokke, som primært er Cariñena, Mazuelo og Grenache.

Vinproduktionen på Cellers Can Blau er lagt i hænderne på vinmageren Nuria López Sarroca, som laver de 3 forskellige vine, som jeres flittige vinblogger nu smager; Blau, Can Blau og Mas de Can Blau. Og vi starter med Blau.

Blau er lavet på 50% Cariñena aka Carignan, 25% Syrah og 25% Garnacha aka Grenache. Carinena stokkene er plantet i lerholdig jord og Syrah stokkene er plantet i jord med masser af kalksten.

Vinstokkene er mellem 25-40 år gamle og er plantet i 600 meters højde og vinen er lavet meget traditionelt og har fadlagret omkring 4 måneder i franske egetræsfade.

Næsen er pænt solmoden med blåbær, solbær, blommer, men slet ikke så fuldfed, som jeg havde forventet. Der er også krydderier, men de er ikke tunge … faktisk langt mere lette og stilen en kende til den kølige og mineralske side. Der er klart også et lille præg for fadene, men samlet er aromaerne også lidt rustikke og ikke sådan vildt komplekse.

Smagen er tør, stærk og noget krydret … alkoholen brænder lidt og Syrah druerne har også afgivet godt med peber. Det er dermed vin, som kræver en ordentlig bøf eller en ordentlig mand. Tanninerne er der, men det er ikke dem, som lægger dig ned. Vinen har også godt med frugt, tranebær, bitre kirsebær, vild og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc, Bordeaux, FrankrigTilbage i august sidste år fik jeg – ud af det blå – pludselig en mail fra Adrien Surain – ejer og ung vinmager på Château Surain i Bordeaux – om jeg ville teste nogle af hans vine? Jeg svarede høfligt, at de ville jeg gerne … en smule stolt over, at man nu selv i Bordeaux havde fået øje på den flittige vinbloggers talrige skriblerier.

Og så havde jeg egentlig glemt alt om den mail … altså lige indtil sidste uge, hvor der pludselig kom en kasse med 6 forskellige vine direkte fra Bordeaux i Frankrig. WTF? Hvorfra og hvorfor?

Altså lige indtil, at jeg huskede min korrespondance for næsten 9 måneder siden med Adrien om, hvorvidt jeg ville rate hans vine, da han godt kunne bruge nogle danske anmeldelser, da flere af hans vine bliver solgt på det danske marked.

I kassen var der følgende 6 vine:

Jeg starter – praktisk som jeg nu engang er – fra toppen, så her starter jeg med at smage Adriens Mademoiselle Voila Blanc, som er en lille sag lavet på halv Semillon og halv Sauvignon Blanc. Men inden vi kommer så langt, så lad os kigge nærmere på Château Surain, der ligger midt i byen Saint-Gervais på højre bred 25-30 kilometer nordvest for Libourne.

Château Surain

Den lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag er dette vokset til 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux. Og vi starter med den hvide fra sortimentet.

2019 Château Surain, Mademoiselle Voila Blanc

Vinen er lavet på 50% Semillon og 50% Sauvignon Blanc, som efter høsten presses og køles ned til 5 grader. Derefter sker gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer en ganske kort periode.

Næsen er sådan meget ligetil … der er tropisk frugt, fersken, melon, lidt grillede citroner, lidt muskatnød, meget venlig, rund og med et lille grøn/syrlig/bitter note, nærmest som solbærblade, mentol og ellers måske lidt til neutrale side.

Smagen læner sig egentlig godt op af duften, men blød smag, men den lille syrlighed, som der er i duften, går igen i smagen. Derudover er der fersken, en lidt vandet grape og syrlig eftersmag.

Denne vin forhandles ikke herhjemme endnu, så derfor kender jeg heller ikke prisen.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Château de Luc, Corbières Les Jumelles, Languedoc, Frankrig

2017 Château de Luc, Corbières Les Jumelles, Languedoc, FrankrigChâteau de Luc er et slot, som ligger i byen Luc sur Orbieu i Corbières. Slottet blev bygget i det 5. århundrede og har siden 1876 været drevet som vinslot af familien Fabre, der har været vinbønder i Corbières siden 1605. Fra Château de Luc og Vignobles Famillefabre smager jeg nu vinen Les Jumelles.

Familien Fabre ejer i dag 5 vinslotte i Languedoc, nemlig Château la Tour de Rieux, Château Fabre Gasparets, Domaine de la grande courtade, Château de Coulon og så selvfølgelig Château de Luc.

