Herretur med Pino i plastik og 5 x vinbarer i Aarhus

Efter et vellykket roadtrip aka togtur til Aarhus sidste år, hvor vi nåede både restaurant Pondus samt et par vinbarer, så synes drengene, at tiden var inde til en reprise.

Gert havde tidligere i år besøgt Vindanmark Vin & Tapasbar nede ved havnen tæt på brødrene Koch og havde foreslået, at vi besøgte stedet og indtog både lidt vin og lidt tapas en fredag aften … og den idé var vi hurtigt med på.

Intet planlagt udover en reservering på Vindanmark Vin & Tapasbar, men en idé om, at vi da skulle forbi en vinbar eller to, herunder selvfølgelig Sabina hos S’vinbar … vores favorit vinbar.

Blot for få år siden var S’vinbar vel eneste vinbar i Aarhus, men i dag kan byen mønstre en lang række vinbarer. Jeg ved faktisk ikke helt hvor mange, men vel omkring 8-10 stykker er mit bedste bud.

Til togturen til Aarhus havde vi duplikeret formelen fra sidste år … en god flaske vin til at komme lidt i stemning efter en travl dag på jobbet. Jeg havde været totalt arbejdsramt og stresset i løbet af dagen, men havde løst min opgave med at medbringe vinen. Jeg havde valgt denne vin, som jeg tidligere har smagt (og skrevet om) og synes drengene skulle smage:

Gert havde denne gang medbragt plastik vinglas, så det blev ikke som sidst Pingus i pap, men derimod Pino i plastik. Efter en status om hinandens velbefindende, dårlige udseende og andre godmodige mobberier var vi hurtigt og pludselig i Aarhus. Længe leve de gamle IC3 tog. Flasken var dog endnu ikke tom – helligbrøde – men det blev hurtigt løst … effektive, som vi er.

Vi havde et par timer at dræbe, inden vi skulle være på vores udvalgte og reserverede spisested, så vi besluttede at starte med en tur til Aarhus Street Food, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Det ligger jo samtidig ikke langt fra banegården.

Aarhus Street Food – Ny Banegaardsgade

Aarhus Street Food er det jyske svar på Papirøen i staden og selvfølgelig ikke helt så stor. Den gamle hal er sgu et ganske hyggeligt sted, som har mange slags køkkener.

Du kan således nyde alt fra mexicanske tacos til vietnamesiske Bánh Mì Bandits, flæskestegsandwich, amerikansk soulfood, franske crepes, dansk smørrebrød, Fish & Chips, cheesecake og meget andet i de små og farverige madboder.

Den gamle hal midt i centrum af Aarhus er både rå, ægte og autentisk. Konceptet er enkelt … hver bod skal have én ret til 50 kr. Og så er der selvfølgelig også en kaffebar, en ølbar og heldigvis også en lille vinbar med et udvalg af de vine, som findes i sortimentet hos Vinspecialisten aka HJ Hansen kæden.


Foto fra hallen hos Aarhus Street Food.

Vi blev hurtigt enige om lidt Riesling fra vinbaren, og Gert valgte denne gamle kending, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen:

Vinbaren blev betjent af et par unge piger … sikkert helt i tidens ånd. Det lød ikke, som om de vidste det store om vin, men vi vidste jo også omvendt, hvad vi gerne ville have.

Priserne er til gengæld meget fornuftige og den valgte Riesling kostede 260 kr., mod i en pris på 140 kr. for samme flaske i en almindelig Vinspecialisten forretning. Det er jo til at forstå!

Jeg synes, at vi skulle supplere den sprøde Riesling med lidt mundgodt og købte hos Charcuteriet – en af de nye boder i den gamle hal – en planke med lidt pølser, skinke, ost og mandler.


En planke med lidt godt fra Charcuteriet.

Den var egentlig beregnet til 1 person, men som lidt hyggesnack var der rigeligt til os alle tre. Og til en pris på en flad hund også et ganske billigt køb.

Samlet blev besøget hos Aarhus Street Food en super oplevelse … og det sted skal jeg bestemt besøge igen. Samlet får Aarhus Street Food 5 fede tommelfingre … mest pga. stemning, udvalg og fornuftige priser.

