2017 Bodega Sierra Norte, 1564 Petit Verdot, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodega Sierra Norte, 1564 Petit Verdot, Castilla-La Mancha, SpanienFra det spanske vinhus Bodega Sierra Nortes 1564 serie af vine nupper vi sidste i rækken, en rødvin lavet udelukkende på Petit Verdot … lidt en usædvanlig vin fra Manuel Olma.

Druerne til vinen kommer fra La Cuesta marken, hvor vinstokkene – som med forrige vin  – er omkring 22 år gamle. Efter høstes lægges druerne i blød inden gæringen sker i rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur og kontakt med skindet i hele processen. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på franske og amerikanske fade.

Duften byder til at starte med på masser af cigaræsker, cedertræ, blæk og lidt karamel … lidt en sjov blanding. Der er brombær og solbær, lidt saltlakrids og meget svag vanilje. Frugten virker frisk, men samlet er næsen også lidt tør med en smule tør, leret jord med en snert eukalyptus eller kaktuspiller.

Smagen er faktisk ganske god, lidt præg af eg, god syre – rustik bevares – men frugten er total frisk og vinen har masser af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Det er sjældent, at man smager ren Petit Verdot, men denne overrasker positivt. Den bider lidt af jeres gode vinblogger i slutfasen, men det er bestemt godkendt af sådan en spansk fætter. Vi rammer sådan lige mellem 3,5 og 4 fede fingre.

Kommer måske hos Winelovers.dk i 2020, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2017 Bodega Sierra Norte, 1564 Syrah, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodega Sierra Norte, 1564 Syrah, Castilla-La Mancha, SpanienDen næste af 1564 vinene fra Olmo familien på Bodega Sierra Norte blev deres 1564 Syrah.

Her kommer druerne fra 22 år gamle Syrah vinstokke på markerne Las Maricas og Los Terrero. Efter høstes lægges druerne i blød inden gæringen sker i rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur og kontakt med skindet i hele processen. Derefter gennemføres en malolaktisk gæring i træfade, hvor vinen så efterfølgende også lagrer i 4 måneder inden filtrering og aftapning på flaske.

Næsen er ganske voluminøs med solbær, sorte kirsebær, tjære, kakao, chokolade, engelsk lakrids og lidt en sød pibetobak. Men der kommer også lidt en flad aroma, lidt som papkasser eller måske er der bare den spanske, tørre jord med lidt mynte og eukalyptus.

Smagen er sød … også sødere end forventet. Der er også en lidt syrlig nerve, lidt peber … men hvert af de musikinstrumenter spiller ikke optimalt sammen, for der er lidt mislyde her og der. Smagen har også lidt muskat og spidskommen, hvorved det sammenlagt egentlig smager godt, men lidt en sjov størrelse.

Kommer måske hos Winelovers.dk i 2020, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2018 Bodega Sierra Norte, 1564 Viognier, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Bodega Sierra Norte, 1564 Viognier, Castilla-La Mancha, SpanienNæste vin, som har flaskehalsen på skafottet aka Houlbergs blodige vinblog er en 1564 Viognier fra det spanske vinhus Bodega Sierra Norte.

Bodega Sierra Norte drives af familien Olmo, som har været vinavlere i den lille by Camporrobles siden 1914. Der drev brødrene Miguel og Lorenzo Olmo et lille landbrug, hvor deres far havde udskiftet nogle af de normale  afgrøder med vinstokke med den lokale Bobal drue, men druerne blev imidlertid udelukkende solgt til forskellige købere.

Da 2. generation i form af brødrede Manuel og Haracilo Olmo overtog driften i 1954, så udvidede de vinmarkerne til 5,5 hektar, plantede Tempranillo, men fortsatte med at sælge druerne til forskellige købere.

Det var 3 generation – brødrene Manuel og Lorenzo – som startede med selv at lave vine. De havde overtaget driften i 1994, men i 1999 grundlagde de Bodega Sierra Norte for at producere vin.

