Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr GG, Mosel, TysklandVi fortsatte smagningen med mer’ Riesling og fra en anden af druens store højborge, nemlig Mosel … en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG Großes Gewächs fra Weingut Martin Conrad.

Weingut Martin Conrad ligger på adressen Moselweinstraße i Brauneberg. Familien har været vinbønder i Mosel siden 1558, hvor de startede med at plante de første vinstokke. Allerede dengang havde familien parceller på de marker, som senere skulle blive kendt som Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer-Sonnenuhr.

I dag er det 14. generation, som driver vinhuset. Det er Martin Conrad, der i 1999 overtog driften fra sin far Günter og nu bygger videre på faderens filosofi … bare på en mere moderne facon.

Samlet har Martin Conrad 5,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr, Mülheimer Sonnenlay og Veldenzer Kirchberg. Siden 2019 har driften været økologisk certificeret.

Både Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr er Große Lage marker, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Navnet Juffer stammer fra omkring 1790 og betyder pebermø. Det opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer.

Martin Conrad laver sine vine i 3 serier, Rebe & Wurzel, Große Gewächse samt Goldkapsel-Weine & Edelsüße Weine og vi smager her en af vinene fra den øverste hylde … og fra den øverste del af Juffer marken, altså Juffer-Sonnenuhr.

Martin har også lavet et sponsorkoncept, hvor man som ivrig vininteresseret investor kan købe et Rebstock sponsorat, som gælder for 2 vinstokke. Så er vinrankerne forsynet med navnet på sponsorerne og de får både et certifikat for sponsoratet og årligt 2 flasker vin med deres eget navn på etiketten.

Denne Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling er en Große Gewächse vin. Selvom Conrad ikke er medlem af VDP, så må han godt kalde det en GG vin, for han er en del af Bernkasteler Ring, som er en sammenslutning af 35 vinproducenter, som arbejder efter de samme kvalitetskrav og faktisk har eksisteret siden 1899.

Nå, men vinen er lavet med Riesling druer fra Juffer-Sonnenuhr, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr, hektar, 97 Oechle og så er vinen lavet med kold indledende maceration over 12 timer og en efterfølgende spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Produktionen sker alene i rustfrie stålfade, hvor vinen også er lagret 9 måneder efter endt fermentering. Martin Conrad laver kun omkring 700 flasker af vinen årligt.

Igen er vi oppe i det højere luftlag … vild lækker, let og æterisk duft, totalt airborn med en lille biokant, masser af blomster, smørblomst, abrikoser, modne æbler, akaciehonning, meget rund og liflig. Hvis du slynger glasset grundigt, så dukker der også en lille snert af lidt petroleum op … sagte, subtil og fint. Der fornemmes også noget mineralitet i noterne … smuk næse.

I munden træder mineraliteten imidlertig langt mere frem og det er lige før, at man kan smage salt skifer og sten som et skæbnesvangert hug fra en gammel flintøkse. Der er også grønne æbler, lemon og lidt citron, men syren danser med lidt Mosel sødme og er slet ikke så vild, nærmest fladere, mere blid og sart, men damm det smager fremragende.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandDenne rheingauske 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra det lille vinhus Weingut Egert tog mig nærmest med bukserne nede uden en eneste #metoo krænkelse. Den leverer faktisk alt det, som forventes af god Riesling.

Weingut Egert ligger i byen Hattenheim ikke langt fra det fine Balthasar Ress hus og er grundlagt i 1997, hvor Manfred Egert sammen med sin søde danske hustru Bettina overtog sin fars vingård. Manfred er fra en familie af vinavlere, der stammer helt tilbage til 1800-tallet.

I dag driver det dansk-tyske par vingården sammen med deres to børn Max aka Maximilian og Sophie, der allerede er klar i kulissen, for de har også begge taget uddannelser indenfor vinproduktion.

Vinvärket fortalte til smagningen om deres fabelagtige besøg på Egert vingården, hvor de i deres lille vinstue smagte alle husets vine og snakkede dansk med familien … for Bettina har insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.

Familien har samlet 5 hektar vinmarker fordelt ved byerne Mittelheim, Oestrich og Hattenheim. Hele 85% af markerne er Erste Lage marker med Hattenheimer Wisselbrunnen som den helt klart bedste mark, men de har også andre gode marker som Oestricher Doosberg og Lenchen, Hattenheimer Hassel samt Erbacher Siegelsberg.

