Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, Tyskland

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, TysklandMartin fra Extra Brut Vinimport har fundet en lille spændende mikroproducent i det store – og nogle gange kedelige -Württemberg område, nemlig Weingut Roterfaden og derfra smager vi deres tørre Riesling.

Det lille vinhus, der drives af Johannes Hoffmann – som blot kaldes Hannes – samt hans græske kæreste Olympia Samara. Det er de smukke mennesker, som I kan se på billedet ovenover. De mødte hinanden under deres studier til vinmagere på universitetet i Geisenheim og blev straks forelskede.

Efter endt uddannelse studerede de vin i den store verden med ophold i både Frankrig, Californien og specielt Østrig, da de begge deler en stor kærlighed for vine på druen Blaufränkisch, der jo i Tyskland kaldes Lemberger.

Arbejdet hos de forskellige vinproducenter øgede kun deres ønske om deres eget vinhus, så derfor overtog de i 2014 Hannes’ bedsteforældres gamle vinbrug lidt udenfor den lille by Roßwag ikke langt fra byen Vaihingen an der Enz … den 112 kilometer lange flod, som er en af Neckars bifloder i Baden-Württemberg.

Bedsteforældrenes havde altid leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det unge par havde andre planer og grundlagde således Weingut Roterfaden, hvor de siden 2015 har lavet vine fra deres små 2 hektar vinmarker med Riesling, Spätburgunder og selvfølgelig Lemberger. Jordbunden er kalkholdig med Muschelkalk og vinstokkene står på terrasser på de stejle marker.

Vingården Weingut Roterfaden er også renoveret med hjælp fra parrets venner. Det er sket med et design domineret af træ og ler for at understrege det naturlige look og parrets naturlige tilgang til vinproduktion.

Deres mål er nemlig at lave vin, der smager af terrior og af området, så alt dyrkning sker efter biodynamiske principper uden gødning og alene med egen kompost.

Vinene laves også uden tilsætning af gær, og hos de bedste røde sker presningen ved at trampe i druerne. Der filtreres heller ikke og der anvendes alene begrænset svovl. En ganske lille produktion på samlet omkring 4.500 flasker om året.

Denne Riesling Trocken fra Weingut Roterfaden er – som de andre vin fra parret – lavet med så lidt indgriben som muligt. Det er med spontangæring og derefter lagret 11 måneder på fad, hvorefter vinen flaskes ufiltreret og alene med en lille knivspids svovl.

Og i glasset er det da også en smuk grumset væske … nærmest som et akvarium, som ikke er passet i sommerferien. Men det dufter nu ganske anderledes … af syrlige æbler, æbleeddike, hyben, hundelegetøj af gummi, flæsk, tang, saltkaramel og derudover er man ikke i tvivl om en biodynamisk tilgang. Det dufter af både landlighed og en smule fad. Duften er lidt anderledes end Riesling normalt, men fandens interessant.

Smagen er både grape, friske og nærmest umodne æbler, syrlig og vedkommende frugt, en kande æblemost, en vase med blomstervand og tørre krydderier. Der er noget virkelig organisk over vinen … noget oplivende ved vinen og det er svært at tro, at det virkelig er fra Württemberg. Sjovt nok bliver vinen med at vinde i glasset, så take your time. Vinen er nærmest som en frisk sorbet mellem to retter … opfriskende. Daddy likes it.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Crescentia Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Crescentia Riesling Trocken, Rheingau, TysklandDann sind wir wieder … hos Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach og denne gang med deres 2016 Steinberger Crescentia Riesling Trocken.

Kloster Eberbach har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg besøgte vingården sidste under … i blogindlægget Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter. Derudover har jeg også skrevet lidt om Steinberg marken, nemlig da jeg drak den imponerende 2009’er Steinberger Riesling Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller.

Vi nøjes derfor nu alene med at se nærmere på denne 2016 Steinberger Crescentia Riesling Trocken, som er købt på mit besøg på vingården.

Druerne til vinen kommer fra marken Steinberg, som er den ældste, største og mest værdifulde vinmark for Kloster Eberbach og ligger lige ved det nye vineri, som I kan se på billedet ovenfor.

Det omfatter både produktionslokaler, kælder samt det moderne vinothek i glas med en forrygende udsigt udover bl.a. Steinberg marken. Høstudbyttet er på omkring 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionelt, men jeg kan ikke finde andre oplysninger om produktionen i øvrigt. Vinen har dog omkring 5,5 gram restsukker pr. liter.