Den store familievirksomhed har siden 1982 været drevet af Louis Fabre, som selv bor på Château de Luc. Siden 1998 har Louis’ søster Marie også været med i driften. Og siden 2004 har han fået hjælp af sine to døtre Clémence og Paule samt niecen Jeanne, så næste generation er langsomt begyndt at overtage driften.

Samlet har Fabre familien i alt 350 hektar vinmarker til deres 5 vinslotte, og markerne har siden 1992 været drevet økologisk. Det betyder en lang række vine, som laves i samarbejde med de ansatte ønologer Stéphane Yerle og Bernard Rehs.

Her smager vi én af vinene fra Fabre familien, nemlig deres Corbières vin Les Jumelles fra Château de Luc, lavet på 40% Syrah, 20% Carignan, 20% Grenache samt 20 % Mourvèdre høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og selvfølgelig ved håndkraft.

Vinen er lavet ved med vinificering af hver druesort separat … for Carignan og Grenache med hele bær, mens Syrah og Mourvèdre druerne er lavet med særlig lang maceration. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret efter endt fermentering.

Det er duftmæssigt – i forhold til foregående – ikke en vin, som stikker meget ud. Der er tør engelsk lakrids, tørre krydderier, en smule mere bundtræk og dybde, rosmarin, peber og meget ren i næsen, næsten lidt stålagtig og kølig i stilen.

Smagsmæssigt er der også en ren, direkte frugt, blåbær, solbær, syren fint afbalanceret, ren og stringent Languedoc vin, klart lettere og mere streng end de fleste andre vine fra området.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, Frankrig

2016 Château Puech-Haut, Cuvée Prestige Rouge, Languedoc, FrankrigChâteau Puech-Haut ligger ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Og det er netop der, at denne Cuvée Prestige Rouge kommer fra.

Château Puech-Haut er grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han er dog senere i 2008 blevet afløst af den store Philippe Cambie. Og vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut omkring 200 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Cuvée Prestige Rouge er en af de mange vine på Château Puech-Haut. Den er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort er vinificeret separat i betontanke med maceration og efterfølgende spontangæring i 5 uger for Syrah druerne og i 3,5 uger for Grenache druerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-12 måneder på medium brændte barriques fra Bourgogne.

Næsen er egentlig ganske spændende omend en smule beskeden, tilbageholdende og ikke særlig eksplosiv i aromaerne. Det er mørke bær, sorte kirsebær, lidt svage fadnoter, mintchokolade, lakrids og grønne urter.

Smagen er sådan lidt mainstream, god, venlig og rund … frugten tilpas frisk, men ellers neutral i smagen. Det er klart den søde pige i klassen, men det smager sgu meget godt og et fint afbalanceret.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 3 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Minervois L’O de la Vie, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Minervois L'O de la Vie, Languedoc, FrankrigDenne L’O de la Vie – livets vand – er på papiret måske feltet stærkeste vin … den er i hvert fald lavet af et par fremragende vinmagere fra Bourgogne, nemlig ægteparret Anne Gros & Jean-Paul Tollot … og livets vand smager såmænd også godt, men er lidt af en mundfuld og lidt af en bamsefar.

Deres vinhus i Languedoc ligger i den lille landsby Les Cazelles for foden af Montagne Noir i Le Causse zonen i den nordøstlige del af Minervois-appellationen. Sammen har det søde burgundiske ægtepar i 2006 realiseret en gammel drøm om et fælles projekt om at lave vine sammen i Sydfrankrig.

Begge laver til dagligt vine i Bourgogne … Anne Gros fra nogle af Bourgognes mest eftertragtede appellationer på hendes eget lille Domaine Anne Gros i Vosne-Romanée, Der lærte hun at lave vin fra sin far François Gros, men har siden 1995 drevet det burgundiske vinhus alene. Jean-Paul Tollot laver også selv vin på sin families vingård Domaine Tollot-Beaut i Chorey-les-Beaune.

Da de skulle realisere deres fælles projekt, så fokuserede de i første omgang om Provence, og de fandt da også en nydelig vingård med fine marker til. Men nej, det var for pænt og lidt for borgerligt.

Derfor endte de i stedet i Languedoc, hvor de købte nogle højt beliggende marker med gamle vinstokke. De opførte samtidig et nyt og moderne vineri helt fra bunden … og skulle så lave at lave vine på andet end Pinot Noir og Chardonnay, nemlig druesorter som Carignan, Syrah, Grenache og Cinsault.

Samlet har de i projektet i dag 14 hektar vinmarker med gamle vinstokke, hvor nogle  er over 100 år gamle – andre helt unge. Alle dyrkes efter økologiske forskrifter.

