Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, Portugal

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, PortugalAdega Ponte de Lima er jeg tidligere stødt på. Det er et stort vinkooperativ og det er derfra, at første hvidvin til smagningen af portugisiske vine på S’vinbar kom fra … nemlig vinen Vinho Verde Loureiro 2020.

Adega Cooperativa de Ponte de Lima, der meget passende ligger i byen Ponte de Lima, der vist er Portugals ældste by.

Kooperativet er grundlagt i 1959 og har 2.000 vinavlere som medlemmer, så det er lidt en større historie. Det betyder, at man samlet får druer fra ikke mindre end 1.800 hektar vinmarker i dalene ved floderne Lima og Vez, mens man på vineriet i Ponte de Lima har en produktion med en årlig kapacitet på 11,5 millioner liter vin.

Her smager vi kooperativets Vinho Verde Loureiro, som selvfølgelig er lavet på 100% Loureiro … ikke så mange dikkedarer, da vinen blot er lavet og lagret på rustfrie ståltanke.

Fin og inderlig næse … hyld, æbler, grape, blomster og stearinlys. I munden en lidt flad smag af lemon, grape og melon. Syreniveauet er forholdsvis lavt, hvorved vinen kommer til at fremstå lille fluffy.

Forhandles af Vinparken, hvor en flaske kan fås på tilbud til 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, Spanien

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, SpanienMed næste vin fra den unge Sonia Costa på Lagar de Costa udfordrer hun lige en tak mere, fortsat med skindfermenteret, ufiltreret Albariño, men nu helt uden fadlagring og tilsætning af svovl … ren naturvin.

Det er med andre ord 100% nøgen Albariño fra en 1 hektar stor mark. Efter høsten smides druerne i ståltanke og gærer spontant med drueskallerne uden tilsætning af hverken gær eller andet skidt. Der er – som nævnt – heller ingen faglagring, men blot aftappet uden hverken gær eller svovl. Der er alene lavet 800 flasker af vinen.

I glasset er der nu endnu mere farve end hos foregående … og jeg siger intet om natpotter eller andet urinalt. Men vinen er også klart mere orangevinagtig og i næsen har vinen nogle af de samme noter som den forrige … sådan lidt tørret ananas og tørret mango, abrikos og kryokoncentreret æbler, overmodne æbler, noget blomstervand, fennikel, solbærblade, estragon samt salvie. Vinen virker meget dog blød, rund, saftig, men man fornemmer også en vis fladhed uden samme syre som forrige Costa vin.

Og sådan smager den vitterlig også … lidt som en karton æblemost tilsat lidt æbleeddike, masser af tørhed, citroner og lemon. Der er til gengæld masser af røg og salt i smagen. Den er – i mangel af en bedre ord – sådan lidt flad i smagen, men har denne saltede og røgede smag med abrikos, æbler og en svag oxideret bitterhed. Det er sgu en vin, som jeg er lidt splittet over … men karakter har den i metermål.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 3 flasker i et særligt tilbud.

Vinanmeldelse 4/7  

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienJeg smagte også skam også Lunadoros topvin Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione i en årgang 2007, men der er vi lige røget på den anden side af de toscanske bakker, når vi snakker modenhed.

Vinen er lavet 9 år inden Schenk gruppen købte vingården, men selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde som 2008’eren, altså på 85% Sangiovese samt mindre andele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er 2007’eren også ganske brunlig og måske endda lidt lysere end sin et år yngre søster. 2007 er generelt en større årgang i Toscana end 2008, men det kan ikke duftes her, for i næsen er vinen ekstremt moden og også – for mig – for overmoden og slet ikke så lækker som 2008’eren. Der er sherry, læder, figner, brunkul, tørv, engelsk lakrids, rosiner og ikke så meget frisk frugt … og man kunne næsten forledes til at tro, at den var hendøende.

Men det er den ikke smagsmæssigt, da smagen heldigvis er anderledes, for den smager bestemt godt. Igen er frugten dog endnu mere moden og en snas mørkere end forventet med sorte kirsebær, ja faktisk masser af kirsebær, kirsebærsovs, brombær, solbær, bitter mørk chokolade, en moden syre og balsamiske elementer. Nogle kan li’ moren og nogle datteren, men her snakker vi bedstemoren … og hun kan jo også være ganske elskelig.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Gewurztraminer Scherwiller, Alsace, FrankrigSå slutter vi lige Millésimes Alsace DigiTasting® messen af og tager samtidig sidste vin fra smagekassen fra Achillée og det blev denne Gewurztraminer Scherwiller 2018.

Druerne er her fra Scherwiller marken. Efter høst har druerne ligget i kort maceration over 4 timer inden de er presset og så gærer spontant på de naturlige gærceller. Som med de øvrige vine fra Domaine Achillée har gæringen været lang og her strakt sig over 5 måneder, hvorefter vinen har lagret en periode i de rustfrie ståltanke.

For satan … nu stinker det af bio bio, naturvin og gamle sokker. Men det er heldigvis på en spændende måde, en del reduktiv med grøn kål, stikkelsbær, masser af grønne urter, roser, lidt peanutbutter, plastikslanger, modne æbler, gurkemeje og karamel.

Smagen er lidt som duften … har en meget svag syre, melon, modne æbler, en del sødme, muskat, hyldebærsaft og en svag samt sødlig bitterhed. Der kommer lidt et lille spark af peber, men det bliver samlet set lidt svagt, kalket og afdæmpet … lidt som en ballon, der ikke er pustet helt op.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Mann, Sylvaner Mouton Bleu, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Mann, Sylvaner Mouton Bleu, Alsace, FrankrigSidste vin i Domaine Mann smagekassen var det blå får … Sylvaner Mouton Bleu 2019 og blev i mine øjne lidt en neutral samt småkedelig vin.

Det er selvfølgelig 100% Sylvaner, som her kommer fra 3 forskellige terroirs i Alsace. Men ellers er vinen lavet som alle de forrige hvidvine fra Mann, altså ved at druerne først presses blidt. Så får dekanteres mosten og får lov at hvile køligt i 24 timer før gæring sker i store rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen lagrer vinen cirka 10 måneder på bærmen og efter filtrering og aftapningen på flaske, så lagrer vi en periode.

Duften er lidt sødkrydret, lidt anonym måske, modne æbler og røg, I munden er vinen ganske saftig og lettilgængelig, fortsat med syre, æbler, æblemost og så svagt lidt citroner.

Fundet herhjemme hos Compagniet, hvor en flaske (2018) koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Ginglinger, Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Ginglinger, Pinot Gris, Alsace, FrankrigDen sidste vin i Millésimes Alsace DigiTasting® kassen fra Domaine Ginglinger var ikke på Riesling, men i stedet husets basisvin på Pinot Gris.

Og … sjovt nok er vinen lavet præcis som de øvrige tre vine, dvs. på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen betegner Ginglinger selv som “sec”, men sukkerindholdet er ikke oplyst. Der er lavet 6.000 flasker af denne vin i årgang 2019.

Tør, svag og lidt neutral duft … nøddet og kalket, kvæde, pærer, safran, let lakridskonfekt og Jolly Time sodavand. Den har samtidig en lille skæv krydret note, sandeltræ og spidskommen.

Smagen er moden, kraftig og krydret. Der er både sødme, en beskeden syre og rustik bitterhed. Den er en Pinot Gris med muskler og kraft.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Ginglinger, Riesling, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Ginglinger, Riesling, Alsace, FrankrigEfter Ginglingers Riesling Grand Cru Ollwiller blev det lidt svært at “komme ned” i denne basisvin 2019 Riesling.

Her kommer druerne fra flere forskellige marker, men ellers er vinen skam lavet på fuldstændig samme måde som de to store og finere søstre.

Det betyder med andre ord, at vinen alene er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter og der er lavet 10.000 flasker af vinen i denne årgang.

Duftmæssigt er det en klassisk, ren Riesling … masser af citrusfrugter, renhed, mineraler og det kombineres med klassiske noter af grønne æbler, fersken, kalk og hvide blomster.

I munden er det lidt samme historie … virkelig en syrebasse, hvor syren er så dominerende, at der ikke bliver plads til et balanceret billede. Der er nærmest ingen sødme, for citronerne er så sure, at de ikke gider at lege med andre … og så må de lege alene.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Pinot Noir Seiler, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en rødvin fra Domaine Boehler og det blev denne 2019 Pinot Noir Seiler og atter fra en af husets mange små Lieu-dits.

Her er den fra en parcel på Seiler marken, der har en jord med kalksten af ​​Muschelkalk typen, der jo er helt perfekt til vinstokke på Pinot Noir. Igen må jeg skuffe med produktion … for jeg har ikke fundet oplysninger om det … udover at vinen har 2 gram restsukker pr. liter og at der er lavet 2.100 flasker af vinen i denne årgang 2019.

Duftmæssigt bliver det en lidt rustik Pinot Noir, krydret, har tørt træ, bitre kirsebær, lidt flæsk og bacon, blæk og grønne grene. I min mund er det en virkelig tør vin, hvor der er godt med tanniner, sort peber, kirsebær, hindbær og så igen godt med krydderier. Den er måske lidt brovten og mangler klart lidt finesse og elegance.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Boehler, Assemblage Thomen, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Assemblage Thomen, Alsace, FrankrigSmagekassen med de små 3 cl. miniflasker indeholdt også en 2019 Assemblage Thomen fra Domaine Boehler … altså en vin lavet på forskellige druesorter.

I dette tilfælde består blandingen af Sylvaner samt Auxerrois Blanc, som Boehler dyrker på deres lille Lieu-dit parcel på Thomen marken i Vallée de la Bruche.

Igen er der slet ingen oplysninger om produktionen, som dog formentlig er sket i store rustfrie ståltanke. Vinen har lidt mere sødme … 4 gram restsukker pr. liter og så er der lavet beskedne 1.300 flasker af vinen.

Næsen er lidt flad, kalket med melon, kamillete, fersken, honning, saftige æbler, hvide asparges og røg. I munden er vinen pænt sød, men igen kommer der en stærk og brændende alkohol snigende, som selvfølgelig gør, at vinen ikke bliver for sød, men omvendt også virker lidt forstyrrende. Der er også en del grape bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Vinarija Stobi, Riesling, Tikveš, Makedonien

2018 Vinarija Stobi, Riesling, Tikveš, MakedonienMakedonien har før vist, at de kan lave god vin … og det gør de igen med denne Riesling fra vinhuset Vinarija Stobi aka Stobi Winery, der ligger i byen Gradsko i Tikveš regionen … nær ruinerne af byen Stobi, der med sine 20.000 indbyggere blev lagt i ruiner og nærmest udslettet af et kæmpe jordskælv tilbage i det 6. århundrede.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 2009 af en af de rigeste forretningsmænd i Makedonien. Det er således også landets mest moderne vinhus med sit helt eget laboratorium, smagerum samt sin egen luksuriøse restaurant under samme tag. Det er et state of the art vineri og har kostet over 150 millioner kroner at opføre.

Vinarija Stobi har samlet 600 hektar vinmarker, hvor man dyrker de hvide sorter Zhilavka, Zhupljanka, Rkaciteli, Riesling, Chardonnay og Muscat Ottonel samt de røde Pinot Noir, Vranec, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Frank, Shiraz og Petit Verdot. Det betyder en årlig produktion på 4,5 millioner liter vin og vinene er opdelt i 4 serier, nemlig Premium, Elite, Classic og Traditional.

Det er vinmageren Andon Krstevski, som er ansvarlig for produktionen. Han er uddannet biokemiker ved universitetet i Bordeaux. Derefter gik turen til Bourgogne, hvor Andon, som den første fra Makedonien opnåede det franske DNO Diplome National d’Oenologie. Siden har Andon haft praktikophold i både Bourgogne, Schweiz og Marlborough på New Zealand. Han har også i en periode arbejde som vinmager på Pape Clement i Pessac-Leognan.

Denne Riesling er lavet med druer fra husets egne marker tæt på vineriet i Tikveš regionen. Vinen er fra husets Classic serie, men der  er ikke ret mange oplysninger om vinen, men mon ikke den er lavet alene i rustfrie ståltanke? Anyway, så går vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der klare petroleum og terpentinske dampe, som i starten overtrumfer frugten en smule … men værd ikke nervøse, for duften af diesel og en ny haveslange fortager sig stille og roligt, hvor der så i stedet kommer frugt med melon, abrikos, lemen og syltede citroner, marcipan … måske endda med en smule fedme.

I munden er der godt med citroner og lemon … lidt grape dukker også frem. Der er pænt med syre, men det er sådan lidt lige ud uden at række helt dybt. Men det giver en frisk vin og man kan da ikke undgå at blive imponeret over, at vinen er fra Makedonien, så Houlberg giver store 4 Thumbs Up med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7