Den virker ikke helt så præcis, som da jeg smagte vinen på vingården, men den burde nok også ligge nogle år. Næsen er friske grønne æbler, pærer, abrikos, noget røget, blomster og virker lidt støvet, blid og tilbagelænet i aromaerne. Det bliver aldrig helt dybt eller med nogle af de helt spændende noter, som Riesling kan give.

I munden er vinen faktisk også lidt tilbagelænet, men byder på en tør mineralitet, citrus, lemon og blid syre. Vinen er meget blid og i øjeblikket måske en kende anonym, selvom sådan en flaske i det houlbergske hjem ikke holder lang tid.

Købt på vingården til 11,40€ … svarende til 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, TysklandSå er vi sgu igen hos Weingut Schmitges … Propperiets fantastiske Moselwinzer, som jeg tidligere begejstret har skrevet om her på Houlbergs Vinblog, sidst da jeg smagte deres sprøde 2017 Riesling vom Haus.

Læs mit tidligere blogindlæg, hvis du vil vide mere om Weingut Schmitges fra hovedgaden – Hauptstraße – i Erden. Her kigger vi i stedet nærmere på denne 2015 Crémant Riesling Brut, som jeg dog også har smagt og skrevet om tidligere … blot i foregående årgang.

Vinen er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken. Den er lavet med blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

Der er godt med æbler i duften … nærmest æblekompot, gæret dej, citrus, toast og UHA det dufter godt. Der er også lidt fersken, blomster, feminin parfume, svag note af ristede hasselnødder samt lidt mineralitet. Det er virkelig forførende lækker aroma.

Som sidst er boblerne friske … men heldigvis ikke overfriske eller totalt aggressive. Det er blød og meget smagfuld crémant, hvor der er en fin balance mellem syre og søde.

Det bliver ikke for sødt, for vinen er fortsat til den tørre side og det er kombineret med lidt citrus, mineraler samt æbler og pærer.  Synes endda, at 2015’eren er endnu bedre end 2014’eren … og samtidig er det langt bedre end mange dyrere champagner.

Forhandles af Propperiet, hvor 1 flaske koster 249 kr., mens prisen er 199,20 kr. ved køb af 3 flasker,

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Fritz Allendorf, Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs, Rheingau, Tyskland Selvom denne Rheingau Winkeler Hasensprung Riesling Großes Gewächs fra Weingut Fritz Allendorf ikke kommer i den smukke Rheingauer Flöte flaske, så er flasken lige så eksklusiv med navnet på vinhuset præget i flasken samt en smuk, elegant etiket med skrift i guld.

Vinen købte jeg tilbage i oktober i Weingut Fritz Allendorfs lille butik, der ligger i smukke Rüdesheim, selvom selve vinhuset selv holder til i Oestrich-Winkel små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Det nåede jeg desværre ikke at besøge.

Weingut Fritz Allendorf er grundlagt tilbage i 1773 af Philipp Anton Allendorf, og drives i dag fortsat af Allendorf familien, nemlig af søskendeparret Ulrich Allendorf og Christine Schönleber og deres respektive familier.

Ulrich – kaldet Uli – står for vinproduktionen sammen med Christines mand Josef Schönleber samt Christines og Josefs ældste søn Max Schönleber,

Max blev i 2012 uddannet ønolog fra Geisenheim og har derudover arbejdet hos Bernhard Huber i Malterdingen i Baden og der lært en del om produktion af specielt Spätburgunder vine.

Christine Schönleber – som så kaldes Christel – står for beværtningen på deres ejendom Georgshof, som familien byggede i 1963 ude midt i vinmarkerne.

Der kan man både nyde vinene fra Allendorf, bestille småretter og komme ind i husets Weinerlebniswelt … hvor besøgende kan lære lidt om de forskellige marker, jordarter og endda nyde vinene i forskelligt farvet lys for at fremhæve elementer eller detaljer i vinene.

Herudover driver familien også den lille butik i Rüdesheim samt bistroen/restauranten/vinbaren Brentanohaus i Oestrich-Winkel i en gammel historisk bygning opført i 1751.