Rating 5/7 

Plan B – Fredens Torv

Med matematisk akkuratesse havde vi beregnet, at gåturen ud mod Vindanmark Vin & Tapas Bar lige præcis gik forbi Plan B, som således kunne være et vinøst pitstop – splash’n’dash optankning undervejs. Helt dumme er vi sgu ikke.

Vi havde ikke alverden med tid, men endte alligevel med at bestille et lille bræt med månedens vine … 3 små smageglas for 100 kr. Brættet var en brugt planke fra en vintønde med 3 fræsede huller, hvor de 3 små smageglas kunne stå. Meget dekorativt.

Derudover sad der en lille tag på hvert glas med lidt info om den enkelte vin, dog primært med navn på vinhus, druer og smagsnoter … igen en okay idé. Og på bagsiden selvfølgelig en OCR kode, således du kan ledes direkte hen til køb af vinen hos ExploreWines.dk … helt kommercielt smart.

De 3 smagsprøver var såmænd ikke noget særligt, men omvendt … hvad får man i dag for en flad hund? Det var syditaliensk, lidt Rhône og en bulderbasse fra Sydafrika … nemlig disse vine:

Også Plan B havde et par unge piger bag baren. De var ganske søde og tilbød os endda at tage et foto af de 3 gamle herrer … og det tog vi selvfølgelig imod. Okay med lidt modlys og tvivlsomt motiv vinder billedet nok ingen priser … men lidt charmerende er vi da ;o)


De tre herrer på Plan B i modlys.

Der kan købes vine pr. glas til 50 kr., 75 kr. eller 100 kr. på Plan B, men selvfølgelig kan man også købe en hel flaske af vinene. Udvalget af vine er ikke så stort og udfordrende, og tidligere besøg har også været lidt svingene i oplevelse.

Som noget sjovt, så tilbyder Plan B et glas Mystery Wine – hvid eller rød – til 50 kr. og gætter du vinen i glasset, er det på Plan B’s regning. Det prøvede jeg desværre ikke.

Men sammenlagt et fint besøg og Plan B ender på

Rating 4,5/7 

Vindanmark Vin & Tapas Bar – Kystpromenaden

Et par fashionable minutter for sent nåede vi aftenens centrale destination, Vindanmark Vin & Tapas Bar på Kystpromenaden … virkelig hyggelig beliggenhed med mulighed for at sidde udenfor lige op til vandet og lystbådehavnen. Beliggenheden trækker klart op.

Det er samtidig hyggelig indrettet, god atmosfære med et gammelt klaver, vintønder, gamle møbler og selvfølgelig en hylde med display af alle de vine, som du kan fristes med.

Stedets sortiment i vine er baseret på små producenter og mindre vinområder, og derudover er der altid mulighed for at smage på vinene inden du køber. Det fik vi dog ikke tilbudt. Men måske gælder det alene den tilhørende vinbutik?


Hygge på Vindanmark Vin & Tapas Bar.

Derudover er der en selvbetjeningsbar, hvor man selv kan skænke – og afregne – et glas vin til 50 kr. Denne fredag var denne et klart hit hos de besøgende, som mest bestod af unge mennesker. Umiddelbart så det ud til, at alle de besøgende havde valgt selvbetjeningsbaren til at opfylde deres vinøse drømme.

Også stedets personale består også af en række helt unge, friske, søde og hjælpesomme piger og drenge. De sørgede for, at vi fik en fin aften med hurtig servering og kvikke bemærkninger.

Vi bestilte fluks 2 store planker med tapas til deling … så var det ligesom sat i sving. Derefter gennemgik vi hylden bag os med udvalget af husets vine, besluttede os for lidt hvidvin og efter lang betænkningstid valgte vi en spændende Vigneto Runcata fra Tenuta di Corte Giacobbe, men den havde de desværre ikke på køl. Øv.

Vi valgte i stedet “lillesøsteren” fra samme hus en okay Soave, som blev efterfulgt af en tur i selvbetjeningsbaren til et enkelt glas mere. Dér valgte vi alle lidt forskelligt, men jeg rendte med lidt tysk hvidvin fra Weingut Bergdolt Reif & Nett, dvs. et program som følgende:

Vi fik også her fremragende tapas. Jeg fik desværre ikke taget et foto, men på tavlen bag disken kan I formentlig læse lidt om, hvad det bestod af; serrano skinke, iberisk chorizo, fransk paté, røget brie, morbier ost, en lidt ulæselig ost, mandler, oliven, pesto og godt brød.