Og det er lykkedes meget godt, for i dag er er familiens vinhus blevet en større historie med 322 hektar vinmarker i både Camporrobles, La Roda, Jumilla og El Pinós … med 3 vinerier – og et hovedkontor – således druerne ikke skal fragtes ret langt.

Hovedkontor og samlet lager for Bodega Sierra Norte ligger i byen Requena vel omkring 60-70 kilometer vest for havnebyen Valencia i Castilla-La Mancha vinområdet. Det er også derfra, at alle husets vine distribueres til hele verdenen.

Bodegas Sierra Norte laver et lang række vine i forskellige serier, som fx Ananto, Fuenteseca, Olcaviana, Mariluna, Pasión, Equilibrio, Bercial og 1564. Hvorfor sidstnævnte serie hedder 1564, aner jeg ikke … måske fordi, at William Shakespeare blev født det år?

1564 serien består af 3 vine på henholdsvis Viognier, Petit Verdot og Syrah. Vi starter med at kigge nærmere på den hvide i serien, lavet på 100% Viognier, som kommer fra husets marker ved El Cerro, hvor vinstokkene er 22 år gamle.

Druerne høstes om natten, og ligger inden gæring i en kold maceration en kortere periode. Gæringen sker efterfølgende i rustfrie ståltanke ved 15 grader, hvorefter vinen lagrer et stykke tid på 225 liter barriques inden filtrering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødkrydret sag … meget varm og omfavnende. Der er lidt abrikos, modne pærer, fersken, akaciehonning og aromatiske blomster.

Smagsmæssigt følger fedmen ikke med, for vinen er let og langt mere tør, syrlig og frisk end næsen lovede. Det er ikke så dybt, men der er i stedet lidt frugtsten og citrus. Der er også smagsmæssigt nogle lidt parfumerede elementer. Den lidt citrondrevne friskhed og de lidt parfumerede, sødkrydrede elementer kan gøre vine velegnet til asiatisk mad.

Kommer måske hos Winelovers.dk i 2020, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7   thumbthumbthumbhalf_thumb

2018 Bodegas Malcaráter, Malcaráter Roble, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Malcaráter, Malcaráter Roble, Ribera del Duero, SpanienMed efteråret godt undervejs og vinteren så småt i sigte, så er det altid rart at varme sig på en god spansk Ribera del Duero vin. Det fixer jeres flittige vinblogger hurtigt med denne Tempranillo baserede Malcaráter Roble fra vinhuset Bodegas Malcaráter.

Eller rettere sagt projektet Malcaráter, idet det alene er et projekt uden vingård startet af den unge, yndige Cecilia Puebla og hendes mand. De startede i 2015 med at lave en vin, som de lavede 3.000 flasker af og under navnet Malcarácter, som er det lokale ord for temperamentsfuld og det mener Cecilia passer perfekt på både vinene, hende og hendes mand.

I dag producerer Cecilia Puebla omkring 10.000 flasker årligt fordelt på to vine. Vinene laves med opkøbte druer fra forskellige vinavlere omkring byen Gumiel de Mercado omkring 30-40 kilometer øst for Valladolid i Ribera del Duero.

Cecilia Puebla arbejder selv til dagligt for Boutique Wines … et firma, som netop arbejder med internationalisering af vingårde, så derfor passer projektet Malcaráter godt ind i hendes kompetencer, så hun får hjælp til produktionen fra lokale vinproducenter.

Nogle af vinene er – så vidt jeg kan se – lavet på Bodega Valtoñar, der ligger i Anguix omkring 8 kilometer vest for Gumiel de Mercado, og så er denne 2018 Malcaráter Roble i øvrigt aftappet på flaske af firmaet Para Special Wines-Spain i Valladolid.

Denne Malcaráter Roble er lavet på ren Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke … økologisk dyrkede. Vinen er produceret med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og efter endt gæring har vinen tilbragt 6 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen afslører en mørk, animalsk og bondsk vin … lidt flæsket i næsen, gærede bær, en dampende mødding, måske et brunstigt hanæsel, bananer, solbær, blåbær, kul, sødme, lakrids, en pose spejderhagl, våde fade og tørre krydderier.

