Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 Château l’Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château l'Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigMin unge knægt havde forleden købt en rødvin … en Lalande-de-Pomerol fra bordeauxslottet Château l’Alouette beliggende ved byen Nouvelle-Aquitaine i Guitres distriktet netop under appellationen Lalande-de-Pomerol.

Vinslottet drives af Jean-Claude Giraud, der har været vinmager på det hypede kultslot Château l’Eglise Clinet i Pomerol.

Men i 1990 forlod han så Château l’Eglise Clinet for at overtage sin fars vinslot Château le Manoir, som han så siden har udvidet fra de  oprindelige sølle 1,5 hektar vinmarker. Men i 2005 købte han også Château l’Alouette … hvorfra denne vin kommer.

I dag ejes Château l’Alouette fortsat af Jean-Claude Giraud, men det ser ud som om, at vinene er en del af negociantfirmaet Maison Delor, der netop har partnerskab med en række vinavlere og vinslotte i Bordeaux.

Maison Delor er så igen ejet af  Thiénot Bordeaux-Champagne aka Groupe Thiénot, der sammen med andre store huse er del af CVBG Group, også kaldt Maison de Grands Crus …, et af de allerstørste vinfirmaer i Bordeaux og sælger langt over 2 millioner flaske vin hvert eneste år.

Denne Château l’Alouette 2018 Lalande-de-Pomerol er lavet på ren Merlot, men der er ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeg bare direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det klart Bordeaux og endda med en lille venlig sødme. Der er solbær og brombær, masser af våde fade, cedertræ, cigarkasser, pottemuld, røg og lidt tør engelsk lakrids.

I munden er vinen lidt flad … har en flad syre, men igen en god venlighed sammen med en lidt bitter frugt. Igen er det solbær og brombær, lidt sort og bittert te, tørre, krydrede og bitre tanniner, som bider lidt af dig. Vinen er – på en eller anden måde – simpel og endimensionel, har en vis saftighed og det er alligevel uden helt at miste sit bordeauxfile ophav. 87 point.

Købt i SuperBrugsen,  hvor normalprisen er 199,95 kr., men kan fås til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2021 Venturini Massimino, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienMed efteråret undervejs, så er der intet bedre end at sidde foran brændeovnen – især i disse energihårde tider – og få varmen med et glas rødvin med lidt vinterkrop, som fx en 2021 Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Venturini Massimino.

Vinhuset ligger på adressen Via Semonte i San Pietro in Cariano og det drives af de 3 søskende Mirco, Daniele,og Giuseppina Venturini, men det var deres bedstefar Antonio Venturini, der i 1963 grundlagde vinhuset.

Vinhuset er dog opkaldt efter de 3 søskendes far Massimino Venturini, der også fortsat hjælper til på vingården, der samlet har 12 hektar vinmarker, hvor de dyrker Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara … de gængse røde sorter i Valpolicella.

Markerne ligger i 250 meters højde og de fleste marker har en let, kalkholdig jord fuld af sten og vender mod sydvest på terrasser holdt op af stenede vægge, som bliver kaldt marogne og vinstokkene er understøttet af enkle og dobbelte pergolaer.

Familien beskriver selv, at de lever i daglig kontakt med naturen og følger og respekterer dens rytme for at producere vine, der både er traditionelle, men som også udvikles i takt med tiden.

Jeg startet med god varme i brændeovnen med at smage deres basisvin, som er denne Valpolicella Classico i en nyere årgang 2021 og lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara og ellers blot lavet i rustfrie ståltanke. Druerne er efter afstilkning knust og har gæret ved 20 grader og efter den alkoholiske gæring også fået en malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en frisk aroma … masser af kirsebær, kirsebærsten og mandelessens. Det er våde blade fra træer, lidt kompostbeholder, måske endda lidt svesketærte, lakrids samt et smule let balsamco.

I munden er det lidt samme historie … ikke kompleks eller dyb, men i stedet frisk, frugtrig med en balsamisk kirsebærsmag og en vis syrlig og sødbitter syre. Den har lidt kanter, men også en direkte og frisk saftighed. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85  kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Terre Cevico, b.io Nero d’Avola Rosato, Sicilien, Italien

2020 Terre Cevico, b.io Nero d’Avola Rosato, Sicilien, ItalienKooperativet Terre Cevico Societe Coop Agricola holder til i Emilia-Romagna, hvorfra de fleste af deres vine kommer. Men denne lille, søde lyserøde bandit b.io Nero d’Avola Rosato kommer dog fra Sicilien.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna. De laver således også masser af vin. hvilket er fordelt ikke mindre end 32 forskellige brands og selvfølgelig på en masse druesorter,

b.io er er ny serie af vine fra Terre Cevico … alle økologiske og veganervenlig og denne b.io Nero d’Avola Rosato er lavet på Nero d’Avola fra udvalgte marker i det sydvestlige Sicilien.

På flasken eller etiketten er der et lille insekt, der symboliserer det økologiske tilgangs vigtig for hele økosystemet. Vinen er både lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er der jordbær, udblødede blommer og svesker, lidt tørrede røde blomster, rosenblade, salt … men ellers ikke kompleks, men sådan straight og lige ud af landevejen.

Smagen er lidt i samme boldgade … har en tynd, småsød og let frugtsmag, hvor der mest er jordbær, kirsebær, lidt citroner og et skvis lemon. Det giver lidt bid om end rustik, grov, upoleret og småskarp med en smule jern. 86 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Alamos Wines, Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Alamos Wines, Malbec, Mendoza, ArgentinaAlamos Wines er et af Catena-familiens fire førende brands og producerer vine på både Syrah, Cabernet Sauvignon, Malbec samt Bonarda … her smager Houlberg en 2017 Malbec.

Vinhuset har fået sit navn Alamos efter de store og høje træer, der beskytter de kostbare vinstokke mod Andesbjergenes barske vind og vejr og samtidig tilfører alle vinene sin elegante, velbalancerede smag.

Denne 2017 Malbec er imidlertid – som Rolf – ikke helt ren, men er lavet på 90% Malbec, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Bonarda, der er lavet i rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade.

Det dufter sgu godt … overraskende godt. Der er godt med fad, hvilket bliver lidt på bekostning af frugten. Der er våde fade, lidt vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, sød tobak, nogle tørrede kirsebær, blåbær, svesker og måske endda også rosiner. Har absolut denne lidt fornemmelse af tørret og sød frugt over sig.

I munden er det lidt det samme … det bliver lidt fluffy med blød, kandiseret og tørret frugt, kanel, nelliker og søde elementer, kakao, mørk chokolade, silkebløde tanniner, gammel balsamico og urter. Det er en vin lavet med den bredde pensel og klart en sødere vin, som mange vil elske. 87 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, Spanien

2018 Señorío de Rubiós, Condado Tinto Selección, Rías Baixas, SpanienJamen, vi napper da bare endnu en vin fra kooperativet Señorío de Rubiós og denne gang er det deres 2018 Condado Tinto Selección på et mix af lokale druesorter.

Ja faktisk er vinen lavet på et blend af Sousón, Caíño Tinto, Espadeiro, Pedral og Mencia. Vinen har både gæret og er så bagefter også lagret på ståltank, efterfulgt af kort lagring på egetræsfade.

Igen møder vi en rustik og bondsk frugt … ganske intens med sorte bær, sorte kirsebær, jordbær samt brombær, en brugt karklud eller nogle lidt indelukkede noter, krydderier, saltlakrids, jern, blæk, blod samt læder.

I forhold til foregående Sousón, så er her en smule mere sødme via lidt brombærsyltetøj, men ellers igen en lidt kantet og brovten frugt, krydret med saftig lakrids. 87 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, Spanien

2016 Señorío de Rubiós, Manuel D´Amaro Sousón, Rías Baixas, SpanienDerefter stod den på røde spanske vine og den næste er fra det lille kooperativ Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo, der ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Herfra fik jeg smagt Manuel D´Amaro Sousón 2016.