Ejendommen var oprindelig sommerresidens for familien Brentano og familiens venner, bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, brødrene Grimm og Freiherr vom Stein. Efter sigende skulle Goethes soveværelse stadig stå fuldstændigt originalt for bevis for den glorværdige fortid.

Sammenlagt er Allendorf i dag et større familieforetagende og et af de største huse i byen. Uli og Christels mor Lotte lever fortsat og er således ældste generation for 4 børn, 9 børnebørn og 1 oldebarn. Dermed en ganske stor familie. Og flere af de unge børnebørn regner også med at gå vinvejen.

Familien har sammenlagt 75 hektar vinmarker og er dermed et af de største familie drevne vinhuse i Rheingau. De vigtigste marker er Winkeler Hasensprung og Jesuitengarten, Oestricher Lenchen, Geisenheimer Mäuerchen, Rüdesheimer Berg Rottland og Berg Roseneck samt Assmannshäuser Höllenberg og Hinterkirch … alle dejlige navne for vinelskere.

Her har vi netop en Großes Gewächs Riesling fra marken Winkeler Hasensprung. Marken ligger tæt på Schloss Johannisberg og har sit navn fra dyreverdenen, idet hasen betyder hare … og var symbol på frugtbarhed. Dermed var planterne så store, at kun en hare kunne springe over dem … deraf navnet Hasensprung, altså harespring. Vinen er lavet i store egefade,

Næsen er parfumeret … petroleum, benzin og diesel i en skøn brændstofblanding. Det er klart før hybrid og elmotorens tid. Der er godt med melon, lidt salt, blomster, honning og vinen er nærmest lidt omklamrende i aromaen … og det er lige før det bliver for hyggeligt. Der fornemmes en vis fedme i vinen.

I munden er det også en fyldigere Riesling med et lille bittert bid, citron, syre, salt, mineraler og en vis sødme. Det er cremet med honning, så vinen fremstår fed og fuldmoden. Det smager godt uden at vi rammer Rieslingloftet, Men sådan en Riesling kan man altid drikke.

Købt i hos producenten til 25€ ,,, svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Schmitges, Riesling vom Haus, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Schmitges, RieslingVom Haus, Mosel, TysklandRiesling rimer på Mosel … og Mosel er i høj grad Rieslingens højborg, så hvorfor ikke nuppe en sprød, dugfrisk 2017 Riesling vom Haus fra testkassen fra Propperiet og en spændende Moselwinzer, nemlig Weingut Andreas Schmitges eller blot Weingut Schmitges, som der står på etiketten.

Schmitges familien holder til på hovedgaden – Hauptstraße – i byen Erden, som ligger i skønne Mosel, lige op ad floden i det store sving mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach, så jeg har sgu sejlet forbi den gode vingut, da jeg besøgte området for et par somre siden.

Vingårdens historie går tilbage til 1744, men har gennem 6 generationer været ejet af Schmitges familien. Det er i dag Andreas Schmitges, som ejer vingården, som han sammen med hustruen Waltraud overtog i 1990 fra farmand Heinrich Schmitges.

Da Andreas overtog familiens vingård, så var den drevet meget traditionelt, men det er i dag ændret … både i udseende, men endnu vigtigere i omdømme grundet et stort kvalitetsmæssigt løft. Via innovativ udvikling har vinhuset opbygget en solid kundekreds og et ry som en Mosel producent, som skiller sig ud i mængden.

I dag hjælper parrets ene søn – og næste generation – Kilian far Andreas med produktionen, mens hustruen Waltraud Schmitges står for salget, kontakt til kunderne og passer husets vinbar / Vinothek / smagelokale.

Andreas – som I kan se på billedet ovenover – har samlet 10 hektar vinmarker på stejle skråninger ned til Mosel floden.  De bedste parceller har huset på de legendariske Große Lage marker Erdener Treppchen og Erdener Prälat … historiske og særdeles stejle marker.

Markerne ligger faktisk lige i forlængelse af hinanden, således Erdener Treppchen ligger ovenover Erdener Prälat overfor byen Erden. Markerne er endda så stejle, at der fra gammel tid er bygget trapperne ind i den skifterholdige jord for at hjælpe markarbejderne med at nå vinstokkene.

Så det er jo meget passende, at Andreas Schmitges kaldes en vaskeægte Steillagenwinzer. Erdener Treppchen har således en hældning på mellem 50 og 80%. WFT? Og fra toppen af Erdener Treppchen er der en vidunderlig udsigt over byerne Lösnich og Wehlen.