Smagsmæssigt har vinen en mere frisk frugt end forventet ud fra duften. Der er hindbær, brombær, kirsebær … men også lidt en sjov og saftig sødme, meget friskfrugtagtig, direkte og uden så mange dikkedarer. Det er en meget omgængelig vin, hvor der klart er Ribera del Duero kvaliteter, så klart 4,5 fede fingre og pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg GG, Ahr, TysklandHos Weingut Meyer-Näkel stod de 3 danske vinnørder hver med 4 glas med top Spätburgunder vine … og i det sidste af glassene var det såmænd Meyer-Näkels 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim. Det er en af de bedst beliggende marker ved byen og marken er på samlet 5,15 hektar samt en del af Großlage Klosterberg. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af greywacke, kalksten samt sort og brun skifer.

Den øverste del af Klosterberg er Walporzheimer Gärkammer, og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer og ligger i en højde af 110-180 meter. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Der dyrkes i dag primært Pinot Noir på det meste af Kräuterberg, men der findes dog også en smule Dornfelder og Müller-Thurgau. Tilbage i 1970’erne var marken ellers domineret af Blauer Portugieser, men den er helt forsvundet i dag.

Hos Weingut Meyer-Näkel er deres 2017 Spätburgunder Walporzheimer Kräuterberg Großes Gewächs lavet som de øvrige topvine, altså høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye fade og så 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.

Walporzheimer Kräuterberg har måske den mest balancerede og komplekse duft af de 4 søstervine, lidt grønne urter, røg, kirsebær og hindbær, blommer samt præg fra egefadene med toastede noter, lidt vanilje og meget koncentreret. Vinen har masser af direkte frugt, god surhed og er virkelig frisk, blomstret og en smule maskulin.

Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, blommer, mørk chokolade, masser af krydderurter, meget saftig, har også kraftige tanniner, som giver vinen masser af ryghed, men også får vinen til at virke alt for ung i øjeblikket. Det er en kompleks og kraftfuld Spätbunder med sindssyg intensitet, saft og virkelig lang eftersmag med et tørt mineralsk islæt. WAOW.

Prisen på vingården ligger på 72€ … svarende til 536 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert GG, Ahr, TysklandMeyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs er den vilde stryger i kvartetten … grøn og vild.

Dernauer Pfarrwingert ligger lige ovenfor Dernau by … lige under Hardtberg marken. Det er en meget stejl mark, som har sit navn efter Dernaus katolske Pfarrkirche aka sognekirke, som fortsat er en stor jordejer af bl.a. Dernauer Pfarrwingert. Marken har en sydlig eksponering og en undergrund med greywache, skifer og sandsten, hvilket oftest betyder meget duftende vine med udtalt mineralitet.

Meyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs er lavet som de øvrige topvine, altså høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye fade og så 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.

Næsen er også lidt mere støvet, mineralsk, grøn og vild. Igen den herlige kølige Ahr stil med lidt røg, kirsebær, hindbær, blommer, en præg fra fadene, chokolade, svagt lidt vanilje … men slet ikke så eksplosiv som de foregående vine. Der er i stedet nærmest lidt balsamiske noter, mere krop og mere power.

I munden har Meyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs også mere mørk power, mere kirsebær, chokolade, saftighed, moden syre og flot struktur. Det er fortsat med en frisk syre samt fine, tydelige tanniner, fremragende struktur samt stor koncentration. Det smager sgu bare godt.

Prisen på vingården ligger vistnok på 54€ … svarende til 402 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Neuenahrer Sonnenberg GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Neuenahrer Sonnenberg GG, Ahr, TysklandI den lille virtuose kvartal fra Weingut Meyer-Näkel, så var næste glas endnu en smuk ung top Spätburgunder … nemlig husets 2017 Spätburgunder Neuenahrer Sonnenberg Großes Gewächs.

Neuenahrer Sonnenberg marken ligger længere mod øst i Ahrdalen lige ovenfor Bad-Neuenahr. Marken har selvfølgelig sit navn solbjerget på grund af dens meget gunstige beliggenhed med en optimal sydvendt hældning samt et optimalt mikroklima. Undergrunden på Sonnenberg er både greywacke sten, grå skifer, löss og kalksten.

Druerne til Spätburgunder Neuenahrer Sonnenberg GG er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar, mens vinen efter endt fermentering er lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye egefade og efterfulgt af 6 måneder lagring på flaske. Der er kun omkring 0,1 gram restsukker pr. liter.

Næsen er en smule mørkere end Silberberg … er klart mere urtet og har derudover lidt blæk-noter. Det er dog fortsat klart en typisk Ahr Spätburgunder med nogle af de karakteristiske træk fra området med en herlig syrlighed, lidt røg, frugten måske lidt mørkere, og fadpræget også tydelig med ristet toast, vanilje og chokolade.

Smagen minder på mange måder om foregående vin … virkelig cremet, saftigt og blødt som bare pokker. Sonnenberg er en smule mere tør og mineralsk end Silberberg, hvilket måske også gør vinen mere velegnet til længere lagring. Det smager tæskegodt med en frisk syre, fine og tydelige tanniner, fin struktur og stor elegance.

Prisen på vingården ligger vistnok på 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Ahrweiler Silberberg GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Ahrweiler Silberberg GG, Ahr, TysklandI omgang 2 smagte vi de 4 Spätburgunder topvine fra Weingut Meyer-Näkel og vi startede the battle med denne charmerende Spätburgunder Ahrweiler Silberberg Großes Gewächs.

Ahrweiler Silberberg marken ligger lige mellem Rosenthal og Walporzheimer Kräuterberg og er en satans sejl sydvestvendt mark. Den har formentlig sit navn efter gamle en historisk udgravning af sølvmalm på stedet og under udgravninger har man også fundet gamle smelteovne ved marken, som har en undergrund med löss og greywacke … en speciel stenart.

Vinen er lavet helt traditionelt, men der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den har lagret 16 måneder på barriques, hvoraf en del er nye egefade.

Næsen byder på utrolig let næse, blomster, sorte kirsebær, hindbær, blommer, en klart fadpræg, ristede noter, toast, vanilje, krydderier, måske endda lidt spidskommen, karamel og en smuk indpakket sødme.

Og hvor er det blødt … cremet og blødt som bare pokker. Der er saftighed, feminin elegance, sødme, karamel, en frisk syre samt fine og tydelige tanniner, fin struktur. Vinen er bemærkelsesvis præcis og elegant … den sidder sgu lige i skabet.

Prisen på vingården ligger på 39,00€ … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

Besøg hos Weingut Meyer-Näkel … med udsøgt vine og service

Det tredje stoppested på vores Ahr roadtrip blev hos det respekterede, fabelagtige vinhus Weingut Meyer-Näkel, hvor vi havde booket en aftale med deres salgschef Dennis Appel.

Det besøg skulle også – som de mange andre besøg under vort ophold i Ahrdalen – blive ret fantastisk og endda i to akter over 2 besøg/dage, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Weingut Meyer-Näkel ligger midt inde i Dernau på adressen Friedenstraße, hvor vinhuset i dag har deres vinothek, butik og lokaler til smagninger og sammenkomster. Vinene laves dog ikke længere der, da produktionen er flyttet til et moderne og nyere vineri et lille stykke udenfor Dernau.

Vi ankom til Weingut Meyer-Näkel lige 5 minutter for sent, men fik smidt bilen lige udenfor. Indenfor i vinotheket var der kunder, som smagte lidt vin … men vi blev budt længere ind i det helligste af Dennis Appel og startede besøget med en lille rundtur i vinkælderen, hvor vinene oprindelig blev lavet.

Historien

Meyer-Näkel navnet går tilbage til 1950, hvor Paula Meyer og Willibald Näkel giftede sig. De drev deres lille vinhus med 1,5 hektar vinmarker og adskilte sig dengang fra de andre producenter ved at lave tørre rødvine … i en periode, hvor de fleste vine skulle være meget søde.

I 1982 blev driften overtaget af Paula og Willibalds søn Werner Näkel, som 4. generation af vinbønder. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagendet, og det har han gjort med manér.

Fra starten begyndte Werner at eksperimentere med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han fik også udvidet markerne til de nuværende 13,1 hektar og fik tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og startede så det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe endnu bedre vine.

Han omlagde også produktionen i markerne, således der ikke længere blev brugt sprøjtegifte eller industriel gødning og allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet.

Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm. I 2001 blev en af hans vine kåret som den bedste rødvin i Gault Millau og Werner blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent.

For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til Winzer des Jahres 2004, efter at have haft 6 vine rated med 90 point eller bedre. Werner arbejdere også senere som flyvende vinmagere fra en håndfuld små producenter i både Portugal, Sydafrika samt Spanien.

I 1996 etablerede Werner Näkel også – sammen med vinmageren Neill Ellis – et joint venture med vingården Zwalu i Stellenbosch nær Cape Town i Sydafrika.

Senere i 2000 blev Weingut Meyer-Näkel også medejer af den portugisiske vingård Quinta da Carvalhosa i Duero dalen sammen med Bernd Philippi fra Weingut Koehler-Ruprecht fra Pfalz samt Bernhard Breuer fra Weingut Georg Breuer i Rheingau.

I dag er Werner Näkel dog trådt tilbage, og i stedet er det døtrene Meike og Dörte, som følger i faderens fodspor og de er samtidig ved at sætte deres præg på vinhuset.

De er begge uddannede vinmagere fra Geisenheim i Rheingau og har fået det fulde ansvar i vinhuset … men kan dog trække på lidt hjælp fra Werner eller mor Claudia.

Meike og Dörte har i Ahr i dag samlet 19 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er nok Ahrweiler Silberberg, Dernauer Pfarrwingert, Neuenahrer Sonnenberg og Walporzheimer Kräuterberg. Ellers er markerne spredt ud over 100 små parceller.

Produktionen er primært koncentreret om rødvinene på Spätburgunder og Frühburgunder, selvom der også laves en smule hvidvin. Den årlige produktion ligger på lidt over 100.000 flasker vin og flaskerne bliver nærmest revet væk, når de frigives i april og september.

De to kvinder er venner med Julia Bertram … men de har jo også alle boet i Dernau i hele deres liv. Meike Näkel er – som Julia – også gift med en anden vinmager, nemlig Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal i Baden.

De mødtes sjovt nok i Sydafrika, hvor Markus Klumpp i 2003 var på studierejse og besøgte vingården Zwalu, som Näkel familien – som tidligere nævnt – jo er medejer af.

De blev gift i 2011, men de to vinhuse kører videre fuldstændig separate, dog har de sammen lavet sideprojektet Hand in Hand, hvor de laver lidt vine fra druer fra både Ahr og Baden. Jeg har tidligere skrevet om projektet, da jeg smagte deres 2016 Hand in Hand Spätburgunder.

Meike og Dörte har også en bror Hartwig Näkel, men han arbejder ikke på vingården, men har siden 1990 drevet restauranten Das HofGarten Dernau … hvor man dog helt sikkert kan smage lidt Meyer-Näkel vine.

Smagning akt 1

Efter rundvisningen i de gamle kældre hos Weingut Meyer-Näkel, så satte vi os ved et bord inde bagved i vinotheket. Det var tid til at snakke vin og selvfølgelig smage et udvalg af vinene fra Meyer-Näkel.

Vi overlod valget af vine til Dennis Appel, hvorved vi startede med lidt hvidvine samt nogle af husets røde basisvine på Spätburgunder og Frühburgunder.

Imidlertid var Dennis Appel denne dag en smule presset på tiden, hvorfor han foreslog, at vi delte smagningen op i 2 halvlege … og så kunne mødes igen næste dag, hvor vi i fred og ro kunne nyde husets røde topvine. Den var vi bestemt med på.

Det betød, at vi i første runde smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Wein Lust Weissburgunder
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Ahrweiler Weissburgunder S
  • 2018 Weingut Meyer-Näkel, Illusion Blancs de Noir
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Blauschiefer Spätburgunder
  • 2017 Weingut Meyer-Näkel, Grauwacke Spätburgunder

Dennis fortalte om Weingut Meyer-Näkel, historien og om de vin, som vi smagte. Han var også nysgerrig på vort besøg i Ahr og da vi viste ham vores lille oversigt over besøgene, så greb han resolut telefonen og foretog et par opkald.