Vinene fra Domaine Anne Gros & Jean Paul-Tollot serveres på flere af Frankrigs toprestauranter og opnår konstant flotte ratings fra de internationale vinanmeldere. Men lad os da endelig kigge på en af vinene, nemlig denne 2017 L’O de la Vie, som primært er lavet på Syrah … måske med et lidt splash Grenache i.

Druerne kommer fra en yngre vinmark på samlet 2 hektar i dalen ved Ruisseau de la Vie, hvilket nok også har givet inspiration til den livgivende navn til vinen. Vinen er lavet efter inspiration fra parrets elskede Bourgogne, men er efter endt fermentering alene lagret på rustfrie ståltanke, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Umiddelbart er der masser af mørk Languedoc karakter i næsen, og selvom den er lavet med burgundiske metoder, så er det en mørk stil, lidt en frugt- og marmeladebombe og lidt af en bamsefar. Der er tørret kød, oliven, peber, brombær, blåbær og svagt sødme.

Smagen er utrolig blød og cremet … det virker bare, men det runde og søde bliver – i min nogle gange uskarpe optik – en snas for meget med søde solbær, blommer, mælkechokolade, lakridspiber, kaffe, stor tørhed og tørre tanniner. Det kunne faktisk godt minde om Nordrhône på sød epo.

Jeg gav efter blindsmagningen vinen 3,5 fede fingre, men ved nærmere eftertanke er den dom nok en kende for hård, for vinen har altså også noget cosiness over sig og den lækre cremede fornemmelse i munden. Vi lander den på 4 fingre.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domaine Borie de Maurel, La Féline Minervois la Livinieré, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Borie de Maurel, La Féline Minervois la Livinieré, Languedoc, FrankrigI appellationen AOC Minervois la Livinieré finder vi midt i byen Félines-Minervois Domaine Borie de Maurel, som står bag denne 2017 La Féline.

AOC Minervois la Livinieré appellationen blev udskilt fra AOC Minervois i 1997 og er i dag kvalitetsmæssigt regnet bedre end det omkringliggende Minervois på grund af både en højere beliggenhed og dermed koldere klima, særlig jordbund og ikke mindst generelt et større ambitionsniveau hos de omkring 40 vinproducenter, som ligger i den 350 hektar store område, som også kalder sig Le 1’er Cru du Languedoc.

Domaine Borie de Maurel er grundlagt i 1989 af Michel Escande, som droppede sin lidenskab med at sejle og sammen med sine kone slog sig ned i Félines-Minervois. De lånte penge til et godt – omend træt – hus med vinkælder og 5 hektar tilhørende vinmarker.

Michel besluttede sig for at lave vin … og med et portion sejhed, tålmodighed og viljestyrke, så startede han produktion af sine egne vine under navnet Domaine Borie de Maurel, Og allerede i starten af 1990’erne blev nogle af de første cuvéer rost af den internationale presse, hvorved de lokale gav ham øgenavnet Félines troldmand … le Sorcier de Félines.

I dag er de 5 hektar vokset til 70 hektar, hvoraf dog alene 35 hektar er vinmarker. Michel laver fortsat selv vinene, men nu med hjælp fra sin assistent Paco Guiterrez Ortega og den ældste søn Gabriel, mens hustruen Sylvie står for salg, besøgende og administrationen.

Alle marker drives efter økologiske principper uden brug kunstig gødning eller farlige pesticider … men i stedet anvendes helt naturlig hestegødning fra husets 2 Percheron heste Luna og Ninon, som også anvendes i markerne. Man høster også druerne omkring 15 dage senere end alle nabogårdene og laver alt efter gamle principper.

Nå, men her skal vi altså smage husets La Féline Minervois la Livinieré med navn efter byen. Den er lavet på 70% Syrah, 25% Grenache og 5% Carignan. Alle druerne er høstet manuelt og så afstilket inden en blid og lang fermentering i – så vidt jeg kan se – ståltanke, hvor vinen efter fermenteringen også er lagret i 16 måneder før aftapning på flaske med let filtrering.

Duftmæssigt er det også en forholdsvis let vin, men måske også en kende mere flad end den første af Landuedoc vinene. Men vinhusets økologiske tilgang kan også duftes … lidt øko og bio kant med dejlige landlige aromaer. Næsen er tæt og kompakt med blomster, flæsk, sorte oliven, karamel, brombær, peber samt masser af krydderier.

I munden er vinen virkelig meget tør … blæk, tør engelsk lakrids, tanninerne er egentlig ikke hårde, men meget tydelige og sætter sig meget bestemmende i ganen. Krydderierne er også smagsmæssigt meget dominerende og giver sammen med tørheden og markante tanniner vinen et hårdt udtryk.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7