Der dyrkes næsten alene Riesling … vi er jo også i Rheingau, der jo netop er én Rieslingens højborge, men derudover dyrker familien også en lille smule Weiß- og Spätburgunder.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.

Nå, men her smager vi altså en freaking lækker Riesling fra de søde mennesker hos Egert og endda med en smule alder på … nemlig 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som alene er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturreguleret gæring, lagring i ståltankene og helt uden pumpning eller filtrering.

Der laves årligt kun 1.250 flasker af denne vin.

WAUW det strømmer op med petroleum, en tank dieselolie, en olievædet og næsten selvantændende klud, noget brunet smør, lidt salte mineraler, fersken, kvæde, modne æbler, lemon, citroner, svag grape … det er sgu nærmest en dunst, bouquet og odeur to die for … mere kan man faktisk ikke ønske af en Riesling.

Smagen er så ren, præcis, sprød, stenet og saltet med mineraler, lemon, citroner, modne æbler og en lille tilpas mængde sødme samt lidt svage krydderier … og så let perlende på tungen. Vinen leverer så lige præcis de smage, som man kan ønske sig af top Riesling og det er sgu svært at være utilfreds, for det er en komplet vin … smager vildt godt. Klart 6 fede og olierede tomler og endda med stor pil op … ja faktisk er jeg endda tæt på 6,5.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., hvilket er en vildt attraktiv pris for denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USASikke luksus … sådan lige at søbe sig i lækker Cabernet Sauvignon med to topvine fra Vineyard 7 & 8 i streg. Nu er vi kommet til 7 Reserve Cabernet Sauvignon i årgang 2006.

Den er lavet som de to foregående årgange, altså med Cabernet Sauvignon druer fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8. Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning med skallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

I glasset er 2006’eren en kende mørkere end 2005’eren og måske også en smule mere grumset. Duften er også en kende anderledes, en kende mere fluffy, varm og  sødlig, selvom der fortsat er tør engelsk lakrids, lakridsrod, cedertræ og cigarkasser.

Der er til gengæld skruet en kende op fra fadet, for der kommer sødlige, brændte noter, vanilje, kaffe, røg, mens frugten er lidt mere moden med blomme, solbær og kirsebær. Der er ikke samme slags krydderier som i 2005’eren … her er det mere sådan lidt mynte og derudover fortsat lidt grøn peber.

Smagen er også lige en tak mere sød, men fortsat med noter fra lidt klassisk Bordeaux, en del peber, masser af tørhed og så vildt mange tanniner, som bare rammer din mund og tænder med ubarmhjertig vildskab. Det er fortsat en rigtig frisk, syrlig, stram og stringent vin med spillevende frugt og det smager monstergodt. Selvom jeg måske bedre kunne li’ duften fra 2005’eren, så smager de begge monster godt … bare med en lille forskellighed som 2 søskende. Men det er fortsat nobelt, smukt og distingveret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2005 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USAI sommer drak jeg første gang vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon fra Vineyard 7 & 8 i en årgang 2004 … og nu gør jeg det sgu igen – endda dobbelt – for jeg tester altså vinen i de 2 efterfølgende årgange, nemlig denne 2005 og bagefter i årgang 2006.

Historien om Vineyard 7 & 8 skrev jeg om i det forrige indlæg om vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon i årgang 2014.  Og denne 2005 er lavet på samme måde som 2004’erne med 100% Cabernet Sauvignon fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8.

Vinen er lavet i tæt samarbejde med Chateau Latours winemaker gennem 14 år, nemlig Christian Le Sommer, der i da i øvrigt arbejder som konsulent i Bordeaux. I dag er det dog ønologen Martha McClellan, der laver vinen sammen med Wesley Stefffens.

Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning af drueskallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

WAUW … har lidt af samme aromaer som 2004’eren med noget røget kød, tør engelsk lakrids, lakridsrod, cedertræ, timian, salvie, tør mørk frugt, sorte kirsebær, solbær, grøn peber, sort peber, lidt præg fra fadene med røg, vanilje, kaffe og det dufter vildt godt. Det dufter slet ikke moden, måske nærmere som en helt ung, spændstig og frisk vin … freaking lækker duft. Far er glad.

Det smager nærmest også som en ung vin og der er klart noget bordeauxsk over smagen, der er tør, frisk, syrlig, stram og stringent med spillevende frugt, meget vedkommende og med vilde tanniner. Som med 2004’eren er der noget klassisk, dekadent og storslået over smagen … nobelt er det rette ord. Distingveret skrev jeg vist sidst og det beskriver måske meget godt vinen. Smuk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Bodegas López Cristobal, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas López Cristobal, Selección, Ribero del Duero, SpanienMed denne Selección fra Bodegas López Cristobal blusser min amor for Ribera del Duero atter op … og som man jo siger; gammel kærlighed ruster aldrig.