Tapas til 149 kr. for 2 personer og billigt og med en selvbetjeningsbar med vine til 50 kr. pr. glas er det et sted, som alle har råd til.

Samlet et fint besøg … vinudvalget er okay uden at være pragende. Det trækker lidt ned, at man ikke har alle fremviste hvidvine på køl, men ellers er det bestemt et besøg værd. Jeg vender sgu gerne tilbage igen.

Rating 4,5/7 

S’vinbar, Klostergade

S’vinbar er min gamle favorit. Det er en ægte vinbar med fokus på vin og stedets indehaver Sabina er uddannet sommelier og ved vel stort set alt om vin. S’vinbar er lækker vin, duggede ruder og masser af fed stemning.

Du kan selvfølgelig bare selv vælge en vin fra et imponerende vinkort, men du kan også lade dig udfordre af Sabina, som kan finde lige den vin, som du aldrig før havde drømt om. Sabina skriver også selv på stedet Facebook side; Hvis du vil nørde og udfordres, er vi med på den værste!

S’vinbar er et sted, som man altid vender tilbage til og det gjorde vi 3 herrer selvfølgelig også efter aftensmaden. Vi skulle da lige et smut forbi S’vinbar i Klostergade, selvom det måske ikke ligefrem lå i direkte linje tilbage mod banegården.

Men sådan er livet jo så fyldt med små omveje.


Her erjeg lige gået udenfor S’vinbar, således jeg kunne tage et foto af herrerne på pladsen ved vinduet. Skål.

Jeg fik lov at vælge vinen på S’vinbar og gik lidt konservativ til værks med en Spätburgunder fra Weingut Keller … et fantastisk vinhus, hvorfra jeg tidligere har smagt fx hans Spätburgunder Frauenberg GG og hans Spätburgunder GG ”Bürgel” (Felix) … meget rene og mineralske vine.

Det blev dog Klaus-Peter Kellers almindelige:

S’vinbars store og fede vinkort med mere end 300 forskellige vine på kortet, hvoraf størstedelen serveres på glas, trækker op. Sabina, der ved noget om vin, trækker også op. Stedet ligger selvfølgelig ikke så idyllisk som fx Vindanmark Vin & Tapas Bar, men det er bare Aarhus’ bedste vinbar. Og vi elsker duggede ruder, når stedet er proppet med mennesker.

Rating 6,5/7    

Din Vinbar – Jægergårdsgade

Vi sluttede vores tour de vinbar på en ny af slagsen, nemlig Din Vinbar i Jægergårdsgade. Vinbaren er netop åbnet i juni 2017 og har primært vine fra Sydeuropa og er specielt glad for spanske vine.

Vinkortet omfatter omkring 50 vine, meget fra Vinspecialisten. Det er spansk, fransk og italiensk … og blandt hvidvinene også lidt andet fx tysk, østrigsk og new zealandsk.

Da det var sidst på aftenen og solen på vej ned, så valgte Gert en spansk kraftkarl, nemlig denne:

Din Vinbar er et hyggeligt sted, god betjening og de lød også som om, at de vidste noget om vinene. Vi var måske begyndt at være en smule påvirkede, men kan bestemt anbefale stedet.

Rating 5/7 

2012 Domaine des Marnes Blanches, Empreinte Savagnin, Jura, Frankrig

Jura er hip og med på den økologiske/biodynamiske bølge, som de seneste år har ramt både de nye, moderne restauranter samt os forbrugere, som er træt af de gamle travere, gerne vil prøve noget nyt og selvfølgelig også flashe, at vi er med på moden.

Opblomstringen af det kun 1.100 hektar lille vinområde mellem Bourgogne og Schweiz skyldes bl.a. et væld af nye unge og stræbende vinbønder, som laver økologiske, biodynamiske og naturlige vine. Og én af disse er det unge ægtepar Géraud og Pauline Fromont, som driver Domaine des Marnes Blanches og derfra kommer denne 2012 Empreinte Savagnin.

Vinhuset ligger ved den lille by Sainte-Agnés og blev grundlagt tilbage i 2016 af Géraud og Pauline. De stammer begge fra Franche-Comté lidt længere mod syd, hvor deres respektive forældre drev lidt landbrug inkl. et par hektar vinmarker.

