Den tredje hvidvin fra Tenuta Antonini er lavet på 100% Pecorino, der måske nok lyder mest som en ost, men her en hvid druesort, der findes i de østlige kystregioner i Italien … især i Marche og Abruzzo.
Men rolig nu, for Pecorino er faktisk også er navnet på en italiensk ost, hvilket giver god mening, da Pecorino betyder lille får.
Man mener dog, at druen Pecorino har fået sit navn, fordi den var en favorit godbid for fåreflokke, der blev drevet forbi vinmarkerne med Pecorino vinstokke. Men sjovt nok, så er Pecorino ost tilfældigvis et overraskende fremragende madmatch for vine på Pecorino.
Pecorino er en gammel og historisk druesort, som er dyrket i Marche i over flere hundrede år, men på grund af lave udbytter, så blev druen løbende erstattet af mere produktive sorter som fx Trebbiano og var derfor tæt på at uddø i midten af det 20. århundrede.
I 1980’erne blev Pecorino dog reddet af en lokal vinproducent, der undersøgte en række lokale sorter og fandt nogle glemte vinstokke på en gammel tilgroet vinmark.
Der blev avlet på nogle af stiklingerne og kunne i begyndelse af 1990’erne starte fremstilling af vine på Pecorino. Siden da er sortens udbredelse vokset eksplosivt og i dag dyrkes Pecorino i Marche, Abruzzo, Umbrien og Toscana.
De typiske vine på Pecorino er tørre og mineralske, strågul i farven og har en elegant blomsterbuket af akacieblomster og jasmin, nogle gange også krydret med en svag antydning af lakrids.
Pecorino har et højt syreindhold såvel som et højt indhold af sukker, hvilket gør druen meget nyttig. Sukkeret omdannes til en forholdsvis høj alkohol, men syren hjælper med at afbalancere dette og sikrer, at vinene stadig er sprøde og friske.
Pecorino klarer sig særligt godt på højtbeliggende marker, hvor der er både sollys og kølig vind.
Igen er vinen lavet som de forrige, altså alene på ståltanke med 100% Pecorino druer fra marker omkring Ancarano, hvor jorden er ler- og kalkagtig.
Inden gæringen er der sket en kort og kølig maceration inden en blid presning og så gæring i ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Derefter er vinen egentlig bare flasket og så lagret en kort tid inden frigivelse.
Duftmæssigt har vi bevæget os ud på en blomstermark … aromatisk, mens frugten virker mere eksotisk eller tropisk med fersken, mango, let ananas, meget imødekommende i frugten og den suppleres så med en smule honningmelon og et vaniljestrejf.
Smagen er her fyldigere med mere krop. Det er måske nok ikke så kompleks en vin, men har en ubekymret side, som gør den velegnet til fest, komsammen og hverdag. Virker let olieret, har lidt lakrids og peber, sødme, fylde, krop og venlighed. 89 point.
Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.
Vi rykker videre i bussen med næste Tenuta Antonini vin og det er atter en ren hvidvin på druen Passerina.
Den første ud af 6 vine fra Tenuta Antonini var denne 2021 Trebbiano d’Abruzzo og lavet på druen med samme navn.
Cava tid! Der burde være sat en fast tid i kalenderen til bobler, så ville mange blive glade. Men lige denne gang smager jeg en Cava Extra Brut Imperial Reserva 2018 fra Villa Conchi.
Côte-Rôtie og Hermitage regnes nok i dag for de to bedste områder i det nordlige Rhône og vi sluttede da også NewRhône Millésimes / Romain Duvernay smagningen med en vin fra netop ét af disse områder, for det var en 2018 Romain Duvernay Côte Rôtie.
De næste to vine fra Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes var begge Syrah vine fra Nordrhône … og først smagte jeg et glas 2018 Romain Duvernay Crozes-Hermitage.
Så er det tid til et lille Rhône trip, for nu smager jeg 3 vine fra Newrhône Millésimes og de to grundlæggere Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay. Jeg starter trippet med denne 2016 Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape.
Jeg har efterhånden smagt Rui Roboredo Madeiras topvin Beyra Grande Reserva nogle gange … i hvert fald både i årgang 
Vi skal også smage en af de søde dessertvine fra Alvear familien og det gamle Bodegas Alvear i Andalusien og den blev denne lille halvflaske Pedro Ximénez Solera 1927.