Bodegas López Cristobal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristobal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero, opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig primært Tempranillo, eller Tinta del País, som den kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

Det er topvinen hos Bodegas López Cristobal og den har si navn Seleccion, da druerne er strengt udvalgt … alene de bedste fra druer fra 40 år gamle vinstokke på enkeltmarken Pago de Durón. Druerne er selvfølgelig Tempranillo og de plukkes og sorteres i hånden.

Vinen laves med gæring ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade og så lagring i 15 måneder på barriques fra 3 forskellige franske producenter. Der laves årligt omkring 2.800 flasker af denne vin.

Eksplosiv mørk næse med brændte fade, engelsk og finsk lakrids i sød infight, Coca Cola, chokolade, sorte kirsebær, solbær, brombær, enebær, kaffe, blomsterpollen, røg, tørv, grafit, kanel, vanilje, stor, kraftig og så fornemmes der alligevel en vis elegance.

Meget mere ren og epo-frisk end den 2010’er, som jeg smagte for nogle år siden og var lidt oxyderet og indelukket, men det er bestemt ikke tilfældet med denne 2015.

I munden er frugten er langt friskere end du lige forventer … og virker samtidig heller ikke så mørk, som duften egentlig reklamerede med. Den har en vildt stor tørhed, en del tanniner, masser intensitet, jord, muld, kirsebær, jordbær, brombær, blommer og lakrids. Syren er fin, tør og holder sgu styr på tingene … stor Ribera del Duero vin, hvilket endda er uden alt for meget sødme, hvilket er befriende og man forstår igen sin første kærlighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve HE, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve, Pfalz, TysklandMed aftenens første rødvin diskede Keeper op med flere Koch’erier, for vinen var nemlig Weingut Bernhard Kochs 2015 Pinot Noir Réserve HE.

Druerne til vinen kommer fra flere af Kochs marker og den er lavet med maceration og gæring i store tanke og er derefter blot lagret 18 måneder på barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Vinen har lidt af samme elementer som den 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, som jeg smagte tilbage i marts måned, altså pænt fadpræg med sød animalsk kostald. vanilje, kanel, nelliker, træ, røg, mælkechokolade, kakao, men er samtidig langt mere rank, grøn og urtet end Kirschenstück med grafit, grannåle, blæk, babybræk og en helt frisk og dyb frugt med kirsebær, tranebær samt et lille æterisk og luftigt touch. Jesus det dufter godt.

Smagsmæssigt er det en præcis og nærmest styret frugt … helt zen, elegant, let og feminin med sødme, rank ryg, ren syrlig frugt, jordbær og kirsebær, måske endda lidt tranebær, peber, en lille tør bitterhed samt en vildt lang eftersmag. Det smager vildt godt.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 319 kr., men pt. kan fås på tilbud til 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine Sainte Rose, Le Pinacle Syrah, Languedoc, Frankrig

2018 Domaine Sainte Rose, Le Pinacle Syrah, Languedoc, FrankrigNogle gange bliver man bare overrasket over en vin og netop sådan én er denne Le Pinacle Syrah fra Domaine Sainte Rose, der ligger ligger lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.

Vingården er forholdsvis ny, grundlagt i 2002 af Charles og Ruth Simpson, som købte deres vinslot med den store ambition at lave storslået vin til lav pris. De skrottede deres velbetalte jobs for at forfølge deres drøm og har samlet 40 hektar vinmarker samt et moderne vineri, hvor de anvender den nyeste teknik, men samtidig med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Selve ejendommen kan vel bedst beskrives som et lille vinslot og Domaine Sainte Rose har da også en lang historie, for det er opkaldt efter en helgen, som kæmpede for katolicismen under angrebet fra en hellig romersk kejser.

Der står i øvrigt en statue af selve Sainte Rose i det smukke orangeri bag vinslottet, der også tilbage i det 12. århundrede var et sted, hvor mange pilgrimme søgte overnatning på deres vej til Santiago de Compostela.

Charles og Ruth Simpson laver i dag 15 forskellige vine, herunder altså denne Le Pinacle Syrah, der i denne årgang 2018 er lavet på 95% Syrah og 5% Viognier … og faktisk også med Côtes Rôtie som ambitiøs reference.