De forfulgte imidlertid begge en drøm om at lave egne vine og mødte  hinanden under deres studier til ønologer i Dijon. Og der var ingen tvivl om, at de skulle slå sig ned i Jura … hvilket således blev ved Sainte-Agnés, lige knap 2 kilometer fra andre nye, progressive producenter som Peggy & Jean Pascal Buronfosse samt den skøre og energiske Julien Labet, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Géraud og Pauline Fromont har samlet 10 hektar vinmarker med vinstokke, der er op til 100 år gamle. Marker ligger spredt omkring 3 byer i den sydlige del af Côtes du Jura appellationen, nemlig omkring Cesancey, Vincelles og Sainte-Agnés.

Marken ved Cesancey var deres første køb og har en undergrund rig på hvid mergel. Mergel hedder på fransk Marne og derfor blev husets navn også Domaine des Marnes Blanches … huset med den hvide mergel.

Husets øvrige marker har dog ganske forskellig jord, bl.a. rød mergel, kalk og kalksten med fossile rester. Alle parceller drives certificeret økologisk og vinificeres separat på samme måde som hos nabo regionen Bourgogne.

Parret dyrker primært druerne de hvide Savagnin og Chardonnay samt de røde Trousseau, Pinot Noir og Poulsard. Specielt Trousseau har Géraud Fromont store forventninger til. Han har endda ryddet en ældre 2 hektar stor mark og tilplantet den med Trousseau, som han mener passer perfekt til den mergelholdige jord.

Fromont har opdelt deres vineri i to vinkældre … én dedikeret til deres Blanc Ouillé, hvor fadene toppes op, som man gør i Bourgogne, og den anden del til de mere traditionelle Sous Voile vine, som Jura er kendt og berygtet for.

Førstnævnte er et nyere anlæg, som fyldt med rustfrie ståltanke og neutral fade af forskellige størrelser. Her sigter man efter elegance, mineraler og energi.

Sidstnævnte er en 200 år gammel vingård, som de har omdannet til et tre etagers vineri. Det er i øvrigt også i den bygning, at man finder husets smagerum.

I de gamle bygning er der vinduer i hver ende af huset, hvorved der tillades varm luft at passere  gennem hvert niveau om sommeren. Og de forskellige niveauer af fugtighed på hver etage gør, at der skabes optimale betingelser for den naturlige gæring.

Sous Voile betyder “under slør” … altså at vinen ligger under et slør af gær. Vinene laves uden at fadene toppes op, hvilket giver mere fordampning og dermed oxydering – hvorved der kommer et slør af gær på overfladen – hvilket giver mulighed for udvikling af aromaerne af nødder, karry og sherry.

Udover disse to slags vine, så laver Géraud og klassisk Crémant, en sjov PetNat og den magiske Vin Jaune.

Géraud og Pauline Fromont kalder deres Sous Voile vine for Empreinte, hvilket jo meget passende betyder fodaftryk … fodaftryk af et terroir, aftryk af en knowhow og fodaftryk af typisk Jura.

Der laves to Empreinte vine, en Tradition – lavet på 60% Savagnin og 40% Chardonnay – samt denne Empreinte Savagnin på ren 100% Savagnin.

Druerne er høstet med meget lille udbytte, alene 25 hektoliter pr. hektar fra 60 år gamle vinstokke. Den er lavet – som bekrevet ovenfor – helt Jura klassisk med lagring i 4 år uden at blive toppet op og uden indblanding af nogen slags. Masser af slør … masser af oxydering … næsten på vej til en Vin Jaune. Vinen sikres alene med en lille knivspids svovl.

Og det er – som altid med Jura – vin, som deler vandene. Mange står helt af, når de dufter og smager klassiske Jura vine, som både har sherry og oxyderede noter. Min frue var en af dem og sagde direkte, at den smagte forfærdelig.

Det gør den ikke og selvom jeg heller ikke har en stor forkærlighed for oxyderede vine, så rummer vinen faktisk rigtigt mange herlige og klassiske Jura elementer … og til et stykke stærk ost vil den være fantastisk aka et match made in heaven.

Næsen byder på tonsvis af valnødder, en sjat benzin, honning, gær, svage oxyderede noter, fedme, mug, sherry, timian, salt og en smule karry. Jo, den er god nok. Det dufter faktisk herligt.

Smagsmæssigt er det klart sherry med et citrus-tvist, salt, nødder. Syren er sådan lidt medium … ikke bidende og der er en vis elegance, luftighed og afdæmpethed over vinen, hvilket klæder den. Den bliver bedre og bedre med lidt luft i glasset.

Har du ikke tidligere smagt Jura vine, så skal du altså iklæde dig en vis portion tålmodighed og samtidig sænke dine parader, men så bliver du altså også belønnet. Det er fransk Film Noir … uforståeligt for nogle og genialt for andre.

Nogle vil dermed sige, at 4½ fede tommelfingre er alt for lidt, mens andre hårdnakket vil påstå, at det er alt for meget. Jeg er heldigvis ligeglad teflonbelagt og elsker vinen … men med en vis portion tålmodig indforståethed.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 210 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Le Vigne Di Sammarco, Primitivo IGP Salento, Puglia, Italien

Puglia aka Apulien er vel hjemsted for Primitivo druen og denne Primitivo IGP Salento kommer fra vinhuset Le Vigne Di Sammarco, der ligger i byen Cellino San Marco omkring 10-12 kilometer nordvest for Lecce på Italiens hæl.

Vinhuset drives af familien Rizzello, der har været vinbønder i byen gennem 4 generationer og siden 1972 har flasket og solgt deres egne vine på lokalt samt internationalt. I dag er det Marco Pompilo Rizzell, som ejer gården, men det er nu børnene – som vi ser ovenfor – der i dag står for driften af vingården.

Le Vigne di Sammarco har samlet omkring 180 hektar jord, hvor familien dyrker druesorterne Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera og Susumaniello samt de hvide Verdeca, Chardonnay, Malvasia Bianca og Fiano Minutolo.

Det bliver til ikke mindre end 20 forskellige vine, herunder altså denne Primitivo IGP Salento, som er lavet med druer fra marker både omkring Cellino San Marco og San Pietro Vernotico.

Vinen er lavet med forholdsvis kort maceration i 6-7 dage i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter er vinen også lagret i ståltankene og er dermed slet ikke lagret i egefade.

Næsen er vinen er lidt bio/naturewine … nærmest med armsved, varme, mørk og sød frugt, blommer, overmodne kirsebær, lidt krydderier og et snert chokolade.

I munden er det også en sød, varm og easygoing vin, men det bliver også en tak for sødt. Frugten er – som duften – kirsebær og blommer, mens tanninerne er mærbare, men beskedne.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 99 kr.

Rating 3/7 

2015 Bodegas y Viñedos Tamaral, Rosado, Ribera del Duero, Spanien

Rosévine i alle nuancer nærmest vælter ud af skabene i takt med, at sommeren sætter ind … eller i hvert momentvis sætter ind. Lidt en landeplage. Denne Rosado kommer fra vinhuset Bodegas y Viñedos Tamaral, der ligger lige udenfor for den lille by Padilla de Duero tæt på Peñafiel i appellationen Ribera del Duero.

Bodegas y Viñedos Tamaral er grundlagt i 1997 af familien De Santiago, som igennem 4 generationer har lavet vin. Det er Ricardo De Santiago, som i dag står i spidsen for vinhuset og laver vinene i samarbejde med ønologen Israel Martinez Ramon.

Vingården driver samlet 71 hektar vinmarker omkring Pesquera del Duero og Padilla Del Duero, nemlig markerne Vineyard Pago de la Mira, Vineyard La Calera, Vineyard Pago de Tablares, Vineyard Nava del Rey samt Vineyard Baños de Valdearados. Sidstnævnte er på 35 hektar og ikke selv ejet af familien, men derimod lejet på langtidskontrakt.

På alle markerne dyrker familien primært Tempranillo, hvoraf 30% af vinstokkene er over 100 år gamle, og 50% gror i en højde over 900 meter. Udover Tempranillo dyrkes der også lidt Verdejo.

Vinproduktionen sker i en forholdsvis ny bygning, hvor familien har investeret i fuldstændig up-to-date vinudstyr og en lagringskapacitet på 900 træfade, som udskiftes hvert tredje år.

Familien laver 6 forskellige vine, en hvid, denne rosé samt fire rødvin, helt traditionelt med Roble, Crianza, Reserva og Finca La Mira, som er en enkeltmarksvin … nærmest en Gran Reserva. Den samlede produktion ligger årligt på omkring 274.000 flasker vin.

Rosado’en er lavet på 100% Tempranillo druer, som kommer fra ældre vinstokke med marker i både Pesquera del Duero og Baños de Valdearados og lavet på rustfrie ståltanke fra første presning og uden lagring på eg af nogen slags.

Duftmæssigt er der godt med rød frugtsaftevand, jordbær, virkelig frugtsødme og virker lidt kunstig i næsen. Der er også nogle grønne elementer samt friske blomster.

Den smager okay og har let bitterhed, svag og blid syre, lidt citrus og forholdsvis kort eftersmag. Ved ikke helt hvad … den stikker sgu heller ikke af i nogen retninger.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 115 kr.

Rating 3/7 

2015 Clos de l’Oratoire des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Festens anden partyvin var denne Chateauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes i store, flotte magnumflasker med den klassiske gravering af pavens nøgler og pavekrone og ordet Contrôlée stående vandret nedenunder.

Flasken kaldes for syndikat flasken og blev lanceret i 1937 som et værn mod forfalsket vin. Flaskedesignet ejes nemlig af syndikatet Federation du Châteauneuf-du-Pape og kun medlemmer af foreningen med bopæl i kommunen må bruge flasken. Vine med denne flaske er stort set altid tappet på vingården og skal prøvesmages før salg.

Clos de l’Oratoire des Papes ejes i dag af Ogier, som købte vinhuset i 2000 efter arvingerne, som ikke ønskede at drive huset videre og derfor havde sat det til salg.

Vinhuset er dog grundlagt tilbage i 1880 af Edouard Amouroux, som efter ægteskab arvede marken Clos de l’Oratoire des Papes og startede med at lave vine fra marken og siden 1926 har solgt vinene fra den flotte etiket.

Marken Clos des Oratoriens er en gammel mark med Syrah vinstokke og er opkaldt efter et lille kapel dedikeret til helgen Saint Mark og beliggende nabo til marken Tresquoy. Det lille kapel, som ses på billedet ovenfor – er for øvrigt i dag fortsat mål for mange kirkelige optog.

Op til Ogiers overtagelse havde vinhuset gennem de seneste 25 år været drevet af  enken efter Leonce Amouroux, men hele huset … 20 hektar vinmarker samt Société Léonce Amouroux, en stor negociant virksomhed, blev således overtaget af Ogier.

Og Ogier er vi jo også stødt på tidligere her på vinbloggen, nemlig da jeg smagte en 2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape fra netop den købte negociant virksomhed.

Ogier er også oprindeligt et negociantfirma, som hed Ogier et Fils. Det blev grundlagt af Christophe Ogier som et negociantfirma i 1859. Først i 1948 blev man negociant-éleveur, dvs. fik egne kældre til blande og færdiggøre de vine, man købte hos vinbønderne.

Få år senere fusionerede vinhuset med det et andet negociantfirma, nemlig Caves des Papes og blev dermed til Ogier – Caves des Papes indtil 2008, hvor navnet blot blev Ogier.

Siden 2010 har Ogier – og dermed Clos de l’Oratoire des Papes – været ejet af den store, franske koncern AdVini, der også ejer vinhuse i Bourgogne, Bordeaux, Provence, Langedoc, Sydafrika og sikkert også flere steder.

Nå, men tilbage til vinen … Châteauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes, lavet på 80% Grenache, 8% Syrah, 7% Mourvèdre og 5% Cinsault. Om Syrah druerne kommer fra den gamle mark, kan man ikke se.

Vinen er lavet med kølig maceration af Grenache druerne, mens de øvrige druer fermenteres ved 26-27 grader med 2-3 omrøringer under gæringen. Vinen er lagret 12 måneder i 30 år gamle 600-800 liter foudres.

Duftmæssigt er der morbær, brombær … ikke så megen fedme, fylde eller animalske noter. Der er læder, peber … meget frugt, men ellers ikke så kompleks i næsen. Er dog også meget ung og blev serveret i glas af portvinsstørrelse, så aromaerne var svære at fange.

I munden godt med jern, kant, rød frugt, peber… sådan medium fylde og en varm eftersmag. Virker meget ung og skulle måske ha’ ligget 3-4 år i kælderen og måske være dekanteret forinden … men hvem gør lige det til 6.000 gæster?

Forhandles af Excellent Wine, men prisen kan jeg ikke se.

Rating 3,5/7 

2014 Ramey Wine Cellars, Chardonnay Russian River Valley, Californien, USA

Denne Chardonnay Russian River Valley fra det californiske vinhus Ramey Wine Cellars er en ret imponerende vin at servere til middag for knap 6.000 mennesker.

Og da underholdningen for aftenen samtidig bestod af både Rytteriet, Rasmus Seebach, Peter AG, Alphaville, Infernal, Carpark North, Lucas Graham, Shaka Loveless og Medina, så var der vel lagt op til lidt af en fest. Og det blev sgu også lidt af en fest. Men jeres flittige vinblogger fik selvfølgelig lavet et par smagsnoter på vinene midt i alt festivitassen.

Lad os dog forinden lige kigge nærmere på Ramey Wine Cellars, der ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien.

Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla. David havde gennem to årtier arbejdet for en lang række kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.

Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på rejsen blev Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.

Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog David posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.

Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af. Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.

Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnayvine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.

Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.

Og det er typisk amerikansk Chardonnay … fed, faglagret med masser – og jeg siger masser – af vanilje i næsen. Derudover aromatisk med blomster, pærer, sødme, eg og lidt appelsin. I munden fed, cremet med sødme, vanilje. En ordentlig mundfuld, men smager sgu da bare godt.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen er 285 kr.

Rating 4,5/7   

2014 Weingut Louis Guntrum, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

Jeg har vist aldrig lagt skjul på min forkærlighed for tysk Pinot Noir aka. Spätburgunder og denne fra Weingut Louis Guntrum i Nierstein er en souvenir fra sidste års vinøse roadtrip til både Rheinhessen og Baden.

Den gode vingut har jeg da også skrevet om tidligere, nemlig i mit indlæg om besøget på vingården; Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein. Der kan I læse om vingården, om historien og selvfølgelig også se lidt billeder fra stedet, som ligger andeles smukt lige klods op af Rhinen midt i Nierstein.

Weingut Louis Guntrum laver primært hvidvine … faktisk findes der alene 4 rødvine i sortimentet, nemlig 2 på Dornfelder – en tør og en sød – en på Schwarzriesling og så denne Pinot Noir.

Vinen er lavet helt traditionelt og gammeldags med gæring af vinen i rustfrie ståltanke sammen med bærmen … maischegärung, men der er ingen information om, hvor lang tid gæringen har varet eller hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfadene.

Jeg har dog fundet lidt supplerende oplysninger, bl.a. at vin har 0,8 gram restsukker pr. liter og at vinen trækker en alkoholprocent på 14%. Det står nemlig på etiketten bag på vinen.

Duften har sådan godt med hindbær, modne kirsebær, mineraler og et dejligt køligt udtryk med en svag sødme og en smule peber. I munden er vinen frisk med jernagtige noter, godt med frugt … hindbær samt mærkebare, men blide tanniner. Hustruen var sgu helt vild med denne vin og det smager også godt.

Købt på vingården til 9,30€ … svarende til 69 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Gérard Bertrand, Terroir Corbières, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Vi slutter vort lille Gérard Bertrand intermezzo med endnu en gammel kending, nemlig vinen Terroir Corbières i en årgang 2014. Sidst jeg smagte vinen var det årgang 2011 … men både smagsnoter og rating har ikke ændret sig særlig meget.

Terroir Corbières er et GSM blend, altså et klassisk blend på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hvordan fordelingen mellem de tre druesorter er, ja det fremgår faktisk ikke. Vinen kommer fra Bertrands Terrior serie, som omfatter 8 forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Denne er en AOC Corbières, et ganske stort område i Languedoc, ja faktisk den største appellation i hele Languedoc-Roussillon, og appellationen leverer omkring 46% af den samlede produktionen i hele området.

Corbières dækker i dag næsten 14.000 hektar, hvorfor det er svært at sige noget generelt omkring jordbund og topografi. Bertrand henter dog sine druer fra marker, hvor jordbunden hovedsageligt består af en blanding af ler og kalksten med en stor andel af småsten og grus i det øverste jordlag.