Det lille vinkooperativ er  forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.

I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring det samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.

Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.

Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.

Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.

Og netop Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi det spændende kooperativ har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.

Normalt er Rías Baixas jo den hvide druesort jo klart Albariños’ hjemmebane og inden etableringen af Señorío de Rubiós blev der ikke produceret megen rødvin. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.

Denne 2016 Manuel D´Amaro Sousón er lavet på 100 Sousón aka Sousão druer, som kommer fra nogle af husets bedste parceller med meget gamle pre-phylloxera vinstokke. Vinen er tilegnet figuren Manuel d’Amaro, som var en af grundlæggerne af kooperativet.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på galiciske Carballo egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen let og bondsk … har lidt den samme rustikke bonderøvsstil som Beaujolais. Her er der godt med jordbær, røg og brændte noter, lidt mørk kraft og har faktisk noget rustikt Mencia over sig. Der er modellervoks, frugtlikør, lakrids og sådan lidt grov i mælet suppleret med lidt grønne urter.

I munden er vinen også lidt brovten og skarp. Der er godt med goddaw i frugten med denne mørke og kantede syre, touch af peber, småtykke og småtørre tanniner, men brovten er nok nøgleordet for denne vin med sin skarpe syre. 85 point.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, Italien

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, ItalienEfter at ha’ smagt Chiesa del Carmines Indigeno Trebbiano, så har jeg smagt endnu en vin fra huset og det er denne Rosa della Chiesa i en årgang 2020.

Vinmageren Giovanni Dubini har lavet vinen på 100% ren Sangiovese, der er høstet med håndkraft i slutningen af august måned.

Derefter er druerne presset forsigtigt med kun en smule skindkontakt, mens gæringen er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Der er kun lavet små 3.000 flasker af denne vin.

Det dufter af violer, rosenblade, blyanter samt jern og minerlaler, mens frugten klart er jordbær og nogle indtørrede kirsebær samt en lille tør sødme.

I munden er der også godt med jordbærsødme, kirsebær og det suppleres af lidt grape og hvid peber, en vis syrlig saftighed, men er egentlig en ganske anstændig rosé, som man beskedent vil sige i Jylland. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109  kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Wine & More QWS, Oscar Haussmann OH01 Riesling Dry, Tyskland

N.V. Wine & More QWS, Oscar Haussmann OH01 Riesling Dry, TysklandVi fortsætter med mer’ hvidvin i form af vinen Oscar Haussmann OH01 Riesling Dry. Den er uden årgang og endda uden angivelse af vinregion … udover den er fra Rhinen i Tyskland.

Den kommer da også fra en af Tysklands største producenter, da Wine & More Quality Wine Select GmbH er en del af Franz Wilhelm Langguth Erben GmbH & Co. KG, som har hovedsæde i Traben-Trarbach i Mosel.

De laver årligt omkring 50 millioner flasker og har et salg på omkring 108 millioner euro og er nok bedst kendt for Blue Nun brandet og så for vine under navne som Erben eller Medinet, men producerer også urtelikøren Wurzelpeter under Berliner Bärensiegel mærket.

Franz Wilhelm Langguth Erben GmbH & Co. KG blev grundlagt i 1789 af Franz Wilhelm Langguth. I dag drives det store foretagende fortsat af familien, nemlig af Patrick F. W. Langguth.

Oscar Haussmann OH01 Riesling Dry er lavet på udvalgte druer fra området Rhinen. Druerne er presset forsigtigt og saften gennemgår en kølig fermentering … men ellers ikke mange oplysninger om selve produktionen.

Det dufter ganske godt … har en lidt landlig side med en smule petroleum og sødme, søde æbler, fersken, grillede citroner, gule blommer og gule blomster, en halv Københavnerstang, en smule bagepulver, svagt lidt hybenroser og grønne blade. De tertiære noter med petroleum aftager dog pænt hurtigt.

I munden er vinen lidt rustik, har grønne æbler, syltede citroner, lemon og grape, sten og mineraler. Det giver en frisk vin, som har en god – om end rustik – syre, et godt bid med en lille sød kant, så samlet havner vi på 87 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Wild & Wilder Wines, The Pugilist Cabernet Sauvignon, South Australia, Australien

2020 Wild & Wilder Wines, The Pugilist Cabernet Sauvignon, South Australia, AustralienVi slutter treenigheden fra Wild & Wilder Wines med denne 2020 The Pugilist Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra en række små vinmarker i hele vinregionen.

Selvom det således ikke er nogen enkeltmarksvin, så var forholdene i 2020 perfekte på mange måder. En varm, tør tidlig sæson gav plads til en mild, til tider kølig, februar og marts, som gav mulighed for modning i et meget afslappet tempo. Det gav små udbytter og samtidig kæmpe koncentration i smagene … og samtidig førte de tørre forhold førte til næsten ingen sygdomme.

Vinen er lavet uden den mindste afstilkning, men altså blot på de hele Cabernet Sauvignon drueklaser, som dog først er høstet, når de næsten er overmodne. Efter ankomst til vineriet er druerne knust og derefter er gæring sket i åbne gæringskar. Gæring – og maceration – holdes forholdsvis kort, så der presses hurtigt for at undgå for mange tanniner.

Duftmæssigt er vinen næsten så storskrydende og vigtig som den distingverede engelske herremandshane på etiketten med engelsk lakrids, solbær og solbærmarmelade, sorte kirsebær, masser af træ, både egefade, cedertræ og cigarkasser, violer, krydderier samt nogle sødristede og toastede noter.

I munden er vinen mere rank … der er både mere syre, men frugten virker også mere hård, direkte. Der er solbær med et skvis hindbær, lyse kirsebær og endda ribs. Syren er småcrazy, småvild, men virkelig frisk og næsten ætsende. Der er også noget peber, grønne urter, et tørt og frisk bid, så vinen skriger næsten på mad.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Wild & Wilder Wines, The Unforgettable GSM, South Australia, Australien

2020 Wild & Wilder Wines, The Unforgettable GSM, South Australia, AustralienVi fortsætter med endnu en vin fra MW Giles Cooke og MW Fergal Tynan på deres vinhus Thistledown Wine Company aka Wild & Wilder Wines og denne gang er det med denne The Unforgettable GSM og lad os smage, om den virkelig også er uforglemmelig.

Det er et ægte GSM blend … og på 57% Grenache, 30% Shiraz og 13% Mataro aka Mourvèdre. Druerne kommer fra Langhorne Creek og fra Riverland. Som med foregående Riesling er druerne plukket tidligt om morgenen.

Først gennemgår Grenache druerne en meget blid knusning, hvorefter gæring sker i åbne gæringskar med punchdown to gange dagligt. Efter endt gæring har Grenache vinen fået lov at macerere en periode længere efterfulgt at presning og lagring i 4 måneder på brugte, franske egefade. Derefter er vinen suppleret med Shiraz fra Langhorne Creek Shiraz samt lidt friskere Mourvèdre.

Duftmæssigt er det en krydret, tør og mørk vin … der er blåbær og brombær med søde lakridspiber, mørk og letbitter chokolade med en klar sødme, tørret kød, baconfedt og kanel.

I munden er det en bulderbasse, så på den måde passer elefanten på etiketten godt. Den er tør, kraftig, fyldig med lakridssødme, peber og alkohol, masser af bid og frugten er blommer, solbær, brombær samt blåbær … tanninerne tykke og tyggevenlige. Det er klart en vin med masser af aussi-karakter og en vin, der giver varme og kraft helt ud i snablen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7