Druerne kommer fra vinstokke som er op til 50 år gamle og de to druer er vinificeret sammen med en skånsom gæring og maceration. Efter en presning er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade.

Jesus … sikke dejlig vild næse. Det er både ler, blomster, flæsk, yoghurt eller kærnemælk, søde bolsjer og så en total animalsk, landlig og dyb aroma, klare fadaftryk og sort-hul-dybde med en æterisk og luftig elegance. Eller for nu bare at sige det på jysk, så dufter det vildt godt. Sødmen pirrer, men bliver ikke for meget, det landlige, mælkede og flæskede markerer, men kun afmålt og frugten virker frisk, luftig og alt i vinen synes i næsen at være afstemt, finindstillet, justeret og kalibreret med stor duelighed.

Vinen smager samtidig og vitterlig også ganske fantastisk … med en lethed, som medfører, at du slet ikke tænker Syrah. Det er let, saftigt, rundt, blødt og selvom syren måske ikke vild markant, så passer det hele sammen som Askepots fod i glasskoen. Der er lys, fin, sart og frisk frugt, lidt sødebrændte elementer og vinen glider bare lige igennem det houlbergske system. Det er jættegodt og til prisen simpelthen bare et lille kup.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Cenyth Winery, Cenyth, Californien, USA

2016 Cenyth Winery, Cenyth, Californien, USACenyth Winery er et vinhus, der er skabt af den unge, yndige vinmager Hélène Seillan, der i 2006 startede med at lave vin hos sin far Pierre Seillan, der selv har lavet nogle af USA’s mest eftertragtede vine fra Vérité. Nu smager vi en vin fra hendes hånd … nemlig Hélènes 2016 Cenyth.

Cenyth er et joint venture mellem Hélène Seillan og så Julia Jackson fra det store Jackson Family Wines vinimperium, der – sidst jeg skrev om vinhuset – ejede 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og så et enkelt i Sydafrika.

De to kvinder har været venner i omkring 20 år, og det er fx også Julia Jackson, så har skabt kunsten på etiketten, mens Hélène så har lavet vinen i flaske med stor inspiration fra hendes far.

Hélène Seillan har tilbragte sin barndom i både Frankrig og Californien på familiens vinhuse i både Saint-Émilion og Sonoma County. Hun har således nærmest fået vinen ind med modermælken og er også selv uddannet ønolog fra Institut Rural de Vayres i Bordeaux.

Hun er således fulgt i sin fars fodspor og har arbejdet sammen med Pierre Seillan helt fra barnsben. Allerede i 2006 arbejdede hun som assisterende vinmager på familiens vingård i Bordeaux. Og det er også derfra, at inspirationen til Cenyth projektet stammer.

Cenyth projektet startede omkring 2007-2008 og første årgang blev en 2009 Cenyth … et Bordeaux blend med druerne fra marker på forskellige bjergskråninger i Sonoma County.

I denne årgang 2016 er Cenyth lavet på 50% Cabernet Franc, 32% Merlot og 18% Cabernet Sauvignon, men blendet varierer lidt fra årgang til årgang. Således var det fx i 2015 i stedet 61% Cabernet Franc, 22% Merlot og 17% Cabernet Sauvignon.

Druerne til vinen kommer fra 4 forskellige markparceller i Sonoma County … den eftertragtede og kalkrige Chalk Hill, Alexander Valley Estate, Knights Valley og Bennett Valley.

Al høst foregår manuelt med en omhyggelig sortering af druerne både i marken og ved ankomsten til vineriet. Efter maceration og gæring i temperaturkontrollerede ståltanke lagres vinen i 10 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye.

Duftmæssigt er det en fed, mørk vin … meget rund med sødbrændte fadnoter, sorte kirsebær, en vis modenhed i frugten, solbær, blårbær, lidt gæret i udtrykket måske endda, kaffe, sød finsk lakrids, tør jord, cedertræ … og alt poleret, pænt, afslebet, galant og ordentlig med masser af mørk lækkerhed.

I munden er det lidt det samme … cremet, blød lækkerhed med fyldig, mørk og alligevel frisk frugt, røg, nogen kraft og styrke, tætte, tydelige og småstærke tanniner. Der kommer samtidig også en mørk, tør og bestemt syre, hvilket gør, at vinen holder sig rigtig flot rank med elementer af grafit, cedertræ, saftighed, sorte oliven og en tæt beskeden bitterhed. Flot komponeret vin, hvor dirigenten spiller tangenterne ekvilibristisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker. Vild attraktiv pris i øvrigt.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Monnier & Fils, Meursault Clos de Cromin, Bourgogne, FrankrigMeursault laver sammen med Puligny Montrachet nogle af de mest eftertragtede hvidvine i hele Bourgogne. Det er denne 2018 Meursault Clos de Cromin fra Domaine Jean Monnier & Fils et godt bevis på.

I det kun omkring 450 hektar store vinområde kan vi midt i  byen Meursault finde vinhuset Jean Monnier & Fils … der er et historisk domæne. Det ligger faktisk i byens centrum på Place de l’Hôtel de Ville og er grundlagt tilbage i 1720 af familien Monnier. I dag drives det af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas.

De har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller, nemlig Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Meursault Clos de Cromin er lavet med Chardonnay druer fra marken Clos du Cromin, som ligger nord for selve byen Meursault forholdsvis tæt på grænsen til Volnay. Jordbunden indeholder en stor andel af kalksten og hvid marl.

Mange af Chardonnay vinstokkene på Clos de Cromin er meget gamle og plantet efter phylloxera angrebet i slutningen af sidste århundrede, så en del af stokkene er måske de ældste i hele Meursault.

I hvert fald er kvaliteten så god, at man i 1960’erne anvendte skud fra netop vinstokkene på Clos de Cromin til produktion af nye stokke på planteskoler og hos andre producenter.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage og lagrer derefter – sur lie – omkring 12 måneder på egefade, hvoraf de 20% vistnok er nye fade.

Sikke en vild næse … masser af ristede hasselnødder, brunet smør og aromatisk Chardonnay. Der er samtidig en halv blomsterbutik, lime, citroner, modne dåsepærer, vild eksplosiv, æterisk, inderlig, rund og dermed virkelig total anderledes end 2016’eren, som var langt mere neutral. Her er der fandeme skruet op for volumenknappen … vildt tiltrækkende og epofyldt aroma.

I munden er der også noget fylde og fedme, men slet ikke som duften ellers reklamerede for. I stedet er der en mere stringent, ren, syrerig og mineralsk smag. Det er sådan nærmest lidt kalkagtige mineraler, grønne æbler, citrus, lækker balanceret nerve … ren, præcis og sindssygt velkomponeret.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 459 kr., mens prisen er 389 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, Italien

2012 Fontodi, Case Via Pinot Nero, Toscana, ItalienHvor er det – suk – lang tid siden, at jeg har smagt vin fra Fontodi. Sidst var det vist deres ikoniske topvin Flaccianello, men nu har jeg en en charmerende 2012 Case Via Pinot Nero i glasset.

Azienda Agricola Fontodi ligger højt på en bakketop ved dalen Conca d’Oro lidt lidt syd for den lille landsby Panzano.

Vinhuset er grundlagt i 1968 af Manetti familien, men man har tidligere fundet dokumenter, der viser, at der har været dyrket vin siden 1600-tallet på dette sted.

Vingården drives i dag af Giovanni Manetti, som har stået i spidsen for vinhuset gennem 3 årtier og vundet utallige priser i hele verden, for Fontodi er nok én af Chianti Classicos mest berømte vingårde.

Fontodi har samlet 130 hektar jord, men det et kun knap 70 hektar, som er vinmarker, der ligger i 400 meters højde, dyrkes fuldstændig økologiske og med meget stor respekt for natur og bæredygtighed.

Der bruges ingen kemiske produkter på Azienda Agricola Fontodi, og man forsøger at have en høj grad af genbrug i alle processer, bl.a. er vineriet også bygget, således vinen frit kan løbe uden brug af pumper og der eksperimenteres også med lagring i lerkrukker.

Denne Case Via Pinot Nero er lavet med Pinot Noir druer fra marken Case Via og er lavet på egefade med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på Troncais egefade inden aftapning på flaske. Der er alene lavet 4.000 flasker af vinen.

I næsen er det moden, lys frugt med en lille syrlighed, blommer, kirsebær, lidt mælkede aromaer, læder, blomster, kærnemælk, røg, mælkechokolade samt en dyb intensitet.

Smagen er også – som duften – meget lys og syrlig, vildt tørre tanniner, ung, spændstig og rank med masser af balsamisk syre, lidt bitterhed, ribs, brombær, tør lerjord og umiddelbart smager det ikke som Pinot Noir … måske mere som noget Sangiovese eller Nebbiolo med en lys, blød kant … men for pokker hvor er det lækkert.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske i nyere årgange koster 349-379 kr.

Vinanmeldelse 6/7