Vupti … så havde han omarrangeret et par af vore besøg, således vi ikke skulle køre så meget fra den ene til den anden ende af Ahrdalen. Det var sgu service. Tak for det.

Dennis var også yderst hjælpsom, da vi spurgte ham til råds om mulige gode spisesteder. Han anbefalede os bistroen Weinstein i Bad-Neuenahr, hvor vi spiste om aftenen og han endte også med at booke os ind på den fremragende restaurant Prümer Gang midt i Ahrweiler næste aften, selvom alt vistnok ellers var optaget der.

Det blev et super besøg, hvor vi også drøftede det danske marked for vin og Meyer-Näkels øjeblikkelige mangel på en dansk mportør. Dennis fortalte, at de var i dialog med en mulig importør, men havde endnu ikke besluttet sig nærmere. Vi foreslog et par relevante og mulige importører, hvor Dennis Appel var meget lydhør.

Det bliver spændende at se, hvor vinene fra Meyer-Näkel dukker op herhjemme. Da vi næste dag skulle smage topvinene, og vinene blev smagt i hastigt tempo, så droppede jeg at lave smagsnoter på vinene i den første del af smagningen og valgte så i stedet at koncentrere mig om at lave noter på de røde topvine dagen efter.

Smagningen akt 2

Vi havde aftalt med Dennis Appel, at vi skulle ringe til ham på hans mobil dagen efter mellem to andre planlagte besøg … for vinotheket havde lukket på det aftalte tidspunkt.

Vi gjorde som instrueret og mødte Dennis i det nu  helt tomme vinothek. Han havde gjort klar til smagningen, hvor vi skulle smage deres 2017 Spätburgunder Lagenweine fra 4 forskellige marker, nemlig vinene:

Og for satan, hvor er det lækre vine. Vi blev absolut – lidt overraskende for os selv – mest forelsket i vinen fra Ahrweiler Silberberg GG. Men derudover fik vi også lov til at smage et prøve af en speciel Spätburgunder, som Weingut Meyer-Näkel alene laver til deres allerbedste kunder .. blot et fad af ekstraordinær kvalitet.

Jeg har – som vanligt – ovenover lavet links til mine anmeldelser af de 4 Spätburgunder topvine.

Vi sluttede med at købe lidt vino og trissede afsted efter en stor tak til Dennis Appel for både en god smagning samt hans hjælp.

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Weisser Burgunder, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut J. Neus, Ingerheimer Weisser Burgunder, Rheinhessen, TysklandNu er vi atter tilbage hos den gode Weingut J. Neus, som holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen. Denne gang er det med en hvid Ortswein … en 2018 Ingerheimer Weisser Burgunder.

Weingut J. Neus er er grundlagt i 1881 af Josef Neus og allerede i det 19. århundrede var huset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag, for i 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Og det er netop en Weißburgunder eller Weisser Burgunder, som jeg nu har fået i glasset. Druerne kommer fra marker, som ligger lige overfor de to Grosse Lage marker Pares og Horn. Vinen er spontan gæret i store, nye tonneau egetræsfade og har efter endt fermentering lagret 8 måneder sur lie i fadene.

Næsen er meget let, forsigtig, sart og har først en lille sødme med lidt karamel, melon, fersken, modne æbler, hvide blomster og nogle røgede elementer. Der er også en vis kalket og saltet mineralitet … alt sammen meget diskret, lyst og luftigt.

Smagen passer meget godt til duften … meget smagfuld, men på en blid, delikat og forsigtig måde. Der er mange lag, stor kompleksitet og samtidig pænt med bundtræk, men igen på en langsom, sløv og forsigtig facon. Der er tropisk frugt, pærer, æbler, endda en smule  æblemost, som breder sig eksplosivt langsomt i munden. Syren virker både moden, frisk og som en god dirigent … og musikken spiller smukt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger