Tag-arkiv: Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2021 Weingut Schloss Schönberg, Silvaner Weißer Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en håndfuld vine fra Weingut Schloss Schönberg til 2020 årgangspræsentationen hos Mr Ruby, men nu smager jeg atter et par vine fra huset og starter med denne 2021 Silvaner Weißer Granit.

Det er sgu en vild vin, som det gode makkerpar Rabea Trautmann og Julien Meissner her har lavet. Der er ikke mange oplysninger om den på vinhusets hjemmeside, men Mr Ruby oplyser, at vinen har gæret med en flor-gær … en gærart med nogle særlige egenskaber.

Gæren er bl.a. anderledes ved, at den kan flyde. Når alt sukker i vinen er omdannet til alkohol, så dør de fleste gærceller i vinen, da deres opgave er løst, men florgæren arbejder videre.

Den lægger sig på overfladen af vinen, lever af ilt og næring fra glycerol og alkohol, som den omdanner til acethaldehyd. Florgæren kendes især fra sherry-produktion … og tilføjer syrlighed til vinen, et karakteristisk saltbid og en let krydret note.

Hvor dufter den godt … er lidt svulstig og samtidig med en nærmest småoxideret, øko-bio, landlig og let gærede og æterisk note. Det er fadpræget med vanilje, ristede nødder samt en juicy æblesaftagtig frugt, hvor æblerne er modne og melede, hvortil der også kommer lidt tropisk frugt med fersken samt blommemarmelade.

I munden er der også denne modne smag … virkelig blød, cremet, fyldig og har en sød og saltet smag af syltet frugt … syltet fersken, kvæde, grillet lemon med en sødbitter note, pærekompot samt en saltet syre, der kan virke lidt maskulin, men egentlig er pænt ren, mineralsk og elegant. Der kommer lidt søde krydderier med lidt safran og så igen moden æblejuice lavet på bitre madæbler, så dermed 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, TysklandFra den legesyge Christian Stahl på Winzerhof Stahl skal vi smage hans seneste basis Chardonnay årgang 2022 fra kalkholdige marker langs Main floden i Franken.

Efter høsten og er der først sket en kølig og kort pre-maceration af druerne inden presning og gæring, som også er sket i ståltanke ved lav temperatur. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, for at sikre en god friskhed … slet ingen egefad.

Der er luftig æbleplantage i næsen … altså undtagen alt jorden, men derudover citrusfrugter af forskellige varianter samt et touch af lidt tropisk frugt med honningmelon, mango og svagt papaya. Vinen har noget vegansk og dæmpet grøntsagsfond noter, der lige gær tingene lidt landlige og småvilde.

I munden er der – som duftmæssigt – heller ingen overfed fadlagret vin, men har i stedet en ren, hvid og klar syre, har småsure madæbler samt citroner af den gule slags. Vinen er ikke totalt rank, men har en let fyldighed, mens nogle stenede mineraler trækker vinen den helt anden vej og kompromiset mellem de to  giver en fin vin og slutter med et bittert grapebid. 90 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, TysklandGert E sluttede festen – eller hvad det nu var – med endnu en tysk Pinot Noir og det var denne Pinot Noir Steinrassel 2020 fra Weingut Mathias Gaul.

Vinhuset ligger på adressen Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Pinot Noir druerne til denne Pinot Noir Steinrassel kommer fra marker med stenet kalkjord i 200 meters højde omkring Asselheim, hvor Matthias Gaul løbende har lavet grøn høst med fjernelse af op til 50% for at øge kvaliteten af de resterende druer. Derudover er druerne sorteret under høsten, hvor kun de bedste anvendes.

Vinen er lavet helt traditionelt i åbne gæringskar med regelmæssig punch-down, Efter endt fermentering er vinen lagret på finporede, franske barriques i mindst 18 måneder.

I næsen er det en lys, luftig og blomstret vin ,.. har violer, gran, nelliker samt en frugt, der er forholdsvis æterisk og lys, blommer, kirsebær, hindbær og jordbær. Det kommer også lidt bacon, læder, noget café latte samt grønne urter … og så fadnoter med vanilje, kanel, og chokolade …. lækker overjordisk.

Smagsmæssigt er der også en lidt lys,  rund og sød Pinot Noir, hvor frugten er masser af kirsebær, rabarber, bitre kirsebær og blommer, pænt med krydderurter, en frisk og stringent syre. 92 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Hammel & Cie, Dirmsteiner Mandelpfad Cabernet Sauvignon, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hammel & Cie, Dirmsteiner vom Mandelpfad Cabernet Sauvignon, Pfalz, TysklandGert E havde gemt en flaske mere fra Weingut Hammel & Cie og det var en Dirmsteiner vom Mandelpfad Cabernet Sauvignon … dog ikke på helt samme niveau som deres Spätburgunder.

Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Den er en vin, der er fra Dirmsteiner Mandelpfad, der jo er en enkeltmark.

Det er ren Cabernet Sauvignon lavet efter Bordeaux som forbillede, hvilket også betyder en gæring og maceration i store gæringskar … og efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på 500 liter franske tonneaux.

I næsen er det en svedig og varm vin, hvor der er sød vanilje, kanel, tunge og sødbrændte fade, sød lakrids, kokos, bacon og grillet flæsk, mens frugten mest er solbær og modne blommer.

Smagen er egentlig meget frugtrig … igen er det klassisk solbær i håb om bordeauxfile referencer, men det bliver bare noget over og bliver alt for sød. Der kommer lidt candyfloss, lakrids og vanilje. Jeg er ikke helt oppe at ringe med denne vin. 87 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Tyskland koster den 17,50€ … svarende til 130 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hammel & Cie, Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandSå stod den derefter på rødvin, hvor første var en klassisk tysk Spätburgunder, nemlig en 2016 Kleinkarlbacher Herrenberg Spätburgunder fra Weingut Hammel & Cie.

Vinhuset ligger meget passende på Weinstraße Süd i Kirchheim i Pfalz og har været drevet af familien Hammel i nu 8 generationer siden 1723.

Det er i dag de to brødre Martin og Christoph Hammel, der står for driften af vingården og deres i alt 62 hektar vinmarker, hvor de 60% er de hvide sorter Müller-Thurgau samt Pinot Gris, Riesling, Chardonnay, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Grüner Veltliner … de røde druer er Spätburgunder.

Udover produktionen af vinen, så har familien også – som mange andre vinbønder – udlejning af nogle ferieboliger.

Denne vin er lavet med Spätburgunder druer fra 30 år gamle vinstokke på marken Kleinkarlbacher Herrenberg, som ligger på en sydskråning og har undergrund med høj andel af grus. Den er lavet helt klassisk og lagret på både barriques og tonneau fra lokale både lokale bødkere og nogle i Bourgogne.

I næsen er der sød hestestald og virker læskende saftig med modne kirsebær, hindbær, brombær og ribs. Derudover er der grønne urter, blæk, kakao, nelliker, gran, røg, violer og mandler. Der kommer også mælkede og flæskede noter samt fadnoter … godt med fad, cedertræ samt vanilje, kanel og lakridskonfekt.

Smagen har godt med elegance på en noget kødfuld måde, men det leveres fløjlsblødt med saftig frugt, der er sødsyrlig med læskende kraft, krydderier, peber, nelliker og lidt sødme. Det er virkelig en Spätburgunder, som overrasker på bedste vis. 93 point.

Forhandles af Whisky.dk, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Nik Weis, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Nik Weis, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, TysklandDen næste vin, som Gert E hev frem fra gemmerne, var denne Ockfener Bockstein Riesling Grosses Gewächs 2018 fra Weingut Nik Weis.

Nik Weis driver sin vingård, der også kaldes St. Urbans-Hof på Urbanusstraße i Leiwen et par sving på den smukke Mosel flod før Piesport. Der var oprindelig Niks bedstefar Nicolaus Weis, der grundlagde Mosel vinhuset i 1947 og samtidig etablerede en privat planteskole for drueavl, hvorved han kunne forsyne flere lokale producenter med de bedste vinstokke med Riesling druer.

Nik Weis er 3. generation og han overtog driften fra sin far Hermann Weis efter først den sædvanlige uddannelse på Geisenheim og så en efterfølgende uddannelse i både Champagne, Californien, Canada samt hos et par producenter i Nahe.

I dag har Nik Weis 45 hektar vinmarker ved både Mosel og Saar, hvor de bedste marker helt klart er Ockfener Bockstein, Piesporter Goldtröpfchen, Liewener Laurentiuslay, Mehringer Laylet og endelig Schodener Saarfeilser. Og alt er næsten udelukkende Riesling.

De ældste vinstokke er plantet mellem 1890’erne og 1905, mens de samlet set er gennemsnitlig 60 år gamole. Den årligt produktion er på 300.000 flasker og i kælderen har Nik hjælp af Kai Hausen og Rudolf Hoffmann.

Her smager vi en Riesling fra Grosse Lage marken Ockfener Bockstein, der ligger i en lille sidedal af Saar og har vinstokke, der er 40-60 år gamle. Vinen er lavet på ren stål med spontangæring og skulle blot være lagret på stålfadene sur lie.

I næsen er der fra første snif godt med diesel, petroleum, olievædet tvist, terpentin og totalt vild på TDN, men absolut på den fede, lækre og tiltrækkende måde. Frugten er citroner, grillet citron, kandiseret frugt, mango, fersken, abrikos og modne æbler. Man fornemmer sgu allerede i duften, at det er stor vin.

På tungen smelter vinen nærmest, for den er så blød og cremet med fyldig, smørfed og smækker krop. Frugten virker saftig, læskende og næsten likøragtig, men har samtidig noget lemon bitterhed. Den har også denne forførende opulente syre, så 95 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Salwey, RS Weissburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Salwey, RS Weissburgunder, Baden, TysklandTil en ret med helleflynder havde Fru Larsen valgt en fin 2019 RS Weissburgunder fra altid fantastiske Weingut Salwey.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset.

Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

RS vinene hos Salwey er sådan lige niveau mellem basisvine samt Große Gewächs vinene. Denne RS er på Weissburgunder aka Pinot Blanc og 70% af druerne stammer fra nogle velbeliggende marker i Oberrotweiler Käsleberg, mens de sidste 30% stammer fra Grosse Lage markerne Henkenberg og Eichberg, der begge domineres af vulkansk jordbund.

Druerne til vinen presses nænsomt i 8 timer, inden vinen har gæret ved høj temperatur på 1.200 liter egetræsfade. Efter en malolaktisk gæring lagrer vinen sur lie 18 måneder på de samme egefade, inden vinen tappes uden filtrering.

Egetræet der anvendes hos Salwey stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Fadlagring rammer næseborene med fed styrke, godt med fad, lakridskonfekt, røg, opulent, fed og fyldig næse, nødder, brændte hasselnødder og klart til den overvældende side, hvor de skygger en smule for frugten … men Pinot Blanc kan også godt være lidt neutral eller anonym, men der er dog lidt melon og fersken.

I munden er vinen dog ikke helt så fed, men mere rank og frisk med gule æbler, citroner og lemon … har denne leverende friske syre, der spiller godt sammen med helleflyderen … meget ren med et stenet, mineralsk bid. 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Chardonnay, Pfalz, TysklandVi skal igen et smut tilbage til den gamle og traditionsrige Rüttger familie i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz og nu er det med deres Neuleininger Feuermännchen Chardonnay årgang 2021.

Druerne kommer fra to parceller med 30 år gamle vinstokke på den kølige og kalkstensholdige enkeltmark
Feuermännchen i det nordligste Pfalz.

Vinen er lavet i kølig stil, så den er med temperaturstyret gæring og efterfølgende lagring på ståltanke … altså helt uden at bruge egefade på nogen som helst måde.

Det er i næsen honningmelon, modne æbler og pærer, lidt fersken samt ananas, er let buttet med brunet smør, kokos, en smule nødder, men er eller bestemt ikke totalt overdone.

I munden er det bestemt fortsat Chardonnay og har en god syre, lemon, grape og citroner, meget saftig, har lidt spark vis syren samt lidt peber, men det er samtidig leveret blødt og behageligt. Det er en rigtig god tysk Chardonnay, som leverer fra første sip … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Alte Reben Chardonnay, Baden Tyskland

2020 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Alte Reben Chardonnay, Baden TysklandÅrgangspræsentation 2020 hos Mr Ruby sluttede med Weingut Bernhard Hubers Malterdinger Alte Reben Chardonnay.

Vinen er lavet på druer fra vinstokke, der er over 40 år gamle og alene franske Dijon kloner fra nogle af vinhusets Grosse Lage marker.

Efter manuel høst er druerne presset og gæring sket i franske egefade, hvcor 30% af fadene er helt nye. Efter endt fermentering har vinen så også lagret på samme fade i 18 måneder sur lie inden endelig aftapning på flaske.

Det er sgu fremragende Chardonnay … animalsk, grøn, vild og har både fersken, pærer, citroner, lemon, croissanter, valnødder, salte noter, røg og ellers pænt med fad … florale hints, let reduktiv med olieret og kølig stil, vanilje og varmende smørfrakke.

I munden er der kraft og så alligevel klar burgundisk, meget smagfuld og næsten aromatisk i smagene. Der er pærer, melon, grape, lemon og grønne æbler,. god og stram, syre, røg, toast, sten og salte mineraler. Kompleks og dyb, blød og samtidig skarp og har så en vild lang eftersmag. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, TysklandJeg smagte endnu en Chardonnay fra Weingut Jülg … intet mindre end topvinen Opus Oskar Chardonnay og den var selvfølgelig også i årgang 2020 og er en vin, som jeg endda før har smagt i årgang 2019.

Opus Oskar er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med den sødme, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.

Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … også i denne 2020 Opus Oskar Chardonnay.

Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.

I næsen er det lækkerier af flydende nøddenektar, masser af fad, olieret fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte, dåsepærer og fersken, men derudover har vinen også en klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte,  blomstervand, røg samt brændt træ. Fadnoterne er tydelige og skygger lidt for frugten, men det er også kun lidt, for alt er fint doseret.

Smagsmæssigt er vinen så rund, blød, cremet og olieret … men sammen med en saltet mineralitet. Der er både pærer og fersken, lidt tropiske frugter suppleret citroner samt en krydret sødme, en meget blød syre og alt med svulstig finesse og sarthed. Hvor smager vinen dog imponerende. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7