I 2017 flyttede Adrien Surain tilbage på vingården i Frankrig, så denne 2018 Popcorn Merlot har han selv været med til at lave. Han er gået all-in med at flaske vinen i bourgogneflasker, hvilket nok kan få de fleste bordeauxfile til at rynke en kende på panden og løfte øjenbrynene.
Vinen er selvfølgelig lavet som 2016’eren, selvom alkoholen er røget lidt mere i vejret til hele 15%. Det er fortsat ren Merlot fra 30 år gamle vinstokke, og vinen er lavet fuldstændig traditionelt … godt med maceration, men ellers er der faktisk alene begrænsede oplysninger om vinen. Men udover alkoholen, så er der også skruet op for produktionen, for produktionen af denne årgang 2018 har udgjort 40,000 flasker.
Næsen er knap så fed som 2016’eren, selvom det også er en fyldig, flæsket og intens vin, som samtidig klart virker langt mere frisk. Der er masser af mørke bær, blåbær, solbær, enebær, næsten helt gæret i aromaerne, dyb tobak, yoghurt, muldjord, sød finsk lakrids, kanel, mentol, salvie, kakaopulver og søde krydderier.
Smagen er også anderledes end 2016’eren … langt kraftigere og knap så syrerig, så på den måde hænger smagen mere sammen med duften. Det er en intens vin og Adrien har også skruet en tak mer’ op på knappen med alkoholprocenten, som nu når tunge 15%, hvilket dog ikke bliver så tydeligt, da der er sødme, fagpræg samt virkelig stor saftighed over vinen.
Dermed bliver det absolut en meget moderne Bordeaux, som vil tiltrække mange, men nok også afskrække inkarnerede bordeauxfile feinschmeckere. Men Houlberg er klart fan, så 4,5 fede fingre med pil og samtidig lige et my – som jo er er en milliontedel af 1 meter – foran 2016’eren … eller måske 10 centimerter foran. Foran er Popcorn Merlot i årgang 2018 i hvert fald.
Vinene fra Surian forhandles af Supervin, men denne er ikke i sortimentet … endnu da.