Udover husets egne marker, så opkøber Weingut Schmitges også druer fra 4 hektar vinmarker tilhørende andre vinavlere i byen, således det samlede produktionsareal udgør 14 hektar.

Det giver Weingut Schmitges en årlig produktion på omkring 80-100.000 flasker vin, og hovedparten – omkring 80% – er selvfølgelig Riesling … sprøde, mineralske Mosel Riesling af bedste skuffe. Udover Riesling dyrker Andreas også sorterne Rivaner, Weißburgunder, Grauburgunder samt Spätburgunder og laver bl.a. også lidt mousserende vine.

Schmitges er ikke medlem af VDP, men i stedet medlem af Bernkasteler Ring, som er en sammenslutning af 34 af de bedste producenter ved Mosel … Die Riesling Weingüter. Sammenslutningen omfatter også producenter som Markus Molitor og Dr. Pauly-Bergweiler … blot for at nævne nogle få.

Udover vinproduktionen har familien selvfølgelig også lidt værelsesudlejning … skønne værelser, hvorfra der er udsigt udover markerne Erdener Treppchen, Erdener Prälat samt Ürziger Würzgarten.

Nå, men her har jeres flittige vinblogger altså fået lidt Riesling vom Haus i glasset, Det er ikke en vin, som fremgår af husets hjemmeside, for der har de godt nok en Riesling vom Berg, som er en feinherb … men ikke en Riesling vom Haus.

Riesling vom Haus er nemlig specielt lavet til Propperiet, og druerne er opkøbt hos andre vinavlere i området. Vinen er gæret ved lav temperatur for at trække gæringen i langdrag og give den færdige vin blomst, lethed og mineralitet. Selvom det er en tør – trocken – vi, så er der alligevel 8,8 gram restsukker pr. liter og dermed ikke så langt fra halbtrocken, der normalvis starter ved 9 gram restsukker.

I glasset er vinen ved første skænkning – lige åbnet – herligt grumset eller ufiltreret, men den falder dog ganske hurtigt til ro og bliver helt klar og er faktisk endda til den lysere side … meget lys og bleg. Men hov … det er sgu intet galt i at være bleg.

Uha, hvor det dufter godt i næsen. Det er frisk blomstereng, en smule astronaut-is, grønne pærer, mango, lidt appelsiner og citroner, melon og kvæde. Duften er sådan lidt berusende, let og frejdig som en ung pige. Sødmen fornemmes svagt. Man bliver bare glad.

I munden er vinen frisk med et lille bittert bid af grape – puf. Men der er også en pæn frugtsødme, som gør at smagen breder sig godt i munden. Det er pænt afbalanceret med smag af æbler, grape, mandler og mineraler. Syren og det stenede, mineralske sikrer et lille rap af kæppen og holder sødmen i arve … fint og præcist. Højt niveau af en husvin og til prisen en total no-brainer.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens du får 33% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 79,73 kr. Ikke ringe.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandHvor er flasketypen Rheingauer Flöte dog smuk … mørkegrøn, slank, 35 cm høj med lodrette kanter på flaskehalsen. Og når den omklamrer lækker Lorchhäuser Seligmacher Riesling væske fra Weingut Sohns, så flasker tingene sig sgu … so to speak.

Selv hustruen min er vild med både flasken og indholdet, så jeg har meget passende placeret den sexede Rheingauer Flöte foran et af hustruens mange malerier, som vort hjem nærmest flyder over med. Og det er såmænd sagt på den allerpæneste måde, Hun er efterhånden blevet ret skrap til at fabrikere smuk kunst.

Nå, men vi er jo igen hos Weingut Sohns, som jeg sammen med et par stykker fra byggesjakket besøgte på vores roadtrip til Rheingau i oktober sidste år. Det besøg hos Weingut Sohns kan du læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende.

Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som jo ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men alene navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,2 gram pr. liter, hvilket dermed gør vinen lidt mere tør end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, som jeg sidst drak fra Sohns.

Fra denne Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken Rheingauer Flöte fløjter det ud med god Riesling aroma … æbler, ingen petroleum endnu, men måske alligevel en lille antydning, hvilket lover god for udviklingen. Derudover lidt estragon, kørvel, et svag nøddet element, krydderier og der er en vis friskhed over vinen. Derudover nogle mineralske aftryk … og det er samlet set en næse, som ikk’ er umiddelbar, men løbende åbner sig for den tålmodige.

I munden har vinen en sød, lille og delikat fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Ved første sip tænkte jeg, at den måske have et knappenål for megen sødme, men den tanke fortager sig hurtigt. Imidlertid er vinen blid, rund og meget behagelig. Der fornemmes også lidt kalk og sten, som lige titter frem og jeg synes overordnet, at den er bedre end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr. Det er faktisk vildt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, TysklandSå er vi der sgu igen … hos Domänenweingut Schloss Schönborn aka Graf von Schönborn og her med en frisk 2016’er Rüdesheimer Riesling.

Vinen er hjembragt fra et besøg på vingården sidste efterår … det besøg kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor. Der kan du også læse lidt om historien om vinhuset, som ejes af familien Graf von Schönborn, der laver vin i både Rheingau, Franken samt Portugal.

Rüdesheimer Riesling er en Ortswein, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker i Rüdesheim, nemlig markerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Bischofsberg og Berg Rottland … selvom de fleste dog kommer fra Bischofsberg.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en kold fermentering. Lagret sur lie i tankene i 8 måneder. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12%.

Du overraskes først af farven på vinen, som er glasset er meget, meget lys. Duften er gule Golden Delicious æbler, mirabeller, kiwi, fersken og kvæde med en fin, rund og letkrydret aroma. Der er en sød intensitet med et lille animalsk islæt. Der er ingen petroleum … men det er jo også helt ung, frisk Riesling.

I munden er vinen blød, behagelig … fortsat hvalpet med god fylde med fin balance mellem syre, sødme og bitterhed. Der er saftighed, sødme og smager ganske fin.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Boeckel, Riesling, Alsace, FrankrigI et smuk, gammel bindingsværksejendom midt i den alsaciske by Mittelbergheim finder vi vinhuset Domaine Boeckel, der står bag denne Riesling.

Familien Boeckel har boet i byen i over 400 år. I 1853 grundlagde Frédéric Boeckel vinhuset, som i dag fortsat drives af familien … nu ved 5. generation i form af brødrene Jean-Daniel og Thomas Boeckel. De driver huset 23 hektar vinmarker, som ligger omkring Mittelbergheim og byerne Andlau, Barr og Eichhoffen.

De bedste marker hos Boeckel er grand cru markerne Grand Cru Zotzenberg og Grand Cru Wiebelsberg, men også markerne Clos Eugénie og Brandluft hører til blandt husets perler.

Alle marker hos Domaine Boeckel er certificeret økologiske, men udover druer fra egne marker, så opkøber brødrene Boeckel også druer fra omkring 20 hektar hos andre vinavlere i området. Det giver en årlig produktion på omkring 350.000 flasker vin, hvoraf 100.000 af flaskerne er Crémant.

Denne Riesling er husets entry-level Riesling, hvor druerne jo forventelig er nogle af de opkøbte. Druerne presses i husets pneumatisk presser, hvorefter vinificeringen sker i store, gamle egefade, men uden særlig lang lagring.

Næsen er lettere sødlig med en lille ferskenagtig næse, svagt nøddet med en grøn champagnebrus ispind, men ellers lidt anonym. I munden en blanding af sødme og bitterhed … der mangler klart noget syre, hvorfor det bliver lidt blødsødent og ikk’ særlig koncentreret.

På Uvinum står sådan en fætter til 103,69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, TysklandVi startede årets første byggemøde med en lille trio af vine fra Weingut Christian Bamberger, hvor første strofe var en Riesling fra CB1658 serien.

Weingut Christian Bamberger holder til den stenhårde vingård Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe. Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Og som I kan se på billedet ovenfor, så er Christian nu en voksen vinmager og har siden 2004 drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar marker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. en Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Men her er det altså en almindelig tør Riesling, som dog umiddelbart ved første sip rummer en del sødme. Druerne kommer fra husets marker i Schlossböckelheim, hvor jorden er præget af ler, löss, kvarsit og forskellige typer sandsten.

Jeg har dog ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 5 gram restsukker pr. liter, så det er stadig en tør vin pænt under grænsen på 9 gram.

Næsen er fersken, abrikos, kvæde, frugtsten, lidt papkasser og en lidt tilbagelænet sødme. Smagen er også fersken samt abrikos med lidt citron og en vis afdæmpethed uden den store intensitet. Det bliver aldrig stramt eller skarpt, og med både sødme og lidt bitterhed løber det lidt ud i sandet.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 7,50€ i Tyskland, altså omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, Frankrig

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, FrankrigEt Riesling skrald er også nødvendigt i et vinøst bombardement af store vine. Det blev løst med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein fra det alsaciske vinhus Albert Boxler.

Albert Boxler har jeg smagt flere gange og altid været begejstret for, men det er tilsyneladende længe siden, for jeg har aldrig skrevet og anmeldt en vin fra Albert Boxler her på Houlbergs Vinblog. Men det råder vi således bod på med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein aka Sommerberg D, som er topvinen i vinhuset.

Vinhuset Albert Boxler ligger i den lille by Niedermorschwihr omkring 8-9 kilometer nordvest for Colmar – lige på vejen mellem Ingersheim og Trois Épis … ja endda på adressen Rue des Trois Épis 78.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1946 af Albert Boxler, som efter 2. verdenskrig vendt tilbage til Niedermorschwihr fra Montana i USA. Han kom selv oprindelig fra den lille by, som hans forfædre havde slået sig ned i efter emigration fra Schweiz tilbage i 1673.

Familien Boxler havde bl.a. i Niedermorschwihr dyrket druer og Albert Boxler startede med at høste 1946 afgrøderne og – som den første i familien – at flaske egne vine, som blev prydet med en etiket, som var tegnet af hans fætter. Det er i øvrigt den etiket, som stadig er på alle vinene fra Boxler.

I dag er det 3. generation i form af Jean Boxler, som driver vingården. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog driften af sin far Jean-Marc i 1996, men begge – både far og søn – kan tillægges æren af, at vinhuset i dag rangerer blandt de 10 bedste producenter i Alsace … i hvert fald ifølge mange anmeldere. Boxler nævnes ofte i sammenhæng med producenter som Marcel Deiss, Zindt-Humbrecht, Ostertag og Domaine Weinbach.

Jean Boxler har samlet 13,8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru markerne Brand og Sommerberg er juvelerne og passes efter økologiske principper, selvom domænet ikke er certificeret. Jean er dog så perfektionistisk, at han har opdelt Grand Cru marken Sommerberg i forskellige områder, herunder Scheibenberg, Eckberg og Dudenstein, hvor sidstnævnte er det absolut bedste stykke med de ældste vinstokke.

En anden gren af Boxler familien er også vinbønder i Niedermorschwihr, nemlig Domaine Justin Boxler, selvom de reelt ikke har helt samme anerkendte niveau som Albert Boxler.

Nå, men denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein er altså topvinen fra Boxler, hvor stokkene er omkring 65-70 år gamle, en jordbund med granit over kalk og beliggende 280-300 meters højde, selvfølgelig stejl som en væg og med sydøst eksponering. Der høstes også alene beskedne 30 hektoliter pr. hektar til denne vin.

Vinen laves fuldstændig traditionel som i gamle dage, dvs.  druernes naturlige gær, hviler koldt efter presning og er fermenteret i store foudres uden malolaktisk gæring, idet syren simpelthen er for høj til, at den malolaktiske gæring kan gå i gang.

Denne 2015’er har Parker ratet til 94 point og Decanter til 96 point, men der er også stor forskel på, hvilken af vinene fra Sommerberg, at folk egentlig foretrækker og sjovt nok har Parker givet 94 point til den almindelige Sommerberg fra 2015, som jo koster en anelse mindre … men sådan er der jo så meget.

Og uha, hvor det dufter godt … en meget rig og luftig ladet aroma loadet med frugt, æblesyre, pærer, blomster, mineraler og samtidig både komprimeret samt svævende. Det er virtuost klaverspil på de lyseste og højeste tangenter.

Smagsmæssigt er der samme lethed over vinen, dog blev jeg lidt overrasket over, at vinen er – som forventet – efter vild tør, men faktisk har en smule honningsødme, men ellers mineraler, forførisk frugt og fint, feminint, elegant balanceret. Det er flot nu … men lad den endelige ligge i mindst 10 år, så skal du se! Der er meget i vente.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7