Druerne til vinen er håndplukket og ellers er vinen lavet på rustfrie ståltanke med en malolaktisk gæring på mellem 10-18 dage, hvorefter vinen sammenstikkes og lagret på franske 225 liter barriques i 8 måneder, hvorefter vinen flaskes.

Her lagrer den yderligere et par måneder inden frigivelse. Det skulle efter sigende være én af de få vine, som ikke er dyrker økologisk hos Bertrand.

Der er en vis landlighed over vinen, men ellers er der lidt brombær, tørret frugt, mynte, peber, ristede elementer, noget grønt og syrligt, jern, krydderier og lidt vanilje.

I munden er vinen fyldig, har fået godt med sol, har noget rustik frugt, tørhed, grafit, peber og tanninerne er fortsat unge og markant. Eftersmagen efterlader en lidt krydret smag, men er ellers ikke så lang.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 3,5/7   

2016 Gérard Bertrand, Cote des Roses Rosé, Languedoc, Frankrig

Og selvfølgelig skulle vi – suk – smage mer’ rosé, nemlig en 2016 Cote des Roses Rosé fra Bertrands nye blockbuster serie af vine, som sælges under navnet Cote des Roses og kommer i en specialdesignet og meget elegant flaske, hvor bunden er lavet som – surprise – en rose.

Gérard siger selv om den nye serie; Côte des Roses celebrates the Mediterranean lifestyle … Art de Vivre. Og der fås 3 vine i serien, en hvid, en rød og så denne rosé, som er lavet på et blend af Grenache, Cinsault og Syrah.

Vinen er stort set lavet som foregående rosévin … dvs. med afstilkning, hvorefter druerne køles ned til 8 grader. Derefter sendes de til pressen, hvor man lader mosten have skindkontakt i en kort periode inden den nu pinkfarvede most drænes over i gæringstankene.


Her lige et reklamefoto af bunden på flaskerne

Der påbegyndes den alkoholiske gæring ved 18-20 grader og den varer mellem 15 og 30 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, filtreres vinen let, inden den stabiliseres og tappes på flaske.

Men den ændrede druesammensætning giver imidlertid en meget bedre og mere intens vin. Næsen er meget mere tæt og frugten federe, kraftigere og mere landlig med let babybræk, en snas sødme og blomster.

I munden også mere kraft og saft, lidt mere sødme og fylde med grape, ribs samt en langt bedre balance mellem frugt, sødme og syre.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 125 kr. Der er pt. tilbud, så hvis du køber 6 flasker, så får du en magnumflaske med gratis.

Rating 3,5/7   

2016 Gérard Bertrand, Hedonisme Rosé, Languedoc, Frankrig

Hedonisme er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse. Så det har den gode Gérard Bertrand selvfølgelig kaldt en af sine vine, nemlig en af de mange rosévin, som ustandselig dukker op, når sommeren nærmer sig og på det punkt, holder Bertrand sig heller ikke tilbage.

Bertrands unge datter serverede vinen for os og fortalte ganske kort om vinen. Hun er ganske genert og var helt klart kommet på udebane, men hun er også meget ung – vistnok lige fyldt 18 år – så det er der jo ikke noget at sige til.

Hedonisme Rosé er lavet på Grenache og Mourvedre, som kommer fra en langt række marker fra Gérard Bertrands mange vingårde i Languedoc.

Vinen er lavet ved, at druerne afstilkes og derefter køles ned til 8 grader. Derefter sendes de til pressen, hvor man lader mosten have skindkontakt i en kort periode inden den nu pinkfarvede most drænes over i gæringstankene.

Der påbegyndes den alkoholiske gæring ved 18-20 grader og den varer mellem 15 og 30 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, filtreres vinen let, inden den stabiliseres og tappes på flaske.

Lad mig sige det med det samme, at det blev sgu ikke min favorit … men det kan selvfølgelig skyldes, at jeg ikke er så meget til rosévinene. Denne er meget lys i glasset … og næsen er lidt ensidet jordbær tilsat en smule krydderier. Ellers virker den ikke særlig givende.

I munden en let bitterhed, lyse bær, ribs og meget easygoing uden det store syrebid eller intensitet. Bliver lidt letbenet og kedelig efter min vurdering.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 100 kr.

Rating 2,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger